Den her fødselsberetning har ladet vente lidt på sig, men jeg har nok haft brug for at få den lidt på afstand, for at kunne skrive sådan en “offentlig” version. Jeg har været meget glad for min fødsel, men ønsker selvfølgelig ikke at dele alt.
Læs mine to andre fødselsberetninger her og her.
Indtil jeg nåede termin havde jeg det sådan set ok fysisk. Men dagen efter min termin vågnede jeg radbrækket op med store smerter i bækkenet, som gjorde det svært både at sidde, stå og gå. Great!
Fire dage over termin var jeg hos jordemoder, som konstaterede, at lillebror havde sat sig fast i bækkenet, og det var ham, der ligesom føltes som en kanonkugle, der pressede på mine kønsorganer. En kanonkugle der blev skønnet til 4.200 g, hvilket er spot on på den officielle grænse for hjemmefødsler. Da jordemoderen mente, at jeg snart ville føde – og da jeg har god erfaring med at føde større børn, fik jeg grønt lys til en hjemmefødsel.
En uge over termin gik vandet om morgenen. Ikke i et plask. Det sivede bare lige så stille. Der var ingen veer, så udefra lignede det enhver anden morgen – altså bortset fra at det var Store Bededag. Da vandet havde sivet en times tid, og jeg havde besøgt toilettet ca. fem gange, var jeg ikke i tvivl – vi skulle ‘snart’ fejre fødselsdag. Min jordemoder skulle først tilse mig efter fire timer, hvis jeg ikke var gået i fødsel inden. Det gav mig god tid til at rende frem og tilbage til toilettet, få badet børnene og sendt dem med min far og søster til konfirmation i Vestjylland.
Med børnene ude af døren kom jordemoderen og en jordemoderstuderende forbi. Alt så fint ud, men jeg havde stadig ingen veer. Der var stadig hinder foran lillebrors hoved, som blev forsøgt løsnet. Det satte gang i nogle kraftige plukkeveer, som mindede mig om, hvad jeg havde i vente forude… Vi besluttede at se tiden an et par timer, da det forhåbentligt kunne udvikle sig til rigtige veer.
Det skete desværre ikke, så da jeg efter to timer ringede sammen med min jordemoder, blev vi enige om, at jeg skulle køre et smut forbi sygehuset og få fjernet hinderne foran hovedet. Det var hurtigt klaret, og hjemme igen begyndte veerne at komme. Jeg tog tid på dem, og selvom de ikke nåede et minuts varighed ringede jeg til jordemoderen, da de begyndte at komme med et par minutters mellemrum. Hun ville komme i løbet af tre kvarter.
Herefter udviklede veerne sig ret stærkt, og da jordemoderen nåede frem, var jeg langt inde i min egen verden, hvor jeg arbejdede med veerne og brugte min puste vejrtrækning. Jeg blev undersøgt i min seng, og dernæst sendt ud under bruseren for at få lidt lindring. Det fungerede ikke for mig, og da jeg havde slukket vandet, og bare lå som en druknet hval på land, kom jeg retur i min seng. Ingen jordemødre anbefaler vel en liggende fødsel, da tyngdekraften ikke rigtigt kan hjælpe… Men sig det til en fødende kvinde, der bare gerne vil ligge ned (mig!).
Jeg bad om lattergas, og her stødte fødslen på sin største udfordring, for maskerne manglede. Da de kom med taxa, var der en masse roden rundt, hvorefter jeg måtte konstatere, at jeg ikke kunne trække vejret gennem masken. Gisp gisp. Det viste sig at flasken med lattergas var tom… På det tidspunkt var det for sent, at bestille nye flasker med taxa – og det var alle vist klar over, selvom ingen sagde det højt.
Under alt der her halløj med lattergassen, blev jeg undersøgt og var 9 cm åben. Umiddelbart herefter følte jeg pressetrang, og jeg fik lov at presse med. Da jeg ikke havde noget lattergas at støtte mig til, fortsatte jeg med min puste vejrtrækning. Syv kvarter efter jordemoderens ankomst, var lillebror født. Jordemoderen sagde, at jeg pustede ham ud (sådan føltes det ikke), og jeg var derfor stort set ikke var bristet.
Siddende i min egen seng blev han lagt til brystet. Jeg drak Asti og spiste tortillas og hjemmebagte hveder fra aftenen før.
Efter 2,5 timer gennemførte vi børneundersøgelsen. Lillebror overraskede alle, bortset fra sin far, med sine 4.510 g og 55 cm. Faktisk var hans vægt så høj, at han skulle på sygehuset og have taget en blodprøve til måling af blodsukker. Det var på ingen måde en del af min plan for en hjemmefødsel, at jeg skulle forlade min lune seng for at køre på sygehuset, så det talte jeg mig meget bestemt ud af.
Da mine børn ankom til matriklen 3,5 timer efter fødslen, var jordemoderen og den studerende på vej ud af døren. Jeg lå i min seng og kunne kramme alle mine tre dejlige børn. Det var bestemt en god afslutning på lillebror fødselsdag.