Tag-arkiv: Jordbærkage

Det der nye job – en status

Jeg startede nyt job d. 1. maj, og her 3,5 måneder senere, skylder jeg jer vist en status.

Det går godt!

De arbejdsopgaver jeg skulle have haft, gik af forskellige årsager i vasken. Så til tider har jeg kedet mig lige vel rigeligt, men jeg har ikke fortrudt. Bare været frustreret over, at jeg ikke kunne komme i gang med at vise, hvad jeg kan.

Her efter sommerferien har jeg haft styring på et tilbud. Det har været skønt igen at føle den der kampgejst, når man arbejder sammen om noget, man gerne vil vinde.

Jeg kan også mærke, at folk har ‘opdaget’, at jeg er startet. Mine nye kolleger ringer oftere med noget, hvor de gerne vil have hjælp, sparring eller bruge mit CV. Så jeg har alt i alt ret store forventninger til mit efterår rent arbejdsmæssigt.

Selve afdelingen er både meget ens og meget forskellig fra den, jeg kommer fra. Fagligt spænder den bredere, men da vi er delt over flere geografier, sidder vi en relativt lille flok med få personer, som jeg fagligt kan spejle mig i. Heldigvis er de flinke, inspirerende og hyggelige at være sammen.

Det der har været mest overraskende for mig, har været den ‘autoritet’, der er omkring mig. Jeg har jo ikke været Marie, som alle kender, men ‘hende den nye’ med 12 års erfaring. Det ændrer sig selvfølgelig, men har alligevel været sjovt at prøve.

Den kommende uge byder på en tur til vores hovedkontor (på Sjælland), hvor jeg skal drikke en pokkers masse ‘kaffe’ og netværke med nye (pt. ukendte) kolleger. Det skal nok blive godt, selvom det også er lidt grænseoverskridende.

Nu har jeg bagt en jordbærkage til mine kolleger, for der hvor jeg kom fra, var det et krav til alle nye, der ‘bestod’ de første tre måneder.

Status pt #11

Tiden flyver af sted, men status pt. er følgende:

  • Jeg er positivt overrasket over den kæmpe folkefest, som Royal Run var i går. Det havde jeg ikke set komme – men sejt gået af Kongehuset. (Vi deltog godt nok ikke lige)
  • Og nu vi er i sportens verden, er jeg på vegne af min husbond nærmest lykkelig over, at Vejle Boldklub spiller i Superligaen i næste sæson. 🇩🇰
  • Samtidig er jeg noget overrasket over Brøndbys manglende evne til at lukke guldkampen. Har lidt ondt af dem, men de har jo ikke præsteret…
  • Læste jeg gamle guldkorn. Måske er det bare fordi hun er min datter, men hold op hvor er der mange søde guldkorn. Nu er hun så stor og velovervejet, at der ikke kommer meget ‘forkert’ ud af hendes mund.
  • I dag har jeg bagt baby-kage til min mands kolleger. De kan glæde sig til jordbærkage. Jeg må nu nok hellere prøvesmage den – bare for en sikkerheds skyld.
  • Det der amning er ikke for amatører. Troede jeg var nærmest professionel, men nyt barn = nye udfordringer.
  • Jeg spiser muligvis for mange is, når jeg på min ugeplan har noteret, hvornår Hjem-is bilen kommer forbi. Men helt ærligt – hvordan kan Bilka slet ikke have is på tilbud i denne uge???
  • Er min søn ikke helt tilfreds med sit legetøj. Fars græsslåmaskine og skruemaskine er i hvert fald 1.000 gange sjovere.
  • Han knokler rundt, mens han siger: Jeg er en mand!
  • Modvægten til alle hans mandige projekter, er hans kæmpe stolthed over at have fået neglelak på 😉
  • Forøvrigt har jeg pt. kun billeder af mine børn på telefonen, så dette indlæg bliver mest ord…

Tilbageblik på april og et kig ind i maj

April blev min første orlovs måned. Mit hoved har nærmest kun tænkt på graviditet og baby osv. Jeg forestillede mig, at det ville give nogle ret snævre indlæg her på bloggen med en smal læserskare, men hold da op, hvor har I taget godt imod det.

Når jeg ser tilbage på april, er det på den store mave, de mange små projekter og så ventetid og især tiltrængt alene-tid. MEN selvfølgelig også forløsningen i den længe ventede fødsel af Lillebror.

Når jeg ser frem på maj, så glæder jeg mig til at lære vores nye familiemedlem bedre at kende og få skabt en ny familiestruktur. Jeg ved også af erfaring, at lige pludseligt vender overskuddet tilbage. Jeg kan håbe, det bliver i maj, selvom jeg husker at litteraturen siger 8-12 uger efter fødslen.

Jeg udgav 26 indlæg i april. Alle de fem mest læste indlæg fra april omhandler på en eller anden måde graviditet eller baby.

Det 5. mest læste indlæg blev fødselsberetningen om den store baby – aka mit andet barn, der nu er blevet storebror.

