Tag-arkiv: kost

Kom, maj, du søde milde!

… gør kroppen atter køn. Og lad ved løb og spisning min numse vokse skøn…

Jeg skal til det igen! Tilbage til at tænke lidt over, hvor meget jeg bevæger mig, og hvad jeg spiser.

Midt i februar udgav jeg dette blogindlæg, hvor jeg fortalte, at jeg vejede 61,3 kg og at målet var at veje 60,x kg.

Marts måned skulle være den måned, hvor jeg nåede mit mål. Der kom fokus på kosten, og jeg fik sat gang i mit løberi. Det kom så vidt, at jeg en fredag i starten af marts løb 6 km for første gang nogensinde ever i hele mit liv. Det var slet ikke meningen, men jeg var så fuld af frustrationer, at mine ben bare løb og løb og løb. Det var den fedeste følelse! Og en kæmpe uventet succes.

Fem dage efter, nemlig onsdag d. 12. marts, vejede jeg om morgenen 60,8 kg. 🍾 Mit mål var nået 💪🏻

Samme aften lukkede vores statsminister landet ned………..

Nu ved jeg jo ikke, hvordan den her nedlukning har påvirket jer andre, men for mig har det været en hård omgang med stress og lange arbejdsdage. Så efter at have haft nogenlunde fokus på kosten den første uge, gik det gevaldigt ned ad bakke. Der var jo påskeæg med marcipan i butikkerne, og det gik jeg ikke ned på 😉 Løbeturene blev nedprioriteret til fordel for arbejde, og sådan gik det også stille og roligt ned ad bakke på den front.

Nu er børnene retur i institution og skole, hvilket frigiver en del tid til mig. I sidste uge åbnede min træner op for udendørs træning, og nu er det 1. maj. Så nu ændrer jeg lige fokus lidt igen. Jeg har tilmeldt mig en challenge hos min træner, hvor jeg skal løbe (eller gå) 60 km i maj måned. (Gisper allerede lidt ved tanken…) Kosten bliver noteret ned dagligt, og så skal jeg tilbage i form og under 61 kg på vægten. Startvægten er 62,1 kg, så det virker muligt, hvis jeg holder fokus. 1-2-3 sæt igang!

1 uge = 1 kg

Det der med at leve lidt sundere og træne lidt mere, hvordan harmonerer det med en uges ferie?

Ikke ret godt for en type som mig 🤣 En uges ferie betød præcis + 1 kg på vægten. Jeg har dog stadig en forhåbning om, at der er bundet lidt væske, så vægten allerede i morgen vil være lidt lavere, men nu må vi se. (Opdatering: dagen efter sagde vægten ‘kun’ +500 g, og tre dage senere +100 g)

Inden vi drog af sted, sagde min træner, at han ikke ville diktere min ferie, men at jeg skulle overveje, om jeg ville smide det væk, som jeg allerede havde opnået. Han opfordrede til en masse gåture, hvilket jeg slet ikke selv havde tænkt på 🙈 Jeg havde bare accepteret, at det med løbesko i tasken ikke ville betyde løbeture for mig.

Hvad håbede jeg så på – og hvad skete der?

  • Gåture hver anden dag. Haha det skete ikke! Jeg kom på én ‘rigtig’ gåtur. Flere aftener sov børnene sent, og om dagen valgte yngstearvingen at han skulle have to lure, mens hans storebror ofte også ‘snød’ sig til en lur (gerne forskudt). Så alting foregik ret meget i hold, hvor den ene voksne havde vagten derhjemme, mens den anden badede, legede eller spiste med den/de vågne børn.
  • Kun én dessert om dagen. Det gik da ok – altså halvdelen af tiden. All inclusive er jo kager, desserter og is til alle tre hovedmåltider + is hele dagen. Og der var både softice, gammeldags og færdiglavede is i fryseren. Og til morgenmad var der churros 😋 Åh gud…
  • Tænk over hvad du drikker! Yes mam! Jeg drak tre sodavand i alt, tror jeg. Friskpresset appelsinjuice til morgenmad hver dag og ellers kun vand og dansk vand. Så det var ok – og jeg følte ikke det store afsavn.
  • Frugt og/eller grønt til alle måltider. Det fik jeg, men jeg spiste alligevel alt for meget mad. Pizza, pommes og jeg skal komme efter dig.
  • Mellemmåltider – er det nødvendigt? Der var fri adgang til mad næsten hele dagen, men jeg klarede mig stort set med hovedmåltiderne. Et par dage fik jeg lidt chips, og en enkelt dag en is.

