Annonce (beklager de lige kommer oven i hinanden)

Jeg er ikke nogen stor kunstner i et køkken. Faktisk er der ikke meget kunstner i mig overhovedet, da jeg hverken er kreativ eller har æstetisk sans. Men jeg har to øjne, jeg kan læse – og for det meste også forstå en opskrift. Altså bortset fra når jeg bruger 3 dl vand til en glasur istedet for 3 spsk. Så bliver det altså noget virkelig tyndt sjask.

Heldigvis har jeg en række ‘hof’retter, som jeg mestrer til perfektion og kan variere i det uendelige. Ellers ville min familie nok hurtigt stemme mig ud i et ø-råd, når de femte dag i streg fik serveret tørre ris – hvis der da overhovedet kom mad på bordet. Med tålmodighed steger jeg fantastiske karbonader, men jeg serverer dem ikke, som hvor mor (eller mormor) gjorde med stuvede ærter og kartofler. Nej herhjemme får man oftest pommes frites og bearnaise sauce til karbonader. Og det er der vel ikke nogen, der er for fine til 😉

Jeg har for nylig skrevet, at jeg ønskede at udvide mit menukort i Restaurant Mor. Jeg udgav endda 47 opskrifter, som jeg skal prøve. Status er, at jeg fik prøvet tre nye opskrifter, men ingen af dem er blevet gentaget. For ved I hvad? Jeg er simpelthen et vanemenneske – ligesom de fleste af jer, der læser med helt sikkert også er. Så vi fortsætter med at variere menuen imellem ca. 20 retter, hvor ingredienser som fars, pasta og ris spiller en hovedrolle, og grønsager har mere sekundære roller. Man er vel en rigtig børnefamilie. Havde vi haft kartofler og kogte grønsager på menuen lidt oftere, så var vi vel nærmest Familien Danmark.

Nu er jeg på barsel, og jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke skænker mit arbejde mange tanker. Det hænder dog jævnligt, at jeg tænker på mine  kolleger og savner dem og fællesskabet lidt. Men når der for 3. dag i streg ikke er rester fra aftensmaden, så smører jeg for 3. dag i streg to rugbrødsmadder med leverpostej til frokost. Altså hvem sagde vanemenneske og Fru Danmark… Og så er det, at jeg savner min arbejdsplads og vores kantine.

Min kræsne gane savner ikke lige fiskedag eller vegetardag. Jeg savner heller ikke bulgur eller fennikel. Men jeg savner variationen og inspirationen. Vores frokostordning betyder, at jeg får grønsager hver dag, at mine smagsløg bliver udfordret med nye retter og madsammensætninger, og selvfølgelig at jeg bliver mæt uden at skulle kvæles i mine leverpostejmadder hver dag.

At mine børn har/har haft frokostordning, har lettet min dårlige mor-samvittighed (I kender den godt, ikke?), over den manglende variation i vores menu derhjemme. Mine børns smagsløg bliver udfordret, og så er det som om, at ham der Hr. Kræsen bor lidt mere hjemme ved mor og far end i børnehaven. Min datter pralede i hvert fald en gang med, hvor mange kartofler hun havde spist i børnehaven. Super skønt – bortset fra, at hun jo ikke kunne lide kartofler herhjemme….

Så for mig er frokostordningen alfa og omega. Sjovt nok er det også noget af det, vi går en del op i på min arbejdsplads. Vi sammenligner og beretter om frokostordningen på de forskellige kontorer, når vi er på besøg andre steder i virksomheden. Tidligere var frokosten virkelig miserabel på flere af de små kontorer, men gennem årene er der heldigvis kommet et større marked for at levere frokost, så det nu også er muligt for de mindre kontorer at tilbyde medarbejderne en god frokostordning.

Hvis en af mine kollegaer (Gud forbyde det!) siger op, så er det helt sikkert, at vi spørger til frokostordningen det nye sted. For hvis vi ikke kan konkurrere med den nye spændende stilling, så kan vi da forhåbentlig slå den på frokosten 😉

Hvor meget går I mon op i mad? Og har I en frokostordning eller er I på team madpakke?