Tag-arkiv: Bryd tabuet

De mest læste indlæg fra maj og lidt om juni…

11. juni 2018 Krøltoppen Skriv en kommentar

Tiden går og vi er allerede næsten halvvejs i juni. Men I skal ikke snydes for et lille tilbageblik på maj og lidt fremadskuen her i juni.

Maj måned gik med barselstid. Rigtig meget tid gik med baby, amning, lure og familie. En hård, men også hyggelig tid. Jeg har haft mange stunder med min telefon i hånden, hvor jeg kunne have skrevet indlæg til bloggen, men hovedet har ikke været med. Og det er ok. Det blev til 11 indlæg, og længere nede kan I se de fem mest læste.

Juni betyder nedtælling til sommerferie. Noget jeg både glæder mig til og frygter, for pt. er weekenderne rigtig hårde ved mig. Jeg er meget “på”, og får ikke hvilet på samme måde som i hverdagene. Men det må vi finde en løsning på.

Juni er også Skt. Hans, ture i sommerhus hos mine forældre. Og ja så begynder fodbold VM. Det kommer til at fylde meget overalt, og jeg skal også se de af Danmarks kampe, som mine børn tillader 🙂

Det 5. mest læste indlæg fra maj handlede om en god morgen i det lille hjem. Generelt har vi ikke mange decideret dårlige morgener, men det er med at samle på de gode.

På en 4. plads var såmænd et lille pip fra mig. Blot et hej og en lille opdatering.

At blive storesøster igen er en stor ting, men er også en opgave, man skal vokse med. Så for at give min datter lidt ekstra fokus, fik hun en pjækkedag med mig og mindstemanden. Rigtig hyggeligt. Og indlægget om den dag blev det 3. mest læste fra maj.

Det 2. mest læste indlæg var en lille “joke”, om personer jeg ikke forstår. Det kunne være dem, der går i shorts i marts…

Igen var det et personligt indlæg, der var det allermest læste. Tusind tak for jeres kommentarer både på bloggen og andre steder. Det går bedre med amningen, men vi arbejder stadig på at blive endnu bedre. Indlægget der blev læst mest handlede om at bede om hjælp.

- Kærlighed, Barselsliv

Om at bede om hjælp…

24. maj 2018 Krøltoppen 10 kommentarer

Når amningen ikke fungerer

Jeg ved ikke, om det ligger i generne, min opdragelse eller om det er påvirkning fra de personer, jeg har omgivet mig med gennem tiden, men faktum er, at jeg helst vil klare tingene selv. Jeg er dårlig til at bede om hjælp.

Bag mig har jeg to gode ammeforløb med masser af mælk og meget glade ammebørn. Derfor havde jeg ikke brugt mange kræfter på at tænke på amning denne gang heller. Men det har ikke fungeret optimalt. Jeg har bidt tænderne sammen og sagt; ‘Jamen det skal gøre ondt i starten’ og ‘Han skal jo lige lære det’.

Sundhedsplejersken har mistænkt et lidt stramt tungebånd, hvilket storebror også har, men som aldrig gav problemer. Men bare tanken om at nogen skulle klippe i mit barn, har gjort mig virkelig ked af det.

Ikke alle amninger har været frygtelige. Der har været både gode og dårlige perioder de sidste fire uger, og så er det ene bryst langt værre end det andet. Faktisk vil jeg næsten påstå, at vi kun har problemer med det ene bryst – til stor frustration for os begge. Og det begrænser mig socialt, for jeg har faktisk ikke lyst til at tage nogen steder hen, hvor der er nogen, der skal se mig amme.

Den anden morgen, hvor jeg ammede efter en rædderlig (elsker det ord 🙈) nat, sprøjtede tårerne ud som en kombination af smerte, søvnmangel, hormoner og opgivenhed. Jeg sagde til min mand, at der skulle gøres noget, og at han skulle hjælpe mig med at agere. Jeg havde forestillet mig, at vi kunne snakke muligheder om aftenen, men han var straks klar til at ringe til dem, jeg bad ham om.

