Tag-arkiv: Boganmeldelse

Status pt #18

Første weekend efter ferien. Jeg har haft vækkeur til hver dag, selvom det ikke altid er nødvendigt, når man har børn. Status pt. er følgende:

  • Jeg synes ikke mine børn vokser. Indtil jeg tømmer deres tøjkasser i institutionerne og finder tøj der er flere numre for småt. Forstår.det.ikke… Tøjkasserne bliver jo tømt 1-2 gange om året…
  • Har jeg lovet, at bloggen ikke blev totalt en mor/baby blog, når jeg gik på barsel? Det kan blive lidt vanskeligt at overholde, da det er det eneste i mit hoved pt…
  • Jeg er åbenbart typen, man ‘slipper af med’ på sms med en 👍🏻

  • Lige pt. ligger jeg mellem mine to drenge. Den store kravlede pludseligt op i min seng lidt i seks. Nu har jeg lige for tredje gang forhindret ham i at falde ud af sengen. Så ikke mere søvn til mig. (Skrevet torsdag morgen)
  • Jeg har været temmelig øm i min krop efter træning i tirsdags. Rar følelse, men også ret hårdt. Piv 😉
  • Min datter har fået en ny kjole til barnedåben. Hun måtte vælge frit i nameit og HM – bare vi begge syntes, at den var pæn. Hun valgte en kjole til 100 kr. God stil 👍🏻
  • Hvis du kun skal læse én bog i år, så vil jeg anbefale Havets Børn af Anna Ekberg. Det er en spændingsroman der bl.a. handler om børnesoldater og bådflygtninge bundet sammen af historien om en mors søgen efter sin bortadopterede datter. Selvom historien var lidt fantasifuld, brugte jeg flere dage på at reflektere over nogle af de barske realiteter. Anna Ekberg er desuden et pseudonym, og udgøres af samme forfatterpar som står bag pseudonymet A.J. Kazinski, som jeg også er ret vild med.

  • Min søn skal snart i børnehave, og for at skabe lidt positivt om det, havde jeg lovet ham en ny madkasse. Jeg har tidligere skrevet om børnehavebørnenes ‘holdning’ til hans arvede prinsessemadkasse (læs her), så jeg havde nok noget lidt mere drenget i tankerne. Klip til os i Toys’r’us, hvor drengen peger på en lyserød Hello Kitty madkasse…. Det tog lidt tid, men det lykkedes mig at overbevise ham om, at en blå madkasse med biler var eddersej. Til gengæld fik han en temmelig pink drikkedunk 🙈🤣

Status pt #8

Der er lige lidt status pt. fra den sidste tid:

  • I går var en virkelig frygtelig dag. Jeg havde så ondt i mit bækken, at jeg knap kunne gå og sidde. Det påvirker mit hoved, når kroppen ikke kan være med, så jeg var ikke glad…
  • I dag er bedre – ingen smerter overhovedet. (Endnu)
  • Når ‘nogen’ har sat koldskål i køleskabet uden at skrue låget på, så får man et meget plettet gulv, når man lige ryster kartonen på vej ud af køleskabet.
  • Vildt så mange, der gerne vil læse om gratis babypakker. Overvejede ellers om indlægget var alt for snævert, og slet ikke skulle udgives 🙈

Babypakker

  • Jeg har udviklet en form for gratis redebyggeri. Det går ud på, at jeg får ryddet op i alle vores rode-skuffer, reoler osv. Shit en tilfredsstillelse det giver. Spændende hvor længe, vi kan holde det ryddeligt.
  • Pengene brænder virkelig på min konto for tiden. Jeg har sådan en lyst til at købe. Ret skræmmende. 💸💸💸
  • Godt børnene manglede sandaler, så jeg kunne shoppe lidt… Og at min datter lavede god research, den dag vi købte gummistøvler…

  • Jeg har planlagt at føde fem dage over termin. Så der er god tid endnu. 😉 Håber bare ikke kroppen skal drille sådan!
  • Tror måske jeg holder lidt pause fra bloggen den sidste tid… (Og sikkert også den første tid 😉)
  • På bogfronten har jeg læst Dødens kode, se herunder, og så brugte jeg lørdag på langs med To små piger. Elsker bøgerne af søskendeparret Hammer, og denne var ingen undtagelse! Læs den…

Status pt #7

Der er mere status pt. fra mig herunder…

  • Jeg ligger i min seng og hviler mig. Natten er gået med en febersyg dreng og en hostende datter…
  • Dette indlæg skulle jeg have haft ud i går, men jeg ‘orkede’ ikke at gøre det færdigt. I stedet nåede jeg så meget andet 😉
  • Når man ikke kan finde sin telefon, og derfor ‘går baglæns’, er det lidt ‘sørgeligt’ at finde den i slikkassen 🙈
  • Min datter har fået nogle opgavehæfter i skolen, som jeg er helt sikker på, at jeg også havde for omkring 28 år siden…

