Tag-arkiv: Lommepenge

Styr på mit forbrug – lommepenge og refleksioner

Som et led i denne her føljeton om mit forbrug og mine vaner, besluttede jeg ved udgangen af september at tildele mig selv 3.500 kr i lommepenge til oktober. Herunder får I en status på mit forbrug, og længere nede et par refleksioner

Her i oktober har jeg både været inde og se CitySingler og Hella Joof, men begge billetter var købt for lang tid siden. Den ene var endda med spisning, så de to ture gav kun en udgift på 216 kr til en cafetur. Derudover købte jeg billet til Lasse Rimmers show, som jeg skal se her i november. Det kostede 250 kr.

Frisøren rettede og farvede mine bryn for 95 kr. (Burde lære at gøre det selv, men det gør SÅ ondt…)

Det var faktisk månedens eneste udgifter helt frem til d. 20. oktober, men så gik det ‘galt’. Jeg forelskede mig hovedkulds i et par nye sko fra Roccamore. De kostede mig 1.870 kr. Men altså de er virkelig skønne! 🤩

Jeg lukkede måneden af med at købe en preloved kjole. Stort set ubrugt. Det var en Stine Goya til 850 kr. Den koster pt. 1.600 kr. i butikkerne, så jeg føler, det var et godt køb 🙂

Alt i alt fik jeg brugt 3.311 kr. af mine lommepenge. Samtidig fik jeg solgt en nederdel til 450 kr., så lidt kom der også den anden vej.

Næste måned vil jeg forsøge at holde fast i at have 3.500 kr. i lommepenge, meeen jeg har udset mig et par ting, jeg skal se efter til Black Friday, så nu må vi se, om det holder. 😅

De sidste tre måneder har jeg haft fokus på mit forbrug, og jeg har gjort mig nogle erkendelser/refleksioner:

  • Der er ikke langt fra tanke til handling, når jeg forelsker mig i noget – eller føler et behov for noget.
  • Når jeg først har fået “øje på” en ting, kan jeg tænke over den i mange dage.
  • Udsalg og andre af den slags mulighed for at opnå rabat, frister mig i højere grad end fuld pris.
  • Jeg har et misbrug – et kjole misbrug!!!
  • Jeg skal øve mig i at sælge gode ting videre, så de ikke blot fylder i mit skab.

Status pt #41

Det er lidt tid siden sidst, men der sker selvfølgelig stadig nogle ting i mit liv… Status pt.:

  • Mit vægttab er gået lidt i stå. Faktisk går det måske en lille smule den forkerte vej. Jeg ved godt hvorfor. Jeg spiser for meget. Jeg spiser for godt (usundt). Jeg bevæger mig for lidt. Skal vejes af min træner om halvanden uge, så…… 1-2-3 stram ballerne.
  • Jeg får sjældent henvendelser fra virksomheder om samarbejder, men de sidste to uger, har jeg fået hele henvendelser om hele tre samarbejder. Indtil videre har jeg lavet aftale om det ene.
  • Min fødselsdag nærmer sig – stadig ude i horisonten, men alligevel. Jeg er begyndt på min ønskeseddel, som jeg snart deler til inspiration for jer andre.
  • Jeg er også begyndt på en lille liste over ting, som jeg skal købe/se efter til Black Friday. Et par ting jeg ‘mangler’ og nogle julegaver.
  • BTW har jeg stort set brugt mine lommepenge for denne måned. De var ellers næsten urørte indtil i onsdags… Flot Marie.
  • Og øv hvor er det bare mørkt udenfor… Især om morgenen.
  • Til gengæld er efterårets farver SÅ smukke. Og mine georginer blomstrer helt vildt. Så jeg har et vågent øje på vejrudsigten, da de skal graves op inden nattefrosten sætter ind.
  • Sidste weekend ryddede jeg op i vores skur, for at skabe plads til alt det, der skal overvintre derinde. Det ‘fandt’ jeg dæk til to biler, som vi ikke har længere. Det ene sæt fik jeg meget ubehjælpsomt sat til salg – og solgt! Så det gav både mere plads og lidt penge på kontoen 😉 Nu overvejer jeg at forsøge med det andet sæt også.

Styr på mit forbrug – september status

August bød på shoppestop. September bød på “tænk dig om” og notér alt hvad du køber.

Som sagt så gjort. Og jeg er nok lidt overrasket over, hvor mange penge jeg bruger – selvom jeg godt vidste det (fornægtelse over for mig selv).

Jeg har brugt 3.000 kr. på tøj…

Det er blevet til en cowboyjakke til 230 kr., joggingtøj til 550 kr., en bindebluse til 440 kr., et tørklæde til 540 kr. og en kjole til 1.240 kr. Joggingtøj og tørklæde stod på min ønskeseddel, så jeg manglede det, men kunne godt have ventet med det. Kjolen var min yndlingskjole, som nu bliver produceret i rød, som er min yndlingsfarve… Så den måtte jeg eje, selvom det var et forsalg, og den først kommer om 3-4 måneder.

På sko har jeg brugt 0 kr.

MEN jeg har faktisk solgt to par dyre smukke sko, som jeg ikke fik brugt. Ok det ene par solgte jeg først i dag, men jeg har “tjent” 2.450 kr. og skabt lidt plads i skoskabet.

