Så er det blevet tid til endnu et mini-portræt af en sej iværksætter. Denne gang skal I møde Jelena. Hende kender jeg faktisk ikke i “virkeligheden”, men jeg har fulgt hendes blog gennem længere tid. Jelena blogger som iværksættermor, men har netop varslet, at der vil ske nogle ændringer i fremtiden. Find hendes blog her.
Udover at være “fritids”blogger så er Jelena iværksætter, og hun har startet sit eget børnetøjsmærke. Alle billeder er leveret af Jelena.
De tre foregående mini-portrætter finder I her, her og her.
Læs mere om iværksættermor herunder 🙂
1) Fortæl lidt om dig selv
Jeg hedder Jelena, er 35 år, gift, mor til to drenge og bonusmor til en pige.
2) Hvad er din uddannelse?
Jeg er uddannet cand.mag. i Historie og Kultur- og sprogmødestudier fra Roskilde Universitet og har en bachelor i Egyptologi fra Københavns Universitet.
3) Fortæl om din virksomhed
Jeg startede Sejedrenge.dk, som er en webshop med børnetøj, ultimo 2012. Et halvt år senere åbnede jeg en fysisk butik på Nørrebro, nogenlunde samtidigt oprettede jeg en YouTube kanal med læringsvideoer til børn. Et års tid senere blev Magic Robes til. Det er et økologisk, unisex børnetøjsmærke, som jeg selv designer.
4) Hvad er din rolle i virksomheden?
Jeg er ejer af virksomheden og laver lidt af hvert (eller med andre ord det meste).
5) Hvordan fik du idéen til at blive selvstændig?
Jeg har aldrig drømt om at være selvstændig. Idéen kom fra en veninde, som foreslog det, mens jeg var på barsel med min yngste søn, og vi havde en samtale om fremtiden efter barsel. Jeg grinte af forslaget, for jeg skulle i hvert fald ikke være selvstændig. Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle starte. Det fandt jeg så ud af alligevel.
6) Hvilke overvejelser gjorde du dig, før du kastede dig ud i iværksætterlivet?
En masse, og så alligevel slet ikke nok. Økonomien var vigtig. Jeg skulle være sikker på, at det kunne løbe rundt derhjemme de første par år, hvor min mand og jeg godt vidste, at det ville blive svært at generere overskud i virksomheden. Men jeg tænkte også over den tid, som virksomheden ville kræve, og hvordan arbejdstiderne bedst skulle fordeles, så iværksætteriet ikke gik ud over vores dengang små børn.
7) Hvad var det mest skræmmende ved at kaste sig ud som iværksætter?
Uvisheden. Jeg var ikke uddannet indenfor erhverv, og jeg havde intet kendskab til børnetøjsbranchen. Uanset hvor mange eksperter, jeg talte med, var der ingen garantier for, at virksomheden ville blive en succes.
8) Hvad startede du med, da virksomheden skulle i gang?
Jeg startede med at oprette et CVR til en enkeltmandsvirksomhed, finde en webshopudbyder og kontakte børnetøjsproducenter for at indgå forhandleraftaler.
9) Hvad var din startkapital?
Jeg startede med 100.000 kr, som jeg brugte på vareindkøb og webshop. Jeg har brugt en del mere siden.
10) Hvordan fik du de første kunder?
Ved at opsøge dem 😉 Markedsføring og især salg er noget, som jeg finder udfordrende, men det virker.
11) Hvornår forventer du at kunne leve af din virksomhed?
Jeg kan endnu ikke leve af min virksomhed. Sidste år endte med overskud, men jeg har endnu ikke udbetalt løn til mig selv. Vi har fundet ud af, at vi kan klare os for lidt hjemme hos os, og pengene er blevet investeret i nye projekter.
12) Hvor mange timer om ugen arbejder du?
Mange. I perioder op mod 60 timer om ugen. Men jeg kan til dels selv bestemme, hvornår jeg skal arbejde, så en del af arbejdstimerne bliver lagt om aftenen, når børnene sover.
13) Hvad har været det mest lærerige som iværksætter?
Hvor meget man er i stand til at lære, når man er nødt til det, og hvor vigtigt det er at omringe sig med og samarbejde med folk, som man kan stole på. Der er mange ”eksperter” og rådgivere derude, og det er ikke alle, der henvender sig med gode intentioner.
14) Hvor er virksomheden i dag?
Virksomheden er gået ”den anden vej” efter et par år, hvor vi ekspanderede, da det blev for meget med både webshop, fysisk butik, egenproduktion og det løse. Jeg har lukket den fysiske butik og lukker snart webshoppen. Nu fokuserer jeg på Magic Robes, som er mit eget mærke, og som jeg gerne vil eksportere til stærkere markeder end det danske, hvor vi har syv forhandlere pt. Det handler om fokus og overskud, både mentalt og økonomisk.
15) Hvad betyder de sociale medier for en virksomhed som din?
En del, men sjovt nok ikke så meget, som jeg havde forventet. Formentlig skyldes det, at det med nyt børnetøj ikke er nok bare at vise billeder eller fortælle historier. Kunderne skal mærke det, prøve det, bruge det, før brandet bliver godkendt og husket. I stedet kommer vi en del på messer, som giver god eksponering.
16) Hvad ville du gerne have vidst, inden du blev iværksætter?
Jeg vil gerne have vidst alt det, som jeg ved i dag. Jeg var meget grøn, dengang jeg startede, og jeg har lavet nogle dyre fejl, fordi jeg ikke vidste bedre. Omvendt ville jeg ikke have lært det samme, hvis jeg ikke havde lavet de fejl, og det er også værd at tage med.
17) Hvor ser du virksomheden om henholdsvis 3 og 10 år?
Om tre år har Magic Robes en del forhandlere i udlandet, og jeg kan leve af det.
Og om 10 år er vi samme sted som om tre år, bortset fra at vi har haft syv år mere til at lære og etablere os som en seriøs spiller på markedet. Enten det, eller også har jeg kastet mig over et helt nyt produkt eller et nyt projekt. Det er set før, at dygtige erhvervskvinder har forladt børnetøjsbranchen, når deres egne børn er blevet store. Jeg skal ikke kunne sige, hvad jeg brænder for tid den tid. Men jeg er formentlig stadig selvstændig.
18) Hvis du skulle lave noget helt andet, hvad skulle det så være?
Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har altid haft mange interesser og har som uddannet indenfor humaniora haft jobs i både HR og finans, inden jeg sprang ud som selvstændig. Jeg har det med at blive grebet af det, når jeg bliver introduceret for noget, som jeg finder spændende.
19) Hvad betyder virksomhedens navn, og hvordan kom du på det?
Magic Robes, som er økologisk og unisex, er et mærke, som gerne vil kendes på bæredygtighed og frihed. Navnet Magic Robes står for en magisk kappe, som vi kender dem fra eventyr, hvor børn kan gemme sig og forsvinde ind i en magisk verden uden bekymringer. Derfor økologi, som garanterer både renhed på vores børns hud og ansvar overfor dem, som producerer tøjet (ingen børnearbejdere her). Unisex er også vigtigt, da vi ikke ønsker at diktere, hvad børn må, og hvad de ikke må gå i, hvem de må, og hvem de ikke må være.
20) Hvad er det bedste og værste ved at være iværksætter?
Svaret er det samme til begge spørgsmål: At være sin egen chef.
Det var ordene fra iværksættermor. Hun har min dybeste respekt!