Lige nu sidder der en hel masse familier i Sri Lanka og har mistet det dyrebareste de havde. De har mistet deres kære. Børn, forældre og andre familiemedlemmer. Det er tragisk. Ligesom det er gang på gang, når den slags meningsløse begivenheder finder sted verden over.
Selvom det ikke er helt rimeligt, så er det som om, at det er lidt værre, når der er danskere involveret som denne gang. Tre dræbte danskere.
I morges kom det frem, at de tre dræbte var børn. Børn af Danmarks rigeste mand. Hele dagen har det rumsteret i mit hoved. Det var børn! Seks tog på ferie, kun tre vender levende hjem. Men hvor var de overlevende, da katastrofen indtraf? Mon de er blandt de sårede?
Tænk at have råd til at købe ‘alt’ i hele verden, og så miste det dyrebareste man ejer… Det, der ikke kan købes for penge.
Det sætter påskeferien med min trodsige 3 årige lidt i perspektiv. For selvom han har haft sine anfald – og jeg har fået rigtig mange skæld ud, så er han stadig lige her. Jeg kan høre hans tunge åndedræt fra værelset. Min 7 årige præ-teenager og min til tider krævende ‘baby’ har også gjort deres for, at jeg uden problemer har gået 10.000 skridt hver dag i ferien. Men de er her også. Lige her ved mig. Det dyrebareste jeg ejer.
Jeg vil ikke lade frygten for terror styre mit liv, men lige nu vil jeg lade den styre min taknemmelighed. 🙏🏻