Så klap på skulderen til mig, for det der lykkedes. Og så kan jeg begynde at overveje, hvordan den kommende sommerferie skal skrues sammen 🙈

Jeg har jo meget materialistisk lovet mig selv en ‘gave’, hver gang vægten viser et nyt og lavere tal foran kommaet. Og nu har jeg hovedkulds forelsket mig i et par dyre sko. Før ferien var der 1 kg, før jeg måtte få dem. Nu er der 2 kg 😢 Det er helt uoverskueligt, og jeg overvejer flere gange dagligt at snyde 🙈 Men skal vi ikke lige aftale, at hvis jeg nu er rigtig god de næste lige knap fire uger før min sommerferie, så er de mine 🤞🏻

Forskud på sommerferien

Vi har taget forskud på sommerferien med en tur til Mallorca. Vi bookede turen allerede i september, så vi har nået at glæde os, og endelig var det tid. Afrejse var kl 7 fra Billund, så vækkeuret ringede kl 3.20…

Nu lakker ugen mod enden, og det er som altid både godt og skidt. Vi vil savne ferie og solskin, men hverdag og rutine længes vi også lidt efter nu.

Jeg skal hjem og have styr på min kost (og træning) igen. Jeg frygter lidt tallene på vægten, for det har været svært for mig at træffe fornuftige valg i all inclusive buffeten. Men jeg har gjort lidt – og det er bedre end ingenting. Yngstearvingen har til gengæld også gjort sit for at tørlægge hotellet for melon, pasta, tomater, isvafler osv. Han er den af børnene, der har spist mest og været mest madmodig – til samtlige måltider. Han er helt upåvirket af alt det ‘kaos’, der er i sådan en buffetrestaurant. Han spiser bare løs. Han burde måske også lige tænke lidt på vægten 🤣

Ferien største irritation har været myg! Jeg blev nærmest spist op en af de første nætter, hvor jeg erhvervede mig 20 myggestik bare på arme og hænder. Derudover blev jeg også bidt lidt andre steder på kroppen 🦟 Ikke særlig rart 🙈

Børnene er fan af poolen, men jeg har alligevel sneget mig i havet tre gange. Altså det ligger 50 m fra poolen… I går havde jeg yngstearvingen med, og han morede sig kosteligt over de små bølger. Med en restaurant ved siden af en pool, har der også være mulighed for at soppe til den store guldmedalje. Eller søppe og suppe som en del af familiens medlemmer siger 🤣

Lørdag går turen mod Danmark (og jeg udgiver dette indlæg). Selvom jeg har nydt ferien og slappet af, så har jeg også været meget på. Min mand har været skidt nogle dage, og børnene har på skift været trætte. Sååå jeg kunne da godt lige bruge en lille ferie alene 🤣 Heldigt at jeg har fri på onsdag.

P.S. Jeg har også kørt hestevogn med ældstebarnet og ‘solbadet’ ved poolen med en sovende 3 årig fordelt over størstedelen af min krop.

Små fif til en sundere hverdag

Indrømmet! Jeg var lige ved at skrive noget med ‘erotisk buttet’ i overskriften, for sjældent har et indlæg fået så mange likes på Facebook og deraf tilhørende mange views på bloggen, som mit indlæg fra i går. Tak for det.

