Tag-arkiv: Fest

Status pt #40

  • Sidste uge var en rædderlig uge med alt for mange spekulationer og frustrationer, men heldigvis er der ro på nu.
  • Elsker når jeg kan bruge ordet rædderlig 😊
  • Ugen sluttede heldigvis godt med en skøn 40 års fødselsdag og en nat uden børn…
  • Og jeg fik neglelak på… I den fineste bladgrønne farve. I love it.
  • Pga. den rædderlige uge kom jeg til at trøsteshoppe. Et joggingsæt – hahaha
  • Men altså mine gamle joggingbukser ”faldt” ned, når jeg puttede min telefon eller nøgler i lommen, så det…
  • Mht. årets pakkekalender har en fintælling vist, at jeg skal have fremskaffet 42 pakker. Status p.t. er, at jeg har indkøbt 33 pakker. Det er saftsuseme godt gået her ved udgangen af september.
  • Jeg er alene med børnene her til aften. 2 ud af 3 sover, og jeg burde smøre madpakker. Men det gør jeg lige om lidt. Det lover jeg. Jeg skal bare lige…
  • Her i september har jeg taget 475 armbøjninger. Lige om lidt er det 500! Bum bum og god aften.

Fem på tur – og retur…

Det der med at komme ud af døren, det er ikke en let disciplin hjemme hos os. Det kører ok i hverdagene efter et rimelig fast skema, men lige så snart weekenden rammer os, så stiger kompleksiteten. Den stiger forøvrigt også i samme takt som antallet af børn, der skal gøres klar.

I dag skulle vi på tur. Min onkel fejrer sin 70 års fødselsdag i Odense, og vi skulle selvfølgelig med. Og det gik faktisk ok! Vi fik alle børn i bad, og de fleste af dem fik børstet tænder. Der blev steamet en skjorte til den største dreng, og jeg fik min fine silkenederdel på.

Bilen bakkede ud af carporten så vi havde et helt kvarter mere, end den forventede køretid – og det er dæleme store ting hjemme hos os.

MEN!

E20 – den fynske motorvej var spærret, så den forventede ankomsttid på GPS’en bare steg og steg. Et uheld ved Skanderborg skulle vise sig, at være vores mindste udfordring. Når Lillebæltsbroen er eneste adgang til Fyn, er der virkelig tale om en flaskehals. Så efter 2 timers kørsel endte vi i Madsbyparken ved Fredericia. Det er en kæmpe legeplads! Super fint sted. Vejret var perfekt, og vi mødtes med min far, søster og hendes slæng. Vi var nok lidt overdressed (bare lidt)… Så de velklædte børn fik leget, og min silkenederdel fik pommes frites debut.

E20 er nu lukket delvist op, men med hastighedsbegrænsning på 40 km/t og meget store køer, der skal afvikles. Vi har dog truffet den tunge beslutning at køre retur… Jeg kunne ikke overskue at sætte tre børn i bilen med kurs mod endnu en kø, og uvisheden om hvornår vi nåede frem. For selvom vi kunne nå frem til festen på nogle timer, og derefter hygge med familien i nogle timer, ville vi jo stadig have en halvanden time lang køretur retur, når festen var slut.

Så sådan blev det. Nu skal vi hjem til rod og rugbrødsmadder – forhåbentlig uden kø på vejen…

2019 – bring it on!

1. januar 2019

Der er altid noget lidt særligt ved at skulle skrive datoer i et nyt år. Det er som om hånden automatisk vil skrive det gamle årstal. Men det lykkedes. Vi skriver nu 2019.

Klokken er 10.51 og jeg ligger i min seng. Jeg har selvfølgelig været oppe. Dagen startede kl. 8 for mit vedkommende, så lige nu kører både opvaskemaskinen og vaskemaskinen. Der mangler dog stadig oprydningen udenfor,  en støvsuger og en tålmodig sjæl til at vaske vores 700 glas op. Ej der er kun 31, men hvem tæller….

