Tag-arkiv: Bryd tabuet

Min udvikling i min rolle som pårørende – og et par gode råd

I dag skrev jeg med en kær veninde. Hun er ramt af depression, og det er selvfølgelig rigtig synd. Men vi skrev faktisk også om hendes kæreste, som jo er pårørende præcis som mig. Måske bare en mere ‘uerfaren’ en af slagsen.

Det fik mig til at tænke tilbage. Vi er nok alle pårørende på hver vores måde, og med hver vores bagage og erfaring. Men efter at have været pårørende i både gode, lidt dårlige og meget dårlige perioder i snart 10 år, så har jeg bestemt også udviklet mig i min rolle som pårørende.

Hvad er mit bedste råd, ville det nok være fristende at spørge. Men jeg ved det ikke rigtigt.  Eller jo måske gør jeg nok alligevel. For det gælder om at vise omsorg for den ’syge’, og samtidig passe på sig selv.

Når jeg ser tilbage, brugte jeg rigtig meget tid på at bekymre mig, og på ikke at planlægge ting, for hvad nu hvis min kæreste var skidt. Hvad nu hvis… Mit råd til mig selv ville i dag være, at livet skal leves. Planlæg ting og lav evt. en plan B, hvis det giver ro i maven.

Vi har været på flere ferier, hvor min kæreste var ‘nede’ en dag eller to. Jeg tænker tilbage på, at jeg var i en afventende position, og brugte nogle ‘dumme’ timer på hotelværelset. I dag har vi børn, og jeg synes ikke, vi skal sidde og vente. Så jeg planlægger dagen, og så tager min mand med alle de dage, hvor der er overskud.

Både i hverdagen, men især i ferier er mit bedste råd også at lave klare aftaler i gode perioder, som gælder for de dårlige perioder. Det nemmere at tage en alene-udflugt på ferien  uden dårlig samvittighed (eller med mindre dårlig samvittighed), hvis det er aftalt hjemmefra, at det er OK!

Generelt har jeg brugt meget tid på at gå rundt med store og små emner, som vi skulle drøfte, når der lige var overskud til det. Der kunne både gå dage og uger. I dag beslutter jeg ting, og så må beslutningen ændres, hvis der er stor uenighed.

Mit sidste forløb hos psykologen har generelt sat stor fokus på MIG. For at JEG kan være en god pårørende, skal JEG have energi og overskud. Det kan komme fra alene-tid, løbeture og tøsehygge. Jeg er IKKE en dårlig pårørende, fordi jeg en gang imellem ’stikker af’. Tværtimod kommer jeg tilbage med fornyet energi, som jeg kan bruge i vores familie.

Jeg kan ikke gøre nogen rask, men jeg kan være der for dem. Husk:

Hold af

Hold om

Hold ud!

 

Intet varer evigt, så husk at holde ud, selvom det er hårdt.

Og snak gerne med nogen om det. Søg evt. råd og vejledning hos læge, psykolog, Psykiatriforeningen eller hos andre pårørende. For mig er det nemmest at tale med personer, der ikke kender min mand så godt, for så føler jeg ikke, at jeg ‘udleverer ham’.

#brydtabuet

Jeg øver mig…

Jeg øver mig!

Jeg øver mig i at sige pyt. Jeg øver mig i at bede om hjælp. Jeg øver mig i at springe over, hvor gærdet er lavest. Og jeg øver mig i at acceptere de ting, jeg ikke har overskud til at ændre.

I dag er det en uge siden, at jeg lukkede øjnene og trykkede udgiv, på mit mest personlige og for mig grænseoverskridende indlæg på bloggen. Nemlig indlægget ”Kære verden – jeg er pårørende”. I tog godt imod det, og med det lille tabu trukket frem i lyset, er det meget nemmere for mig, at skrive om nogle af de mange tanker (og handlinger) jeg gør mig.

Jeg har en forestilling om, hvordan tingene skal være, og jeg kan godt have svært ved at fravige den. Et eksempel kan være, at jeg kommer meget træt eller halvsløj hjem fra job. Min mand er også brugt for energi, så ulvetimen og putning af to børn kan virke ret uoverskuelig. I køleskabet står noget optøet kød, der passer til dagens menu på madplanen. Her må jeg indrømme, at det virkelig er en udfordring for mig at ændre planerne. Men jeg øver mig! Og man ser mig oftere smide et par frysepizzaer i ovnen, og så bruge dagens sidste kræfter på mine børn fremfor madlavning.

