Tag-arkiv: Kirke

Mit bedste råd til den kommende brud

Langt de fleste af os, bliver kun gift én gang. Så som brud er de fleste relativt uerfarne. Det er ikke ligesom at købe et nyt hus eller få barn nr. 2, hvor man ligesom kan have opbygget noget erfaring på forhånd. Nej, der er bare noget helt nyt.

For mit eget vedkommende er jeg på en måde blevet gift to gange, men med den samme mand. I kender modellen: Først rådhus og senere kirke. Og nej, det tæller ikke, som at opbygge erfaring.

De to slags ‘bryllupper’ var for os relativt forskellige, men jeg har faktisk et råd til dem begge. Altså udover at nyde dagen, se din mand i øjnene, kysse ham og smile.

Skal du giftes på rådhuset, så skal du skrive under. Det gør du faktisk allerede lidt på forhånd med det romantiske NemID, men som en del af de afsatte fem minutter foran giftefogeden, skal du altså nå en underskrift. Skulle du ligesom jeg, vælge at tilføje noget eller skifte dele af dit navn ud, så er det ris til egen røv, hvis du ikke følger mit råd. Jeg havde nemlig kun lige fået pennen i hånden, før jeg fik besked på, at underskrive med mit nye navn. PANIK! Jeg gik ærlig talt helt i stå, og endte med en meget kluntet underskrift. Så mit råd er: Øv dig i at skrive under med dit nye navn.

Jeg var i stor hvid kjole til vores kirkebryllup, og da jeg ikke er fra den tid, hvor man blev konfirmeret i en stor Lilly model, så var brudekjolen mit første møde med den slags kjole. Mit udgangspunkt var, at jeg ikke ønskede en stropløs kjole, så… Jeg endte selvfølgelig med en smuk stropløs kjole. Smuk og lidt uhandy, som ting med skørt, slæb og massevis af knapper på ryggen ofte er.

Før i tiden var en af brudepigens vigtigste opgaver, at hjælpe bruden på toilettet. Der er nok at holde styr på, kan jeg godt love jer, og det bliver ikke nemmere, som aftenen skrider frem. Tænk dig situationen, hvor du lettere overrislet skal tisse. Der skal bare være NU!, men din brudepige er ingen steder at se… Så er gode råd dyre.  Men mit råd er faktisk gratis, og burde gives til alle brude, når de købte en brudekjole – akkurat som jeg fik det, da jeg købte min kjole.

Kære brud i kjole med skørt. Når du skal på toilettet, skal du løfte op i kjolen foran og så sætte dig omvendt på toilettet. Ved at sidde omvendt, har du fuldstændig styr på kjolen, og der er ikke risiko for, at noget ryger i toilettet. Selv tak! 😉

Erfaringer fra en barnedåb

TAK for alle jeres krydsede fingre 🙂

Barnedåben gik godt, og selvom det var sidste gang, at jeg holder barnedåb, har jeg alligevel samlet lidt erfaringer fra denne gang også…

  • Hvis barnet er lidt ‘stort’ i det, er det en god ide, at få det døbt, før dåbskjolen laver dybe mærker i håndled og hals. Ups…

  • Det med at forsøge at planlægge dåbsbarnets lur ifht. amning og kirke osv. Det er det 1. og måske 2. gangs forældre gør. Når man har dåb for 3. gang, ved man godt, at barnet alligevel vælger helt sin egen rytme på dagen – og det skal nok gå alligevel 🙂
  • Det er perfekt, hvis barnet tager en lur i kirken efter dåben – så er den første lur nemlig taget i dåbskjolen, som “reglerne” siger, og så kan de strammende gevandter fjernes umiddelbart efter kirken.
  • Hvis man f.eks. beder sine svogere om at grille til festen, så er det perfekt med et flæseforklæde, de kan ‘slåse’ lidt om.

  • Hvis man gerne vil have billeder med bedsteforældrene i kirken, er det en god idé, at minde dem om det. De er gamle, og det kan ske, at nogen af dem glemmer, at det er “proceduren”, og derfor forlader kirken før fotograferingen…
  • Hvide navneskilte “friskes” let op med to børn og lidt blå vandfarve – sæt igang.