Vores nytårsaften gik så fint. Vi var 4 børn og 5 voksne. Børnene hyggede sig, og vi hørte faktisk ikke meget til dem. De fik børnemenuer fra Bilka, men valgte at springe hovedretten over – sååå de burgere skal nogen tilberede og spise i dag. Hårdt 😉 Vi voksne fik 4-retters menu fra Kvickly. Meget lækkert.

Den alkoholfri type (aka mig) fik både fortæret 1 glas Asti, 1 glas hvidvin, 1 glas rødvin, 1 bailey, 1 rom og cola og et lille sip champagne. Godt gået, synes jeg selv 🤣

Men jeg havde også nogle timer med ro 😉Yngstearvingen sov omkring 21.30 og han storebror en halv times tid senere. Da yngstemand kaldte omkring 00.30 var jeg også putteklar, men han var bare så ulykkelig og våd (tis?), at klokken blev over 2, før vi sov. Der forlod gæsterne også matriklen, så far og datter kunne komme i seng.

Her fra min seng kan jeg høre de to store snakke i stuen. Min mand sover stadig, og udenfor i blæsten er der en, der putter i barnevognen. Jeg forestiller mig den lur, jeg skal have senere, mens min datter har spurgt efter en legeaftale. Øh…. Det er 1. januar, og hun er træt – hun ved det bare ikke selv 😉

Godt hverdagen først starter d. 3. januar 2019 (dit it again 🎉)

Herfra skal lyde et godt nytår – må det bringe en masse skønne oplevelser og minder.

Dagen derpå efter kjolekrise og fest

Jeg er træt! Sidder i gyngestolen og har mindstemandens puttetjans. Han ligger godt nok ned, men han skråler ‘tommelfinger hvor er du’… Egentlig meget godt gået, af en dreng der ikke er fyldt 2 endnu.  Jeg tror, han suger det sidste ud af mit selskab, inden der er afgang til drømmeland.

Drømmeland står pt. også ret højt på min liste. Bilen er bare ikke lige pakket ud, vasketøjsstativet står midt på gulvet og skal tømmes ligesom opvaskemaskinen, og så er det kun kølevarerne fra nemlig, der er blevet pakket ud. Men den slags oprydning må forblive en by i Rusland, ligesom madpakker og ‘klargøring’ af tøj til i morgen. For jeg vil i seng!

(Nu forsøger mindstemanden at stå på hovedet i tremmesengen, så det har vist lange udsigter, før jeg kommer i seng. Men så når jeg nok at afslutte dette blogindlæg)

I går formiddags afhentede min søde far to børn på vores adresse, hvorefter jeg satte gang i en større kjolekrise. De to kjoler jeg bestilte sidste weekend, var på ingen måde en succes. En gennemgang af mit skab, bød også på flere fiaskoer end succeser. Jeg fandt dog en lang silkekjole, hvor jeg  med en top under og en kort jakke kunne skjule den værste kavalergang og brystsdeller (er det et ord?), og samtidig slap jeg for at skulle i gang med selvbruner på benene 😉

Dagens første arrangement var en kirkelig velsignelse med efterfølgende reception.  Her sprang jeg i en sort buksedragt og en rød blazer. Efter skøn forkælelse med både bryllupskage og tapas smed vi dynerne i bilen og kørte mod mine forældres (tomme) lejlighed og et sølvbryllup i gåafstand derfra. Jeg droppede kjolen, og gav buksedragten et ekstra pift med et par høje stiletter (så meget for en times kjolekrise…)

Da jeg ramte min pude i nat, var jeg mæt. Mæt af lækker mad, mæt af gode fester, mæt af godt selskab og mæt af samtaler. Jeg sov simpelthen så skønt, og jeg nåede at nyde min morgenmad med udsigt til skøn morgensol. Kort efter åbnede himlen sine sluser, hvilket den har gjort med jævne mellemrum lige siden.

