Tag-arkiv: Bussemand

Lidt om kærlighedsbussemænd, hverdags’forkælelse’ og indlæg nr 500

Jeg fandt en bussemand i går
i mit hår af alle steder…
Jeg vælger at tro,
at den er sat der af et af mine børn
uforvarret
i et kærlighedskram.

I går havde vi sidste besøg af sundhedsplejersken. Efterfølgende valgte jeg at arbejde hjemmefra, og da klokken slog to, lukkede jeg ned og snørede løbeskoene. Ah hvilken fryd med lidt alenetid! At jeg så valgte at løbe midt i middagsheden på årets varmeste dag efter tre ugers total motionspause – det snakker vi ikke om. Total selvforkælelse på en hverdag.

image

Og det her indlæg om bussemænd og løbeture er simpelthen indlæg nr 500 på bloggen. Hvabehar! (Og selvom jeg har haft lyst, har jeg ikke slettet i de gamle indlæg – endnu). Jeg havde overvejet, at fejre det med et statistisk indlæg i total Marie stil. Tal om alt muligt i bloggens historie. Men ikke i dag. I dag må I nøjes med tallet 500. Og så har jeg personligt fejret det med Nutellamadder til morgenmad, som forhåbentligt får følgeskab af en is lidt senere.