Tag-arkiv: Lillebror

Guldkorn fra min søn

En gang delte jeg jævnligt min datters guldkorn, men det er som om, de ikke længere kommer væltende. Hun er jo også stor nu. Men så er det godt, at lillebror på 2,5 år er godt i gang med at underholde med jævnlige guldkorn. Herunder har jeg samlet et par stykker.


E: Hvis man slår sig, skal man have klistermærker på!


Hjem-is bilens klokke lyder i nærheden.

E: Mor mor nu kommer ice cream bilen 🙂


Min søn sidder med Bedstes iPhone.

E: Bedste er der Youtube på din telefon?

Bedste: Nej. Det er så moderne. Jeg er jo gammel.

E: Er du gammel?

Bedste: Ja, jeg er gammel.

E uden tøven: Mor er også gammel!

Tak…


Min søn er klar til vuggestue med både solbriller og kasket. Jeg siger: Du er da ikke til at skyde igennem.

Han løfter fingrene som en skyder og siger: Se mor – jeg har lige skudt igennem. 😂


Det er første morgen efter sommerferien.

Mig: Du skal i vuggestue i dag.

E: Mor jeg bliver bare hjemme!


En morgen hvor jeg skulle aflevere begge børnene, satte vi min datter af på ‘Kys og kør’ (parkeringspladsen), så hun selv kunne gå ind. Da jeg havde hjulpet min søn ud af bilen ovre ved vuggestuen, sagde han: Mor du behøver ikke gå med ind!

(Jeg gik med ind – nogen skulle jo åbne den børnesikrede dør)


Min søn skal snart starte i børnehave, og vi har talt lidt om, at først går man k vuggestue, og når man har gået i børnehave, så skal man gå i skole.

I dag har han for første gang været på besøg i børnehaven, og da jeg hentede ham, spurgte han mig: Må jeg komme i skole nu?

Velkommen til Lillebror

På Store bededag d. 27. april kl. 18.49 kom Lillebror til verden.

Han er stor, stærk og lækker fordelt på 4.510 g og 55 cm. På trods af størrelsen blev det til en hjemmefødsel, mens de to storesøskende var til konfirmation – perfekt timet.

Nu slapper vi af og lærer hinanden bedre at kende – alle fem. Og så vender jeg tilbage senere med en fødselsberetning, et navn og sikkert lidt billedspam.

Hav det godt så længe.

Graviditets-skriblerier #21: Det var jo i dag, jeg ville føde…

Hmm så ramte vi onsdag. Fem dage over termin og DEN dag, jeg havde planlagt at føde. Dagen er selvfølgelig lang endnu – 12,5 timer for at være præcis, men på nuværende tidspunkt er der ingen tegn i sol og måne om, at det skal blive i dag. Min mand har ellers sagt, at han har tid efter kl 14 og frem 🙈 Tak skat.

I fredags da jeg ramte termin, var alt jo ‘godt’, men da jeg vågnede lørdag var alt noget lort. Jeg havde SÅ ondt i mit bækken, og det med at stå, sidde og gå skulle virkelig begrænses. Det er bedre nu, men jeg bruger stadig det meste af dagen liggende. Kedeligt! Det betyder også, at jeg er stoppet med mit redebyggeri, og vi derfor må konkludere, at reden er bygget færdig i denne omgang…

Jeg var til jordemoder i går. Hun var optimist for en snarlig fødsel, men det er vist en del af hendes job, når hun møder ‘fortvivlede’ gravide. Status er, at Lillebror står fast i bækkenet, hvilket formentlig forklarer mine smerter dernede. Vægtskøn lød på 4.200 g, hvilket er ok. Jeg har stadig livmoderhals, men er ca. 3 cm åben. Til slut fik jeg en hindeløsning (de nysgerrige må selv google – det er på eget ansvar), som jeg her et døgn efter, må konstatere ikke har haft effekt. Jeg har haft skide ondt, jo, men ikke fået veer.

Da jeg fik min datter, fik jeg veer 8 dage efter termin og fødte 9 dage over termin. Dvs. det er i weekenden. Det klamrer jeg mig lidt til, for det er snart.

Tror bare jeg melder ‘Over and out’ nu.

Nu har vi kun to navne tilbage…

Snakken om navne har bevæget sig, og vi har nu short-listet to navne, som vi begge kan lide. Og dem lader vi nok lige stå og summe.

Men hvad skal Lillebror ikke hedde?

Han skal ikke hedde Theo, Otto eller Karl.

Heller ikke Norr, Frej eller Sune.

Isak, Birk, Aske, Eske eller Ebbe bliver det heller ikke.

Gorm, Odin eller Thor er heller ikke aktuelt.

Og dem som foreslår Ivar, må jeg også skuffe. Ligesom Ivan, Tage og Erik ikke går, da mine farbrødre hedder sådan.

Men jeg vil gerne afsløre, at begge navne har 4 bogstaver. Det er drengenavne, og så må I vente med resten.

Hvis I gætter, skal i ikke regne med at få andet end smileys retur fra mig 😊

Hvad skal barnet hedde?

