Tag-arkiv: Karbonader

10 Blandede bolcher – om mig!

Så er der simpelthen lige 10 mere eller mindre ligegyldige facts om mig. Og for at det ikke skal være løgn, så har flere af tingene være nævnt her på bloggen før.

  • Jeg er storesøster – både i min væremåde og i søskendeflokken. Jeg er nemlig så heldig at have de to skønneste yngre søstre.
  • Min mor er fynbo og min far er vestjyde – så jeg blev østjyde 😉
  • Mine øjne er blå. Faktisk temmelig blå – noget jeg ofte får kommentarer omkring.
  • Jeg handler ved Bilka to-go i gennemsnit en gang om ugen. Det har jeg gjort i halvandet år! Sidst mine børn var med i Netto, opførte de sig som om vi var i en legetøjsbutik. Mon jeg frarøver dem noget af deres barndom ved altid kun at hente mine varer? 🙈
  • Min livret var i mange år roastbeef med pommes frites og bearnaise sauce. På stående fod kan jeg ikke lige ‘finde på’ en livret.
  • Men jeg er vild ned karbonader. Jeg troede langt ind i mit voksenliv, at de skulle serveres med smeltet ost på toppen, men altså… Det var bare noget min mor havde fundet på, for at lokke mig/os til at spise dem (det virkede – og smager virkelig godt).
  • Jeg har faktisk spist karbonader juleaften i rigtig mange år. De andre ville helst have and, hvilket jeg ikke er vild med, og karbonader vinder for mig over en flæskesteg.
  • Jeg spiste mine julekarbonader med rugbrød og salat… Fordi. Altså jeg er heller ikke så vild med kartofler. Men rødkålen er jeg kommet efter med årene.
  • Jeg sover med vinduet åbent – også om vinteren. I hvert fald ned til 5 graders frost.
  • Langt de fleste dage får jeg, udover et glas mælk om morgenen, kun vand at drikke. Jeg elsker vand.

Billedet har ikke en skid med teksten at gøre – udover at begge dele handler om mig 😉

Spis lige brød til… Eller anden varieret kost…

Annonce (beklager de lige kommer oven i hinanden)

Jeg er ikke nogen stor kunstner i et køkken. Faktisk er der ikke meget kunstner i mig overhovedet, da jeg hverken er kreativ eller har æstetisk sans. Men jeg har to øjne, jeg kan læse – og for det meste også forstå en opskrift. Altså bortset fra når jeg bruger 3 dl vand til en glasur istedet for 3 spsk. Så bliver det altså noget virkelig tyndt sjask.

Heldigvis har jeg en række ‘hof’retter, som jeg mestrer til perfektion og kan variere i det uendelige. Ellers ville min familie nok hurtigt stemme mig ud i et ø-råd, når de femte dag i streg fik serveret tørre ris – hvis der da overhovedet kom mad på bordet. Med tålmodighed steger jeg fantastiske karbonader, men jeg serverer dem ikke, som hvor mor (eller mormor) gjorde med stuvede ærter og kartofler. Nej herhjemme får man oftest pommes frites og bearnaise sauce til karbonader. Og det er der vel ikke nogen, der er for fine til 😉

Jeg har for nylig skrevet, at jeg ønskede at udvide mit menukort i Restaurant Mor. Jeg udgav endda 47 opskrifter, som jeg skal prøve. Status er, at jeg fik prøvet tre nye opskrifter, men ingen af dem er blevet gentaget. For ved I hvad? Jeg er simpelthen et vanemenneske – ligesom de fleste af jer, der læser med helt sikkert også er. Så vi fortsætter med at variere menuen imellem ca. 20 retter, hvor ingredienser som fars, pasta og ris spiller en hovedrolle, og grønsager har mere sekundære roller. Man er vel en rigtig børnefamilie. Havde vi haft kartofler og kogte grønsager på menuen lidt oftere, så var vi vel nærmest Familien Danmark.

Nu er jeg på barsel, og jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke skænker mit arbejde mange tanker. Det hænder dog jævnligt, at jeg tænker på mine  kolleger og savner dem og fællesskabet lidt. Men når der for 3. dag i streg ikke er rester fra aftensmaden, så smører jeg for 3. dag i streg to rugbrødsmadder med leverpostej til frokost. Altså hvem sagde vanemenneske og Fru Danmark… Og så er det, at jeg savner min arbejdsplads og vores kantine.

Min kræsne gane savner ikke lige fiskedag eller vegetardag. Jeg savner heller ikke bulgur eller fennikel. Men jeg savner variationen og inspirationen. Vores frokostordning betyder, at jeg får grønsager hver dag, at mine smagsløg bliver udfordret med nye retter og madsammensætninger, og selvfølgelig at jeg bliver mæt uden at skulle kvæles i mine leverpostejmadder hver dag.

At mine børn har/har haft frokostordning, har lettet min dårlige mor-samvittighed (I kender den godt, ikke?), over den manglende variation i vores menu derhjemme. Mine børns smagsløg bliver udfordret, og så er det som om, at ham der Hr. Kræsen bor lidt mere hjemme ved mor og far end i børnehaven. Min datter pralede i hvert fald en gang med, hvor mange kartofler hun havde spist i børnehaven. Super skønt – bortset fra, at hun jo ikke kunne lide kartofler herhjemme….