  • Hver anden aften kravler jeg fortsat op i min datters køjeseng for at læse godnathistorie. Det er ikke særlig elegant længere, men jeg klarer det.
  • Jeg ved ikke, om det er redebyggeren, der har slået sig ned. Men de sidste par uger er min ønskeseddel vokset med en del ønsker. Alt fra gummistøvler og natkjoler til en ny køkkenvægt.
  • Jeg har allerede købt noget fra ønskesedlen (der er jo længe til december). Både fordi jeg fik penge tilbage fra Skat – og fordi det er dumt at gå og mangle låg til skåle til 25 kr/stk.
  • Det går fantastisk med at få læst! Kan anbefale Dan Browns Oprindelse, selvom jeg ikke har været pjattet med hans sidste to bøger. Og så generelt Michael Katz Krefelds serie, hvor jeg har læst bog nr. 5 Pagten. På én dag! Den var god!

Status pt #5

Endnu en gang status pt.

  • Jeg har lige opdaget, at min datters gummistøvler er str. 26. Hun går i dem stort set hver dag. ALT hendes andet fodtøj er str. 29 🙈
  • Jeg har slet ikke haft tørre hænder denne vinter. Det er den eneste fordel ved, at min søn har børneeksem, og jeg smører ham ind i fed  creme flere gange om ugen.
  • Når jeg handler ved Bilka to-go, bliver jeg ved med at få sådan nogle toilet-rengørings-vådservietter som gratis gave. Hvem bruger dem og hvordan???

  • BTW blev en bestilling på fem økologiske blommer erstattet af 13 almindelig blommer, da der var udsolgt. Jeg havde nok ment, at erstatningen skulle være fem blommer for fem blommer istedet for at prisen skulle passe…
  • Strejke og lockout er udskudt 14 dage. Håber sådan de når til enighed!
  • Solskin, regn, solskin, hagl… Sådan er en helt normal forårsdag i Danmark åbenbart….

  • Jeg får virkelig læst en del for tiden. Tror kroppen er gået i ‘afslapnings-mode’ her den sidste tid. Kan anbefale Heksedrengen af Lone Theils, Ilkas arv af Sara Blædel og De ugudelige af Linda Castillo. Er lige startet på Oprindelsen af Dan Brown. Håber den også er god, for den er dæleme tyk.
  • Og så er jeg meget imponeret over holdbarheden på den neglelak og toplak, jeg fik bestilt ved Nilens Jord. Den kan virkelig anbefales. Hvis de så bare også havde den pastel-mint-grønne farve, som jeg har forelsket mig i… Men det har de ikke.
  • Jordbærkager til 10 kr – det kan ingen (gravide) da gå forbi…

 

Boganmeldelse #18 DNA og Hævn

Jeg vil prøve af komme lidt tilbage til boganmeldelserne, omend det måske bliver i en lidt anden (og kortere) form.

Denne anmeldelse handler om de to bøger DNA og Hævn, der er skrevet af Yrsa Sigurðardóttir.

Det er to krimier, der begge foregår på Island. Hovedpersonerne er politimanden Huldar (han har et par titler, jeg ikke kan huske) og så børnepsykologen Freya. Deres veje krydses i begge bøger i mordsager, hvor der er børn involveret som nærmeste vidner eller pårørende.

Selve mordsagerne er spændende med veldrejede plot. Historien er lidt dystert fortalt, som jeg egentlig forestiller mig Island. Og så er Huldar og Freya to ‘ekstreme’ skæbner, der gør, at de hver især har deres at kæmpe med – og at jeg drages lidt af at lære dem bedre at kende.

Hævn blev i 2016 hædret som årets udenlandske krimi af det danske kriminalakademi, så jeg er ikke den eneste, der har fået øjnene op for islandsk krimi.

Den tredje bog i serien udkommer til februar, og den vil jeg glæde mig til at læse.

Vil du høre noget spændende?

Ej beklager den virkelige tarvelige overskrift… Det er nemlig ikke en stor hemmelighed (måske en lille for nogen), som jeg løfter sløret for.

Det spændende der er at høre, er nemlig krimier! Og det er ganske gratis 👍🏻

Landets biblioteker (tør ikke lægge hovedet på blokken for, at det er dem alle), har nemlig en aftale med eReolen om udlån af lydbøger (og ebøger). Det var her jeg startede, da jeg for halvandet års tid siden begyndte at høre lydbøger. Og det er her, jeg stadig hører alle mine lydbøger. I starten irriterede det mig meget, at jeg ikke kunne låne de nyeste bøger derinde, men nu har jeg efterhånden fundet rigtig mange gode krimiserier, og så låner jeg bestseller listen som fysiske bøger på biblioteket.

