Tag-arkiv: Kobberbryllup

Halvvejs mod kobberbryllup

I dag har jeg været gift i 6 år og 3 måneder. Det har min mand også. Så nu er vi halvvejs mod kobberbryllup…

Vi blev kærester i august 2005, og der må siges at være sket meget siden da. De klassiske “begivenheder” som uddannelser, jobs, børn, hus osv. Men også sygdom, abort og trafikuheld har fyldt og kunne have kostet os ægteskabet.

Vi er stadig sammen. Og det gør mig glad. Min mand er min støtte. Både i hverdagen, og når hverdagen rammer os. Han er den, jeg kan vende store og små overvejelser med. Han bakker mig op, når jeg har truffet en beslutning. Og han er nogle gange så stolt af mig, at jeg bliver helt flov.

Men han skubber mig også nogle gange – skubber mig ud til kanten. Men han skubber mig aldrig ud over kanten. Jeg skal selv springe. Når jeg tøver, så hepper han. Det er jeg ham evigt taknemmelig for, for der kommer som oftest noget godt ud af det.

Han har et hjerte af guld og ønsker at gøre verden til et bedre sted. Det er pga. ham, at vi har et fadderbarn. Det er pga. ham, at jeg ikke længere kan gå forbi en sælger uden at købe Hus forbi. Og det er også hans fortjeneste, at jeg i dag (næsten) altid giver drikkepenge. Det er ham, der tager en pose med, så han kan samle affald, når han skal ud og gå. Det er ham, der stiller vand ud til dyrene, og det er ham, der altid slukker lyset efter mig.

Han har det ikke altid let, men selvom han kæmper med sit, så lukker han mig ind, så vi kan gøre det til en fælles kamp. Vi er et team. Både som forældre og som ægtefolk.

Nogle gange kommunikerer vi nærmest mere over mail og sms end rent fysisk. Det er ikke kun praktik, men også små og store drømme og udfordringer. Sådan er vores virkelighed med tre børn, en travl hverdag og travle aftener med madlavning, mad, bad og putning. Men så længe vi kommunikerer, så tror jeg på, at det er godt (nok).

Vi kender hinandens vaner – både de gode og de dårlige. For de dårlige vaner har vi stadig væk. Og vi er ikke blevet glade for hinandens dårlige vaner med tiden, men vi har accepteret dem.

Accept, kys og stædighed – det har nok bragt os til der, hvor vi er i dag. Og selvom vi også vil flytte os i fremtiden, så håber jeg, at det bliver i en god retning. Så kan vi forhåbentligt fejre kobberbryllup om 6 år og 3 måneder.