Tag-arkiv: Fonden

Mandag aften i sofaen

Så blev det mandag – igen. Vi har nu næsten overstået mandagen, hvilket for manges vedkommende er rart.

Her bruger vi mandag aften i sofaen – alle fem. De to store spiller på hver deres iPad, men formår på fineste vis at inddrage deres far, så han ligesom spiller sammen med dem. Den ene laver mad, og den anden bygger biler.

I den anden ende sidder jeg med en sovende baby på armen. Jeg har været igennem både Instagram og Bloglovin utallige gange. Jeg har også vendt min hjerne for blogindlæg, jeg gerne vil skrive. Men de rummer alle mere indhold end min hjerne kan overskue lige nu.

Så mandag aften i sofaen er pt. ligeså rolig som mandag aften på et plejehjem. Men mon ikke den kommende klargøring til putning bliver mere a la en løbsk teenagefest i provinsen. Det plejer det. Så for nu, nyder vi alle roen.

Jeg får mail(s) om at min(e) ordre(r) er pakket. Det er nemlig dyrt at være på barsel, og med både noget træning, en sommerferie med badeland og et sølvbryllup lurende lige om hjørnet, så er der (igen) bestilt pakker. Men sådan er mandag aften på sofaen også.

Er der ikke noget fodbold i aften? Sådan når jeg lige at tænke er kort øjeblik, men jeg spørger ingen. Tænk hvis det ødelagde roen i sofaen.

Nu siger min kalender, at der i aften er middag med fondens bestyrelse. I morgen er der seminar og onsdag bestyrelsesmøde. Det foregår i Stockholm, så jeg har meldt afbud/barsel for denne gang. Til næste møde i september er jeg klar igen. For nu bruger jeg mandag aften i sofaen.

Om lidt rejser jeg mig. Der skal ryddes op i køkkenet, og der skal sengetøj på børnenes senge. Så er mandag aften i sofaen ovre for denne gang. Måske genoptages den efter putning…

Karrieretirsdag: Det der valg til den der bestyrelse…

De sidste fire år har jeg, som flere gange nævnt, siddet som medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem i den fond, der ejer den virksomhed, hvor jeg arbejder. Det har været spændende, men jeg har jo godt vidst, at det “kun” var for fire år.

Tidligere på året skrev jeg et indlæg om, hvorvidt jeg skulle genopstille. (Det kan læses her) Jeg er højgravid – og i bund og grund “bange” for at “tabe”.

Det endte med, at jeg stillede op igen. Jeg annoncerede det på LinkedIn før valget, for på den måde at gøre lidt opmærksom på mig selv, selvom det kun er medarbejdere i virksomheden, der har kunne stemme. Derudover tilføjede jeg en linje i min mail-signatur om, at jeg genopstillede.

D. 1. til d. 7. marts blev valget så afholdt. Vi var 18 kandidater til 4 pladser. Måske er det bare mig, der ser det hele med mere åbne øjne denne gang, men jeg oplevede godt nok, at valgkampen var intensiveret ifht. for fire år siden. Og konkurrencen var langt hårdere, idet der denne gang både var flere fra mit kontor og fra Jylland, der stillede op – og samtidig også flere kvinder. Så en del af mine stemmer fra sidst, skulle muligvis fordeles på flere kandidater.

Jeg havde købt 3 kg karameller, som jeg gik en tur rundt på kontoret med. Ingen sedler eller flyers – så folk skulle kunne huske mit ansigt til de så stemmesedlen. De sidste karameller blev delt ud foran kantinen en dag. Begge dele var SÅ grænseoverskridende for mig. Så med mine gravide kræfter og min personlighed, har jeg gjort, hvad jeg kunne.

I skrivende stund venter jeg på valgresultatet. Det kommer inden det bliver tirsdag, og jeg trykker udgiv.

Jeg må sige, at hele denne uge har påvirket mig meget mere, end jeg havde forventet. Jeg har tænkt utrolig meget på det valg – også om natten. Så uanset resultatet, så bliver det godt at kunne lukke bag mig. Det her har jeg slet ikke nerver til.


Så kom resultatet! Jeg blev genvalgt sq! Jeg er så glad og lettet. Hurra for mig.

Karrieretirsdag: Mine fire år som bestyrelsesmedlem lakker mod enden

Det er fire år siden, at jeg i marts 2014 blev valgt af mine kolleger til at sidde i virksomhedens fonds bestyrelse. Den fond der ejer hele virksomheden med over 10.000 medarbejdere.

Jeg har tidligere fortalt om arbejdet i fondens bestyrelse, f.eks. her.

