Tag-arkiv: Barbie

En hyggelig lørdag med Lillepigen og Manden

Kære dagbog. Lørdag d. 8. november…

Ja så er I advaret – dette indlæg bliver lidt dagbogsagtigt.

Lørdag morgen efter Lillepigen og jeg havde hygget og været i bad, gik turen til indkøb i Bilka. Vi forsøger kun at handle en gang om ugen, og ca. hver 2.-3. gang er det i Bilka. Lillepigen fik en bil at køre i (med vogn ovenpå) og en børnebolle med rosiner, så turen gennem Bilka gik dejlig nemt. Da vi havde handlet, gik turen op i informationen, hvor jeg skulle hente lidt kaffe og godter, som Bilka har været så flinke at donere til “mine” indsamlere i dag.

Ventetiden ved informationen fordrev Lillepigen med at se på Bilkas juleudstilling med bl.a. isbjørne der spiller musik og Ulven Billie i julemandskostume. Mens vi ventede kom Barbie gående ind, og en venlig kunde fortalte mig, at Barbie ville skrive autografer ved legetøjsafdelingen, og de første 100 børn fik en Barbie dvd. Så da vi havde læsset bilen, gik vi retur til legetøjsafdelingen, hvor Barbie stod. Jeg tror ikke, at Lillepigen kender Barbie, men hun gav hende en stor krammer, og blev meget begejstret for taske, dvd, hårspænder og billede med autograf 🙂

image

Turen fortsatte til en blomsterhandler. Da Manden og jeg holdt bryllupsfest for ca. 1½ år siden, fik vi nemlig et gavekort på en buket blomster, som vi aldrig har fået brugt. Så nu skulle det være. Jeg tror, at det var Lillepigens første besøg sådan et sted. Hun var meget engageret i, hvordan de ansatte bandt blomster – eller blandede blomster, som hun kaldte det. Hun charmede så meget, at hun fik sin egen lille blomst med hjem – til stor begejstring for hende.

image

Formiddagsturen sluttede af på biblioteket, hvor de har fundet julebøger. Åh hvor hyggeligt. Jeg genfandt et par af mine favoritter, men måtte indse, at Lillepigen pt. nok er lidt for lille til dem. Hun fandt dog både en julebog med Pippi og Rasmus Klump.

image

Efter middagslur til hele banden gik turen til Storcenter Nord, hvor vi lige skulle have prøvet nogle vinterstøvler på Lillepigen, som hun skal ønske sig til fødselsdag/jul. Dernæst afsatte jeg både hende og Manden i deres fantastiske (og gratis) legeland, mens jeg selv besøgte et par butikker for inspiration til min egen ønskeseddel.

Aftenen bød på KÆRESTEAFTEN – jubiii! Så dejligt og tiltrængt. Farfar passede Lillepigen, mens vi nød en dejlig middag på Jacobs BBQ i Aarhus. Det er sådan en hyggelig restaurant med virkelig lækker mad. Manden havde fået et gavekort i fødselsdagsgave, så vi slap med 100 kr 🙂 Dernæst gik turen til Musikhuset, hvor vi blev underholdt af Christian Fuhlendorff og hans one-man-show: For at gøre en kort historie lang.

Det var vanvittig godt. Han er sådan lidt samme sted i livet som os. Showet handler meget om forholdet til datteren på ca. 4 år, parforhold og det med at blive “voksen”: købe hus osv. Vi grinede rigtig meget, så det var en perfekt aften.

image

Og lige inden midnat lukkede jeg øjnene 🙂