Tag-arkiv: Krimi

Status pt #36

Kladden til den her omgang Status pt. er vist nogle uger gammel. Så der er både nyt og lidt mindre nyt med. Der er et enkelt affiliate link markeret med *

Status pt. er:

  • I maj deltog jeg i en Challenge om 1.500 squat. Det lykkedes!
  • Vi fejrede også min mors fødselsdag, og jeg teasede om en gave, der (måske) var for stor til at være i bilen. Mine søstre og jeg gav en tur i luftballon med os (gavekort*) – og hun blev meget glad!
  • Til min fødselsdag før jul fik jeg et par øreringe af min mand og børnene. Jeg måtte dog konstatere, at mit ene hul er groet til, så jeg fik dem byttet til et tilgodebevis. Nu har jeg købt den fineste halskæde med tre små hjerter med mine børns forbogstaver. Den gør mig meget glad.
  • Jeg grinede lidt af mig selv, da jeg pakkede to bøger med på vores ferie. Men pga. de mange lure, som drengene tog på skift, så fik jeg faktisk læst 1,5 bøger. Fedt!
  • Jeg købte ind til hyldeblomstsaft i starten af juni, og gik ud for at plukke skærme i krattet lige ved siden af vores hus. Der var bare ikke nogen, så jeg ærgrede mig over, at være kommet for sent. Den uge vi var på Mallorca svømmede min Instagram over med folk, der lavede hyldeblomstsaft. Hjemme igen kan jeg konstatere, at nu blomstrer hylden også her…
  • Mine blomstrer er også sprunget ud, mens vi har været væk 🤩 Og mit ukrudt. OMG!
  • Jeg skrev i søndag at 1 uges ferie = 1 kg ekstra. Da jeg vejede mig mandag, viste vægten ‘kun’ + 500 gram. Og i dag onsdag var det + 100 g. Så det er ok!

Boganmeldelse #18 DNA og Hævn

Jeg vil prøve af komme lidt tilbage til boganmeldelserne, omend det måske bliver i en lidt anden (og kortere) form.

Denne anmeldelse handler om de to bøger DNA og Hævn, der er skrevet af Yrsa Sigurðardóttir.

Det er to krimier, der begge foregår på Island. Hovedpersonerne er politimanden Huldar (han har et par titler, jeg ikke kan huske) og så børnepsykologen Freya. Deres veje krydses i begge bøger i mordsager, hvor der er børn involveret som nærmeste vidner eller pårørende.

Selve mordsagerne er spændende med veldrejede plot. Historien er lidt dystert fortalt, som jeg egentlig forestiller mig Island. Og så er Huldar og Freya to ‘ekstreme’ skæbner, der gør, at de hver især har deres at kæmpe med – og at jeg drages lidt af at lære dem bedre at kende.

Hævn blev i 2016 hædret som årets udenlandske krimi af det danske kriminalakademi, så jeg er ikke den eneste, der har fået øjnene op for islandsk krimi.

Den tredje bog i serien udkommer til februar, og den vil jeg glæde mig til at læse.

Vil du høre noget spændende?

Ej beklager den virkelige tarvelige overskrift… Det er nemlig ikke en stor hemmelighed (måske en lille for nogen), som jeg løfter sløret for.

Det spændende der er at høre, er nemlig krimier! Og det er ganske gratis 👍🏻

Landets biblioteker (tør ikke lægge hovedet på blokken for, at det er dem alle), har nemlig en aftale med eReolen om udlån af lydbøger (og ebøger). Det var her jeg startede, da jeg for halvandet års tid siden begyndte at høre lydbøger. Og det er her, jeg stadig hører alle mine lydbøger. I starten irriterede det mig meget, at jeg ikke kunne låne de nyeste bøger derinde, men nu har jeg efterhånden fundet rigtig mange gode krimiserier, og så låner jeg bestseller listen som fysiske bøger på biblioteket.

På eReolen fungerer det sådan, at bøgerne er delt op i to kategorier. Dem der er begrænsning på, og dem der er frit udlån af. Det afhænger af din kommune, hvor mange bøger med begrænsning du kan låne pr. måned. Heldigvis er der mange af de krimier, som jeg anbefaler herunder, der er med frit udlån. Bøgerne du låner, kan du enten høre online eller downloade til telefonen, så de kan høres på flyveturen eller i udlandet.