På 4. pladsen kommer indlægget om de ting, som man/jeg mangler til barn nummer tre. Et ret praktisk indlæg som har fungeret som ønskeseddel kan jeg se. Vi har i hvert fald modtaget flere af tingene i gave 🙂

Som nr. 3 på listen finder vi et indlæg om navne. Faktisk en liste med en række navne, som vi på det tidspunkt havde fravalgt.

På en flot 2. plads er mit indlæg om de gratis babypakker. Et indlæg jeg først ikke “gad” skrive, og senere var meget i tvivl, om jeg skulle udgive. For ret beset er læserkredsen ret begrænset. Men det er blevet læst rigtig mange gange. P.S. Jeg opdaterer det i juni, når jeg får babypakken fra Ønskebørn og Salling.

Det mest læste indlæg er ikke overraskende Velkommen til Lillebror. Blot et lille indlæg hvor jeg fortæller, at han er født.

En lille note: Dem der har læst med længe ved, at de mest læste indlæg måned efter måned faktisk er mine indlæg om, hvad man kan bruge pasteuriserede æggehvide og æggeblommer til. Jeg kan fortælle, at der på den populære liste over “gamle” indlæg nu kan tilføjes opskriften på den super nemme og lækre jordbærkage! Måske man snart skulle lave den igen 🙂

De mest læste indlæg fra juni

Sikke en fantastisk sommerdag vi har haft i dag. Jeg er blevet gennemvarmet, og mine kinder bliver ved med at trække sig op i et smil. Så nu har jeg også lige set tilbage på juni…

Juni var måneden, hvor jeg rejste væk fra mine børn i seks døgn. Det gav mig ondt i maven før afrejse, men gik utroligt godt. Indlægget på 5. pladsen var med mine små tips..

På Mallorca skrev jeg en slags kærlighedserklæring til min familie. Jeg var fyldt op – på den gode måde. Indlægget blev det 4. mest læste fra juni.

På 3. pladsen er indlægget Den aften vi blev bange, som handler om den aften på Mallorca, hvor vi ikke kunne finde min datter. Det endte heldigvis godt, men jeg får stadig lidt ondt i maven over at tænke på det.

I juni skrev jeg også endnu et personligt indlæg om at være pårørende. Det måtte nøjes med en 2. plads, for intet slår en mega lækker og nem jordbærkage. Den kage får mig stadig til at småsavle, så jeg håber da, at nogen af jer som fik det indlæg til at blive månedens mest læste, har lavet den…

Nem og mega lækker jordbærkage – en opskrift

Da jeg foreslog min datter, at vi kunne bage en farvelkage til børnehaven, foreslog hun straks en jordbærkage. Det er jo den perfekte årstid, men min erfaring på det punkt er ikke-eksisterende. En hurtig søgning på nettet viste, at jordbærkager og -tærter findes i mange sværhedsgrader. Min søster mindede mig dog om en jordbærkage vi havde fået tidligere på året, som lød nem – og den opskrift fik jeg fat på. Som altid har jeg tilføjet lidt chokolade – og af hensyn til min datter, fik jeg fjernet et par nødder og tilføjet nogle blåbær.

Opskriften rækker til 15-20 personer.

Til den nemme og mega lækre jordbærkage skal du bruge:

  • 250 g smør
  • 1/2 kg sukker (opdelt i 200 og 300 g)
  • 4 æg (skilt i blommer og hvide)
  • 2 dl mælk
  • 150 g mel
  • 3 tsk bagepulver
  • 2 tsk vanilliesukker
  • 4 dl piskefløde
  • 4 dl creme fraiche 18 %
  • 150 g mørk chokolade
  • 1 kg friske jordbær (eller andre friske bær)

Først piskes smør og 200 g sukker rigtig godt, til det er en samlet lys masse. Æggeblommerne tilsættes, og der røres godt. Mel og bagepulver blandes og tilsættes i mindre mængder til kagedejen skiftevis med mælken.

En bradepande smøres godt. (Min er 29 x 42 cm med en rimelig kant – og den er fyldt helt ud!) Dejen fordeles jævnt i bradepanden. Tænd ovnen på 190 grader (almindelig ovn!)

Æggehviden piskes stiv, og langsomt tilsættes 300 g sukker og vanilliesukker. Dette giver en marengsmasse, som forsigtigt smøres ovenpå den ubagte kagedej.

Kagen bages nu i 30 min på nederste rille. Det er vigtigt, at den står lavt, så marengsen ikke brænder på. Når kagen kommer ud, skal den køle helt af.

Jordbærkage

Hak chokoladen fint. Pisk fløden til flødeskum og vend creme fraiche og chokolade forsigtigt i. Fordel på kagen.

Rens jordbærrene og lad dem ‘tørre’ i et klæde. Fordel bærrene på kagen.

Da min datter er vild med blåbær, udskiftede vi nogle af jordbærrene med friske blåbær.

Jordbærkage

Velbekomme.

Jordbærkage