Tag-arkiv: Badebassin

Da jeg var barn… #6 – sommeredition

Kan I huske sommeren, da I var børn? Varm, lang og fantastisk 👍🏻Fordi jeg glæder mig sådan til sommer, så er det emnet i denne omgang af ‘Da jeg var barn’.

Da jeg var barn:

Var badebassiner runde. Og vi dykkede langs kanten, mens vi talte runder. Igen og igen og igen.

Spiste jeg helst mine jordbær helt au natural. I en dyb tallerken og med ske. Så var der mere sukker og fløde/mælk til de andre. (Sådan har jeg det forøvrigt stadig)

Startede sommerferien med en tur i skoven med min veninde. Vi havde vores eget univers derovre, med kiks-i-vand-floden, sangebroen eller hvad alle stederne nu hed. Vi skrev og tegnede sågar en bog om det. Sådan startede sommerferien i flere år…

Besøgte vi altid en kirke, når vi var på sommerferie. Ikke fordi vi er/var specielt troende, men det var en gratis måde at aktivere tre børn, give dem lidt kultur, snakke om de bibelske fortællinger, gravsteder, blomster osv. Jeg tænker, at jeg har set flere kirker i det her land end gennemsnittet, Selvom jeg tit driller mine forældre med det, så husker jeg det ikke som en træls ting.

Legede vi dåseput hjemme på vejen mange aftner gennem hele sommeren. Timerne gik, men vi morede os aften efter aften og år efter år. Det var virkelig en skøn leg, hvor både store og små kunne være med.

Var cykelshort og caprishorts moderne under kjoler. Gerne i laksefarvet. Og i bomuld som blev gennemsigtigt efter lidt tid. Det er sådan set moderne igen… Nu hedder det bare leggings og farven hedder coral! 🙈

Har I nogle gode sommerminder?

 

Vi sparer på solcremen!

Ja hjemme hos os sparer vi på solcremen i disse dage. Det kan man jo lige godt, når det er gråt og vådt.

Herunder er nogle andre positive ting ved vejret:

  • Jordbærrene og græsplænen har godt af noget vand. (Og alt muligt andet)
  • Der bliver ikke så beskidt indenfor, når vi ikke render ind og ud.
  • Det er sværere at høre larmen fra ‘naboens’ børn, når de er indendøre.
  • Det er mere behageligt for Lillebror at sove i barnevognen.
  • Det er også mere behageligt at løbe.
  • Vi sparer vandregningen for at fylde badebassinet.

That’s it!

Så kære sol – vi er klar!

Lidt om nøgenhed og badeshorts

Bum så blev det “pludseligt” sommer i sidste uge. Og som så mange andre fyldte vi vand i badebassinet.

Da A kom hjem fra børnehave, var hun straks klar til at springe i – og det fik hun lov til. Hun valgte selv, om hun ville være nøgen eller have badedragt på. Hun valgte at være nøgen! Da hendes bedste ven kom over for at bade, fik han også valget – og han valgte også at være nøgen. Og de hyggede sig, og var på ingen måde generte over deres nøgenhed eller forskellige køn.

Sådan er det i vores have – vores have, hvor jeg er med til at sætte reglerne. I nabohaverne bader de med badetøj, og selvfølgelig tager A sin badedragt på, når hun løber over til dem og bader. Det er fint med mig, og det er fint med hende.

Da vi var i Bilka i weekenden, fik vi forvildet os ind i børnetøjsafdelingen efter nye strømper (der kommer vi ellers sjældent). De havde en stor væg med badetøj, og jeg havde faktisk tænkt på, at A trængte til en ny badedragt. Men inden jeg fik set mig om, spurgte hun selv, om hun ikke måtte få et par badeshort. Øh bøh tænkte jeg, inden jeg selvfølgelig sagde ja. For hvorfor kunne min datter ikke bade med badeshorts? Desværre var McQueen badeshorts udsolgt i hendes størrelse, men heldigvis kunne Minions også gå.

Badeshorts

Så de næste dage var hun smækker-lækker i de fineste blå badeshorts. Og jeg er nu grøn af misundelse over den lækre brune farve hun har fået. Overvejer at købe en våddragt til hende, så hun ikke bliver så lækker. #fregnetogsarthudmormisundelse!

Hvad bader jeres børn i?