Fordi der nu er gået fire år, så udløber mit mandat til generalforsamlingen i april. Der er derfor udsendt en information om, at interesserede skal melde deres kandidatur inden månedens udgang, hvorefter der primo marts vil blive afholdt valg.

Det er jo ikke noget nyt for mig, men jeg har gennem det sidste år brugt lang tid på at overveje, om jeg skal genopstille.

I starten kredsede mine tanker om, hvorvidt jeg reelt bidrog med ret meget. Men på det område har jeg heldigvis fået åbnet øjnene og pudset min selvtillid. For selvom jeg ikke er professionel eller erfaren leder, så kommer jeg faktisk med værdifulde bidrag. Jeg har også modtaget ros fra flere fronter, samt en meget flot score i vores evaluering.

Derefter indså jeg nok, at min tilbageholdenhed ifht. at genopstille i høj grad skyldes frygt for ikke at blive valgt. Jeg var heldig sidste gang, og kom ind på det sidste mandat, men hvorfor skulle jeg dog være heldig igen?

I mellemtiden er jeg så også blevet gravid, så til valget vil jeg være temmelig højgravid. Jeg ved selv, at det gik fint med at deltage i bestyrelsens aktiviteter, sidst jeg havde barsel, men det ved alle dem, der skal stemme jo ikke.

Summasummarum er dog, at jeg har besluttet mig for at genopstille. Jeg har indmeldt mit kandidatur og min motivationstekst, så nu skal jeg bare afgøre, hvorvidt jeg skal føre en form for valgkamp, eller blot krydse fingre og se hvad der sker.

Uanset hvad, har jeg haft fire gode år, hvor jeg har lært en masse, udvidet mig netværk og set dele af virksomheden, jeg ellers aldrig ville have set.

Karrieretirsdag: Mit arbejde i fondsbestyrelsen

I sidste uge skrev jeg lidt om bestyrelser, og jeg prøvede at fortælle lidt om den fondsbestyrelse, som jeg sidder i. Læs det evt, her. Nu vil jeg prøve at fortælle lidt om selve arbejdet.

Hele bestyrelsen mødes til fem bestyrelsesmøder om året. De er planlagt 1-1,5 år ud i fremtiden, så man altid ved, hvornår der er møde. Derudover har vi et ‘årsmøde’, den dag hvor vi også deltager i virksomhedens generalforsamling. På denne dag spiser vi også frokost med virksomhedens bestyrelse og øverste ledelse.

Udover møder som afholdes på hovedkontoret i København, har vi hvert år et seminar, hvor vi besøger et (eller flere) kontor i et andet land. Senest var vi i Chicago og Boston, og sidste år var vi i Hamborg. På seminarer drøfter vi ofte mere overordnede og strategiske emner, som der sjældent er tid til på de almindelige bestyrelsesmøder. Derudover er formålet med seminarerne også, at vi får præsenteret hele ‘fondsmodellen’ for medarbejderne, og at de får mulighed for at præsentere nogle af deres projekter for os. Det er altid meget spændende, at høre hvad vores kolleger laver rundt omkring i verden.

Vi er desuden organiseret i nogle mindre komiteer (udvalg), der løbende arbejder med forskellige emner, bl.a. investering af vores formue og vores donationer. Selv er jeg formand for vores kommunikationskomite, der bl.a. arbejder med løbende kommunikation og vores årsrapport, men som gennem de sidste par år også har været ansvarlige for, at vi har fået vores eget logo og hjemmeside.

Hvad foregår der egentligt på sådan et bestyrelsesmøde? Typisk har vi møde i knap seks timer inkl. frokost. Vores formandskab starter altid med at rapportere om stort og småt, og dernæst plejer vi at blive orienteret om virksomhedens resultater af bestyrelsesformanden. Så er der formalia med protokoller osv., og dernæst input fra vores komiteer. Vi skal altid beslutte, hvem der skal have donationer, og hvem der skal have afslag. Derudover er der løbende emner over året ifht. årsrapport, budget og regnskab, vores målnotat til virksomhedens bestyrelse osv.

Nu hvor jeg skal overveje, om jeg genopstiller, tænker jeg en del over, hvad jeg får ud af det – og hvad jeg bidrager med. Jeg synes, at det er spændende arbejde. Der er en god tone om bordet, hvor alle bliver hørt – også selvom jeg jo nærmest har minus i ledererfaring ifht. nogle af de meget erfarne folk, det sidder om bordet. Jeg får et godt indblik i kulissen i virksomheden, og jeg får ind i mellem stillet de helt skarpe spørgsmål, som gør at vi lige tænker os om igen. Det sker langt fra hver gang, men det er fedt, når det sker!

