Tag-arkiv: Kæbe

Status på min første uges sommerferie

Nu har jeg haft en uges sommerferie af i alt 3,5 uger, så en lille status er da bestemt på sin plads.

I den første uge har jeg:

  • Fløjet luftballon! YES det lykkedes. Det var fedt – og fortjener sit eget indlæg.
  • Coachet min søn i projekt blefri. Han har selv lavet alt arbejdet, og det er gået SUPER godt. Den første dag hjemme hos mig (han var tyvstartet på ferie hos mine forældre), var der lidt uheld. Men siden har han haft 0 uheld – i nu seks dage.
  • Spist is tre gange.
  • Og pommes frites tre gange. Undskyld træner. (Eller i virkeligheden undskyld til mig – fra mig)
  • Gået over 10.000 skridt hver dag.
  • Tjekket vejrudsigten ca. 33 gange.
  • Badet to gange.
  • Stoppet yngstearvingen i at spise en vandmand 🙈
  • Haft gang i vores kreakasse med børnene temmelig mange gange.
  • Fået læst meget lidt i den nyeste Jussi bog. Den fanger mig slet ikke…
  • Haft virkelig slemme smerter i min kæbe alt alt for mange gange. I dag har faktisk været umenneskeligt… Så Ipren og Pamol tak.

Lad de kommende uger byde på færre smerter og pommes frites, men meget mere solskin (og is).

Sygeplejerske-heltinden og mor-udmattethed

Vi har været til lægen her til morgen. Min ældste søn og jeg. Han er ikke fan af læger, så aftalen var, at det var hans LEGO Bedstefar, der skulle til lægen. Efter en halv times ventetid kom vi til. Jeg talte og forklarede, og der blev lyttet på min søns mave. Da vi kom retur til venteværelset, blev jeg gjort opmærksom på fejlen. Lægen havde ikke tilset LEGOmanden. Hele verden var ved at styrte i grus, så som en træt mor greb jeg nærmeste strå. Sygeplejersken sad i skranken, og da jeg spurgte om, hun havde et minut, reddede hun hele vores dag. Hun tog sig tid. Vi kom ind i hendes klinikrum. LEGOmanden blev tilset. Min søn fik lov at vælge et plaster i hendes store udvalg, og vi kunne glade tage hjem. Sådan en heltinde er værd at glædes over.

Nu ligger jeg på sofaen og flader ud. Mindstemanden er puttet i barnevognen og min sidemakker spiser (mange!) chokoladekiks og drikker saftevand – Doctors order… Jeg er temmelig flad. Mor energien er brugt op.

Det startede i torsdags, hvor min træningsmakker var i usædvanligt dårligt humør. Da vi kom hjem, fandt jeg ud af hvorfor. Han var skidt med snot, hoste og øjenbetændelse, så han hang på mig resten af dagen (og de følgende dage). Allerede næste morgen kastede hans storebror op og fik diarré. Så var vi igang. Fredag, lørdag, søndag og mandag havde vi to syge drenge. Børn der krævede opmærksomhed og energi – ligesom deres raske storesøster. Tirsdag var mindstemanden rask, men storebrors diarré fortsatte.

Efter at have skiftet 37 lortebleer på fem dage, og ryddet op efter fem gange opkast (mest min mand), var jeg lige ved at græde, da vi tirsdag aften fik besked om, at skolen er lukket torsdag pga. at varmen er lukket. Jeg.kan.ikke.mere…

Men det skal selvfølgelig nok gå. Det gør det altid. Men jeg trænger til at være ‘alene’. Trænger til ikke at servicere og underholde hele tiden. Men når nu mor er den foretrukne, når man er syg, så stiller mor selvfølgelig op.  Det bliver nok ikke bedre af, at jeg sover for lidt, har ondt af at bære på børn og min kæbe virkelig driller. Må få bestilt tid ved en kiropraktor! Og sovet. Og nå ja – så får jeg ikke trænet eller gået ture – som er så godt. Istedet spiser jeg chokolade og kage og pebernødder…

Kryds lige fingre for, at vi snart er raske alle mand. Lægen gav det i hvert fald et par dage mere…

Status pt #26

Her kommer endnu et lille indlæg med stort og småt fra min hverdag pt. Desværre uden billeder…

  • Har i dag to sløje drenge hjemme. Den yngste med øjenbetændelse, hoste og snot. Den ældste med opkast.
  • Han har kastet op fire gange inden klokken 11 – på sig selv og vores gulve. Det harmonerer bare rigtig dårligt med, at vi har lukket for det varme vand ind til kl. 12…

Forestil dig et billede – måske af en brækspand… 🙂

  • Min kæbe er så spændt, at musklerne føles som knogler.
  • Min kiropraktorsøster har ordineret massage et par minutter to gange om dagen – og derudover smertestillende samt forbud mod tyggegummi og hård kost.
  • Massage et par minutter lyder simpelt. Men av av av – kan kun holde til et enkelt minut 🙈

Forestil dig et billede – måske af min kæbe…

  • I sidste uge tabte min datter sin første tand. Det var stort – både for mor og datter. Det skete tre måneder inde i 1. klasse – en klasse som tabte omkring 98 tænder tilsammen i 0…. Nu er hun endelig en del af fællesskabet.
  • Hun er vildt bange for, om tandfeen vil tage hendes tand… Aner ikke hvorfor. Men den har bl.a. været gemt i en bøtte i køleskabet.

Forestil dig et billede – måske af tandfeen… Eller af min datters hul i tandrækken.

  • Jeg har brugt en del krudt på at finde en fradragsberettiget rengøringshjælp. Det var som om, at de firmaer jeg ringede til, ikke svarede – og dem jeg skrev til, heller ikke svarede. Men pludselig var der ‘bid’, og jeg fik tre tilbud på to dage.
  • Nu har vores nye rengøringshjælp været her for første gang. Er du vimmer, hun er effektiv – håber virkelig niveauet holder. Så er det alle pengene værd!

Forestil dig et billede af vores rene hus – nåede simpelthen ikke at tage det, for ca. ½ time efter alle var kommet hjem, var der rodet igen.

  • Af uvisse årsager er jeg begyndt at få vildt mange spam mails til min Hotmail. Vel og mærke mails, som slipper forbi spam filteret. Jeg forstår det ikke. De hedder alle sammen det samme før @, men efter @ har de forskelligt navn, og det er derfor ikke muligt for mig at blokere dem. Nogen gode råd?
  • Jeg træner stadig 8 min om dagen. Nyt program hver uge – og i denne uge har jeg virkelig ondt i min r*v!