Tag-arkiv: Kærestetur

Et lille tilbageblik og de mest læste indlæg fra januar

Januar er gået, og sikke meget snot og sygdom vi har været igennem. Men vi har også været på kæresteweekend på et slot, prøvet en masse nye biler, været til to fødselsdage, og så har jeg haft min datter med i teateret, mens hendes far har haft hende med i biografen.

Her på domænet er det blevet til 26 indlæg, så det må siges at være en imponerende start på året. De fem mest læste kommer her:

På 5. pladsen er netop indlægget om vores kæresteweekend på slotsophold – og duften af de mange nye biler, vi fik prøvekørt.

Dernæst følger indlægget om, når dagen tager en drejning. Det handler om sygdom, som jo desværre har haft godt fat i os alle herhjemme.

Som det 3. mest læste indlæg, kommer en gang karrieretirsdag. Et ærligt indlæg omkring min beslutning om at genopstille til den bestyrelse, jeg sidder i.

De to mest læste indlæg var begge graviditetsskriblerier. Det ene om når kroppen begynder at blive presset, og så det andet meget ærlige om, hvordan jeg er endt med en deltidssygemelding, da jeg begyndte at føle mig utilstrækkelig.

Slotsophold og duften af ny bil

Jeg har haft den skønneste ‘kæreste’weekend med min mand, selvom den nok tog lidt en drejning.

Hans julegave fra mig, var en overnatning på Hindsgavl Slot. Så børnene blev pænt afleveret ved mine forældre inden turen gik mod Middelfart. Her fik vi frokost på et hyggeligt brasserie med udsigt over Lillebælt. Og så gik det lidt ‘galt’. 😉

Søndag havde vi aftalt besøg hos 1-2 bilforhandlere, da vores nuværende bil bliver for lille til tre autostole, og dermed til tre børn 🙈 Så efter en dejlig frokost, var det at min mand fik den fremragende ide, at vi da lige kunne besøge en bilforhandler i Middelfart. Som sagt så gjort, og vi endte hos Ford, hvor vi fik prøvekørt en bil. Og selvfølgelig også smagt deres kransekage i anledning af deres ‘nytårskur’.

Det gik så godt, at det nok faktisk var mig, der foreslog, at vi lige besøgte en forhandler mere. Men her var det så, at vi mødte en rigtig S Æ L G E R! Han havde ingen bil hjemme af den model, vi gerne ville prøve, men da jeg kom til at spørge ham til en vurdering af vores byttebil, greb han ikke kun min lillefinger, men hele armen. Så var der pludseligt et reelt tilbud med finansiering osv. på bordet, og han spurgte faktisk flere gange, hvad der skulle til, for at vi ville skrive under samme dag. Altså no way… Vi var ikke færdige med at kigge – og havde end ikke prøvet bilen. Inden vi kørte mod vores slotsophold hentede vi lige et par brochurer hos de to nabo-bilforhandlere.

Jeg havde pakket et solidt survival kit med sodavand, slik og chips til vores tur, men da alle bilforhandlerne bød på kransekage, sodavand og slik/chips, manglede vi ikke noget. Jeg faldt om i vores hotelseng, og fik en lille skraber, før der skulle skiftes tøj til middagen i restauranten. Høje på hygge, gode snakke og godt selskab drattede vi om til en god nats søvn.

Næste dag nåede vi en kortere gåtur ved Lillebælt, før vi satte kursen mod endnu to bilforhandlere, der bød på prøvetur og prisberegninger – og selvfølgelig kransekage osv…

Det var glade børn vi hentede, så jeg tror, at vi alle fire faldt i søvn med et smil på vores læber i går aftes.

700 g bland selv slik, en tur over Storebælt og britisk stand-up

Fredag eftermiddag pakkede jeg bilen med min mand, vores dyner og 700 g bland selv slik. Så gik turen over Storebælt mod Fields parkeringskælder.

Vi fandt en italiensk restaurant i deres food court, hvor vi nød lidt aftensmad i ‘fred og ro’.  Vi lignede måske ind i mellem sådan et par, der ikke har noget at snakke om, men efter 3,5 timer sammen i en bil, og aftensmåltider der normalt er præget af kaos, var det helt rart bare at spise i ro og mag.

Dernæst gik turen mod Royal Arena. Turens mål var et stand-up show med britiske Ricky Gervais. Det var min mands fødselsdagsgave, som han har kendt til, siden billetterne kom i salg i februar (Han har fødselsdag i morgen). Han er stor fan, mens jeg var på mere ukendt grund. Jeg er generelt glad for stand-up, men har stort set ingen erfaringer med den udenlandske slags. Jeg var lidt bekymret for, om jeg ville forstå det, men det blev hurtigt gjort til skamme.

Jeg må sige, at fredag aften fik Ricky Gervais en ny fan! Hold nu op, han var dygtig. Halvanden time fløj af sted. Der var ikke som sådan nogen rød tråd, men emnerne kom let og elegant – og pointerne var SÅ skarpe. Ham må jeg helt sikkert se igen. Måske bare på tv i første omgang.

Vi overnattede i min venindes lejlighed på Østerbro, og dagen efter serverede hun morgenmad for os i kærestens lejlighed på Vesterbro. Rigtig hyggeligt.

På turen hjemad fik vi næsten spist det sidste slik. Snakket lidt mere uden børnenes normale afbrydelser. Og så sov jeg vist også et kvarters tid.

Det var en skøn tur! Snak, grin, og godt selskab. Tak 😘