Jeg har brugt knap 600 kr. på beauty. Det var bl.a. pudder, skin tonic og balsam, som jeg var løbet tør for. En ny øjenskygge som mine sarte øjenlåg måske vil acceptere, og så hele tre neglelakker. Jeg skulle kun have en neglelak, men der var voldsomt udsalg, hvor de alle var sat ned til 30 kr., så…

Café og restaurantposten står på 0 kr. i denne omgang. Men ifht. underholdning har jeg købt billet til en musical med min mor. Det er først til maj, men billetten er købt nu, og den kostede knap 525 kr.

I alt har jeg shoppet og forbrugt for 4.125 kr. i september. (Altså kun på mig selv)

Lommepenge for oktober vil jeg derfor forsøge at sætte til 3.500 kr. Det lyder også af meget, men jeg skal jo starte et sted. Jeg har allerede brugt 250 kr. på billet til Lasse Rimmer i november, og jeg kan se, at der er et café besøg i kalenderen. Så nu må vi se, hvordan det går. Status følger 😉

Styr på mit forbrug – next step

I dag er det d. 1. september, hvilket betyder, at jeg ikke har købt tøj eller sko til mig selv i over en måned.

En lille bedrift for nogen, men en stor bedrift for mig.

Jeg beskrev projekt shoppestop her, og har holdt det hele august. Det har virkelig været en øjenåbner.  Jeg er f.eks. utrolig tiltrukket af kjoler og af udsalg… Og begge dele er der bare meget af i august måned. Men rigtig mange af de kjoler, jeg har kigget på, har mistet min interesse efter nogle dage. En enkelt kjole måtte jeg ind i en fysisk butik og prøve – for dernæst at kunne afskrive den. Det eneste, der rigtigt har hængt ved, er en cowboyjakke, jeg godt kunne tænke mig – så den bestiller jeg lige om lidt, når dette indlæg er udgivet.

Næste step er at jeg gerne vil have et overblik over mit forbrug. Så mit shoppestop er ophævet, men jeg skal fortsat tænke rigtig meget over, hvad jeg køber – og gerne tænke i flere dage, før jeg køber det. Samtidig vil jeg notere, hvad jeg bruger af penge på tøj og sko, men også cafébesøg, hudpleje og den slags, som der ikke har været shoppestop for i august.

Når september er slut, vil jeg have et overblik over, hvor mange penge jeg har brugt på mig selv. Jeg kan evaluere, hvorvidt jeg har været “fornuftig”, men vigtigst af alt tænker jeg, at det skal give mig en idé om, hvor mange penge det vil være fornuftigt at give mig selv i “lommepenge” hver måned. Lige nu er jeg nemlig helt blank omkring, hvor stort mit forbrug egentlig er.

Så 1. oktober er det planen, at jeg skal have lommepenge 🙂

Wish me luck!

Bonusinfo: I starten af august lavede jeg en liste med en masse af mit tøj, som jeg skulle bruge (noget mere). Alle kjoler er blevet tjekket af, med undtagelse af to, der er lånt ud. Tilbage er et par lange bukser og to buksedragter, som lige afventer at temperaturen falder.

Da jeg var barn #5 – lommepenge

Jeg kan egentlig ikke helt huske, hvornår jeg begyndte at tjene lommepenge, da jeg var barn, men jeg kan huske noget om mine opgaver. Så da jeg var barn…

Min første tjans bedstod i, at jeg hver søndag tømte husets skraldespande på de to toiletter, kontor, bryggers samt mit eget værelse. For den tjans tjente jeg 5 kr. om ugen.

Da jeg avancerede, mener jeg, at min næste tjans var en daglig tømning af opvaskemaskinen. Jeg steg vist nok til 10 kr. pr. uge for denne tjans.

Man skal jo hele tiden lære noget nyt, så den næste tjans jeg ligesom fik ansvaret for, var en ugentlig vask af familiens håndklæder. De skulle indsamles på de to badeværelser og vaskemaskinen skulle startes. Efterfølgende skulle jeg huske at få dem hængt op – og huske at få dem pillet ned fra tørresnoren, lagt sammen og på plads.

Da jeg i skolen begyndte at have hjemkundskab, så fik jeg en ugentlig maddag. I starten lavede jeg den ret, som vi havde lavet ugen før i hjemkundskab, men efterhånden fik jeg frit slag. Min maddag bevarede jeg helt til, jeg flyttede hjemmefra som 18 årig. Den blev dog udvidet således, at jeg også skulle komme med nødvendige input til indkøbssedlen. Samtidig med at jeg havde maddag, så skulle jeg også vaske. Først håndklæderne, men senere hen da min yngre søster overtog dem, så skulle jeg farve-sortere vasketøjet og køre en tøjvask, der også efterfølgende skulle hænges op, lægges sammen og ryddes væk.

Mine lommepenge toppede vist på 40 kr, men da jeg blev 15 år, skulle jeg til at holde mig selv med tøj. Jeg fik udbetalt mine børnepenge, hvilket udgjorde 1.800 kr. hver 3. måned, og så var jeg selv ansvarlig for at have både sko og tøj, der passede til årstiden. Det var mange penge, men det lærte mig også rigtig meget  – ligesom alle mine pligter egentlig har gjort.