Tag-arkiv: DR

Status pt #22

Weekenden nærmer sig, og her er en kort status pt. fra mig.

  • Jeg tænker virkelig mange tanker. Tanker til bloggen. Tanker om det liv, jeg tilbyder mine børn. Tanker om arbejdsmarkedet. Osv. Intet af det kommer på skrift… Endnu.
  • Sidste weekend holdt vi bål. Jeg huskede at tage vasketøjet ind, men glemte at overveje mig valg af jakke, så… Den lugter stadig af bål.
  • Jeg er gået i stå med at læse bøger……
  • Men jeg er kommet lidt igang med at bage igen.

  • Og så ser jeg både Mord uden grænser og Gift ved første blik på DR. Begge programmer kan anbefales.
  • Jeg havde glemt, at det allerede er i starten af oktober, jeg skal vælge julegave fra min arbejdsplads. I år var der 24 (!) ting at vælge i mellem. Jeg har valgt pander. Det stod nemlig på min ønskeseddel.
  • Jeg har foræret min mand en Nespresso kaffemaskine i fødselsdagsgave, så nu bliver der dæleme brygget kaffe. (Og kakao 😋)
  • Min datter forærede ham en tur i biografen for to. Jeg skal nok ikke regne med at blive inviteret…
  • Til gengæld var vi til forpremiere på Journal 64. Den var GOD. Og mindstemanden overlevede uden mine bryster.
  • Den skønne blogger Mette Marie holder et Nivea event i Aarhus på mandag. Det havde jeg besluttet, at jeg VILLE med til. Så jeg deltog fra alle mine mails og så fik jeg min mand, mine søstre og min veninde til at deltage. 10 lodder blev det til.
  • Hun trak 25 vindere af to billetter. Og JEG vandt 😃

Gratis og billige sommerferie-aktiviteter

I dag startede skolernes sommerferie, så varer det ikke længe, inden sommerferien står for døren for de fleste. Herhjemme skal min datter i SFO den første uge af skolernes sommerferie, men derefter har alle tre børn fire ugers sommerferie. Dvs. at der ikke er længe til, at vi dagligt skal høre spørgsmålet: Hvad skal vi i dag?

Vi er af den holdning, at vi gerne vil lave sommerferieaktiviteter med vores børn, men at vi hverken har tid, lyst eller penge til, at det skal være Djurs Sommerland hver dag. Så jeg er i god tid startet op på en lille liste med gratis og/eller billige sommerferieaktiviteter, som ikke tager en hel dag. For mig er det rart, at vi kan lave noget på 1- 3 timer, hvorefter resten af dagen er til fri leg og afslapning.

Min liste er til dels meget lokal, men jeg tror bestemt også, der er sommerferieaktiviteter, der kan kopieres i andre dele af landet. I første omgang har jeg prøvet at kategorisere dem i gratis og billigt.


Gratis sommerferieaktiviteter

Der er ikke meget, der er helt gratis, da der ofte er lidt transport og en is, men næsten.

Legepladser er altid et hit herhjemme – og nye legepladser er spændende. På min liste er legepladsen på Lisbjerg Skole, som nok bør besøges uden for SFO’ens åbningstid. Derudover har vi en lokal legeplads med hoppepude, som jeg tænker, er et besøg værd samt en byggelegeplads med dyr.

Sommerferieaktiviteter

Lige i nærheden ligger Topkærgård, som er en økologisk gårdbutik, hvor man kan gå rundt og se på deres dyr. Der har mine børn været én gang, og det var en hyggelig lille tur. Lige ved siden af ligger en fin legeplads i Kasted, som jeg tænker også kan underholde dem ½ times tid.

Naturen er også en gratis fornøjelse. Her har vi en skov i nærheden, men pakker vi bilen, kan vi også køre til stranden eller en tur i Dyrehaven med en pose gulerødder. Vi har heller aldrig besøgt Den uendelige bro i Aarhus Bugten, så det er også på min liste.

Ebeltoft

I Aarhus er en udflugt til Mindeparken også hyggelig. Man kan besøge slotshaven ved Marselisborg Slot, og lege på legepladsen i selve Mindeparken. Her er også mulighed for at grille og brænde en masse krudt af på de store græsarealer. Sidste år havde vi den skønneste tur til Himmelbjerget med madkurv og efterfølgende badning i Knudsø. Det kan godt tage næsten en hel dag, men er til gengæld helt gratis – altså bortset fra is og evt. en tur i tårnet.