Jeg øver mig også i at være nærværende med mine børn efter aftensmaden. Nogle dage betyder det, at der først bliver ryddet af bordet og ryddet op i køkkenet, når børnen er puttet. Og andre gange får det lov at rode helt til næste morgen. Så øver jeg mit i at lukke øjnene og sige pyt.

De basale behov er mad i maven og (rent) tøj på kroppen. Og så øver jeg mig i at sige pyt, hvis det roder eller er beskidt. Og pyt hvis vi ikke lige får grønsager hver dag. Og pyt når vasketøjet hænger til tørre så længe, at det efterhånden ‘visner’.

Jeg øver mig i at acceptere og sige højt, når der er noget, jeg ikke kan klare. Jeg øver mig også i at bede om hjælp. Hjælp til små ting og hjælp til små ting.

Jeg øver mig hver dag! Året rundt. Det bedste er, at jeg bliver bedre i takt med at jeg øver mig.

 

 

Af hjertet tak!

Af hjertet tak for jeres positive tilbagemeldinger på mit indlæg fra i går.

Tak for jer.

Tak fordi I bakker mig op.

Tak fordi I sender mig og os kærlighed.

Og tak fordi I værdsætter min åbenhed.

Det giver mig håb.

Indlægget blev ikke skrevet for at få medlidenhed, men for at fortælle hvordan min verden ser ud. I den kommende tid har jeg forskellige indlæg i tankerne som berører mit liv og mine tanker som pårørende.

Til sidst tak til mine børn. Tak til min datter fordi hun sov FØR kl 20 i går. Og tak til min søn, fordi han sov i sin EGEN seng helt til kl 5.30 her til morgen.

Kære verden – jeg er pårørende

Ok – det her indlæg har ligget længe som en kladde med stikord og uden rød tråd. Så blev det skrevet i november. Det blev ikke en historie, som jeg havde forestillet mig, men istedet nogle vigtige pointer. Indlægget er gennem de sidste måneder blevet læst, skrevet, læst og godkendt af min mand, læst igen og nu holder jeg mig for øjnene og trykker på udgiv.

Her kommer min “historie” om at være pårørende. Det er ikke min mands historie. Det er min. For det er min blog, og mig der deler ud af mit liv og mine tanker.


Jeg er pårørende. Man kan ikke se det på mig, men det er jeg.

Min mand har en psykisk lidelse. Man kan ikke se det på ham, men det har han.

Nogle dage er jeg ansvarlig for alt herhjemme. Så sidder jeg kun ned til aftensmaden, og jeg går udkørt i seng når børnene er puttet, aftensmaden ryddet væk, opvaskemaskinen startet, morgendagens tøj lagt frem osv.

Nogle dage krammer jeg mine børn lidt ekstra. Øser ud af kærlighed, så jeg ved, at de føler sig elskede.

Nogle dage sidder jeg for mig selv på toilettet og græder. Jeg tæller sekunderne, til jeg igen skal være ‘på’ og være nogens mor. Tæller sekunderne til der igen står en på den anden side af døren og kræver min opmærksomhed til en meget vigtig mor-opgave

Nogle dage mister jeg overblikket og kontrollen og det gode humør. Og så råber jeg af mine børn. Eller af min mand. Og uanset hvad de har gjort, så fortryder jeg altid.

Nogle dage overvejer jeg, hvor mørkt det hele kan blive. Om der ikke er noget lys for enden af tunnellen.

Andre dage smiler jeg, fra jeg vågner, til jeg går i seng. Andre dage føler jeg, at det hele er vendt. Andre dage føler jeg, at vi er på rette vej. Andre dage føler jeg mig meget elsket. Andre dage føler jeg mig lykkelig. Andre dage bliver jeg blændet af lyset for enden af tunnellen.

De andre dage er nu! Og de andre dage skal fortsætte.

Ny diagnose, ny medicin, ny kampgejst, nye vaner, nyt håb og (nærmest) en ny mand.

Og ny hjælp!

‘Man skal bede om hjælp, for at få hjælp! Men så får man det næsten også altid!’ (citat min kloge mor)

#brydtabuet