Tag-arkiv: Løbe

Kom, maj, du søde milde!

… gør kroppen atter køn. Og lad ved løb og spisning min numse vokse skøn…

Jeg skal til det igen! Tilbage til at tænke lidt over, hvor meget jeg bevæger mig, og hvad jeg spiser.

Midt i februar udgav jeg dette blogindlæg, hvor jeg fortalte, at jeg vejede 61,3 kg og at målet var at veje 60,x kg.

Marts måned skulle være den måned, hvor jeg nåede mit mål. Der kom fokus på kosten, og jeg fik sat gang i mit løberi. Det kom så vidt, at jeg en fredag i starten af marts løb 6 km for første gang nogensinde ever i hele mit liv. Det var slet ikke meningen, men jeg var så fuld af frustrationer, at mine ben bare løb og løb og løb. Det var den fedeste følelse! Og en kæmpe uventet succes.

Fem dage efter, nemlig onsdag d. 12. marts, vejede jeg om morgenen 60,8 kg. 🍾 Mit mål var nået 💪🏻

Samme aften lukkede vores statsminister landet ned………..

Nu ved jeg jo ikke, hvordan den her nedlukning har påvirket jer andre, men for mig har det været en hård omgang med stress og lange arbejdsdage. Så efter at have haft nogenlunde fokus på kosten den første uge, gik det gevaldigt ned ad bakke. Der var jo påskeæg med marcipan i butikkerne, og det gik jeg ikke ned på 😉 Løbeturene blev nedprioriteret til fordel for arbejde, og sådan gik det også stille og roligt ned ad bakke på den front.

Nu er børnene retur i institution og skole, hvilket frigiver en del tid til mig. I sidste uge åbnede min træner op for udendørs træning, og nu er det 1. maj. Så nu ændrer jeg lige fokus lidt igen. Jeg har tilmeldt mig en challenge hos min træner, hvor jeg skal løbe (eller gå) 60 km i maj måned. (Gisper allerede lidt ved tanken…) Kosten bliver noteret ned dagligt, og så skal jeg tilbage i form og under 61 kg på vægten. Startvægten er 62,1 kg, så det virker muligt, hvis jeg holder fokus. 1-2-3 sæt igang!

Når jeg har født… Så vil jeg være stærk

Annonce

Måske nogen af jer kan huske, at jeg i mine intentioner for 2018 skrev, at jeg gerne ville være stærk igen. Selvfølgelig vil jeg gerne tabe mig efter graviditeten, men det vigtigste er at få en stærk krop.

Om det er fordi  foråret er begyndt at vise sig (se bort fra sneen, der fortsat driller), eller om det er den snarlige fødsel, ved jeg ikke. Men faktum er, at jeg efterhånden føler et større og større ønske om at røre mig og motionere. Tragisk nok så skriger min krop på mere og mere hvile, og de fysiske udfoldelser skal virkelig begrænses til en kort tur i Netto eller lignende. Ikke noget der normalt får pulsen op, men i disse dage kan det faktisk godt 😉

Jeg savner min udendørs bootcamp træning, og jeg savner mine løbeture, men jeg ved godt, at det ikke lige bliver det første, jeg kommer i gang med. Både fordi min krop (underliv) ikke kan holde til det, og fordi jeg gerne vil være sammen med mine andre børn, når babyen sover eller underholdes af far.

Fitness

Husmoder fitness

Jeg forestiller mig istedet lidt husmoder fitness hjemme på stuegulvet. Tænker at det i første omgang bliver med fokus på underliv, og så styrketræning i det tempo kroppen bliver klar. Jeg har efterhånden trænet i mange år, så jeg har en ide om, hvad jeg kan kaste mig ud i – og ellers er jeg sikker på, at der er masser af inspiration på nettet eller i materiale fra biblioteket.

Tøj er underordnet, når jeg træner derhjemme (og jeg har virkelig meget lækkert, som jeg forhåbentligt snart kan passe), men jeg overvejer at opgradere lidt af mit fitness udstyr. Og her kommer Billig Fitness ind i billedet. De har alt, hvad jeg har behov for, og med koden EASTER10 får jeg 10 % i rabat på mine køb i påsken.

