Tag-arkiv: hverdag

Når livet har travlt med at blive levet

Hverdagen har ramt mig. På godt og ondt, men mest godt. Arbejde, børn, madlavning og tøjvask. Og syge børn. Masser af syge børn. På skift og på samme tid.

Og forår. Og mit evindelige reducerede søvnbehov om foråret. Eller hvad man kalder det, når man 3-4 uger i streg vågner mellem kl 5 og 6 hver morgen. Enkelte morgener allerede 4.15…. Selvom vækkeuret først ringer kl. 6.30. Så er morgenerne lange og aftenerne korte.

Lyse morgener. Fugle der kvidrer (ikke kl 4.15, men senere). Forår i luften. Forår i haven. Tanker om sommerdæk. Manglende forårsjakke i datterens garderobe (og min!) En 1 års fødselsdag om en måned. Manglende pas til den kommende udenlandsrejse. Tanker om tidlig vaccination mod mæslinger. Drømme om at tabe 3 kg. Ak ja foråret bringer mange ting med sig.

Der er sket så meget, men det er små ting. Min datter har f.eks. købt ny cykel, og i nat ammede jeg ikke en eneste gang – for første gang i næsten 11 måneder. Jeg har drukket Asti og haft gode veninder på besøg. Jeg har ‘fået’ en ny taske. Og så spiser jeg så ustyrlige mængder sukker, at de 3 kg bliver ved drømmen. Det bedste af det hele er næsten, at hverdagen kører, og vi har ro næsten hver aften kl 20 ish. Det er godt nok længe siden, vi sidst havde den luksus med aftner uden børn. Og selvom jeg går tidligt i seng, når jeg stadig at føle mig en lille smule som mig – bare mig. Altså lige indtil der er et barn, der kalder efter et glas vand.

God aften til jer derude 😘

Slut prut ferie

I dag var en hård mandag morgen. Faktisk årets hårdeste. Nemlig første mandag efter fire ugers sommerferie. Fire uger med hygge, oplevelser og konflikter.

Min mands vækkeur strejkede, min datter mente, at hun var syg, og min søn meddelte mig, at han blev hjemme i dag.

Jeg fik dem alle tre af sted. Og da mindstemanden faldt i søvn, var der helt stille.  Min to-do for i dag, var temmelig ambitiøs. Men stilheden, trætheden og min dyne overmandede mig. Så jeg tog en formiddagslur. Hvilken luksus.

Nu skal både baby og vaskemaskine fodres. Jeg selv skal forsøge at finde noget fornuftigt hverdagsmad, for slut prut ferie betyder også farvel til alt for meget is, slik og chokolade. Faktisk startede jeg allerede lørdag, da jeg blev lidt motiveret af, at jeg fandt den kjole, jeg vil have på til barnedåb om to uger. Det vil klæde den, hvis jeg var 1-2 cm smallere over brystet 🙈

De kommende dage byder på efterfødselstræning, mødregruppe, 3 måneders vaccination og forberedelser til barnedåb. Så selvom jeg har barsel, så er ferien slut og vækkeuret sat til. Og det er nu faktisk meget rart 🙂

Her går det godt… (eller…)

Kaos i mit hoved, mit hjem og bare sådan. Så her går det godt:

  • I morges kom jeg i bad 👍🏻 På vej til børnehaven begyndte jeg dog allerede at føle mig sulten igen. Indtil jeg konstaterede, at jeg havde glemt at spise morgenmad. 👎🏻 Det er vist alligevel aldrig sket før.
  • Jeg er ved at opfostre en stor kommende håndboldspiller 👍🏻 Han kaster rimelig hårdt og langt med mine ting. Han slår alt og alle – og helst når dommeren (de voksne) kigger væk. Falder han eller får nogle tæsk er der ikke meget piv i ham, men føler han sig uretfærdigt behandlet, får vi det helt store drama 👎🏻 Lyder det ikke som en stregspiller?
  • Min store pige hoster og hoster, hvilket i høj grad påvirker min nattesøvn 👎🏻 Omvendt har hun kun kastet op én gang, og det var i en spand 👍🏻 Hun er ret rutineret.
  • I sidste uge havde jeg slet ikke nok at lave på kontoret. Min mand opfordrede mig til at nyde det. Gå lidt før hjem og få lidt alenetid. 👍🏻 Den sidste del af denne uge har været crazy – og næste uge bliver værre 👎🏻 Hvis ikke jeg skulle hente børn, så var jeg skkkert ikke gået på weekend endnu…
  • Shit der roder! Både i mit køkken og resten af huset. Vores rengøringskone er stoppet, og, og, og… 👎🏻 Men der blev serveret lækker aftensmad. 👍🏻Og vi sparede penge til rengøring i denne uge. 🙈
  • ALLE er fredagstrætte herhjemme. Min mand er skidt, og jeg føler mig som eneste spiller på voksenholdet. Børnene genererer hinanden, hver gang de ser sit snit til det. 👎🏻 Heldigvis sover de snart 👍🏻 Og så skal jeg lige finde ud af, om jeg bedst tanker lidt ny energi på sofaen, i min seng eller ved at løbe en tur. Håber på det sidste, men det midterste er nok mest realistisk, når klokken runder halv ni… #Amenneske
  • Overorndet set en kaotisk fredag 👎🏻 Men hep hey i morgen er det lørdag, og jeg skal på tøsetur 👍🏻

Hav en skøn fredag aften!