Jeg betragter min bestyrelsespost som et ‘bijob’. Jeg tager fri fra mit almindelige arbejde, når jeg arbejder for fonden. Jeg får er årligt bestyrelseshonorar, og det er på en måde lidt sjovere, når udbetalingen kommer på en gang istedet for hver måned. Så der forkæler jeg både mig selv og familien 😊 Men tiden skal selvfølgelig også tages i betragtning ifht. om jeg skal genopstille, for det tager noget tid og nogle dage væk fra familien. Men lige nu tror jeg, at jeg kaster mig ud i endnu et valg. Jeg har besluttet, at jeg skal have truffet min beslutning til efterårsferien, så jeg kan nå at skifte mening mange gange endnu.

Hvis I har nogle spørgsmål, så er I selvfølgelig velkomne til at stille dem i kommentarfeltet. Så skal jeg prøve at besvare dem.

Karrieretirsdag: Bestyrelsesarbejde

Der er rigtig mange mennesker, der sidder eller har siddet i en eller anden form for bestyrelse. Det kan være i en idrætsforening, dagtilbud eller lignende. Jeg sidder i en fondsbestyrelse, og det handler Karrieretirsdag om i dag.

Alle virksomheder har en ejer. Måske er det en enkelt person, en familie eller en masse aktionærer på Børsen. I Danmark har vi en tradition for at en virksomhed også kan være ejet af en fond. Det er tilfældet for bl.a. Novo Nordisk, Tryg og Carlsberg. Og også den virksomhed, som jeg er ansat i.

Når man vælger at lade virksomheden eje af en fond, så kan man arbejde langsigtet med at drive virksomheden, og profit er ikke altid det eneste mål. Fonden trækker måske sjældent store beløb ud af virksomheden i afkast, men lader istedet pengene ‘arbejde’ i virksomheden, hvor de kan bruges til udvikling og/eller opkøb. Er man på Børsen, har ens ejere en forventning om et godt afkast hvert eneste år, og det kan gøre det sværere at lave langsigtede investeringer. En virksomhed i familieeje kan møde udfordringer i takt med at familien vokser, og der dermed bliver flere ejere/interessenter.

Den virksomhed jeg er ansat i, er som sagt ejet af en fond og den lille andel af medarbejderne, der har investeret i medarbejderaktier. Fonden drives af en bestyrelse, som i ‘mit’ tilfælde består af otte bestyrelsesmedlemmer, der er selvsupplerende – dvs. de selv vælger, hvem der skal ind, når der er en, der stopper. (Det kan give mulighed for vennetjenester – at man vælger nogen, der minder om en selv – og at det er svært at få kvinder ind i bestyrelserne, men alt det er en sidebemærkning ifht dagens emne…!) Derudover består bestyrelsen af fire bestyrelsesmedlemmer, der er valgt blandt medarbejderne. Dette er et lovkrav, for ellers tror jeg, at der var mange bestyrelser, der ikke havde medarbejdere med.

Jeg er valgt blandt medarbejderne i min virksomhed. Mit mandat er gældende i fire år, og til marts udløber det.

Hvad vil det så egentlig sige, at eje en virksomhed som fond? I vores tilfælde arbejder vi rigtig meget med at være dem, der udstikker de helt overordnede rammer. Vi skal IKKE blande os i den daglige drift eller udvikling af virksomheden. Der er derfor ansat en professionel bestyrelse med personer, der er ansat på ledende poster i andre virksomheder (eller pensioneret fra ledende poster. Det er fonden, der ansætter bestyrelsen i virksomheden. Derudover er der selvfølgelig en direktion, der hver dag gør deres bedste for at lede og drive virksomheden.

Vi forsøger at være en aktiv ejer, der udstikker retningslinjer, og stiller krav til mål der skal opfyldes og rapporteres på. Men hvordan virksomheden opnår målene, det blander vi os ikke i. Vi arbejder meget med virksomheden værdisæt, og forsøger at kommunikere det globalt til alle vores medarbejdere. Derudover er vi en fond, der hvert år donerer penge til forskning og velgørenhed.

Hvad jeg egentlig laver i bestyrelsen, vil jeg prøve at skrive lidt om næste tirsdag.

Bestyrelsesfotografering – What to wear?

Her kommer lige et first world problem… Jeg er, som tidligere nævnt, medlem af en Fondsbestyrelse. I morgen har vi bestyrelsesmøde, og skal i den forbindelse fotograferes. Vi har modtaget nedenstående instruks, der straks sætter min hjerne i omdrejninger…

To be able to get the best and most homogene picture we kindly ask the men to wear a suit, shirt in neutral light colour and a tie in a solid colour.