På eReolen fungerer det sådan, at bøgerne er delt op i to kategorier. Dem der er begrænsning på, og dem der er frit udlån af. Det afhænger af din kommune, hvor mange bøger med begrænsning du kan låne pr. måned. Heldigvis er der mange af de krimier, som jeg anbefaler herunder, der er med frit udlån. Bøgerne du låner, kan du enten høre online eller downloade til telefonen, så de kan høres på flyveturen eller i udlandet.

Herunder tips til gode krimiserier. Istedet for at skrive alle titler, har jeg blot henvist til forfatterne, som man nemt kan søge på inde på eReolen.

Sofie Sarenbrant: har bl.a. skrevet en krimiserie om den kvindelige politibetjent Emma Skjöld, der involveres i en masse spektakulære drabssager. Bøgerne er meget ‘letlæste’, men til tider er plottet også lidt fantasifuldt 😉 Derudover har samme forfatter skrevet krimien uge 36, om en gravid kvinde der forsvinder, samt en efterfølger der pt. ikke er tilgængelig på eReolen.

Helle Vincentz: har skrevet nogle virkelige fantastisk krimier, hvoraf hendes triologi om juristen Caroline Kayser er at finde på eReolen. Caroline har SÅ meget at bevise over for sin far, at hun over tre bøger påtager sig at rejse ud i verden for at løse vanskelige opgaver for sin arbejdsgiver. Tro mig – det er ikke småting, hun bliver involveret i, men virkelig spændende læsning, hvor plottet først åbenbarer sig sidst i fortællingen.

Michael Katz Krefeld: har skrevet en længere række af dystre krimier, hvor den tidligere politibetjent Ravn påtager sig mere eller mindre umulige efterforskningsopgaver som ‘privatdetektiv’. Ofte har mysterierne spor tilbage i tiden, og han hvirvles ud i en række voldsomme situationer. Som ofte set før, så drikker vores hovedperson til tider lidt for meget, og har ikke styr på sit liv, men jeg fatter virkelig sympati for Ravn, og de ar han har på sjælen. Hør dem!

Jørn Lier Horst: har skrevet en ret lang krimiserie om politikommissæren William Visting og hans datter journalisten Line Visting, der gang på gang krydser hinanden veje – og hjælper hinanden – i drabssager af den ene eller anden art. Jeg er kun nået til bog to, så jeg kan ikke give et samlet overblik, men indtil videre er jeg godt underholdt, og tænker at jeg hører serien færdig.

Linda Castillo: har skrevet en række krimier, der foregår i amish samfundet i USA  Hun er politibetjent, men er opvokset som amish, og står derfor ofte over for at skulle forsøge at bygge bro i de drabssager, der involverer amish samfundet. Jeg har skrevet lidt om serien på bloggen tidligere, læs evt. her.

Fælles for alle forfatterne er, at deres bøger selvfølgelig også kan læses som helt almindelige fysiske bøger. Ofte skal man have fat i en fysisk bog, hvis man skal læse den nyeste bog i serien, men det er også ok for mig, hvis jeg har hørt de foregående 4-5 bøger, når jeg kører bil, slår græs eller lægger vasketøj sammen.

Boganmeldelse #17 – De berusedes vej

Jeg har efterhånden flere boganmeldelser liggende til jer – og I gider ikke læse dem 😉 Men min blog – mine regler/indlæg. Hehe.

Denne gang har jeg læst De berusedes vej af Jakob Melander. Det er tredje bind i en serie, og jeg er ærlig talt i tvivl, om jeg har læst de to første… Noget ved karaktererne virkede bekendt, men jeg kan ikke genkalde mig, hvad de to tidligere bøger, skulle have handlet om. Men jeg har bog nr. fire stående…

image

I De berusedes vej sprænger en brevbombe mellem fingrene på en venstreorienteret journalist. Alt tyder på en ulykke, men politiassistent Lars Winkler, der er bogens hovedperson, har en anden fornemmelse. Han kender journalisten fra gamle dage, og hans efterforskning roder op i mange ting tilbage fra dengang de sås. Samtidig er der topmøde og stor terrorfrygt i København, hvilket tager alle ressourcer på Politigården, så Lars står alene med sin sag. Er der en sammenhæng i de to sager?

Lars fortid indhenter ham også, og han bliver “presset” til at se gennem fingre med en forbrydelse. Samtidig påvirkes den spirende kærlighed til en kollega også af hans hemmelige fortid. Hvad er det, der ikke tåler dagens lys?

Selve bogen var ok, men jeg er ikke sikker på, at jeg kaster mig over fortsættelsen lige med det samme. Bogen er nok skrevet lidt for ‘tungt’ til mig, og hovedpersonen har for mange lig i lasten at slæbe rundt på. Kommer jeg til at mangle læsestof, så tager jeg fat på serien, men pt. er der mange andre bøger foran i køen.