Herunder tips til gode krimiserier. Istedet for at skrive alle titler, har jeg blot henvist til forfatterne, som man nemt kan søge på inde på eReolen.

Sofie Sarenbrant: har bl.a. skrevet en krimiserie om den kvindelige politibetjent Emma Skjöld, der involveres i en masse spektakulære drabssager. Bøgerne er meget ‘letlæste’, men til tider er plottet også lidt fantasifuldt 😉 Derudover har samme forfatter skrevet krimien uge 36, om en gravid kvinde der forsvinder, samt en efterfølger der pt. ikke er tilgængelig på eReolen.

Helle Vincentz: har skrevet nogle virkelige fantastisk krimier, hvoraf hendes triologi om juristen Caroline Kayser er at finde på eReolen. Caroline har SÅ meget at bevise over for sin far, at hun over tre bøger påtager sig at rejse ud i verden for at løse vanskelige opgaver for sin arbejdsgiver. Tro mig – det er ikke småting, hun bliver involveret i, men virkelig spændende læsning, hvor plottet først åbenbarer sig sidst i fortællingen.

Michael Katz Krefeld: har skrevet en længere række af dystre krimier, hvor den tidligere politibetjent Ravn påtager sig mere eller mindre umulige efterforskningsopgaver som ‘privatdetektiv’. Ofte har mysterierne spor tilbage i tiden, og han hvirvles ud i en række voldsomme situationer. Som ofte set før, så drikker vores hovedperson til tider lidt for meget, og har ikke styr på sit liv, men jeg fatter virkelig sympati for Ravn, og de ar han har på sjælen. Hør dem!

Jørn Lier Horst: har skrevet en ret lang krimiserie om politikommissæren William Visting og hans datter journalisten Line Visting, der gang på gang krydser hinanden veje – og hjælper hinanden – i drabssager af den ene eller anden art. Jeg er kun nået til bog to, så jeg kan ikke give et samlet overblik, men indtil videre er jeg godt underholdt, og tænker at jeg hører serien færdig.

Linda Castillo: har skrevet en række krimier, der foregår i amish samfundet i USA  Hun er politibetjent, men er opvokset som amish, og står derfor ofte over for at skulle forsøge at bygge bro i de drabssager, der involverer amish samfundet. Jeg har skrevet lidt om serien på bloggen tidligere, læs evt. her.

Fælles for alle forfatterne er, at deres bøger selvfølgelig også kan læses som helt almindelige fysiske bøger. Ofte skal man have fat i en fysisk bog, hvis man skal læse den nyeste bog i serien, men det er også ok for mig, hvis jeg har hørt de foregående 4-5 bøger, når jeg kører bil, slår græs eller lægger vasketøj sammen.

Ti ting du (måske) ikke vidste om mig

I bedste bloggerstil har jeg samlet ti mere eller mindre tilfældige facts om mig. Noget af det ved du måske allerede, men sådan er livet jo 😉

  1. Uanset hvilket barn jeg putter, så er den putning min mand er igang med overstået først 9 ud af 10 gange…
  2. Jeg er totalt A-menneske. Det har jeg nævnt før, men pt. har jeg fået en vane med at sove omkring 21.30. Og så vågner jeg altså før vækkeuret ringer kl 6.
  3. Tæerne på min venstre fod starter ‘før’ end på den højre. I ‘åbne’ sko kan man altid se revnerne på den venstre, men sjældent på den højre.
  4. Jeg elsker krimier, men lige pt. er jeg faktisk igang med Blækhat af Sissel-Jo Gazan. Den er yderst velskrevet, men altså 500 sider uden et mysterium – det er lidt hårdt…
  5. Jeg savner Miracolis lasagne!
  6. Jeg mangler to gaver til børnenes pakkekalender. Hvis alt andet glipper, så får de slik 😉
  7. Jeg er ofte håbløst bagud med vasketøjet. Det bliver vasket, men kommer ikke rigtigt ud i skabene. Så når min datter dukker op i tynde gamacher og hjemmestrikkede sokker på en kold novemberdag, så er der virkelig lavvande i hendes tøjskab.
  8. Jeg skriver de fleste af mine blogindlæg på telefonen.
  9. Hver weekend laver jeg en ugeplan for den kommende uge. Den indeholder hele familiens aktiviteter, madplan samt mine egne ‘opgaver’.
  10. Nu sover min søn! Og jeg er først færdig med at putte – for min datter sover slet ikke hjemme. 😝