Hans engagement fik mig sat i gang, og i løbet af dagen fik jeg skrevet til sundhedsplejersken. Og om natten googlede jeg øre-næse-hals læger, for midt i endnu en frygtelig amning tog jeg beslutningen. Og otte timer senere befandt jeg mig i et venteværelse med både min mand og søn. Selvom jeg prøvede at være sej, fik jeg ikke lov at tage afsted alene. Tak for den slags ægtemænd, der ved, hvornår de skal være der. ❤

Øre-næse-hals lægen var dog ikke ‘imponeret’ over tungebåndet, så det kunne kun blive til et meget lille klip, som måske slet ikke har effekt. Men oh ve det var altså ikke særlig sjovt. Der var mere blod, end jeg havde researchet. Mere holden fast og bare mere skrig. Øv.

Nu er det gjort, og effekten skulle gerne komme snart. Håber jeg. Min sundhedsplejerske ringer i morgen, og så må vi vurdere, om jeg skal have fat i ammevejledningen. Der skal i hvert fald handles nu, hvor jeg er i gang.

Jeg ved ikke, hvorfor det har været så hårdt for mig at bede om hjælp. Jeg ved bare, at det ikke er alting, jeg kan klare selv.

- Kærlighed, Barselsliv

Graviditets-skriblerier #9 Om at føle sig utilstrækkelig

24. januar 2018 Krøltoppen Skriv en kommentar

Så er jeg 27+5, og har altså knap tre måneder til termin. Det jeg skal skrive om i dag er lidt følsomt, men jeg tænker, ar jeg lige så godt kan være ærlig.

Den seneste tid er jeg begyndt at sove dårligt. Ikke hver nat, men alligevel tre nætter den sidste uge. En af nætterne havde jeg ondt i lænden, og derfor svært ved at finde en behagelig sovestilling. De to andre nætter blev jeg ved med at vågne af alle mulige fiktive lyde. Efter sådan en nat er jeg ikke meget værd. På jobbet har jeg svært ved at samle tankerne, svært ved at præstere og mest lyst til at gå ud på toilettet for at græde. Jeg føler mig utilstrækkelig. Derhjemme kan jeg ikke overskue familien eller mine “pligter”. Jeg er ikke nærværende, jeg kommer til at råbe og jeg har mest lyst til at sidde i et hjørne og græde. Jeg føler mig utilstrækkelig…

Når jeg vågner efter en god nats søvn, så er historien en anden. Selvom jeg stadig er præget af min graviditet med et reduceret overskud, så føler jeg alligevel, at jeg kan klare hele verden på de dage.

Denne uge har budt på besøg ved både jordemoder og læge. Egentlig ret dumt, har jeg tænkt, indtil jeg opdagede, at jeg skulle have været ved lægen for to uger siden, men simpelthen har bestilt tiden forkert. Flot!

Nu var det så så heldigt, at jeg var ved jordemoder først, og vi fik en god snak om, hvordan jeg føler mig utilstrækkelig og presset. Hun anbefalede en delvis sygemelding, og da det skal ‘aftales’ med lægen, var det jo heldigt, at jeg havde tid der i dag.

Lægen var enig omkring sygemelding, så jeg har nu aftalt med min leder, at jeg har mulighed for at gå før hjem, når jeg føler behov for det. Så kan jeg få hvilet mig, før jeg skal være mor og kone. Den første tid skal jeg dog gå før hjem hver dag, for ligesom at forsøge at opbygge lidt overskud igen, istedet for blot at hænge i med neglene.

Jeg kan mærke, at den sygemelding har sænket mine skuldre ned på plads igen. Den giver mig mentalt luft til overskue den næste tid og de næste to måneder indtil min orlov begynder.

Ellers har jeg det sådan set ok fysisk. Lillebror havde fin hjertelyd, og blev skønnet til 1.200 g. Selv siger min badevægt + 12 kg…

Dagens billede:

- Kærlighed, Mig selv

Min udvikling i min rolle som pårørende – og et par gode råd

25. juni 2017 Krøltoppen Skriv en kommentar

I dag skrev jeg med en kær veninde. Hun er ramt af depression, og det er selvfølgelig rigtig synd. Men vi skrev faktisk også om hendes kæreste, som jo er pårørende præcis som mig. Måske bare en mere ‘uerfaren’ en af slagsen.

