Tag-arkiv: Laksetærte

Laksetærte med spinat – en opskrift

Den anden aften lavede jeg en lækker laksetærte med spinat. Dertil kunne jeg have serveret en grøn salat og et hjemmebagt flute. Men det blev bare til et flute fra Bilkas bager 😉

Tærten er også fantastisk lækker til en frokost, og jeg er også fan af den kold.

Opskriften på laksetærte:

Tærtedej:

  • 175 g mel
  • 75 g smør
  • 1 spsk sukker
  • 1/2 tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 æg
  • 1-2 spsk koldt vand

Fyld:

  • 250 g frossen spinat (optøet)
  • 250-300 g røget laks
  • 2,5 dl piskefløde
  • 3 æg
  • Salt og peber

Mel, smør, sukker, salt og bagepulver røres. Tilsæt ægget og dernæst den nødvendige mængde vand. Det hele æltes sammen til en rimelig fast dej. Dejen sættes på køl i en ½ time.

Smør en tærteform og pres dejen fra midten ud mod tærteformens kant. Dejen prikkes med en gaffel og stilles på køl, mens fyldet forberedes.

Laksetærte

Overskydende vand presses fra det optøede spinat. Æg, fløde, salt og peber piskes sammen. Spinat, laks og til sidst æggemassen fordeles over tærtebunden.

Laksetærte

Bagetid: Ca. 30 min. ved 200 grader midt i ovnen eller til æggemassen er stiv og let gylden.

Velbekomme 🙂

Laksetærte