Tag-arkiv: Facts

10 facts om mig: 9 sande og 1 falsk

Jeg har prøvet det før, og jeg morede mig egentlig ganske fint over det, så jeg gentager det. Her kommer 10 facts om mig, men en af dem er usand. I kan jo prøve, om I kan gætte hvilken 😊

  1. Jeg har købt alle mine julegaver online, undtagen den fra A til E.
  2. Jeg er kommet til at købe en julegave til mig selv 🙈
  3. Mine lilletånegle er ikke rigtige negle, bare sådan nogle små ‘dutter’.
  4. Jeg forstår ikke, hvordan DR kan lave en hel julekalender om Ramajetterne, og så give alle husmødres våde drøm en birolle… Fatter det ikke! Og det er selvfølgelig Kristian, jeg hentyder til.
  5. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har motioneret. Til gengæld fik jeg høj puls, sidste jeg gik op ad en trappe.
  6. Jeg elsker mine børn lige højt. Troede egentlig, at jeg ville få et favoritbarn.
  7. Jeg ELSKER chokolade, men siger altid nej tak til hvid chokolade.
  8. Jeg er vanvittig dårlig til at støvsuge.
  9. Jeg tog hhv. 29 og 30 kg på i mine sidste graviditeter.
  10. Mit yndlingstal er 72… Aner ikke hvorfor.

Så er det bare med at gætte, hvilken fact der er falsk 😊

Lidt flere facts om hende med krøllerne

I tog rigtig godt imod de sidste 10 mere eller mindre unyttige facts om mig, så I skal da have 10 mere… Gik du glip af de første, så find dem her.

  1. Jeg får kvalme ved duften af rosenkål. Både når jeg kører forbi en mark med rosenkål, eller når der serveres kogte eller på anden måde tilberedte rosenkål. Jeg tror selv, at det er fordi, jeg har kastet op som barn, da jeg blev “tvunget” til at spise rosenkål…
  2. Jeg har en stor forkærlighed for farven rød. Gerne postkasserød, men andre nuancer kan også gå. Farven grøn har det også med at snige sig ind på mig i ny og næ.
  3. Jeg er en talnørd. Når vi er til et arrangement, tæller jeg næsten altid, hvor mange der er. Det kan både være i biografen, til sommerfest i børnehaven (ok det bliver et skøn baseret på tællinger) eller til et borgermøde.
  4. Jeg nyser, når jeg får tyggegummi eller god mørk chokolade.
  5. Jeg startede til (mini)tennis, da jeg var 5 år. Jeg spillede i mange år, og har også haft genoptaget min “karriere” nogle gange siden. Jeg elsker den sport, men der er ikke meget vindermentalitet gemt i mig, så jeg blev aldrig til noget stort.
  6. Da jeg var barn sagde jeg altid, at jeg skulle være mor som 27 årig. Jeg havde termin 1 dag før min 28 års fødselsdag. Men jeg gik 9 dage over tid…
  7. Når jeg har en bums, putter jeg tandpasta på, inden jeg går i seng. Så tørrer den ud (tror jeg).
  8. Når jeg skal handle i Bilka, skriver jeg en indkøbsseddel, hvor varerne er sorteret efter, hvor de står i butikken. Det sker en gang imellem, at jeg glemmer indkøbssedlen. Men jeg får alligevel det hele med hjem – måske lidt fotografisk hukommelse?
  9. Mit stjernetegn er skytte.
  10. Jeg har pt. 31 par sko og støvler inklusiv gummistøvler og badesandaler, men eksklusiv de to par støvler der ligger i posen til genbrug.

De mest populære indlæg fra juli

Der er gået endnu en måned, og jeg har med en vis nysgerrighed kigget tilbage på, hvilke af de indlæg jeg udgav i juli, der havde flest læsere. Selvom det har været sommerferie, og der også har været lidt sommerstille, så er der nogle indlæg, der har fået rigtig pæne læsertal.

Som altid starter vi bagfra med det 5. mest læste indlæg. Det var mini-portrættet med frisør og make-up artist Nanna. De er lidt seje de iværksættere, og jeg kan se, at det ikke kun er mig, der læser deres historier, når de er på bloggen 🙂

Indlægget på 4. pladsen handler om mig selv 🙂 Det var nemlig 10 facts om mig. Det er første gang, jeg har lavet den slags indlæg på bloggen, men jeg kan love jer, at jeg har et mere i støbeskeen med yderligere 10 unyttige facts om mig 😉

image

Vi skal møde endnu en iværksætter i det 3. mest læste indlæg. Nemlig Jelena der har startet sit eget børnetøjsmærke med økologisk unisex tøj.

Åh ja lidt “ulykke” har der også sneget sig ind, og det næstmest læste indlæg fra juli handler om den dag, jeg tilbragte på børnemodtagelsen med Lillebror. Han er heldigvis rask igen 😉

image

Ta da! Det mest læste indlæg fra juli er de skønne scener fra putningen af A! Det ser ud til, at I morede jer (næsten) ligeså meget som mig.

10 facts om hende med krøllerne

Så er det vist tid til 10 mere eller mindre unyttige facts om mig 🙂

  1. Min største last er mørk chokolade! Kan ikke leve uden, men kan til gengæld godt lade lys chokolade og andet slik være, medmindre jeg er sliksulten.
  2. Jeg elsker rent sengetøj! Uhm
  3. Den bedste danske tv-serie, jeg kender, er Rejseholdet. Den tror jeg aldrig, at jeg bliver træt af. Og de havde sådan nogle fine klaptelefoner 🙂
  4. Selvom jeg har en sød tand, er jeg også ret kritisk, omkring hvad jeg spiser. F.eks. kan jeg ikke lige kage med frugt eller grønsager! Jeg er dog blevet bedre med årene, og spiser nu både æble- og pæretærte og selvfølgelig jordbærtærte. Men squash-, gulerods-, banan-, æble- og you-name-it-kage, spiser jeg ikke. Og heller ikke drømmekage, selvom der nu ikke er frugt eller grønt i…
  5. Jeg bruger ca. str. 35½ i sko. Så der er indlægssål i ret mange af mine sko. Til gengæld er det ofte billigere at købe f.eks. gummistøvler og kondisko i børneafdelingen.
  6. Jeg holdt elevtalen til min dimission, da jeg blev student. Og jeg talte om en flagstang 😉
  7. Jeg troede, at jeg kunne fejre 10 års jubilæum på Facebook til efteråret – og overvejede at afinstallere det på min telefon. Men har lige opdaget, at det kun er 9 år, så ingen alarm.
  8. Jeg elsker at have min dyne med inde i sofaen. Også om sommeren, hvor det nærmest kan være for varmt.
  9. Jeg ser generelt ikke film. Mit bud er, at jeg “gennemfører” mellem 1 og 5 film pr. år…
  10. Og så er der lige det med kartoflerne – dem er jeg ikke fan af. Pommes frites, chips og ovnstegte kartofler kan gå, men kogte, moste, hasselbagte og råstegte kartofler går jeg pænt uden om.

Voila hermed 10 facts – så blev I så kloge 🙂