Tag-arkiv: efterårsferie

Jeg kender et sted…

Jeg kender et sted, hvor tiden går lidt langsommere. Et sted hvor mine børn falder lidt til ro. Et sted hvor katten ligger på skødet. Et sted hvor mine børn sover lidt længere. Et sted hvor jeg altid kan (prøve på at) snuppe et hvil.

Jeg kender et sted, hvor det aldrig (næsten) er dårligt vejr. Et sted hvor vi altid skal ud. Et sted hvor jeg altid skal til vandet.

Jeg kender et sted, hvor der altid er Nutella. Et sted hvor altid der er kage til eftermiddagskaffen. Et sted hvor der altid er kakao. Et sted med livretter.

Jeg kender et sted, hvor der er ikke er tv-kanaler. Et sted med dårligt telefonsignal. Et sted med internet. Et sted med brændeovn.

Jeg kender et sted, hvor makeup er overflødigt. Et sted hvor mine joggingbukser trives. Et sted hvor vi ikke skifter tøj så tit. Et sted hvor vi skal spare på det varme vand, hvis det er flere, der skal i bad.

Jeg kender et sted, hvor mine børn altid skal på legepladsen. Et sted hvor mine børn altid skal til købmanden. Et sted hvor vi altid skal til vandet. Et sted hvor jeg kan se vandet, imens jeg spiser.

Det sted kalder vi for ‘sommerhuset’. Det er mine forældres, og oftest er vi ‘bare’ på besøg. Men i onsdags pakkede jeg snot og tre børn i familiecontaineren. Og så kørte vi mod sommerhuset, hvor min mand sluttede sig til os efter fyraften. Fire dage i sommerhus som kattepassere. Min taske var pakket med joggingtøj, et par enkelte jeans og en mascara – just in case. Det fik jeg ikke brug for. Dagene gik. Med spil, kabaler, iPads og drillerier. Vi nåede både skoven, stranden, legepladsen og købmanden. Katten blev kælet (og hevet i halen). Så alt var vist som det skulle være.

Nu er vi hjemme. Vaskemaskinen kører derud af. Sengetøjet er skiftet, så den karakteristiske duft af sommerhus kun anes svagt.

Om lidt sover yngstearvingen, og så vil jeg se, om der er plads til mig i sofaen. Snip snap snude så var den efterårsferie ude.

Efterårsferien so far

Det er lidt sjovt det med ugerne. De flyver af sted, og jeg tænker, at det er de færreste, der kan følge med i ugenumrene (måske dem med delebørn?). Men alle os med skolebørn ved hvornår uge 42 er. Efterårsferien!

Yngstearvingen startede ferien med at begynde at gå sådan for alvor. Det har været længe undervejs, og han har været forbi både osteopat og kiropraktor for at få styr på spændinger og låsninger. Senest blev han låst op i bækkenet sidste weekend, og siden har det taget fart. Vi ser ham stort set kun på to ben nu.

Lørdag smed jeg ungerne i bilen og kørte mod min svigermor i syd. Der efterlod jeg dem, mens jeg selv hyggede på cafe med en flok dejlige damer – og efterfølgende show med CitySingler. Retur hos svigermor ud på aftenen puttede jeg yngstearvingen fra barnevognen til bilen og vendte snuden mod nord igen. Han havde dog svært ved at sove pga. hoste, som fortsatte det meste af natten. Først lidt over 7 faldt han helt til ro, og sov så ovenpå (vågne) mig indtil kl 9.

Søndag tog vi i helt roligt gear. De store børn hyggede stadig hos min svigermor, og yngstearvingen var ikke helt på toppen.

Mandag var arbejdsdag og vuggestue. Jeg arbejdede hjemme, og på mirakuløs vis var jeg hurtigt færdig med mine opgaver, så jeg nåede en løbetur før turen gik mod vuggestuen og hjemmehygge inden de to store banditter igen ville vælte hytten.

Tirsdag havde jeg truffet den beslutning, at jeg havde fri med de to store, og at yngstearvingen skulle have en dag i vuggestue, inden hans ferie kunne starte. Det var med lidt blandede følelser, men når man ikke er afhængig af en lur, er mulighederne bare lidt større.

Første stop var på min (nye) arbejdsplads, som ungerne gerne ville se. Det passede perfekt med at min pc skulle indleveres til reparation. Utroligt hvor spændende en kontorstol og et headset kan være 🙈 Jeg måtte nærmest tvinge dem med derfra, men der sad jo folk og arbejdede, så der var ingen vej uden om.

