Tag-arkiv: københavn

En travl uge

Det er søndag, og jeg skuer ind mod endnu en ny uge. Den sidste ‘arbejdsuge’ i 2018. Og hvilken en af slagsen… Vi har heldigvis haft en rolig weekend, så jeg håber, at vi er blevet ladet godt op.

Den kommende fem dage byder bl.a. på følgende ‘arrangementer’, som jeg godt nok har ‘delt’ med min mand:

  • Besøg ved hudlægen med min søn.
  • Besøg ved jordemoderen.
  • Heldagstur til KBH – min sidste flyvetur inden fødslen.
  • Generalforsamling i vores grundejerforening.
  • Indkøb af Cirkus Summarum billetter – plejer at kræve god tålmodighed.
  • Afhentning af vores nye bil!!!
  • Teater i datterens SFO.
  • Forældrekaffe i skolen.
  • Overlevering af opgaver på jobbet…
  • Farvel og på gensyn kage på job. Tror ikke jeg når at bage, så måske det bliver flødeboller…

Bum! Og så bliver det weekend, påskeferie og orlov. Vi skal ned i gear og hygge med familie og venner. Og jeg skal tilbringe en del tid på langs, kan jeg mærke.

Håber I andre får en skøn og måske lidt mindre hektisk uge.

700 g bland selv slik, en tur over Storebælt og britisk stand-up

Fredag eftermiddag pakkede jeg bilen med min mand, vores dyner og 700 g bland selv slik. Så gik turen over Storebælt mod Fields parkeringskælder.

Vi fandt en italiensk restaurant i deres food court, hvor vi nød lidt aftensmad i ‘fred og ro’.  Vi lignede måske ind i mellem sådan et par, der ikke har noget at snakke om, men efter 3,5 timer sammen i en bil, og aftensmåltider der normalt er præget af kaos, var det helt rart bare at spise i ro og mag.

Dernæst gik turen mod Royal Arena. Turens mål var et stand-up show med britiske Ricky Gervais. Det var min mands fødselsdagsgave, som han har kendt til, siden billetterne kom i salg i februar (Han har fødselsdag i morgen). Han er stor fan, mens jeg var på mere ukendt grund. Jeg er generelt glad for stand-up, men har stort set ingen erfaringer med den udenlandske slags. Jeg var lidt bekymret for, om jeg ville forstå det, men det blev hurtigt gjort til skamme.

Jeg må sige, at fredag aften fik Ricky Gervais en ny fan! Hold nu op, han var dygtig. Halvanden time fløj af sted. Der var ikke som sådan nogen rød tråd, men emnerne kom let og elegant – og pointerne var SÅ skarpe. Ham må jeg helt sikkert se igen. Måske bare på tv i første omgang.

Vi overnattede i min venindes lejlighed på Østerbro, og dagen efter serverede hun morgenmad for os i kærestens lejlighed på Vesterbro. Rigtig hyggeligt.

På turen hjemad fik vi næsten spist det sidste slik. Snakket lidt mere uden børnenes normale afbrydelser. Og så sov jeg vist også et kvarters tid.

Det var en skøn tur! Snak, grin, og godt selskab. Tak 😘

En lille status…

Når tiden går med at være mor, sygeplejerske og karrierekvinde, eller…

Nu er dagens hit og shit udgået to dage i streg, for jeg har simpelthen prioriteret det og bloggen ned til fordel for familie og arbejde. Lillepigen er stadig syg, men det går heldigvis bedre.

Tirsdag havde jeg en hjemmedag, hvor jeg både var mor og på arbejde (læs evt. her). Og med en rodet nattesøvn, gik jeg tidligt i brædderne.

Onsdag var en 12 timers tur til KBH. Da jeg nåede hjem kl. 18.30, var jeg “på” over for Lillepigen til hun endelig faldt i søvn 21.30. Og straks derefter gik jeg selv til ro.

Heldigvis har vi haft en god nat, så jeg stod op kl 6 og arbejdede halvanden time. Nu har jeg morgenvagten indtil jeg kører på job kl. 9. Det bliver en kort dag på kontoret, og så må jeg se, om jeg skal arbejde lidt hjemmefra i aften. Det håber jeg ikke, men hellere det end at arbejde i weekenden.

Hav en rigtig god dag.

Det her skilt "fandt" jeg i KBH...
Det her skilt “fandt” jeg i KBH…

Lignende indlæg:

Så går turen østpå…

Velkommen til en lang dag på farten.

Godmorgen!

Jeg skriver dette indlæg ombord på Mols-linjen, for i dag går turen til København (igen). Jeg havde sat vækkeuret til 5.45 og planlagt afgang 6.20. Men ak liiige præcis i dag vågnede Lillepigen kl. 5 og kunne ikke sove igen. Så jeg kom tidligt op – håber energien holder hele dagen alligevel 🙂

I dag står den på “Train the trainers 2”. Og herefter skal jeg sammen med 14 andre trainers gennemføre undervisning for ca. 1.700 ansatte i virksomheden… Så det kommer der nok til at gå lidt tid med i det nye år.

Grunden til at jeg er i bil i dag, er, at jeg efter kurset i København skal direkte videre til Vejle. Vi slutter kl 16, og jeg er inviteret til at være i Vejle kl. 17… Det kan I nok regne ud, at jeg ikke kan nå, så målet er “bare”, at jeg skal nå at få lidt mad og være der inden kl. 19. For kl. 19 starter borgermødet omkrin den nye jernbanebro over Vejle Fjord. Der er booket en sal med plads til 1.100 mennesker, så det er spændende hvor mange mennesker der kommer. Transportministeren kommer i hvertfald – skal jeg få taget et billede? Ej det tør jeg ikke!!! 🙂

 

Fra færgeterminalen i Aarhus. Det er stadig mørkt, så der er ikke nogen billeder fra sejladsen...
Fra færgeterminalen i Aarhus. Det er stadig mørkt, så der er ikke nogen billeder fra sejladsen…
Der kom faktisk lidt lys sidst på turen
Der kom faktisk lidt lys sidst på turen

En tur til København

Arbejde, arbejde, hygge, hotel, arbejde og så ud og se med DSB…

I dag går turen til København. Og jeg er tidligt vågen… Lillepigen kaldte 4.45, og det er ikke lykkes mig at sove siden. Øv bøv…

Dagen i dag skal bruges på hovedkontoret, hvor jeg skal deltage i forskellige møder. Vi har vundet en stor opgave, som vi skal til opstartsmøde ved Vejdirektoratet om onsdag. Jeg skal være assisterende projektleder, så der bliver run på de næste 1-2 år. Møderne i dag er med nogle af de folk, der deltog i tilbudsskrivningen, så vi ligesom kan få alle deres guldkorn med os.

Turen byder på overnatning. Selvom jeg altid savner familien en del, så er en nat helt alene nu heller ikke så tosset.

God dag