Tag-arkiv: ishockey

Et lille pip…

Så er der et lille pip fra mig. Det er lørdag. Jeg har været mor til tre i to uger. Det er dejligt, og det er hårdt! Selv for to voksne er det hårdt at aktivere to børn og samtidig rumme en lille ny, og den søvnmangel det medfører. Så sådan en 4-dages weekend kræver sin mand (og kvinde).

I dag tog min mand de to store med ned til mine forældre i sommerhuset. Jeg havde lyst til at tage med, men sommerhus er lig med udeliv, solskin, åbne døre og træk – ikke det optimale for en lille baby. Så vi følger efter i morgen, når vi skal fejre min mors fødselsdag.

Det er ok.

Jeg har lagt ca. 80 kg vasketøj sammen og kørt fire vaske mere. Jeg har været i bad, barberet ben og lagt neglelak på tæerne. Nu ser jeg ishockey og servicerer mindstemanden med en sut flere gange i minuttet.

Der er karbonader og sovs i køleskabet. Is i fryseren samt både chips og chokolade i viktualierummet. Så alt er godt!

Når han sover igen, vil jeg finde min pc og klare et par praktiske ting. Jeg håber også, at jeg kan få startet på at skrive min personlige  fødselsberetning. Vi gennemgik fødslen med vores jordemødre i torsdags, så der fik jeg lige et par detaljer mere på plads.

Sidst, men ikke mindst håber jeg, at vi kan komme tidligt i seng. Den gode nattesøvn er ovre, så lidt ekstra timer er tiltrængt. Dog fik jeg en ekstra lur i morges fra 7-8.30, da de to store selv stod og op hyggede med iPads og påskeæg (sund morgenmad)…

Hav en skøn weekend.