Er vejret knap så godt, så er mine børn også glade for en tur på biblioteket. Det lokale bibliotek er måske en kende kedeligt efterhånden, men det står os jo frit for at besøge et andet bibliotek i kommunen. Her skal jeg selvfølgelig nævne hovedbiblioteket Dokk1, hvor der er masser af “underholdning” både ude og inde. Her er der udover legepladsen også noget vandkunst på selve havnepladsen (som nok kræver skiftetøj). Og så åbner det nye havnebad i Aarhus jo lige straks…

Ustadigt vejr kan også benyttes til en tur i væksthusene i Botanisk Have. Her er altid varmt og fugtigt – og børnene synes, at det er ret eksotisk. Er vejret med os, er en tur på lystbådehavnen et hit. De store og små både er fascinerende for de fleste, og så kan man jo altid nyde en is (mens man stresser over, om ens børn er ved at dratte i vandet).

Sommerferieaktiviteter

Mine børn har aldrig besøgt Bazar Vest, så drømmer man om sydlandsk stemning og friske grønsager, så kunne en tur derud også være en mulighed.

En cykeltur plejer også at være hyggeligt. Enten bare ud i det blå eller måske med en af legepladserne som mål. En picnickurv gør bestemt ikke turen mindre hyggelig.

Bliver vi hjemme på egen matrikel, så er det altid en fest, når der kommer vand i badebassinet eller i havevanderen. I år har vi fået bålfad, så jeg ser også for mig, at vi skal have snobrød og hygge med det. Derudover har jeg fundet et telt i skuret. Det skal vi da helt sikkert prøve at slå op. Hvis det ikke er helt råddent, så kan børnene nok få nogle timer til at gå med at lege i det – og måske endda sove derude!

Sommerferieaktiviteter

Sommerferieaktiviteter

Til alle Ramasjang elskere kan jeg fortælle, at deres sommer koncept i år er lavet om. Det nye koncept hedder Sommer i Ramasjang. Alle programmer optages i DR haven i Aarhus, dagen før de vises. Det er gratis at være publikum, så det tænker jeg helt sikkert, at vi skal en dag  – eller måske to.


Billige sommerferieaktiviteter

Ikke alting er gratis, men billigt kan også gøre det 🙂

Her er første punkt på listen at køre med letbanen i Aarhus. Jeg tænker, at tage bilen til Skejby og så tage letbanen derfra ind til centrum og retur. I centrum skal vi nok på Dokk1 og/eller Havnepladsen. Udover en tur med letbanen, kan det at køre med bus eller tog også være en hel udflugt i sig selv for sådan nogle bilbørn som vores.

I City Vest (og sikkert mange andre storcentre) kan man købe en sommerferiebillet til 50 kr/barn. Så kan børnene lege på en lille legeplads og hente en gave i ca. 10-15 af centerets butikker. Mine børn synes det er sjovt, og er meget glade for de småting de får med hjem. Det er helt sikkert en idé til en regnvejrsdag, eller hvis jeg lige har nogle ærinder i centeret selv.

En tur i Toys’r’us er også et hit. Her kan der gå laaaang tid med at kigge på hylderne – og evt. vælge en ting for nogle penge fra sparegrisen. Derudover er der jo en del legetøj stillet frem, som man må lege med, bl.a. køretøjer. Med en tålmodig mor (eller far), tænker jeg, at der hurtigt kan gå en time i Toys’r’us. Perfekt i regnvejr – og gratis for forældrene, hvis der tages penge i sparegrisen 🙂

Sommerferieaktiviteter

Jeg er jo vant til dårligt vejr, så jeg har også noteret både svømmehallen og biografen på min liste. Begge dele behøver ikke tage en hel dag, og ødelægger heller ikke feriebudgettet herhjemme. Svømmehallen kan vi være fælles om, mens biografen nok mest er for lidt større børn.

Sommerferieaktiviteter

Mit sidste punkt er en tur i Tivoli Friheden. Det er bestemt ikke billigt, men vi har købt billige billetter gennem mit arbejde. Og hvis det er, som det plejer, så gælder et turarmbånd købt i juli hele måneden. Dvs. at vi har gratis adgang hele juli – og så skal vi nok derind en gang mere. Enten hele banden eller nogle af os.


Derudover har vi også bestilt en sommerferie i Jesperhus Feriepark, ligesom børnene har booket overnatninger hos deres bedsteforældre. Så mon ikke vi nok skal blive underholdt i alle fire uger.

10 facts om mig: 9 sande og 1 falsk

Jeg har prøvet det før, og jeg morede mig egentlig ganske fint over det, så jeg gentager det. Her kommer 10 facts om mig, men en af dem er usand. I kan jo prøve, om I kan gætte hvilken 😊

  1. Jeg har købt alle mine julegaver online, undtagen den fra A til E.
  2. Jeg er kommet til at købe en julegave til mig selv 🙈
  3. Mine lilletånegle er ikke rigtige negle, bare sådan nogle små ‘dutter’.
  4. Jeg forstår ikke, hvordan DR kan lave en hel julekalender om Ramajetterne, og så give alle husmødres våde drøm en birolle… Fatter det ikke! Og det er selvfølgelig Kristian, jeg hentyder til.
  5. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har motioneret. Til gengæld fik jeg høj puls, sidste jeg gik op ad en trappe.
  6. Jeg elsker mine børn lige højt. Troede egentlig, at jeg ville få et favoritbarn.
  7. Jeg ELSKER chokolade, men siger altid nej tak til hvid chokolade.
  8. Jeg er vanvittig dårlig til at støvsuge.
  9. Jeg tog hhv. 29 og 30 kg på i mine sidste graviditeter.
  10. Mit yndlingstal er 72… Aner ikke hvorfor.

Så er det bare med at gætte, hvilken fact der er falsk 😊

Tak fra min plads i solen

Det er søndag. Det er solskin. Jeg sidder i solen. Jeg tænker. Jeg vil gerne sige tak!

Tak fordi det er solskin.

Tak til E der efter en omgang feber og flere nætter (og dage) med dårlig søvn, endelig tager en ordentlig lur.

Tak til min syge mand, fordi han passede en syg og ulykkelig E, da jeg var tager på tur med A i går.

Tak til DR for (igen) at holde et flot åbent hus arrangement. Jeg fik imponeret to 5-årige piger (helt gratis).

Tak til ‘naboen’ for at servere aftensmad for min datter i går. Tak fordi der også var pandekager til os.

Tak til en anden ‘nabo’ for at låne mig lasagneplader, da jeg manglede midt i madlavningen.

Tak til min søster for at tage med til børnebanko, da jeg måtte blive hjemme ved drengene pga. sygdom

Tak til mine børn for at sove til næsten halv otte i morges.

Tak fordi det igen er tid til at vaske flyverdragter for at pakke dem væk.

Tak til jer der læser med, og tak (igen) fordi det er solskin.

Billedet øverst er min udsigt i dette minut.

 

 

Årets TV julekalender – første kig

Så blev det den 1. december, og herhjemme er der blevet åbnet pakkekalendre og lågekalendre og slikkalendre og skrabekalendre til den store guldmedalje. Højdepunktet for mig er nu altid, når den første låge (afsnit) af årets nye TV julekalender glider over skærmen.

Lige så mange år tilbage som jeg kan huske, har jeg hvert år fulgt med i en julekalender. DR og TV2 har været flinke til at lave en helt ny kalender på skift, så det er virkelig sjældent, jeg har ‘genbrugt’ en kalender.

Årets nye kalender hedder Den Anden Verden, og har, så vidt jeg har forstået, ikke rigtig noget med nisser at gøre, men i højere grad en masse eventyr af Brødrene Grimm.

Aftenens afsnit inviterede os med ind i en teenageverden, hvor de to ret forskellige tvillingesøstre (Anna og Sara) indtager henholdsvis hovedrollen og rollen som sufflør i skolens julespil, som det i øvrigt er deres mor, der instruerer. Moderen snakker med et ‘spøgelse’, som jeg formoder er pigernes far, og da den ældste tvillingesøster søger ud til sit eventyrlige sted, ser hun et underligt lys i åens vand. Måske er der en anden verden et sted?

Derudover har vi selvfølgelig en sød dreng, der skal kysse Sara i teaterstykket, men ikke rigtigt kan engagere sig, da hans kæreste ser på. Det lykkedes dog til sidst at skabe et magisk kys.

I morgen må jeg på den igen. Nu er persongalleriet sat op, så i morgen forventer jeg, at historien ruller! Det er på DR kl 19.30.

P.S. De to tvillingesøstre er slet ikke søskende i virkeligheden 😉