Det fik mig til at tænke tilbage. Vi er nok alle pårørende på hver vores måde, og med hver vores bagage og erfaring. Men efter at have været pårørende i både gode, lidt dårlige og meget dårlige perioder i snart 10 år, så har jeg bestemt også udviklet mig i min rolle som pårørende.

Hvad er mit bedste råd, ville det nok være fristende at spørge. Men jeg ved det ikke rigtigt. Eller jo måske gør jeg nok alligevel. For det gælder om at vise omsorg for den ‘syge’, og samtidig passe på sig selv.

Når jeg ser tilbage, brugte jeg rigtig meget tid på at bekymre mig, og på ikke at planlægge ting, for hvad nu hvis min kæreste var skidt. Hvad nu hvis… Mit råd til mig selv ville i dag være, at livet skal leves. Planlæg ting og lav evt. en plan B, hvis det giver ro i maven.

Vi har været på flere ferier, hvor min kæreste var ‘nede’ en dag eller to. Jeg tænker tilbage på, at jeg var i en afventende position, og brugte nogle ‘dumme’ timer på hotelværelset. I dag har vi børn, og jeg synes ikke, vi skal sidde og vente. Så jeg planlægger dagen, og så tager min mand med alle de dage, hvor der er overskud.

Både i hverdagen, men især i ferier er mit bedste råd også at lave klare aftaler i gode perioder, som gælder for de dårlige perioder. Det nemmere at tage en alene-udflugt på ferien uden dårlig samvittighed (eller med mindre dårlig samvittighed), hvis det er aftalt hjemmefra, at det er OK!

Generelt har jeg brugt meget tid på at gå rundt med store og små emner, som vi skulle drøfte, når der lige var overskud til det. Der kunne både gå dage og uger. I dag beslutter jeg ting, og så må beslutningen ændres, hvis der er stor uenighed.

Mit sidste forløb hos psykologen har generelt sat stor fokus på MIG. For at JEG kan være en god pårørende, skal JEG have energi og overskud. Det kan komme fra alene-tid, løbeture og tøsehygge. Jeg er IKKE en dårlig pårørende, fordi jeg en gang imellem ‘stikker af’. Tværtimod kommer jeg tilbage med fornyet energi, som jeg kan bruge i vores familie.

Jeg kan ikke gøre nogen rask, men jeg kan være der for dem. Husk:

Hold af

Hold om

Hold ud!

Intet varer evigt, så husk at holde ud, selvom det er hårdt.

Og snak gerne med nogen om det. Søg evt. råd og vejledning hos læge, psykolog, Psykiatriforeningen eller hos andre pårørende. For mig er det nemmest at tale med personer, der ikke kender min mand så godt, for så føler jeg ikke, at jeg ‘udleverer ham’.

#brydtabuet

- Kærlighed, Familie, Mig selv

Jeg øver mig…

27. februar 2017 Krøltoppen 9 kommentarer

Jeg øver mig!

Jeg øver mig i at sige pyt. Jeg øver mig i at bede om hjælp. Jeg øver mig i at springe over, hvor gærdet er lavest. Og jeg øver mig i at acceptere de ting, jeg ikke har overskud til at ændre.

I dag er det en uge siden, at jeg lukkede øjnene og trykkede udgiv, på mit mest personlige og for mig grænseoverskridende indlæg på bloggen. Nemlig indlægget ”Kære verden – jeg er pårørende”. I tog godt imod det, og med det lille tabu trukket frem i lyset, er det meget nemmere for mig, at skrive om nogle af de mange tanker (og handlinger) jeg gør mig.

Jeg har en forestilling om, hvordan tingene skal være, og jeg kan godt have svært ved at fravige den. Et eksempel kan være, at jeg kommer meget træt eller halvsløj hjem fra job. Min mand er også brugt for energi, så ulvetimen og putning af to børn kan virke ret uoverskuelig. I køleskabet står noget optøet kød, der passer til dagens menu på madplanen. Her må jeg indrømme, at det virkelig er en udfordring for mig at ændre planerne. Men jeg øver mig! Og man ser mig oftere smide et par frysepizzaer i ovnen, og så bruge dagens sidste kræfter på mine børn fremfor madlavning.