There is of course no difference between the women and the men, however we do encourage the ladies to be a little creative since a picture of a Board in only black suites may be a little dull.

What to wear? Jeg er rimelig blank. En sort blazer er selvfølgelig den “sikre” løsning, men passer ikke helt med, at kvinderne gerne må være lidt kreative. Mine kjoler er ret grå eller mønstrede – og det sidste er fotografen vist heller ikke helt pjattet med…

Så øh… Nogen gode forslag 🙂 Det skal jo helst kunne matche de mange jakkesæt – altså lidt pænt…

Hjemme igen…

Så er jeg hjemme igen efter en tur til Hamburg uden Lillebror. Det er gået godt! Eller dvs…

Jeg stod op mandag morgen kl. 5, og kørte mod Hamburg kl. 5.30. Jeg var lidt spændt på at skulle køre så langt alene efter mit uheld. Køreturen gik fint indtil jeg nåede Hamburg, hvor der var rigtig meget trafik – og hvor jeg ikke lige fandt mit p-hus osv. Da jeg endelig fandt mit p-hus og Chilehaus, hvor jeg skulle til møde, kunne jeg ikke finde indgangen – så jeg kom 10 min for sent, men det gik.

Chilehaus
Chilehaus

Formålet med turen var at deltage i et seminar samt møde med den fondsbestyrelse jeg sidder i. Derhjemme havde jeg allieret mig med min svigermor, som hjalp Manden med at tage sig af børnene.

Som dagen gik var mit ene bryst ved at eksplodere – det som jeg ikke havde ammet på i løbet af natten. Jeg glædede mig virkelig til at komme på hotellet kl. 18, og få malket ud. Men ak – jeg havde glemt en dims til brystpumpen… UPS!!! Og da jeg så konstaterede, at jeg havde lækket på min bluse, og at aftenens buksedragt ikke kunne knappes over barmen, var jeg lidt presset, så jeg fløj ind i Esprit og fandt en bluse (som jeg sikkert aldrig får på igen…).

Mælkepletter - UPS
Mælkepletter – UPS

Derhjemme gik alting godt indtil putning. Der var Lillebror ikke helt tilfreds, men han endte med at falde i søvn i barnevognen (både mandag og tirsdag), og sove en god nat uden amning. Dygtig dreng.

Jeg savnede som sådan ikke Lillebror (eller resten af familien), men jeg var noget bekymret for, hvordan det hele skulle gå om aftenen og natten. Til seminar og møde kunne jeg fint gemme tankerne væk, så jeg følte egentlig, at jeg var godt tilstede.

Og ellers var det meget rart, at blive bespist med lækkerier hele dagen, skulle bruge hovedet og sove på et hyggeligt hotel, hvor jeg var en af de heldige, der var blevet opgraderet til et stort værelse 🙂

De gule sko blev luftet til middagen :)
De gule sko blev luftet til middagen 🙂
Kaffebar på mit opgraderede hotelværelse.
Kaffebar på mit opgraderede hotelværelse.
Mødeforplejning.
Mødeforplejning.

Jeg parkerede i carporten kl. 20.30 tirsdag aften. Lillebror sov i barnevognen, men vågnede heldigvis efter et kvarters tid. Han blev så glad for at se mig – og jeg var så glad for at kunne amme ham lidt 😉 Han var ikke lige til at putte, for han havde så meget at “fortælle”. I dag har han været et stort smil, og heldigvis har han ikke virket bekymret for, om jeg skulle forlade ham igen.

Status fra Amager…

Et indlæg om dagen der er gået – og spam!

Sidder på hovedkontoret i København. Jeg er netop logget ind på bloggen, og har konstateret, at der er kommet 89 kommentarer. Det ligner kinesisk spam. Jeg tør ikke bare trykke slet til dem alle, for tænk nu hvis en af jer, faktisk havde haft noget på hjertet. Nu er det slettet. Enkeltvist. Og alle 89 var spam. SUK.

Jeg har været til Bestyrelsesmøde i Fonden. Det var en kort dagsorden, men med nogle tunge emner. Bl.a. udskiftning i Gruppens bestyrelse, regnskab og noget andet økonomisk tungt. Meget af det ligger uden for mine kompetencer, så jeg lytter, lærer, stiller spørgsmål og nikker.