  • Denne sommer har drikkeglas med låg været meget moderne. De er perfekte til blomster 🙂
  • Slik som bordpynt er et hit! Jeg havde tænkt, det mest var til børnene, men det var det ikke… Så al mit sorteringsarbejde i bland-selv afdelingen for kun at få blåt og hvidt slik, var besværet værd. Bare dumt kun at lave 20 slikposer til 30 åbenbart sliksultne gæster…

  • Tomme isbøtter er perfekte, når der skal sendes kagerester med gæsterne hjem.
  • Har man lavet guf til ca. 50 mennesker mere, end der var til festen, så kan man bage kyskager dagen efter.

  • De er perfekt at sende de beskidte duge med svigermor hjem! Tak 🙏🏻

Kryds lige fingre for…

  • At vi ikke har sovet over os.
  • At køleskabet ikke står af.
  • At min yngste søn kan passe kjolen.
  • At min ældste søn kan have sko på. (forstuvet tå…)
  • At ingen laver l… i kirken.
  • At (Gud)faderen siger det rigtige navn.
  • At ingen græder (voldsomt), når præsten pjasker med vand.
  • At ingen af vores gæster må melde afbud.
  • At mine svogere ikke brænder grillkødet af.
  • At ingen opdager, at der er 1 m juledug i børneenden af det lange bord… (en af mine hjælpere havde lige målt dugens længde forkert)
  • At der er mad nok.
  • At der er drikkevarer nok.
  • At vi får tørvejr.
  • At ingen stikker sig på en (overset) tidsel.
  • At mine sko ikke gnaver.
  • At jeg ikke spilder på min kjole.
  • Og at vi får en dejlig dag.

Tak. ❤️

Når børn går i kirke

I efteråret fik jeg en beskedanmodning på messenger. Den var fra vores lokale præst, der nu og da læser min blog (say what 🙈). Han forespurgte på, om jeg ikke ville dele nogle skriblerier i kirkeebladet. Jeg sagde ja, og gik så i tænkeboks. 2,5 måneder skulle der gå, før jeg var klar til at sætte pennen på papiret.

Resultatet blev godkendt, og den anden dag dumpede kirkebladet ind ad brevsprækken. Er spændt på, hvor mange af mine lokale bekendte, der ‘opdager’ min artikel. I skal dog under ingen omstændigheder snydes.

Når børn går i kirke

Jeg har været i IKEA i dag, kom min 2-årige søn hjem og fortalte mig en dag i december. Jeg vidste dog fra pædagogerne i vuggestuen, at han ikke havde været i IKEA, men i kirke til julegudstjeneste. Det havde været en stor oplevelse for ham.

Min datter deltog også i en julegudstjeneste med skolen. Der havde været to præster, og den ene havde været skør! Og så var der nogle, der blev klædt ud som forældrene til Jesus. Hun kunne ikke huske deres navne – altså Maria og Josef – men det var vist lige meget for selve oplevelsen.

Da vi nåede 1. juledag har vi tradition for at gå i kirke. Men efter en rigtig dårlig nat, må jeg indrømme, at jeg så mit snit til at aflyse. Jeg tror endda, at jeg fremlagde det således for min datter: Vil du helst i kirke, eller skal vi beholde nattøjet på og gå i gang med at samle nogle af dine julegaver? Pigebarnet valgte kirken… Og det var jeg bagefter glad for.

Et ‘besøg’ i kirken giver mig sådan en god ro. Mine børn sluger hele oplevelsen, og selvom præstens ord måske ikke opnår fuld forståelse hos dem, så hører de orglet, korsangeren og salmerne. De ser udsmykningen, min datter hjælper med at finde salmer i salmebogen, og når hun er opmærksom hører hun faktisk efter. Er der noget hun ikke forstår, er hun ikke bleg for at stille spørgsmål, og vi har da nogen gange fået opklaret ting fra prædikenen ved den efterfølgende kaffetår i våbenhuset. Hun vil også gerne modtage nadver, og i år deltog den 2-årige også. Druesaften var lige hans mærke, så jeg nåede kun et lille sip, før han også tømte mit bæger.

Det er ikke kun selve kirkehandlingen, der giver anledning til spørgsmål fra min datter, og jeg elsker de gode snakke, vi har haft. Denne gang spurgte hun til, hvor mange oldefædre hun havde haft, hvad de hed, farven på deres hår og ikke mindst, hvor de lå begravet. På den måde blev turen gennem kirkegården en fortælling om hendes forfædre, døden og ritualer for hvor man begraves.

En anden gang havde vi en god snak om, hvorfor vi fejrer påske, og at hendes muslimske veninder ikke fejrer påske ligesom os. De tror på en anden Gud, men helt basalt så tror vi alle på kærlighed blandt mennesker.