Det der med et navn, er faktisk noget, der begynder at fylde lidt hjemme hos os. Og omvendt er det ikke noget, vi snakker så meget om… Så jeg ved ikke helt, om vi er det rigtige sted i processen 😉

Min datter er opkaldt efter min mands Bedste. Hun har et smukt klassisk navn på fire bogstaver.

Da vi ventede min søn, var det mig, der også ønskede at hans navn skulle være på fire bogstaver, og vi endte igen på et klassisk navn.

Tilfældigvis starter begge børn nu også med en vokal. Så især jeg har gjort mig en del overvejelser om, hvad jeg egentlig vil stille som ‘kriterie’ for det navn vi skal finde til vores nye lillebror. Det kan f.eks. være nedenstående eller en kombination:

  • Fire bogstaver
  • Starte med vokal (en anden end de to, vi allerede har benyttet?)
  • To vokaler og to konsonanter

Vi er blevet enige om, at vi i første omgang leder efter et navn med fire bogstaver. Det specifikke navn er vi dog ikke enige om…

Jeg har forsøgt mig med Ebbe, men det var et klart nej fra min mand. Han har forsøgt med Karl, men der må jeg sige nej tak… Min datter siger Otto (eller Alfred), hvilket vi heller ikke er helt lune på, selvom det vist bliver mere og mere populært.

Men der er stadig navne på listen, så mon ikke vi når til enighed inden alt for længe. 💙

Fantastiske navne til søskende har jo tidligere været et tema. Læs mere her, her og her

Et nyt kapitel i Lillebrors liv

I starten af april blev Lillebror 5 måneder, og sidste uge bød på flere nye ting i Lillebrors liv.

Den største forandring for E var nok, at vi sidste mandag begyndte med grød. Det gik fint nok de første tre dage. Hans instinkt siger, han skal åbne munden, og han vil meget gerne selv tage skeen og føre ind i munden. Så lidt gled der ned. Derefter lærte han, at spytte grøden ud igen, så siden har han ikke spist grød overhovedet. Men vi fortsætter da bare med smagsprøver og mælkebar… Han skal bare se at komme igang, for når han rammer 7 måneder, tager jeg væk fra ham i 1½ døgn… Og selvom han sikkert vil savne mælkebaren, skal jeg være sikker på, at han kan spise lidt fastere føde og drikke af en kop!

I sidste uge var det også tid til 5 måneders undersøgelsen ved lægen. Emil havde feber (igen), så vaccinationen har vi tilgode til denne uge. Men ellers blev han målt og vejet. Han er nu 71 cm og 7,7 kg. Det er længdemæssigt to kurver over gennemsnittet, mens det vægtmæssigt er lige på gennemsnitskurven. Det var lægen ikke helt tilfreds med, da han så er faldet en del vægtkurver siden fødslen. Det har sundhedsplejersken tidligere også holdt øje med til diverse kontrolvejninger. Så nu skal han lige kontrolvejes igen….

Lillebror

I sidste uge besøgte vi også vuggestuen i den integrerede institution, hvor A går. Vi er MEGET i tvivl, om vi skal søge plads til ham der, eller i en dagpleje. A gik i dagpleje, og det var vi SÅ glade for. Vi fik en fantastisk dagplejemor, der virkelig var dygtig og god for A. Rent logistisk ville det bare være nemt, at have Lillebror og A i samme institution – og så fik vi også et positivt indtryk i vuggestuen. Så vi overvejer. Opvejer fordele og ulemper. Tænker osv. Beslutningen skal træffes i den kommende tid, da vi skal søge plads senest 3 måneder før, vi skal bruge den.

Ellers må jeg sige, at han er en glad dreng, der dog helst vil være ved sin mor, når han ikke er de hjemlige rammer. Han elsker sin storesøster, og så kan han godt lide at se tv… Tsk tsk. Ham skal vi nok få en god dreng ud af.

Lillebror

 

 

Kontrolvejning af Lillebror

I starten af ugen var jeg til kontrolvejning med Lillebror igen. Han var en stor dreng, da han blev født med en vægt, der lå 2½ kurve over gennemsnitskurven. Efterfølgende er han dog faldet lige så stille.

Da sundhedsplejersken var forbi for fire uger siden, bad hun om, at vi kom til åbent hus ved sundhedsplejeskerne til en kontrolvejning to uger senere. Den viste endnu et fald på kurverne, så vi måtte af sted igen i denne uge. Igen var der et lille fald. Sundhedsplejersken var dog ikke bekymret. Lillebror spiser godt, er glad og ser sund ud. Hendes bud er, at han blot er ved at finde et “naturligt” niveau for sin vægt.

Længdemæssigt lå han to kurver over gennemsnittet ved sin fødsel – det gør han fortsat. Så måske ender han med at blive en lang ranglet fyr 🙂

14 uger gammel kan han prale af 7,1 kg og 66 cm.

Nu er der ikke “booket” flere kontrolvejninger, men om en måned skal jeg igen til åbent hus ved sundhedsplejerskerne, så der får jeg ham nok vejet og målt igen. Jeg er jo lidt nysgerrig 🙂

image