Det jeg lige pt. har i min virtuelle indkøbskurv er en fitness måtte. Jeg er så træt af, at bruge et gammelt liggeunderlag, så det bestiller jeg helt sikkert. Derudover tænker jeg også, at nogle elastikker er en god ‘blid’ start. Dem jeg har/havde er møre og sprunget. Derudover så overvejer jeg en Kettlebell, men ved ikke om det er for ambitiøst i denne omgang. Jeg har et sæt håndvægte på 3 kg og en bodybar på 7 kg, så jeg kan måske starte ud med det. Nu må vi se – jeg har jo hele påsken til at overveje 😊

En EGO uge er gået…

Så blev det mandag. Jeg har været tilbage på job. Bag mig ligger fire ugers brugt ferie. Den sidste uge har været min ego-ferie. Den gik godt nok stærkt!

Min liste over projekter var lang, og jeg skulle gentage flere gange for mig selv, at jeg også skulle sørge for at lave afslappende ego-ting.

Der blev malet en dag, men vejret tillod ikke, at det blev malet igen i denne omgang.

Der blev knækket led og spist brunch med mine dejlige søstre.

Der blev løbet korte ture i både aftensol og regnvejr. Men hjemmetræning på måtten, det sprang jeg over.

Der blev skrevet blog-indlæg til den store guldmedalje. Kameraet blev fundet frem. Der blev også lavet andre praktiske ting ved computeren, bl.a. lidt arbejde ifbm. vores lejlighed og min bestyrelsespost i fondsbestyrelsen.

Græsset blev slået og gødet – inden regnen kom. Så nu kan vi nok forvente et øget vækstniveau og behov for græsslåning.

Mit tøjskab blev sorteret igennem, og jeg fik besøgt en tøjbutik i mit lokalområde, som jeg længe har haft lyst til at se. Der kommer jeg helt sikkert igen.

Jeg fik lagt neglelak, hårkur, ansigtsmaske og ordnet øjenbryn. Så klar-parat job.

Og da jeg nåede til fredag, stod der både havearbejde og træning på min to-do. Jeg mærkede godt efter i maven, og stregede dem over. Så fredag gik med andre sysler. Sidste chance for ego-tid.

Det har været en skøn uge. Og pludselig drømmer jeg om en ugentlig fridag. Noget jeg aldrig har drømt om før. Men lad os nu se, når jeg er tilbage på mit arbejde, som jeg elsker – så kan det være drømmen ligeså stille siver ud 🙂

Om at acceptere at lidt er bedre end ingenting

Hvad tænker du, når du ser en motionist, der løber forbi dig?

Jeg tænker ofte noget a la: Sejt. Gid det var mig. Wow han/hun løber hurtigt. Fedt tøj. Det ser godt nok hårdt ud. Godt kæmpet osv osv.

Jeg tænker aldrig: Der ligner godt nok en kort tur!

Så hvorfor mon, jeg har så svært ved at acceptere, at det er helt OK at løbe 2,5 eller 3 km?

Ja, det kan virke lidt åndssvagt først at iklæde sig et smart polyester outfit, for så kun at løbe i 15-20 min, hvorefter det smarte polyester outfit kan fylde op i vasketøjskurven, og man har behov for et bad. Det er da ret meget at gøre ud af en ret kort træning, tænker jeg…

Som tidligere skrevet lever jeg pt. efter mit eget lille regelsæt, som bl.a. dikterer motion to gange om ugen og lidt fysisk aktivitet hver dag. Jeg kæmper en del med at acceptere, at deres ok at løbe 2,5 km. I min lille hjerne kan man nærmest ikke forsvare at løbe under 5 km. Men hey det kan man godt! 2,5 km er faktisk mange gange bedre end at løbe 0 km!

Og heldigvis er der et par søde kvinder i mit nabolag, som er friske på at løbe 2,5 km. Og når man er flere, så er det hele meget nemmere og meget sjovere. 😊

Det er blevet tid… #1

Det er blevet tid, til året der gik i Bloggerverdenen, og selvom min blog er lille, har jeg bestemt ikke tænkt mig, at holde mig tilbage 😉 Mine skriblerier blev dog så lange, at jeg har opdelt dem i to indlæg – så er der en chance for, at I når til enden.

