Tag-arkiv: Gravid

Graviditets-skriblerier #2 – Når alle veninder skriver ‘What!?’

Jeg er nu kommet så langt, at jeg har været til den første scanning, og fået fortalt nyheden til venner og familie. I dag er jeg 15+6, men jeg vil spole tiden tilbage til scanningen.

Vi var indkaldt til scanning på den dag, hvor jeg ifølge “papirudregningen” var 12+0. Jeg var dog 12+5, da jeg gik derfra, men det har jeg efterhånden prøvet nogle gange 😉 Jeg tror, at jeg var mere nervøs og anspændt, end jeg havde ville erkende. Så da jordermoderen spurgte, om det var min første scanning, begyndte jeg at græde. Hun skyndte sig at scanne mig, og der var heldigvis et fint hjerteblink.

Før jeg fik min søn, havde jeg en senabort i 16. uge. Derfor fik jeg tilbudt ekstra tryghedsscanninger under min sidste graviditet. Det kunne jeg sikkert også have fået under denne, hvis jeg havde bedt om det. Det har jeg ikke. Jeg prøver at gennemføre uden, og på den måde måske fjerne lidt nervøsitet og “unormalhed”.

Efter scanningen var den første, der skulle have besked min datter. Hun bliver snart 6, så det var ikke noget, jeg på nogen måde ville holde hemmeligt for hende. Siden vi fik hendes lillebror, har hun aldrig bedt om flere søskende, så jeg var ret nervøs for hendes reaktion. Heldigvis blev hun glad, og hun glæder sig.

Dernæst fik familie og venner lige så stille besked. Stort set alle de veninder, jeg har givet besked via messenger eller sms, har returneret med følgende: What! Det havde jeg ikke set komme. Stort tillykke.

Det sværeste har sådan set været, at fortælle det til kollegerne. Jeg kan ikke sætte ord på hvorfor, men måske det med at skulle snakke om det? Eller frygten for at miste igen? Men da jeg var 14+5 spurgte de mig i vuggestuen, om jeg var gravid – og så var det vist på tide at få det meldt ud på jobbet også…

Status pt. er, at jeg har det godt. Jeg er tyk og kvabset at se på, men der er også en antydning af mave det rigtige sted. Jeg er også stadig lidt træt, men ikke så voldsomt, at det fylder mit hoved hele tiden.

Graviditetsskriblerier #1 – Når Tornerose er sulten som en bjørn

Jeg er gravid… Det ved I nok godt, når I læser dette indlæg (hvis jeg udgiver det…) Men det ved I ikke nu, hvor jeg sidder og skriver det.

Rent teknisk er jeg i dag 8+6. Dvs. det er 8 uger og 6 dage siden, jeg sidst har haft menstruation. Jeg har det ok. Kun lidt kvalme og træthed er der på menuen i dag. Men de sidste uger har været slemme. Jeg har været SÅ træt. Man glemmer helt, hvor træt man kan være, når man er i starten af en graviditet. Jeg håber virkelig, at det snart vender. Jeg glæder mig sådan til at sidde i bilen og køre på job, mens jeg tænker: Jeg føler mig udhvilet i dag 🙂

Kvalme… Jeg har kun en enkelt gang haft kvalme på den der – jeg går lige ud og brækker mig – agtige måde. Ellers føler jeg mig nærmere kvalm… Og især fra morgen til middag. Det hjælper at spise. Så en rugbrød til morgenmad derhjemme. En bolle i bilen på vej til job. En pære kl. 9. Knækbrød og banan kl. 11 og så en solid frokost kl. 12… Nogen gange henter jeg et rundstykke i kantinen kl. 9, men så kan jeg kun spise et ½ rundstykke, og så gemmer jeg den anden ½ til kl. 10. Crazy krop.

Ellers er jeg nok et sted, hvor jeg er begyndt at glæde mig lidt. Jeg har ellers gennem de sidste 4 uger haft det sådan, at jeg ikke rigtigt tror på, at denne graviditet bliver til et barn. Jeg har to aborter bag mig, og hver abort er kommet “før” et lækkert barn. Så i min “logiske” hjerne, står jeg til en abort denne gang… Men nu må vi se.

Tøjet strammer. Taljen er væk. Humøret er ok, men til tider svingende – velkommen til hormonhelvede 😉

Der er tre uger til nakkefoldscanning, som forhåbentligt viser et levende og perfekt foster. Tiden må gerne gå lidt hurtigere… Og så skriver jeg videre en anden dag.