Jeg øver mig også i at være nærværende med mine børn efter aftensmaden. Nogle dage betyder det, at der først bliver ryddet af bordet og ryddet op i køkkenet, når børnen er puttet. Og andre gange får det lov at rode helt til næste morgen. Så øver jeg mit i at lukke øjnene og sige pyt.

De basale behov er mad i maven og (rent) tøj på kroppen. Og så øver jeg mig i at sige pyt, hvis det roder eller er beskidt. Og pyt hvis vi ikke lige får grønsager hver dag. Og pyt når vasketøjet hænger til tørre så længe, at det efterhånden ‘visner’.

Jeg øver mig i at acceptere og sige højt, når der er noget, jeg ikke kan klare. Jeg øver mig også i at bede om hjælp. Hjælp til små ting og hjælp til små ting.

Jeg øver mig hver dag! Året rundt. Det bedste er, at jeg bliver bedre i takt med at jeg øver mig.

- Krøller, Bloggen

Af hjertet tak!

21. februar 2017 Krøltoppen 2 kommentarer

Af hjertet tak for jeres positive tilbagemeldinger på mit indlæg fra i går.

Tak for jer.

Tak fordi I bakker mig op.

Tak fordi I sender mig og os kærlighed.

Og tak fordi I værdsætter min åbenhed.

Det giver mig håb.

Indlægget blev ikke skrevet for at få medlidenhed, men for at fortælle hvordan min verden ser ud. I den kommende tid har jeg forskellige indlæg i tankerne som berører mit liv og mine tanker som pårørende.

Til sidst tak til mine børn. Tak til min datter fordi hun sov FØR kl 20 i går. Og tak til min søn, fordi han sov i sin EGEN seng helt til kl 5.30 her til morgen.

- Kærlighed, Familie

Kære verden – jeg er pårørende

20. februar 2017 Krøltoppen 12 kommentarer

Ok – det her indlæg har ligget længe som en kladde med stikord og uden rød tråd. Så blev det skrevet i november. Det blev ikke en historie, som jeg havde forestillet mig, men istedet nogle vigtige pointer. Indlægget er gennem de sidste måneder blevet læst, skrevet, læst og godkendt af min mand, læst igen og nu holder jeg mig for øjnene og trykker på udgiv.

Her kommer min “historie” om at være pårørende. Det er ikke min mands historie. Det er min. For det er min blog, og mig der deler ud af mit liv og mine tanker.

Jeg er pårørende. Man kan ikke se det på mig, men det er jeg.

Min mand har en psykisk lidelse. Man kan ikke se det på ham, men det har han.

Nogle dage er jeg ansvarlig for alt herhjemme. Så sidder jeg kun ned til aftensmaden, og jeg går udkørt i seng når børnene er puttet, aftensmaden ryddet væk, opvaskemaskinen startet, morgendagens tøj lagt frem osv.

Nogle dage krammer jeg mine børn lidt ekstra. Øser ud af kærlighed, så jeg ved, at de føler sig elskede.

Nogle dage sidder jeg for mig selv på toilettet og græder. Jeg tæller sekunderne, til jeg igen skal være ‘på’ og være nogens mor. Tæller sekunderne til der igen står en på den anden side af døren og kræver min opmærksomhed til en meget vigtig mor-opgave

Nogle dage mister jeg overblikket og kontrollen og det gode humør. Og så råber jeg af mine børn. Eller af min mand. Og uanset hvad de har gjort, så fortryder jeg altid.

Nogle dage overvejer jeg, hvor mørkt det hele kan blive. Om der ikke er noget lys for enden af tunnellen.

Andre dage smiler jeg, fra jeg vågner, til jeg går i seng. Andre dage føler jeg, at det hele er vendt. Andre dage føler jeg, at vi er på rette vej. Andre dage føler jeg mig meget elsket. Andre dage føler jeg mig lykkelig. Andre dage bliver jeg blændet af lyset for enden af tunnellen.

De andre dage er nu! Og de andre dage skal fortsætte.

Ny diagnose, ny medicin, ny kampgejst, nye vaner, nyt håb og (nærmest) en ny mand.

Og ny hjælp!

‘Man skal bede om hjælp, for at få hjælp! Men så får man det næsten også altid!’ (citat min kloge mor)