Tag-arkiv: lagkage

Forsinket fødselsdag og lutter lagkage

Ældstebarnet fyldte 8 år en tirsdag i december. Ugen op til var yngstearvingen syg, så mine kræfter gik med at have styr på ham, og få styr på weekendens fejring for 18 familiemedlemmer. Inden gæsterne var ud af døren, havde fødselaren og jeg selv også feber. Så søndag var overskuddet til at planlægge fødselsdagen for veninderne to dage senere stort set ikke eksisterende. Den endte dog også med at blive aflyst, da alle tre børn var syge.

Men fødselsdag skulle der være, så vi havde inviteret alle pigerne fra klassen til i dag. Der var udsendt skoldkoppeadvarsel, men de mødte heldigvis alle op alligevel.

Programmet var simpelt, og havde faktisk ikke krævet den store forberedelse af mig – indkøb og oprydning. INGEN madlavning på forhånd! Programmet var lagkage og film.

I tre hold af tre personer skullet pigerne lave deres egne lagkager. Jeg havde købt diverse cremer, mousser, fløde, frugt, rutebiler, chokoladeknapper og krymmel. De gik til opgaven med stor begejstring og fik lavet nogle ret fine lagkager! Og de grisede faktisk nærmest ikke.

Bagefter satte vi en film på, som vi havde lånt på biblioteket, og så gik de ellers lidt til og fra de næste halvandens times tid. Jeg servicerede med toast, popcorn, slik, cola og rød sodavand.

Efter filmen var forældrene inviteret til kaffe inden afhentning. Det var der nogle stykker, der benyttede sig af, og det var nogle meget stolte piger, der serverede lagkager for deres forældre!

En dejlig dag hvor jeg var på i køkkenet i de timer, det varede. Men ikke havde det store arbejde hverken før eller efter. Det vil jeg lige prøve at huske på næste år, når jeg (igen) overvejer skattejagt, quiz og avanceret hjemmebag.

Jeg har….

Jeg har stegt 1 kg bacon. Bagt 24 boller og skåret frugt til en stor skål med frugtsalat og chokolade. Så har jeg stegt knap 40 pandekager og lige så mange pølser. Dertil er 20 æg blevet til røræg efter en tur på panden

Bønnerne var fra en dåse. Rugbrødet var fra bageren. Og så havde min søde svigermor bagt kagemand og min søde mor lavet lagkager.

Med andre ord har vi fejret 2 års fødselsdag med brunch og eftermiddagskaffe. Alle blev vist mætte. Gaverne var gode og børnene så ud til at hygge sig.

Køleskabet er nu fyldt med lagkage og pandekager, men min mave kalder på en bolle med smør. Jeg ved endnu ikke, hvad aftensmaden byder på, så måske jeg bare skal spise en bolle og se tiden an.

Det har været en dejlig dag! Og selvom gæsterne kom ‘allerede’ 10.30, så slap jeg gennem morgenen uden stress.

Nu sidder vi alle fire på sofaen. Vi er trætte. Og vi sidder med hver sin skærm. Jeg forudser, at aftenen bliver ganske rolig.

Hav det godt derude.