I januar havde bloggen pause, og jeg driblede rundt derhjemme på barsel. Men midt i januar fik jeg den idé at starte med at blogge igen. Og som relativt nybagt mor til to, reflekterede jeg (brokkede?!) lidt over rodet søvn.

Da vi nåede februar, stod den på barnedåb hjemme hos. Jeg var bl.a. i IKEA, lavede kiksekager og lagde planer. Jeg begyndte også at dele nogle af As guldkorn, og reflekterede efterfølgende lidt over at skrive om mine børn på bloggen.

I marts skiftede vi til sommertid, og der var ikke specielt populært. Tøjskeletterne væltede ud af mit skab, og jeg måtte en tur forbi Børnemodtagelsen på Skejby Sygehus med en syg dreng.

April gav jer et sjældent indblik i min modelkarriere. Jow jow det var eksklusive billeder. Jeg gik også igang med min løbeudfordring, og brokkede mig over alle mine kasketter på Hotel Mor.

Det var i maj, at jeg var involveret i et harmonikasammenstød, hvilket krævede en ny bil, så jeg ‘morede’ mig lidt over de ting, som bilsælgere åbenbart siger. Jeg gennemførte også den berømte trampolintest og startede en lille føljeton med seje iværksættere.

I juni efterlod jeg min baby derhjemme og drog med spændte bryster til Hamburg. Jeg gennemførte også min løbeudfordring og skrev lidt om, hvorfor vi sparede sådan på solcremen. Og så købte jeg badeshorts til min datter.

Det var vist nok for denne gang. Følg med så kommer de sidste seks måneder inden for et par dage.

Ugen der gik #17 og status på Sund September

I ugen der gik, har jeg bl.a.:

  • Været til ørelæge med A. Det blev så mit eneste “kig” på Aarhus Festuge i år. #kedeligtype
  • Leget “Sonofon godaften” på jobbet. Hurra for videomøder når kollegerne sidder i Vejle og KBH.

image

  • Været til foredraget: “Sådan holder du dig ung og smuk – med mindst mulig indsats”. Og desværre følt mig lidt snydt over indholdet… 🙁
  • Heldigvis har de en skøn udsigt fra 15. sal – selv på toilettet.

image

  • Lært lidt om, hvornår A lærer at høre efter – og konstateret, at man ikke spiser ret meget yoghurt med en pind.
  • Været på skolevejsbesigtigelse og nydt en skøn solstråle.

image

  • Haft ondt i mit håndled. Overbelastning? Don’t know, men knap så praktisk med 10 kg ikke-gående barn…
  • Haft TO vågne børn søndag ‘morgen’ kl 5.20….
  • Startet Sund September med nogle kloge ord fra Mærsk Mc-Kinney Møller.

image

Status på Sund September. På dag 1-4 har jeg bl.a.:

  • Overlevet TRE jubilæer på mit arbejde med dertilhørende servering af chokolade, slik, chips, sodavand og vin. Heldigvis også frugt, nødder og dansk vand.
  • Konstateret at jeg uden problemer drikker 9-10 glas vand dagligt.
  • Gået ml. 7.500 og 21.000 skridt pr. dag.
  • Løbet én gang.
  • Haft en overkommelig sukkertrang.

image

Ugen der gik #16

I ugen der gik har jeg b.la.:

  • Haft utrolig meget hovedpine og er gået tidligt i seng. Torsdag aften var første aften den uge uden hovedpine, og jeg ‘festede’ (stenede) i sofaen helt til kl 21.
  • Modtaget min første Goodiebox, som indeholdt en hårbørste, jeg har tænkt mig at teste for jer.

Goodiebox

  • Haft besøg af sundhedsplejersken – altså Emil havde. Han blev godkendt 😉
  • Mærket den fineste lille fortand i Emils undermund. Så inden længe er han ikke længere skaldet og tandløs – men stadig sød 😊
  • Arbejdet hjemme – og præsteret min første løbetur i 100 år. Det var ca. 30 grader, men jeg VILLE af sted, da min sidste tur blev aflyst pga sygdom.
  • Og jeg fik A med på endnu en tur om søndagen.

Før og efter løbetur i 30 graders varme.

