Tag-arkiv: Frivillig

Opstød #6 Telefonsælgere…

Goddag, må jeg lige forstyrre et øjeblik?

Øh nej tak – og sikke et åndssvagt spørgsmål. Ved dit opkald har du allerede forstyrret mig…

Jeg er ikke særlig god til telefonsælgere. Den flinke pige i mig lytter alt for ofte til hele deres salgstale, selvom jeg godt ved, at jeg ikke køber noget. Og når jeg endelig siger nej tak, så er det ofte lidt “vagt”, så de enten kan køre videre med deres salgstale – eller måske endda få lov til at ringe igen om en måneds tid, så jeg lige har tid til at overveje, om jeg ikke skal have et medlemsskab af dit eller dat.

Den anden aften ringede Kræftens Bekæmpelse. De ringede faktisk ikke fra ukendt nummer, så jeg “kom til” at tage telefonen. Og ja jeg synes da, at kræft er en frygtelig sygdom – og ja jeg vil gerne støtte, men men men… Der er så meget, man kan støtte. Både hele året og ved forskellige lejligheder. Ví har et fadderbarn (kommer der også et indlæg om på et tidspunkt), som vi betaler til hver måned. Jeg betaler et årligt bidrag til Ingeniører uden grænser, og når vi har mulighed for det, deltager vi som frivillige til landsindsamlingen for Dansk Flygtningehjælp (se her). Og så plejer vi da også at donere lidt, når der er diverse indsamlingskampagner/shows. Så det blev et nej tak her fra til flere faste donationer.

Hvordan har I det med telefonsælgere? Nogen gode tips til at slippe af med dem (på en ordentlig måde)?

Mit natbord med et boligmagasin jeg IKKE får læst - og derfor IKKE er interesseret i at abonnere på...
Mit natbord med et boligmagasin jeg IKKE får læst – og derfor IKKE er interesseret i at abonnere på…

42.579 kr til et godt formål!

Af hjertet tak til alle de mennesker, der gerne vil hjælpe andre – med deres tid eller med penge.

image

image

I dag var det så dagen, hvor Dansk Flygtningehjælps landsindsamling skulle løbe af stablen. Jeg havde ikke forberedt så meget, så det hele blev taget hen af vejen. Jeg havde dog brygget kaffe og lunet kanelgifler, der venligst var sponsoreret af Bilka.

Fra kl. 10-11.30 var der run på i det lille hus. Jeg fik sendt indsamlere ud på 38 ruter, mens der var hele 26 indsamlere, der blev væk uden afbud. Det er ærlig talt lidt dårlig stil. Jeg har meget større respekt for alle de indsamlere, der har meldt afbud på forhånd.

Efter en lille pause gik turen kl. 13 til Djursland Bank, der holdt åben i tre timer for os. Jeg fik 37 indsamlere retur… Og hele 42.579 kr. Uhh hvor det  varmer. Den sidste indsamler har jeg også lige fået fat i – hun havde glemt tiden 🙂 Så hendes penge bliver først talt op i morgen.

Alt i alt en hektisk dag, men alle de glade frivillige og tanken om det gode formål, har gjort det til en skøn dag. Jeg kunne bestemt godt finde på at melde mig som indsamler igen.