Så for mig er frokostordningen alfa og omega. Sjovt nok er det også noget af det, vi går en del op i på min arbejdsplads. Vi sammenligner og beretter om frokostordningen på de forskellige kontorer, når vi er på besøg andre steder i virksomheden. Tidligere var frokosten virkelig miserabel på flere af de små kontorer, men gennem årene er der heldigvis kommet et større marked for at levere frokost, så det nu også er muligt for de mindre kontorer at tilbyde medarbejderne en god frokostordning.

Hvis en af mine kollegaer (Gud forbyde det!) siger op, så er det helt sikkert, at vi spørger til frokostordningen det nye sted. For hvis vi ikke kan konkurrere med den nye spændende stilling, så kan vi da forhåbentlig slå den på frokosten 😉

Hvor meget går I mon op i mad? Og har I en frokostordning eller er I på team madpakke?

Madplan uge 8

Fodbold, fødselsdag og fællesskab

Næste uge byder på to aftener, hvor henholdsvis Manden og jeg selv ikke når hjem til spisning. Og en fødselsdag og noget fællesskab med venner. Så madplanen er ikke så udfordrende.

image

  • Søn: Karbonader.  Det er uafklaret, om det bliver med pommes frites eller kartofler, men mon ikke der bliver bearnaise til og gulerodssalat.
  • Man: Lasagne
  • Tir: Rester/Rugbrød med spejlæg. Manden og Lillepigen kommer trætte hjem fra gymnastik, og det er ikke sikkert, at jeg når før dem. Så det skal være nemt. Pt. er Lillepigen stor fan af spejlæg, så…
  • Ons: Laks med ris. Sidste uge fik jeg drillerier for, at der ikke var fisk på madplanen, så det retter vi op på nu.
  • Tor: Frikadeller. Jeg er alene hjemme med Lillepigen, så mon ikke det bliver frikadeller og rugbrød. Alternativt koger vi pasta.
  • Fre: Fødselsdag hos min far. Jeg kender ikke menuen, men mon ikke vi bliver forkælet.
  • Lør: Besøg hos nogle venner. Måske når vi hjem til aftensmad, men det bliver nok ikke i tid til, at vi kan lave det store. Så jeg tænker, at vi skal have rugbrød. Hvis vi når tidligt hjem, kan jeg lave en pastatærte.

Lignende indlæg:

Madplan uge 1

Et nyt år = en ny begyndelse  – også for fryseren…

Jeg har ryddet op i vores fryser. Jeg trængte godt nok til et overblik, og var lidt overrasket over at finde seks åbne poser med revet ost, tre poser med tykke grillpølser og fire poser med 1-2 tortillas i hver. Der var også en del frosne bær, så vi skal vidst have et par smoothies. Og ja så kunne jeg fylde en stor skuffe kun med is og kage…

image

  • Lør: Hjemmelavet pizza. Vi må hellere få brugt nogle pølser (almindelige), revet ost og parmaskinke. Fandt også en frisk mozarella i køleskabet, der trænger til at blive spist.
  • Søn: Julefrokost. Turen går til svigermor, så vi sparer nok aftensmaden.
  • Man: Lakse-spinat tærte. En rest fra fryseren til 1 person. Manden er på tur med drengene, og min mor tager Lillepigen. Så skal jeg bare have skrevet opgave…
  • Tir: Pitabrød. Sidst jeg havde planlagt at bage pitabrød, blev det ikke til noget. Så nu prøver vi igen. Vi har en rest af en steg i fryseren, så den regner jeg med at skære i tern og riste på panden.
  • Ons: Take-away. For første gang i fem år er vi ikke værter nytårsaften. Vi skal nordpå. Og årets værter har taget den fornuftige beslutning, at bestille maden udefra.
  • Tor: Karbonader med pommes frites. Nemt og snasket til 1. januar. Måske udskifter vi karbonaderne med frankfurtere 🙂
  • Fre: Jordskokkesuppe. Der skal bacon i – og det har jeg søreme også i fryseren…
  • Lør: Boller i karry. Der lå søreme også en portion boller i fryseren…

Ja så går madplanenfor uge 1 ikke længere, men jeg har noteret flere retter fra fryseren på bagsiden, så de når nok med på næste uges madplan.

Lignende indlæg:

Madplan uge 49

Lillepigen har lavet modellervoks, og jeg har lavet madplan 🙂

Næste uge byder på både opstart i børnehave og fødselsdag(e), og det bærer madplanen præg af…

image

  • Søn: Boller i karry
  • Man: Spaghetti med kødsovs. Jeg er på seminar, og ved ikke om jeg når hjem til aftensmad, så det bliver en nem ret fra fryseren. Mon ikke også Lillepigen er træt efter første dag i børnehaven…
  • Tir: Tapas. Jeg er på kursus og først hjemme 17.30. Mine forældre kommer til fødselsdag, så det skal være let og lækkert.
  • Ons: Take-away
  • Tor: Laks
  • Fre: Karbonader
  • Lør: Hemmelighed 🙂 Vi skal fejre Lillepigens fødselsdag med familien.
  • Søn: Pitabrød. Jeg bager dem selv – det tager lidt tid, men så er der også til fryseren 🙂

Forslag til næste uges madplan, må I da gerne smide i kommentarfeltet 🙂