Jeg elsker, når kirken kan give mig selv og mine børn et ståsted, men samtidig åbne vores nysgerrighed for alt det andet her i livet. Uanset om det er døden eller forståelsen af andre trosretninger.

 

Juleferien der gik – tanker og tilbageblik

Juleferien er slut, og vi skriver nu 2018. Jeg har været rimelig aktiv på bloggen, men jeg har faktisk ikke skrevet ret meget om, hvad vi har lavet  Det er nok også sådan rimelig standard… Men jeg var lavet en lille liste 😉

  • Det blev jul på trods af sygdom og manglende julebag.
  • Jeg er sq verdensmester i at stege flæskesteg. En skam de andre (voksne) hellere ville have and.
  • Mine børns julemiddag bestod af henholdsvis 5 hvide kartofler til den ene og 2 hvide kartofler samt franske kartofler til den anden.
  • Min søn fik 3 par sko i julegave. Min datter fik 4 par – og har beholdt/byttet til 3 par… Hvornår blev hun så modebevidst.
  • At gå i kirke 1. juledag holder fortsat. I år med begge børn – og det gik ok!
  • ‘Hviledag’ hver anden dag, så der er pause mellem hvert familiebesøg er virkelig en god ting for vores familie.
  • En dreng på 2 år der virkelig forstår begrebet juleferie, og sover 11-12 timer hver nat, og dermed først står op mellem 9 og 9.30. Det er for vildt! (Og dejligt)
  • Jeg byttede julegaver både d. 28. og 29., men det føltes ikke som om, at alle andre gjorde det samme. Rart!
  • Min krop begynder virkelig at mærke presset fra den store mave. Så jeg hviler og hviler.
  • Mine børn har leget og leget og hygget og ‘kravlet på væggene’, så det har været til både fryd og frustration. Utroligt hvad søskende kan have af fornøjelse sammen ❤️
  • Jeg ved ikke, om jeg har været heldig eller uheldig, men juleaften opdagede og slukkede jeg en mindre brand i en juledekoration. Og nytårsaften opdagede jeg og slukkede jeg en mindre brand i noget konfetti, der var kommet i et fyrfadslys… Det koster dog en lysestage og en sveden grydelap.
  • At holde nytår uden alkohol betyder 1. januar uden tømmermænd. Men det betyder ikke, at jeg var frisk. Var tværtimod meget træt…

Da jeg var barn… #6 – sommeredition

Kan I huske sommeren, da I var børn? Varm, lang og fantastisk 👍🏻Fordi jeg glæder mig sådan til sommer, så er det emnet i denne omgang af ‘Da jeg var barn’.

Da jeg var barn:

Var badebassiner runde. Og vi dykkede langs kanten, mens vi talte runder. Igen og igen og igen.

Spiste jeg helst mine jordbær helt au natural. I en dyb tallerken og med ske. Så var der mere sukker og fløde/mælk til de andre. (Sådan har jeg det forøvrigt stadig)

Startede sommerferien med en tur i skoven med min veninde. Vi havde vores eget univers derovre, med kiks-i-vand-floden, sangebroen eller hvad alle stederne nu hed. Vi skrev og tegnede sågar en bog om det. Sådan startede sommerferien i flere år…

Besøgte vi altid en kirke, når vi var på sommerferie. Ikke fordi vi er/var specielt troende, men det var en gratis måde at aktivere tre børn, give dem lidt kultur, snakke om de bibelske fortællinger, gravsteder, blomster osv. Jeg tænker, at jeg har set flere kirker i det her land end gennemsnittet, Selvom jeg tit driller mine forældre med det, så husker jeg det ikke som en træls ting.

Legede vi dåseput hjemme på vejen mange aftner gennem hele sommeren. Timerne gik, men vi morede os aften efter aften og år efter år. Det var virkelig en skøn leg, hvor både store og små kunne være med.

Var cykelshort og caprishorts moderne under kjoler. Gerne i laksefarvet. Og i bomuld som blev gennemsigtigt efter lidt tid. Det er sådan set moderne igen… Nu hedder det bare leggings og farven hedder coral! 🙈

Har I nogle gode sommerminder?