Efter at have slået to timer ihjel med arbejde og en stor romkugle, stod den på møde i et undervalg, kommunikationsudvalget, hvor jeg er formand. Kun halvdelen af udvalget dukkede op, og det var vores formand for Fondens bestyrelse (tidligere CEO) samt tidligere Regionsdirektør i Jylland. To meget kompetente herrer der er vant til at uddelegere arbejdet. Så pilen pegede på mig… Men jeg føler nu, at jeg har et overblik – skal drive en proces og uddelegere videre. Næste stop er møde med nogle af de andre udvalg samt vores kommunikationsdirektør.

Nu har jeg igen to timer at slå ihjel inden turen går mod lufthavnen. Min date i Fields er gået i vasken pga. et sygt barn. Det ultimative kort som jeg også selv har smidt mange gange. Hader det hver gang, men det er nødvendigt. Og helt ærligt er familien det aller vigtigste at prioritere.

Jeg smutter i Fields alligevel. Lurer på, om jeg mon kan få en italiensk pizza til aftensmad – og måske lære at lægge en læbestift? Vi må se, hvad de næste par timer bringer.

God aften til jer.

Lignende indlæg:

Året der gik – hit og shit

Et år er gået, 12 måneder, 52 uger og 365 dage…

Dette indlæg har jeg prøvet at skrive mange gange og på mange måder, men hver gang ender det med, at de negative ting fra 2014 kommer til at overskygge de positive. Så nu er det blevet til en hit og shit liste, så også de positive ting kommer til sin ret.

Hit:

  • At jeg i marts blev valgt ind i Fondens bestyrelse på min arbejdsplads. Læs evt. her.
  • En fantastisk sommerferie i Blåvand – måske den bedste i 3-4 år…
  • Lillepigen udvikler sig, spreder om sig med kærlighed og gør mig i godt humør.
  • Dejlige stunder i mine forældres nye sommerhus.
  • Jeg har stiftet bekendtskab med Blogland, og indtil videre er det et dejligt bekendtskab 🙂

Shit:

  • Fra 2014 har jeg ikke et eneste billede, hvor både Manden, Lillepigen og jeg selv er på…
  • Dødsfald i nærmeste familie.
  • Sygdom i nærmeste familie.
  • Et personligt tab, som jeg ikke er klar til at skrive om endnu, men som er grunden til, at denne blog blev oprettet.
IMG_0764
Den skønne udsigt fra mine forældres sommerhus.

 

IMG_1120
Sommerferie i Blåvand.

 

IMG_1172
Sommerferie ved Blåvand.
image
Vinterstemningsbillede.

 

image
2014 bød også på øget rejseaktivitet til hovedstaden.

 

 

At være bestyrelsesmedlem blandt professionelle…

Et valg, et resultat, en ny titel…

I dag har jeg været i København til møde i en bestyrelse. Jeg mangler nemlig at fortælle jer om en anden side af mit arbejde – eller mit bijob, om man vil. Den virksomhed jeg er ansat i, er fondsejet. Dvs. at det er en fond, der ejer størstedelen af aktierne, mens medarbejderne ejer den resterende del.

Fonden kan derfor betragtes som ejere af virksomheden. Det har den fordel, at virksomheden ikke skal tjene en masse penge til aktionærerne, men istedet kan bruge overskuddet til at styrke virksomheden. F.eks. ved opkøb eller udvikling.

Fondens bestyrelse består af otte fondsvalgte medlemmer, samt fire medlemmer der er valgt af virksomhedens medarbejdere. Der er valg blandt medarbejderne hvert 4. år, og i marts blev jeg valgt ind.

Fondens bestyrelse har ikke noget med den daglige drift at gøre, men vi ønsker selvfølgelig det bedste for virksomheden, og kan udstikke nogle overordnede ønsker for udvikling. Hvordan det skal eksekveres er ikke op til os at afgøre. Derudover benytter vi aktieudbyttet (for sådan et er der) til at uddele midler inden for Fondens fundats. Det er især til videnskabelige formål.

Jeg er ubetinget den yngste. De fondsvalgte er meget erfarne folk. Formanden er faktisk vores tidligere CEO, som nu er “pensioneret”. Så jeg lytter og lærer rigtig meget – både om virksomheden, men også om hvordan virksomheden fungerede i “gamle” dage. Og det er ikke engang så længe siden. Jeg tror, at vi var ca. 4.000 ansatte, da jeg startede for 7½ år siden – og i dag er vi 12.000…

Hele bestyrelsen mødes fem gange om året. Derudover er der nogle underudvalg, som holder møder efter behov. Jeg sidder med i vores værdi-udvalg, og så er jeg blevet formand for vores kommunikationsudvalg. Det er da noget af et ansvar, at lægge på mine unge skuldre 😉

image