  • Udgivet mit indlæg nr. 500 på bloggen. Wow!
  • Haft et vækkeur uden snoozefunktion, der har moslet rundt kl. 5.30 hele ugen – bortset fra lørdag og søndag, hvor det på mirakuløs vis var udsat til henholdsvis kl. 6 og 6.30.
  • Sendt A og Manden i biografen, puttet E og set Matador. Mangler kun fire afsnit.
  • Udgivet yderligere 10 facts om mig.

Lidt om kærlighedsbussemænd, hverdags’forkælelse’ og indlæg nr 500

Jeg fandt en bussemand i går
i mit hår af alle steder…
Jeg vælger at tro,
at den er sat der af et af mine børn
uforvarret
i et kærlighedskram.

I går havde vi sidste besøg af sundhedsplejersken. Efterfølgende valgte jeg at arbejde hjemmefra, og da klokken slog to, lukkede jeg ned og snørede løbeskoene. Ah hvilken fryd med lidt alenetid! At jeg så valgte at løbe midt i middagsheden på årets varmeste dag efter tre ugers total motionspause – det snakker vi ikke om. Total selvforkælelse på en hverdag.

image

Og det her indlæg om bussemænd og løbeture er simpelthen indlæg nr 500 på bloggen. Hvabehar! (Og selvom jeg har haft lyst, har jeg ikke slettet i de gamle indlæg – endnu). Jeg havde overvejet, at fejre det med et statistisk indlæg i total Marie stil. Tal om alt muligt i bloggens historie. Men ikke i dag. I dag må I nøjes med tallet 500. Og så har jeg personligt fejret det med Nutellamadder til morgenmad, som forhåbentligt får følgeskab af en is lidt senere.

Status 9 måneder efter fødsel

I dag er Lillebror 9 måneder og 1 dag – det er lige så længe, som han lå i min mave (altså sådan i talesprog, da jeg gik 1 dag over tid). Det svarer ca. til 1,5 år!

I de sidste 1,5 år har vi bl.a.:

  • Taget 21 kg på og tabt 19 kg….
  • Vokset fra ‘ingenting’ til 4,63 kg ved fødslen og nu en fordobling til 9,5 kg.

  • Gennemført et løbeprogram fra 0-5 km…
  • Gennemgået et udviklingsprogram og kan nu kravle rundt i hele huset.

  • Gennemført mit lønnede arbejde med kvalme, vand i kroppen, øm lænd og dernæst mit arbejde som mor på alle tider af døgnet. På mandag skal jeg retur til mit lønnede arbejde.
  • Beskæftiget sin mor ved at lave stort set ingenting andet end sove og skide og spise og kræve underholdning. Er netop begyndt i vuggestue.

  • Vokset fra str. S til ventetøj og er nu retur i S/M
  • Vokset fra str. 62 til 80 (ja 56 kom vi aldrig i)

  • Genopfrisket alle børnesangene.
  • Vinker og smiler

Fordele (og ulemper) ved at løbe

Jeg er blevet lidt bidt af det med at løbe – sorry!!! Hvem havde troet det??? Dem der følger mig på Instagram, er allerede blevet spammet, men altså ja – I andre skal da ikke snydes…

Så her er en række fordele (og ulemper) ved at løbe!


Fordel: Man kan løbe alle steder! 🙂

Ulempe: Man kan f.eks. komme til at tage sine løbesko med på ferie… Og så er der ligesom evig dårligt samvittighed.


Fordel: Når man er sådan en rigtig løber, så kan man købe det lækreste “udstyr”, såsom fede løbesko, farverige tights, armbånd til telefon, svedbånd, øretelefoner osv.

Ulempe: Man kan hurtigt bruge månedens (og næste måneds) shoppebudget på udstyr.


Fordel: Man sover så skønt om natten efter en god løbetur.

Ulempe: Det kan være svært at holde sig vågen helt til sengetid…


Fordel: Man kan høre lydbøger, mens man løber.

Ulempe: Det kan være lidt forvirrende både at have gang i en lydbog og en fysisk bog.


Fordel: Man kan tabe sig af at løbe.

Ulempe: Man risikerer at blive meget sulten af at løbe.


Fordel: Man har en ½ time helt for sig selv!

Ulempe: Der er ingen ulempe – det er lige præcis fred og ro, der er den største fordel ved at løbe som mor.