Min søde mor sørgede for frokost og efterfølgende slik, da vi afhentede børn i sommerhuset. Og vel hjemme igen blev aftensmaden hjembragt fra McD. Om ganske få minutter tror jeg, at begge børn sover. Så står den vist på sofa eller måske ligefrem seng. God aften og tak for en skøn weekend, til alle dem jeg mødte.

Ting der udfordrer mig…

Jeg er lidt udfordret i disse dage, og ærlig talt kan jeg da ligeså godt dele, hvad det er, der udfordrer mig!

Min søn (på knap 2 år), vil virkelig gerne bygge LEGO med mig. Han er nu blevet så stor, at han har en holdning til, hvordan vores byggeri skal se ud. Men han bygger IKKE i forbandt. Jeg.kan.ikke.klare.det!

At mine børn vil have neglelak på. Den anden dag væltede ‘vi’ først en flaske neglelak på gulvet, da jeg uden at tænke mig om, havde stillet den på fodskammelen på min datters stol, mens jeg lakerede hendes tånegle. Dernæst fik min søn neglelak på den ene storetå, hvorefter han trak foden til sig, og ‘gemte’ den under den anden fod. Resultatet  var mere neglelak under foden end på neglen…

Hvad skal jeg tage på på lørdag, hvor jeg først skal i kirke og til bryllupsreception og dernæst til sølvbryllup. Nogen ville måske spørge, om jeg overhovedet kan  nøjes med en kjole? Jeg er nok mere i tvivl, om jeg overhovedet kan finde en kjole… De der ekstra kilo fra sommerferien, sidder der stadig som en kraftigt reduceret talje og en pæn topmave. Så jeg føler mig lidt udfordret, når jeg kigger i mit skab. Men omvendt ved jeg heller ikke, om jeg vil købe en kjole i en størrelse, der forhåbentlig er for stor på sigt… Har bestilt to kjoler på udsalg, men er pt. så ‘optimistisk’, at jeg tror, at de begge ryger retur. Wish me luck 🙈

Lidt om en fest…

Det er søndag morgen og klokken er lidt over 9, og jeg ligger stadig i min seng… Jeg burde reelt set sove noget mere, for jeg er træt, men det er min krop åbenbart ikke programmeret til.

I morgen fylder min skønne søster 30 år, og lørdag aften skulle det fejres. Med alkohol, chokolade og chips for mit vedkommende, men også en masse andet. Og peber til visse andre.

Det er faktisk sådan, at festen blev holdt i mit hus. Det var helt naturligt for mig, at sige ja til, da min søster spurgte. Jeg har plads, service, mulighed for overnatning osv. Det har så efterfølgende vist sig, at mange andre åbenbart ikke tænker som jeg.

Men fest skulle der være, så jeg havde også store overvejelser om, hvorvidt jeg skulle træne lørdag morgen, for det kan man jo blive så træt af. Men jeg gjorde det! Og på trods af træning og en morgen der startede før kl 6, så holdt jeg fest og holdt ud helt til kl 2 😊

Og det var en god fest! Og jeg havde købt ny kjole, det skulle indvies (endelig en anledning). Den er tætsiddende, men heldigvis også super behagelig. Så tak til Stine Goya for at gøre mig lækker 😉 Nu kan jeg trygt tage til både 60 og 70 års fødselsdag her i februar også.

Så nu ligger jeg her. Træt i hovedet og med ømme baller og mormorarme. Jeg kan høre det pusler i børnenes værelser, men jeg ved, at det ikke er noget, der kræver min opmærksomhed. Det er nemlig voksne mennesker, der sover deres brandert ud. Børnene er hos deres farfar og hans kæreste. Det er Es første nat uden hverken mor eller far. Jeg håber, det er gået godt.

Nogen rydder op nu. Det er ikke min fest, og ikke mit ansvar, men om lidt vil jeg alligevel stå op – jeg er nemlig sulten, og det er som om, at chokolade ikke rigtigt gør det her til morgen.

God søndag