Tag-arkiv: IKEA

Supermom for et døgn

Kender I den følelse, der ofte rammer mod slutningen af en rejse? Uanset hvor dejlig rejsen har været, så er man klar til at skulle hjem. Sådan har jeg det i hvert fald.

På en måde skete lidt det samme igår eftermiddags, da min mand trådte ind af døren. Så blev jeg træt! Ikke af at se ham, men nok nærmere fordi mit hoved tænkte, at nu var jeg ikke længere alene…

Fra jeg hentede min børn fredag eftermiddag med svedigt træningstøj og øl-ånde, og så et døgn frem, har jeg nemlig været den eneste ansvarlige voksen herhjemme. Og det er gået så godt! (Og jeg blev først træt, da det var ‘overstået’.)

Vi har både fået varm mad. Været på apoteket efter salve til børnehavedrengens meget voldsomme bygkorn. Været i Bilka efter fredagsslik og en tur i IKEA lørdag formiddag. Jeg er ikke typen, der tager frivilligt i IKEA – og slet ikke med tre børn. Men det gik så fint. Vi var der én time, og det var inkl. fortæring af den donut, som min datter kunne huske, var belønningen for at gennemføre IKEA.

Jeg har også leget frisør, og det er jeg altså ikke særlig god til, men der kommer fotograf i børnehaven på tirsdag – og jeg er den eneste, der må klippe drengen 🙈 Og ja, da drengen var klippet, kom jeg til at se på det føromtalte bygkorn 😱 Så virkede frisuren nærmest ubetydelig.

Selv natten klarede alle tre børn til UG. Der var ro 20.30, så jeg fik en aften på sofaen alene, og de to store sov til 7.30 næste dag. Mange tak. Som belønning fik de Nutella til morgenmad og vafler til eftermiddagsmad (og så har I lige glemt det, jeg skrev om fredagsslik og donuts i IKEA).

Så bare kald mig Supermom!

Lige nu flader jeg ud, efter vores fællesbad i den lokale svømmehal. Om lidt lurer der en oprydning, og ondulering af en rest vaffeldej fra i går. Og så kan jeg nok ikke trække ret meget mere ud af den weekend. ❤️

Når børn går i kirke

I efteråret fik jeg en beskedanmodning på messenger. Den var fra vores lokale præst, der nu og da læser min blog (say what 🙈). Han forespurgte på, om jeg ikke ville dele nogle skriblerier i kirkeebladet. Jeg sagde ja, og gik så i tænkeboks. 2,5 måneder skulle der gå, før jeg var klar til at sætte pennen på papiret.

Resultatet blev godkendt, og den anden dag dumpede kirkebladet ind ad brevsprækken. Er spændt på, hvor mange af mine lokale bekendte, der ‘opdager’ min artikel. I skal dog under ingen omstændigheder snydes.

Når børn går i kirke

Jeg har været i IKEA i dag, kom min 2-årige søn hjem og fortalte mig en dag i december. Jeg vidste dog fra pædagogerne i vuggestuen, at han ikke havde været i IKEA, men i kirke til julegudstjeneste. Det havde været en stor oplevelse for ham.

Min datter deltog også i en julegudstjeneste med skolen. Der havde været to præster, og den ene havde været skør! Og så var der nogle, der blev klædt ud som forældrene til Jesus. Hun kunne ikke huske deres navne – altså Maria og Josef – men det var vist lige meget for selve oplevelsen.

Da vi nåede 1. juledag har vi tradition for at gå i kirke. Men efter en rigtig dårlig nat, må jeg indrømme, at jeg så mit snit til at aflyse. Jeg tror endda, at jeg fremlagde det således for min datter: Vil du helst i kirke, eller skal vi beholde nattøjet på og gå i gang med at samle nogle af dine julegaver? Pigebarnet valgte kirken… Og det var jeg bagefter glad for.

Et ‘besøg’ i kirken giver mig sådan en god ro. Mine børn sluger hele oplevelsen, og selvom præstens ord måske ikke opnår fuld forståelse hos dem, så hører de orglet, korsangeren og salmerne. De ser udsmykningen, min datter hjælper med at finde salmer i salmebogen, og når hun er opmærksom hører hun faktisk efter. Er der noget hun ikke forstår, er hun ikke bleg for at stille spørgsmål, og vi har da nogen gange fået opklaret ting fra prædikenen ved den efterfølgende kaffetår i våbenhuset. Hun vil også gerne modtage nadver, og i år deltog den 2-årige også. Druesaften var lige hans mærke, så jeg nåede kun et lille sip, før han også tømte mit bæger.

Det er ikke kun selve kirkehandlingen, der giver anledning til spørgsmål fra min datter, og jeg elsker de gode snakke, vi har haft. Denne gang spurgte hun til, hvor mange oldefædre hun havde haft, hvad de hed, farven på deres hår og ikke mindst, hvor de lå begravet. På den måde blev turen gennem kirkegården en fortælling om hendes forfædre, døden og ritualer for hvor man begraves.

En anden gang havde vi en god snak om, hvorfor vi fejrer påske, og at hendes muslimske veninder ikke fejrer påske ligesom os. De tror på en anden Gud, men helt basalt så tror vi alle på kærlighed blandt mennesker.

Jeg elsker, når kirken kan give mig selv og mine børn et ståsted, men samtidig åbne vores nysgerrighed for alt det andet her i livet. Uanset om det er døden eller forståelsen af andre trosretninger.

 

Turen går til IKEA

IKEA

I dag har jeg været i IKEA. Det er egentlig ikke noget, jeg er stor fan af, men omvendt har de nogle ting, jeg gerne vil køre efter i ny og næ.

Generelt tager jeg gerne i IKEA på en hverdag, hvor der er knap så mange mennesker. Jeg undgår også helst ferier, derfor tænkte jeg, at mandag efter vinterferien kunne være en god dag. Mine IKEA ture går ofte uden om møbeludstillingen, da den tager så meget tid 😉 Hvis jeg skal se nogle bestemte møbler, går jeg målrettet til den specifikke del af møbeludstillingen. Ikke noget med at “snuse” rundt og lade sig inspirere.

I sommers “designede” vi selv skabe til både A og E fra IKEA. Så sidder jeg hjemme ved pc’en og designer, hvorefter jeg printer en indkøbsseddel. I IKEA går jeg så direkte til lageret og henter mine varer. Så kan man relativt hurtigt klare en tur i IKEA 😉

I dag skulle jeg have vandglas til barnedåben. Dvs. de er selvfølgelig også til efterfølgende brug, men jeg har længe gerne ville have nogle ens glas, til når vi får gæster. Glas der sjældent ryger i opvaskemaskinen, og derfor ikke har glaspest, som vores hverdagsglas. Og glas der er så billige, at de kan sendes til genbrug, hvis de bliver grimme.

IKEA

Udover glas havde jeg også skrevet lys og servietter til barnedåben, en skammel, børnesakse og et par hylder til vores reol i bryggerset. Det mest besværlige ved den indkøbsseddel er, at børnetingene ikke er nede i “dingenot-afdelingen”, men oppe i møbeludstillingen… Suk så den måtte jeg delvist igennem.

IKEA

Men hjemme igen har jeg fået vasket alle glassene og sat de nye hylder i reolen = oprydning.

IKEA
Reolen før de nye hylder kom i.

IKEA
Reolen med de nye hylder + en større oprydning.

Lignende indlæg: