Tag-arkiv: kvibdefodbold

5 år med Krøllerier

F E M år!

Jeg siger det bare. Så længe har jeg skrevet her på Krøllerier.

Mit første indlæg blev udgivet d. 12. oktober 2014, og var blot en info om, at nu var bloggen oprettet på Bloglovin. Dagen efter kom det første rigtige indlæg, som kan genlæses her.

Men altså den halvrunde fødselsdag kom lidt som en overraskelse for mig, og jeg har slet ikke tænkt i nogen særlig form for fejring – hverken for mig eller jer.

Inspireret af hvordan Sneglcille så tilbage efter syv år med sin blog, vil jeg forsøge mig på samme måde. Det betyder, at jeg hver måned vil se tilbage på de sidste fem år i lige præcis den måned samt linke til et enkelt indlæg fra hvert år. Og vi starter med oktober lige her!

I 2014 var bloggen som sagt helt ny, og jeg famlede lidt med at finde retning på det hele. Jeg skrev flere indlæg om mit arbejde og min vej med at vælge uddannelse. Jeg skrev også indlægget om, hvordan en karrierekvinde går klædt. (kjolen på billedet har jeg stadig, om end jeg synes, den er blevet lidt kort) Det er lidt sjovt at læse her fem år efter, for min tøjstil er faktisk blevet med endnu mere pænt tøj, kjoler og høje hæle.

Året efter havde jeg faktisk en længere blogpause. Jeg mener, at det blev 9 – 10 måneder, og det er også lidt derfor, jeg føler, det er lidt snyd, at skrive, at jeg har blogget i fem år. Men faktum er, at jeg i oktober 2015 var temmelig højgravid.

I oktober 2016 var vi åbenbart meget syge hjemme hos os. Lidt på skift og på samme tid. Så det fylder en del i indlæggene. Jeg har trukket et indlæg frem om at træde vande (og bede om hjælp).

Oktober 2017 bød på første efterårsferie med et skolebarn og en del sygdom. Det var også her, at kvindelandsholdet i fodbold fik aflyst til en kvalifikationskamp pga. uenigheder med DBU. Det skrev jeg et indlæg om. Det er tankevækkende, om tingene reelt har ændret sig, nu hvor der er slutrunder på dansk grund i sigte.

Når jeg læser i arkivet fra oktober 2018 bliver sygdom nærmest ikke nævnt. Til gengæld fylder børn, familieliv og guldkorn en del. Jeg vaklede mellem to indlæg, men har valgt at dele det her om at gemme de gode stunder.

Kunne I huske nogen af indlæggene?
Om ikke så længe ser vi tilbage på november.

Kan vi lige tale lidt om kvindefodbold…

Altså kan vi lige tale lidt om kvindefodbold. Om succes. Om krav. Og om offentlige konflikter.

Jeg var en af dem, der tidligere på året, fulgte med i og nød kvindelandsholdets succes. Og her taler vi altså fodbold, hvor man ‘altid’ kun har snakket om herrernes succes og til tider mangel på samme.

Kvinders sølvmedaljer blev fejret på behørig vis, og de fik efter min mening den hæder og ære, som de fortjente.

Men herfra gik det galt. Deres succesfulde træner stoppede. I offentligheden ved vi vel egentlig slet ikke hvorfor. Og det er fair nok! Forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager er jo ikke offentlige, bare fordi der er tale om en stilling i en ‘offentlig position’.

Så skulle kvinderne forhandle en ny ‘overenskomst’ med DBU. Og hvilket tåkrummende mareridt vi er blevet vidne til. En del foregår bag lukkede døre, men begge parter flager også i offentligheden. Jeg har meget svært ved at dømme i konflikten, da stridspunkterne jo ikke umiddelbart er offentligt kendte. Jeg gør mig ikke til dommer over, hvem der har ‘ret’ i konflikten, men gennem medierne er det spillerne, der har præsteret at opnå min sympati… Nogle siger dog at spillernes forhandler kræver for meget. Andre siger at DBU negligerer forhandlingerne.

Summen er dog bare, at en vigtig landskamp er blevet aflyst. En aflysning vi endnu ikke kender omfanget af. Vi kan forvente sanktioner fra UEFA… Det er brandærgerligt. Især fordi det kan få betydning mange år ud i fremtiden. Det er lige nu, at vi har et talentfuldt hold…

Når det er sagt, så vil jeg også rose spillerne. Hvis de mener, at deres krav er så væsentlige, at de er værd at aflyse en landskamp for – ja så kæmper de ikke kun for sig selv, men i høj grad også for kommende generationer.  Og det har min største respekt. Søstersolidaritet, kvindekamp osv. har ikke levet forgæves.