Nå, men det skal ikke handle om buttethed i dag. Jeg har nemlig tænkt mig at rulle mig ud som sundhedsguru 🙈 Wop wop den næste store sundhedsblogger bliver mig…

Igennem den Business Park min arbejdsplads er medlem af, kommer der to gange om året en række gratis sundhedstilbud fra VIA University College. Så da tilbuddet om kostvejledning kom på mail i august/september meldte jeg mig til. Da det er studerende, der øver sig på os, så skal det passe ind i deres kursusforløb, så min første vejledning lå d. 2. december. Pisse fed dato at starte er kostforløb 😝

Mit udgangspunkt var, at jeg gerne ville tabe 3-4 kg og ramme min vægt før graviditet. Jeg var ikke ude efter en kur, men mere lidt vejledning om at leve sundere uden at skulle lave særskilt mad til mig ifht resten af familien.

Jeg mødte en sød kostvejleder-studerende, der slet ikke var kulhydratforskrækket, eller pressede alle mulige regler ned over hovedet på mig. I stedet fik vi en snak om mine kostvaner, og fik os talt ind på nogle små indsatsområder, som jeg kan efterleve i en travl hverdag og især i ulvetimen. Vi aftalte følgende:

  • Når der er rundstykker på arbejdet, så spiser jeg kun et halvt.
  • Jeg kan ikke holde mig mæt mellem hovedmåltiderne, så jeg har investeret i nøglehulsmærket knækbrød, som jeg supplerer mit mellemmåltid (frugt) med.
  • Flere grønsager til aftensmaden og flere grønsager på min tallerken. Dette skal inkorporeres allerede, når jeg laver madplan og indkøbsseddel.

I dag var der så en opfølgende snak. Jo tak! Meget utaknemmeligt at skulle snakke om sin kost den sidste måned, når lige præcis den måned har været D E C E M B E R med al dens mad, sukker og fedt.

De første to opmærksomhedspunkter er gået fint. Det med knækbrøddet er genialt – hurra for at jeg ikke skal fornægte brød. Aftensmaden halter stadig. Og jeg spiser for meget… Så de nye opmærksomhedspunkter blev:

  • I kantinen skal halvdelen af min tallerken være grønt. For ikke at få for meget på tallerken skal jeg lige runde alle buffetbordene og lave en plan, før jeg fylder tallerkenen.
  • Jeg skal fortsat tænke grønsager ind i madplanen, så jeg får flere af dem til min aftensmad. Og så kun en portion til aftensmad (som udgangspunkt).

Bum bum. Små ting som forhåbentlig gør mig lidt sundere. Måske I kan bruge noget af det i jeres hverdag.

P.S. Jeg spurgte også om gode råd til at følge tallerkenmodellen til morgenmad og få mere grønt/frugt. Hun var helt kuul, og sagde at hvis min ene skøbe rugbrød med pålæg gør mig mæt, så behøvede jeg ikke ændre på det.

Sund September og et fif fra Mærsk Mc-Kinney Møller

Godmorgen! Så blev det september, og ja nu er det vist på tide at leve lidt sundt igen… Velkommen til Sund September

Jeg har forsøgt flere gange gennem barslen uden så meget held. Så besluttede jeg, at det skulle sættes igang efter ferien/barslen, men jeg havde nok ikke lige tænkt over, hvor hård hverdagens opstart ville være. Så jeg havde bl.a. ‘behov’ for mit sukker.

Men nu! Nu er E et rigtigt vuggestuebarn og jeg er igang med at arbejde igen. Så nu skal det være.

Jeg var faktisk til et foredrag med en 4 x Mr. Fitness den anden dag. Foredraget hed: Hvordan holder du dig ung og lækker med mindst mulig indsats. Desværre levede indholdet ikke helt op til titlen, men jeg tog da et par pointer med derfra. Bl.a. at man skal have et mål.