 

Flere børn?

Det er ikke sjældent, at jeg bliver spurgt, om jeg skal have flere børn.

Læs videre Flere børn?

Mig og min psykolog

Vi er nået til endnu et af de indlæg, jeg har skrevet om et par gange, og haft til at ligge som en kladde gennem længere tid. Selve titlen har jeg nok ændret de første ti gange. Denne gang er jeg dog ikke så ‘bekymret’ for indholdet, men mere for om der reelt er en ‘historie’, som er værd at dele…

Indtil jeg var 30 år, havde jeg aldrig været i nærheden af en psykolog. Og det passer så faktisk ikke helt, for jeg havde været med som pårørende en enkelt gang i starten af min mands sygdomsforløb.

Men da jeg var 30, havde jeg en spontan abort i 16. uge, som jeg tidligere har berørt perifert her på bloggen. Jeg kom ‘over’ det værste ved egen hjælp, men valgte at opsøge en psykolog for at være sikker på, at jeg ikke havde lagt låg på en kogende gryde. Jeg benyttede Google til at finde en egnet psykolog, og da jeg fandt hende, var jeg ikke i tvivl om, at hun var den rette for mig. Jeg accepterede derfor en ventetid på tre måneder, så alting var kommet lidt på afstand, da jeg besøgte hende første gang. Jeg tror, at jeg havde tre konsultationer med hende. Det var rigtig godt, at få det hele fortalt igen. Få stillet nogle gode spørgsmål og få grædt lidt. Det var også betryggende at blive “testet” ifht. om jeg gik rundt som en tikkende bombe med en post-reaktion i bagagen.

Da jeg afsluttede forløbet, skulle der (heldigvis) ikke gå så lang tid, før jeg igen havde brug for hjælp fra min psykolog. Jeg blev nemlig gravid, og de første 16 uger af den graviditet var bestemt ingen dans på roser. De var præget af bekymringer, og min frustration over omgivelsernes forsøg på at “negligere” disse. Min psykolog gav mig rum til at tale, hun anerkendte min frygt og bekymringer og hun gav mig konkrete råd og opgaver. F.eks. at sende en mail til mine omgivelser om, at jeg ikke havde brug for “trøstende” ord som: “Det skal nok gå.”

Senest har jeg haft brug for min psykolog i efteråret, hvor et opslidende forår og sommer som pårørende, havde givet mig et stort behov for at passe på mig selv. Jeg havde behov for at snakke om, hvordan det er at være pårørende. Ofte talte vi ikke så meget om min mands sygdom, men i højere grad om, hvordan jeg skulle agere. Skabe “mig-tid”, spørge om hjælp osv. Jeg har afsluttet forløbet tidligere i år, og står nu på egne ben 🙂

Da jeg var yngre, havde jeg nok mine fordomme om psykologer og deres klienter, men jeg er bestemt blevet klogere. Uanset hvad livet bringer mig, er jeg sikker på, at det ikke er sidste gang, at jeg har sat mine ben ved en psykolog. Så hermed en opfordring til tvivlere – måske det også er noget for jer  😉

#brydtabuet

Fjollede graviditetsvaner…

Lad mig lige starte med at slå fast, at jeg ikke er gravid. 😉

Da jeg i går aftes stod og lagde lagen på sengen, kom jeg dog i tanke om, hvor mange kræfter og hvor meget energi, jeg brugte på det skide lagen i min sidste graviditet. Og så dukkede der flere fjollede graviditetsvaner op, som jeg vil dele med jer.

For at starte med lagenet, så kunne jeg ikke klare de mindste folder eller sandkorn. Min krop var meget fintfølende og øm, så lagnet blev skiftet rigtig tit, og næsten hver aften skulle det strammes og børstes. I takt med at min mave voksede, kunne jeg ikke længere selv bakse rundt med vores tunge madras, så min mand måtte ofte træde til. Jeg gætter på, at han har bandet mig langt væk 😝

Generelt er han blevet generet flere gange. I starten af min første graviditet, var min næse så følsom, at jeg måtte bede ham om at købe en anden deodorant. Det gik jo ikke, hvis jeg skulle afsky hans duft i 9 måneder.

Mht. madvaner var jeg (selvfølgelig) også ramt af forskellige graviditetsvaner. Junk food var lækkert, og jeg kunne være meget ubeslutsom. Da jeg i første graviditet ofte var alene hjemme fredag aften, så købte jeg bare to slags junk food, og gemte halvdelen til dagen efter. (Ja, jeg tog 20 kg på).

