Jeg kender et sted, hvor tiden går lidt langsommere. Et sted hvor mine børn falder lidt til ro. Et sted hvor katten ligger på skødet. Et sted hvor mine børn sover lidt længere. Et sted hvor jeg altid kan (prøve på at) snuppe et hvil.
Jeg kender et sted, hvor det aldrig (næsten) er dårligt vejr. Et sted hvor vi altid skal ud. Et sted hvor jeg altid skal til vandet.
Jeg kender et sted, hvor der altid er Nutella. Et sted hvor altid der er kage til eftermiddagskaffen. Et sted hvor der altid er kakao. Et sted med livretter.
Jeg kender et sted, hvor der er ikke er tv-kanaler. Et sted med dårligt telefonsignal. Et sted med internet. Et sted med brændeovn.
Jeg kender et sted, hvor makeup er overflødigt. Et sted hvor mine joggingbukser trives. Et sted hvor vi ikke skifter tøj så tit. Et sted hvor vi skal spare på det varme vand, hvis det er flere, der skal i bad.
Jeg kender et sted, hvor mine børn altid skal på legepladsen. Et sted hvor mine børn altid skal til købmanden. Et sted hvor vi altid skal til vandet. Et sted hvor jeg kan se vandet, imens jeg spiser.
Det sted kalder vi for ‘sommerhuset’. Det er mine forældres, og oftest er vi ‘bare’ på besøg. Men i onsdags pakkede jeg snot og tre børn i familiecontaineren. Og så kørte vi mod sommerhuset, hvor min mand sluttede sig til os efter fyraften. Fire dage i sommerhus som kattepassere. Min taske var pakket med joggingtøj, et par enkelte jeans og en mascara – just in case. Det fik jeg ikke brug for. Dagene gik. Med spil, kabaler, iPads og drillerier. Vi nåede både skoven, stranden, legepladsen og købmanden. Katten blev kælet (og hevet i halen). Så alt var vist som det skulle være.
Nu er vi hjemme. Vaskemaskinen kører derud af. Sengetøjet er skiftet, så den karakteristiske duft af sommerhus kun anes svagt.
Om lidt sover yngstearvingen, og så vil jeg se, om der er plads til mig i sofaen. Snip snap snude så var den efterårsferie ude.