Efterfølgende tog vi på Naturhistorisk Museum. Det er meget længe siden, jeg har været der, og jeg var lidt overrasket over alle de udstoppede dyr. Børnene var dog ikke i hopla. Så under en time efter, at jeg havde indløst billet, var vi ude igen. Eneste frokostmulighed på museet var frisklavede pandekager med alverdens lækkert fyld, men det sagde banditterne nej tak til?! Såååå vi endte på Bones, hvor vi brugte længere tid end på museet…

Efter et hvil derhjemme var vi forbi vuggestuen inden turen gik mod Skoringen, som havde et tilbud der passede til os. 30 % rabat ved køb af 3 par sko. Så 1-2-3 par vinterstøvler blev det til. Rabatten steg dog til 40 % ved køb af 4 par sko, så da vi smed et par hjemmesko oveni, blev prisen lavere end hvis vi kun købte vinterstøvler. Se det var noget, der glædede mig udsalgs-shopper-gen.

Desværre gik jeg tidligt i seng med snot i hovedet. Det var der også, da jeg vågnede, så i dag har jeg drømt om tre børn, der kunne underholde sig selv 😉 Heldigvis har min mand ferie de næste par dage også, og 🤞🏻 har jeg det bedre i morgen.

Ting jeg ikke forstår…

Lige en liste over de ting jeg pt. ikke forstår….

Hvorfor er det, at vi ikke skifter til vintertid i den sidste weekend i efterårsferien? Nu bruger jeg en uge på igen at vænne mine børn til at komme tidligt i seng og stå tidligt op. Og fra næste weekend har de så bare tænkt sig at stå sygt tidligt op… Det er dæleme for dumt.

Hvordan mine tånegle kan være så solide, at sønnen siger, at det larmer, når jeg klipper dem. Og hvorfor der egentlig kun er neglelak på halvdelen af neglen?

Hvorfor jeg den anden dag kun barberede mig på anklerne. Der er ingen, der skal se dem, så jeg kunne have undladt det – eller barberet hele benet. En form for dovenskab?

Hvorfor mine forældre ikke er udødelige???

Hvordan mine børn kan lugte sårbarhed langt væk, når min mand er syg, og jeg er presset. Det ender med, at jeg råber (meget) af dem…

Hvorfor vores græsplæne fortsætter med at vokse…

Og det var så den ferie…

Så blev det søndag aften. Jeg er igang med putning af ældstebarnet, hvis døgnrytme er lidt forskubbet, så søvnen vil ikke lige indfinde sig. Nemmere gik det hos lillebroderen, der åbenbart var træt. Træt er nok i virkeligheden meget dækkende for familiens tilstand. Der er sket meget, og nok også lidt for meget… Men det er svært at sige nej…

I min ferie har jeg:

  • Opstartet indkøb til årets pakkekalender. Mangler nu henholdsvis 6 og 7 gaver ud af de 17 gaver, der bliver pr. barn i år.
  • Gennemført en sejlads med Molslinjen – alene med to børn. Jeg bliver aldrig særlig søstærk, så deres aktivitetsniveau var ved at slå mig helt ud. (At jeg var alene, skyldes ændrede planer for min mand)

  • Genset Den lille havfrue. Hun var sjovt nok større, end jeg huskede. Men det er nok fordi ‘man’ altid taler om, hvor lille hun er.
  • Været turist med min datter, hvor vi har set vagtskifte på Amalienborg og spist i Nyhavn.

  • Min datter fortæller selv, at vi shoppede. Dvs. vi besøgte en souvenirbutik, Fætter BR og HM…
  • Kørt mod Jylland sent om aftenen med trætte (og sure) børn på bagsædet.
  • Passet en hund…
  • Været på sygebesøg.
  • Været til fødselsdag.
  • Spist for meget.
  • Sovet ‘længe’…
  • Og i dag lykkedes det at få genfyldt køleskabet og reduceret lidt i vasketøjsbunkerne af både beskidt og rent vasketøj.

I morgen tidlig ringer vækkeuret igen…

Ferie

Vi er midt i uge 42 aka skolernes efterårsferie.  Og for første gang har jeg faktisk et skolebarn. Et skolebarn som set med mine voksen øjne, virkelig trængte til ferie. Så jeg er så glad for, at jeg fik arrangeret en uges ferie til hende, selvom hun selv siger, at hun hellere ville have været i SFO.

Jeg trænger også til ferie… Det kom snigende i fredags, da jeg mærkede, hvordan en stor del af Danmark gik på ferie. Så weekenden gik med en feriefølelse, men mandag morgen ringede mit vækkeur igen.

Eftet to arbejdsdage har jeg i dag ‘hjemmevagten’. Oprindeligt hed det en hjemmearbejdsdag, men motivationen har været støt faldende, som dagene er gået… Så måske det bliver en halv fridag. Og derefter har vi ferie! Det bliver så dejligt.

At jeg godt nok drømmer om sol og varme er en anden snak. Eller en tur i spa eller til en lunere storby. Store bøffer, sushi og chokoladeis. Alle slags ferier stort set. Det har vi vist hverken tid eller råd til. Så vi må nyde der smukke danske efterår.