Mine største cravings var derudover ikke så slemme. Det var nemlig æbler og kold mad! Men ok chokolademüsli er måske ikke det sundeste 😉

Før min anden graviditet var jeg helt vild med thaisuppe i kantinen, men pludselig en dag kunne jeg end ikke klare lugten. I første graviditet kastede jeg op efter at have spist en toast med pepperoni, og så var det no go rigtig længe. Begge ting er dog tilbage på menuen nu.

Er der nogen af jer, der har haft nogle sære graviditetsvaner?

Historien om mit eksem

Mit mest læste indlæg på bloggen handler om mit eksem (læs det evt. her). Jeg har stadig noget eksem, og jeg vil nu prøve at fortælle min historie med eksem.

Der var engang, hvor jeg aldrig havde problemer med min hud. Jeg havde (har?) aldrig haft flere bumser på en gang, end de kunne tælles på én hånd. Når folk rørte mig, fik jeg altid at vide, at jeg havde blød hud. Og det har jeg heldigvis stadigvæk 😉

Tilbage i foråret 2014 blev jeg gravid, og nogenlunde samtidig begyndte jeg at få eksem over mit højre øje. Det var ikke ret meget, men det var da irriterende og udviklede sig lige så stille. Jeg smurte med fed creme og droppede øjenskygge. Jeg tænkte, at det nok skyldtes hormoner, og gjorde ikke mere ved det.

Desværre fik jeg en sen-abort i efteråret, og herefter var der hormon”helvede” i min krop i tre måneder, før jeg igen fik min menstruation. Jeg havde det heller ikke særlig godt psykisk, og min eksem forværredes, og spredte sig til begge øjne. Jeg fortsatte med fed creme og ingen make-up.

Omtrent det tidspunkt hvor jeg igen fik menstruation, begyndte jeg at føle, at der skulle ske noget. Jeg besluttede mig for at starte 2015 med at skære ned på mit sukkerforbrug og forsøge med olieshots. (Læs evt. her og her) Det havde ikke den store effekt, og mit eksem forværredes. I slutningen af januar var mine øjne så hævede og røde, at jeg tog på arbejde uden make-up, og efterfølgende også med briller på! Jeg besluttede jeg mig for at påbegynde alternativ behandling (læs evt. her)

Den alternative behandling havde ingen øjeblikkelig effekt, og mit eksem spredte sig med lynets hast til min hals og nakke. Jeg kom igennem dagene med halstørklæder, briller og ingen make-up. Jeg holdt pauser på arbejdet, hvor jeg badede mine øjne i koldt vand, inden jeg igen smurte fed creme på.

Det endte med, at jeg en fredag måtte kaste håndklædet i ringen, melde mig syg og gå til lægen. Hun sendte mig straks til hudlæge, hvor der blev udskrevet både piller og creme i ekstra høje doser. Det var mod svamp… (læs evt. her) For der var nemlig gået svamp i mit eksem, og det var svampen, der spredte sig med lynets hast.

Samme fredag fik jeg min menstruation. Om aftenen da jeg tog den første pille, læste jeg på indlægssedlen, at pillerne kunne give menstruationsforstyrrelser. Jeg var derfor ikke overrasket, da jeg efterfølgende ikke havde yderligere blødning. Først mandag begyndte jeg at undre mig, og tirsdag morgen tog jeg en graviditetstest. Jeg var faktisk helt sikker på, at den var negativ, for jeg havde jo fået menstruation fredag. Så stor var min overraskelse, da Manden spurgte mig i badet, hvad to streger betød. Jeg troede seriøst, at han lavede sjov 😉

Med graviditet var pillerne no-go, så jeg måtte klare mig med cremen. Og det har jeg sådan set gjort siden. Mit eksem er væsentligt reduceret, og jeg føler faktisk også, at det er blevet mindre her efter fødslen. Jeg kan nu have flere dage i træk, hvor jeg ikke smører mig med cremen, men kun bruger almindelig fed hudpleje. Det er dog ikke væk, og jeg går fortsat hos hudlægen. Vi krydser fortsat fingre for, at det er hormonelt betinget, og jeg kan slippe af med det. Ellers har hudlægen andre præparater, jeg må prøve, når jeg en gang er færdig med at amme.

Så kryds lige fingre for mig 🙂

Det blev lidt langt og uden billeder – det beklager jeg. Jeg tænker, at jeg venter til nogle senere indlæg med at anbefale nogle af de hudplejeprodukter, jeg har taget til mig.