Bogen kan købes her. (Affiliate link)

(Lyd)boganmeldelse #16 – Hvil i fred

Nå… Flere lydbøger er det blevet til. Da jeg skulle låne den næste, var min kvote for ‘populære’ lån opbrugt, så jeg søgte lidt rundt blandt ‘fri’lånene, og faldt over en forfatter, jeg tidligere har læst noget af.

Det var Sofie Sarenbrant, der har startet en krimiserie, hvor der indtil videre er udgivet tre bøger. De første to lå som frilån, så jeg kastede mig over krimien Hvil i fred.

image

Historien udspillet sig på et luksuriøst japansk inspireret spahotel. Her findes en kendt skuespillerinde i kritisk tilstand en tidlig morgen, og hun hastes til hospitalet. Da der efterfølgende findes et ældre ægtepar døde på deres hotelværelse, sættes politiet på sagen. Undersøgelser tyder på, at der ikke er tale om naturlige dødsfald, og snart er jagten på en mulig seriemorder indledt.

Kriminalassistent Emma Skjöld sættes på sagen, og igennem bogen følges hendes politimæssige arbejde, men vi indvies også i hendes problemer med barnløshed, omverdenens forståelse af hendes karriere fordi hendes far er politichef og hendes problemer med søsteren Josefin.

Bogen læses op af en kvinde, hvilket jeg lige skulle vænne mig til. Oplæsningen var behagelig, men oplæseren var ikke så god til at læse ‘replikker’ op med forskellige tonefald efter personerne. Men det betød ikke noget, for bogen var spændende, og det var svært at lægge øretelefonerne fra sig.

Lydbogen varer ca. 9 timer og kan bestemt anbefales.

Bogen kan købes her. (affiliate link)

Fiktion og virkelighed i Amish samfundet – boganmeldelse #15

Dette er en slags boganmeldelse af en krimiserie i amish samfundet, hvor virkeligheden nogle gange overgår fantasien.

I forsommeren lånte jeg fem krimier af min mor, som alle var skrevet af Linda Castillo og omhandler politichef Kate Burkholders arbejde i en mindre by, hvor en stor del af indbyggerne er medlemmer af amish samfundet. Kate var amish som barn, men har efterfølgende forladt samfundet. Det giver hende en fordel i sit arbejde med de forskellige samfundsgrupper i byen.

Amish

De første fire bøger blev hurtigt læst inden jeg blev ‘distraheret’ af en biblioteksbog. Bøgerne bød på både seriemordere, bortførsler og hadforbrydelser. Bøgerne var letlæste, underholdende og gav også lidt indsigt i amish samfundet. Derudover var historierne selvfølgelig amerikanske på godt og ondt, og som det ofte er tilfældet, kan det godt virke lidt utroværdigt med alle de forbrydelser i et lille samfund. Men når det er sagt, så er det også sikkert, at jeg har tænkt mig at læse de næste par bøger i serien, når jeg får tid 😊

Når man lige har slugt 1.000 sider om amish samfundet, er det lidt skræmmende, når aviserne midt i juni kan berette om, hvordan en 51 årig mand er blevet anholdt med 12 uidentificerede piger i sit hjem. Det viste sig efterfølgende, at en af pigerne var amish, og at hendes forældre havde foræret/solgt hende til manden. Hun var 14 år dengang, 18 år i dag og mor til to af børnene. Det er skræmmende!!! Læs evt. mere om sagen her.

Boganmeldelse #14 – En sort morgen

Her henover sommeren har den stået på en del familietid, og ikke så meget migtid. Derudover har jeg kastet min kærlighed på lydbøger, så de fysiske bøger har samlet en del støv.

Det er dog lykkes mig, at få læst en enkelt fysisk bog, nemlig En sort morgen af Cilla og Rolf Börjlind.

Sort morgen

Bogen er 3. bind i serien om det umage makkerpar Olivia Rönning og Tom Stilton. Bogen foregår i Sverige, hvor Olivia er kriminalbetjent. Hun har nogle skeletter fra fortiden omkring sine afdøde forældre, der har kendt Tom. Tom har tidligere været kriminalbetjent, efterfølgende hjemløs og nu sådan lidt midt i det hele uden fast arbejde og omgangskreds.

I starten af historien dræbes et barn af blandet race og med mørk hud. Lidt senere sker endnu et brutalt børnedrab på et barn med blandet race, og så er det svært at se bort fra, om drabene sker med racistiske motiver. Olivia må på tur i det ekstreme miljø for at få opklaret sagen, der via DNA spor viser sig at have forbindelser til en uopklaret sag fra 70’erne, der stadig plager Tom.

Alt i alt er En sort morgen en god og velskrevet krimi der sagtens kan holde mig fanget. Og når næste bind kommer, vil jeg også kaste mig over det 🙂