 

Folkekirken, påske, LEGO og en snak om at være god ved andre

Det er ikke så tit, at jeg skriver om tro her på bloggen, og det fylder heller ikke så meget i min hverdag. Men jeg er døbt og konfirmeret, ligesom mit ægteskab er velsignet i folkekirken og mine børn er døbt. Jeg kan faktisk også godt lide at komme i kirken, hvor jeg altid får tænkt en masse dybe tanker. Desværre er jeg dårlig til at prioritere at komme af sted mere end til de klassiske ‘begivenheder’.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at en gudstjeneste på 60+ minutter ikke altid er det mest børnevenlige. Da jeg havde min datter med i kirke 1. juledag, blev rumpetten roteret nogen gange i sædet, men hun samlede alligevel stumper af præstens prædiken op. Han havde nemlig hørt helligånden julenat, hvilket hun ikke forstod. Så det måtte vi selvfølgelig stille spørgsmål til efterfølgende, hvor hun også fik et godt svar på sit spørgsmål.

Folkekirken

For at åbne kirken for alle var der i år en LEGO gudstjeneste 2. påskedag. Jeg tog min datter med derhen, og allerede på vores cykeltur fik vi os en god snak om påsken, som vi helt sikkert ikke havde fået derhjemme. Der var nemlig ingen (tsk tsk de forældre), der havde fortalt hende, hvorfor vi holder påske. Efter en snak om påske bevægede vi os videre mod andre trosretninger. Hun har flere veninder, der ikke tilhører folkekirken. Det der fylder mest, er, at de ikke spiser svinekød. Vi snakkede om, at de havde en anden slags kirker, og troede på en anden Gud. Og at det var helt ok. Fælles for alle guderne er jo, at man skal være gode ved hinanden.

I kirken var der ‘dækket’ op med en ordentlig bunke LEGO klodser, hvor de fremmødte børn (og deres forældre) kunne forlyste sig gennem hele gudstjenesten. Formålet var et bygge dele af påskens fortællinger. Resultatet blev bl.a. Jesus på æslet Palmesøndag, Jesus og de to forbrydere på hvert deres kors, den sidste nadver og grotten hvorfra Jesus genopstod. Når der var bygget noget, viste præsten det frem for den del af menigheden som ikke sad med næsen begravet i klodser.

Folkekirken

Prædikenen var udskiftet med en æggejagt i kirken, hvor der blev fundet små poser med påskeæg, og vi lærte, hvor de gemmer tal til salmetavlerne, hvor kirkebøssen står, og hvor de har jord til begravelser. Vi lærte også, at man i gamle dage medbagte æg i kirken, som man fik velsignet.

Udover korte påskefortællinger, nadver og fire salmer nåede vi også at synge Lille Peter Edderkop og Op lille Hans. Og så nåede præsten omkring kirkens malerier, som bl.a. viser den sidste nadver og grotten. Efter 45 min bar vi alle LEGO kreationerne ud i våbenhuset, hvor der var kaffe og småkager som altid, men også påskeæg og skumharer.

Folkekirken

Det var efter min mening et rigtig fint arrangement, som jeg godt kunne se os genbesøge. Tak til folkekirken for lidt ‘fornyelse’   😊

Dagens hit og shit #62

Hviledag, kirkegang og familiehygge.

Hit:

  • At det i dag er officiel hviledag i Tour de Jul.
  • At der er kommet Sne – venligst leveret at Jelena aka Iværksættermor (læs indlæg + kommentarer her).

Shit:

  • At være ved kirken 9.52 og konstatere, at gudstjenesten først er kl 10.30.
  • At præsten først ankom til kirken 10.42, da der var problemer med at komme fra den ene til den anden kirke pga. sne…
  • At der ikke var nogen flæskestegsrester fra i går til min flæskestegssandwich i dag. Så det blev en burger med bøf og rødkål… 🙂

image

image

image

image

image

image

Snevejr 25. december 2014.
Snevejr 25. december 2014.

Lignende indlæg:

Hvid jul og hviledag

Julefreden sænker sig – og med et blev alle lyde dæmpet…

Sent i seng, mætte og tilfredse. Sværen blev sprød, og selvom sovsen var tyk, smagten den dejligt. Mandlen blev fundet, sange blev sunget og gaver pakket op. Konfekten blev spist, og mavepinen indtraf…

Morgenstund med det smukkeste snelandskab. Sneen dæmper alle lyde. Kirkegang med ro i sjælen, kælketur og et hvil.

På trods at morgenens første tanker om ikke at røre mere juleknas, har sukkertrangen meldt sin ankomst midt på eftermiddagen, og slikfadet er fundet frem (igen).

Om lidt skal der endnu en gang leges i sneen.

Se det er derfor, at 1. juledag er perfekt som hviledag i Tour de Jul.

image

image

image

image

Lignende indlæg: