Den sidste uge har jeg tilbragt med mine kære på Mallorca. Med pool, all inclusive og høj sol. Vi ‘reklamerer’ aldrig med at vores hus står tomt, så derfor denne stilhed om ferien.
Med mig hjem har jeg:
Tonsvis af nye fregner
Alt for mange myggestik
Fedtet hår
En mave fyldt med is, pizza, øl og hvidvin
Bunkevis af vasketøj
Stakkevis af blogindlæg, som vil komme de næste par uger
Et stort smil på læben
Lollo og Bernie sangen på hjernen….
Jeg kommer hjem til:
Høj sol og ‘sommer’ i Danmark
En bil med defekt air condition
En meget langhåret græsplæne
En meget kælen kat, som trods gode kattepassere har savnet os
Et tomt køleskab
En levering fra nemlig med rugbrød, leverpostej og koldskål
Da jeg gik i gymnasiet udfoldede jeg mig som først opvasker og senere tjener på en italiensk restaurant. En af mine yndlings-pasta-retter havde nr. 20 på menukortet. Jeg har ingen idé om dens navn, men den er stadig en stor favorit – ikke kun hos mig, men hos hele familien.
Vi laver altid nedenstående portion, og så har vi til aftensmad i to dage. Har vi en gæst den ene aften, så plejer det faktisk også at gå.
1 løg
4 spsk olivenolie (Det kan lyde af meget, men italiensk mad er altid lavet med masser af god olie)
400 g champignong
400 g skinke i strimler
1 dl hvidvin
Chili
2 tsk salt
4 spsk engelsk sauce
1 ds. flåede/hakkede tomater
2 spsk tomatpuré
2½ dl fløde – jo federe jo mere cremet, men jeg bruger nu kun 8 %
Lys meljævner
500 g pastapenne
Snit løget og svits det ved middel varme i olien. Det skal ikke blive brunt, men nærmere glasklart. Rengør champignon og skær dem i små stykker (måske 1x1x2 cm). Hæld champignon og skinke i gryden. Tilsæt salt, hvidvin, engelsk sauce og chili efter behag. Jeg plejer kun at give det et lille drys. Tilsæt hakkede tomater og tomatpuré. Lad det koge i 20-30 min, så den søde smag fra tomaterne trænger ud.
Mens saucen koger, skal der koges pastapenne. Man kan selvfølgelig bruge det pasta, man vil, men jeg foretrækker og anbefaler penne. Det skyldes, at saucen ligesom fordeler sig ind i selve pennen, hvilket giver en meget bedre oplevelse end ved f.eks. skruer.
Lidt før pastaen er kogt færdig, tilsættes fløde til saucen. Den koges op og jævnes rimelig tyk. Når pastaene er kogt, hældes de i saucen, og der rører godt rundt. Server evt. med resterne af den flaske hvidvin, du måtte åbne 😉