Så hvad er mit mål? Tja – flere ting… Lidt balance i kroppen, mere energi, mindre sukkerafhængighed og gerne et lille vægttab.

Det var desværre ikke så konkret, så noget tyder på, at jeg ikke er rigtig motiveret… Nu må vi se.

Sund september

Hvad gør jeg så? Rent praktisk opsætter jeg nogle regler for mig selv. Det er i første omgang følgende:

  • Grønsager til alle tre hovedmåltider. Om ikke andet så en gulerod eller evt. et stykke frugt til morgenmad.
  • Rugbrød til morgenmad på alle hverdage.
  • Et gennemsnit på mindst 8.000 skridt om dagen set over en uge. (Er det mon for lavt sat, hvis det også skal være overkommeligt?)
  • En form for motion mindst to gange om ugen. Drømmer om løbeture eller måske at finde tid/overskud til at cykle på arbejde. Men ellers tæller 150 squat og 12 armbøjninger også.
  • Nej tak til slik, chips og kage i hverdagen – og også de fleste weekenddage. Der er enkelt ‘fridage’, ifht nogle ting jeg er inviteret til. Den første uge er totalt nej tak. Derefter kan der åbnes op for op til 20 g mørk chokolade, ved behov.
  • Mindst 8 glas vand pr. dag.
  • Vitaminpiller hver dag.

Er I andre, der skal være med på Sund September? Og har I andre gode regler, fif eller lignende?

Jeg vil slutte af med et citat fra Mr. Fitness foredraget. Det var eftersigende Mærsk Mc-Kinney Møller svar på, hvordan han i en alder af 96 år, stadig holdt sig fit:

Jeg spiser mig aldrig mæt

Jeg spiser kun til jeg ikke er sulten mere

Så spadserer jeg en halv time hver dag

– Også selvom jeg ikke har lyst.

BUM! Så var det slået fast – det kunne jeg helt sikkert lære noget af.

Vejen til succes med vægttab er: Kost, træning, hvile og VEDHOLDENHED.

Hav en dejlig dag 🙂

Kost-retning og madplan

Hvilken kost-retning følger I hjemme hos jer? Øh ja jo ser du. Tja vi følger… Nå jo vi følger KTF-kuren (KrølToppens Fantasi)

Hjemme hos os er vi ikke specielt fanatiske med mad. I dagligdagen skal det være let, og jeg går ikke af vejen for at lave mad til to dage, få hjælp fra Knorr eller simpelthen servere rugbrød.

Jeg tænker (i perioder) over hvad, og hvor meget jeg spiser. Manden spiser det, der bliver serveret, mens Lillepigen spiser, hvis det passer hende. Herhjemme må man altid få en rugbrød til aftensmad. Og det får Lillepigen tit. Når hun så har spist den, kaster hun sig ofte over det almindelige aftensmåltid – mærkeligt, men vi har valgt at acceptere det.

Jeg laver en madplan for ca. en uge af gangen, som der så bliver handlet til. Jeg prøver at variere lidt, men det er ofte de samme retter, der kommer på igen og igen.

Madplan for en tilfældig uge hjemme hos os
Madplan for en tilfældig uge hjemme hos os

Madplanen der har hængt på emhætten i denne uge sagde:

  • Lør: Hjemmelavet pizza
  • Søn: Jordskokkesuppe med bacon
  • Man: Pastaret med tomatflødesovs, skinke og champignon
  • Tir: Pastaret som mandag (Lillepigen skal til gymnastik)
  • Ons: Take-away fra kantinen på mit arbejde (Det får vi hver onsdag)
  • Tor: Rugbrød/rester/frysepizza (Lillepigen og Manden er alene hjemme)
  • Fre: Karbonader med pommes – blev ændre til rester…

Hvordan ser en normal mad-uge ud hjemme hos jer?