Tag-arkiv: Mad

Status pt #41

Det er lidt tid siden sidst, men der sker selvfølgelig stadig nogle ting i mit liv… Status pt.:

  • Mit vægttab er gået lidt i stå. Faktisk går det måske en lille smule den forkerte vej. Jeg ved godt hvorfor. Jeg spiser for meget. Jeg spiser for godt (usundt). Jeg bevæger mig for lidt. Skal vejes af min træner om halvanden uge, så…… 1-2-3 stram ballerne.
  • Jeg får sjældent henvendelser fra virksomheder om samarbejder, men de sidste to uger, har jeg fået hele henvendelser om hele tre samarbejder. Indtil videre har jeg lavet aftale om det ene.
  • Min fødselsdag nærmer sig – stadig ude i horisonten, men alligevel. Jeg er begyndt på min ønskeseddel, som jeg snart deler til inspiration for jer andre.
  • Jeg er også begyndt på en lille liste over ting, som jeg skal købe/se efter til Black Friday. Et par ting jeg ‘mangler’ og nogle julegaver.
  • BTW har jeg stort set brugt mine lommepenge for denne måned. De var ellers næsten urørte indtil i onsdags… Flot Marie.
  • Og øv hvor er det bare mørkt udenfor… Især om morgenen.
  • Til gengæld er efterårets farver SÅ smukke. Og mine georginer blomstrer helt vildt. Så jeg har et vågent øje på vejrudsigten, da de skal graves op inden nattefrosten sætter ind.
  • Sidste weekend ryddede jeg op i vores skur, for at skabe plads til alt det, der skal overvintre derinde. Det ‘fandt’ jeg dæk til to biler, som vi ikke har længere. Det ene sæt fik jeg meget ubehjælpsomt sat til salg – og solgt! Så det gav både mere plads og lidt penge på kontoen 😉 Nu overvejer jeg at forsøge med det andet sæt også.

1 uge = 1 kg

Det der med at leve lidt sundere og træne lidt mere, hvordan harmonerer det med en uges ferie?

Ikke ret godt for en type som mig 🤣 En uges ferie betød præcis + 1 kg på vægten. Jeg har dog stadig en forhåbning om, at der er bundet lidt væske, så vægten allerede i morgen vil være lidt lavere, men nu må vi se. (Opdatering: dagen efter sagde vægten ‘kun’ +500 g, og tre dage senere +100 g)

Inden vi drog af sted, sagde min træner, at han ikke ville diktere min ferie, men at jeg skulle overveje, om jeg ville smide det væk, som jeg allerede havde opnået. Han opfordrede til en masse gåture, hvilket jeg slet ikke selv havde tænkt på 🙈 Jeg havde bare accepteret, at det med løbesko i tasken ikke ville betyde løbeture for mig.

Hvad håbede jeg så på – og hvad skete der?

  • Gåture hver anden dag. Haha det skete ikke! Jeg kom på én ‘rigtig’ gåtur. Flere aftener sov børnene sent, og om dagen valgte yngstearvingen at han skulle have to lure, mens hans storebror ofte også ‘snød’ sig til en lur (gerne forskudt). Så alting foregik ret meget i hold, hvor den ene voksne havde vagten derhjemme, mens den anden badede, legede eller spiste med den/de vågne børn.
  • Kun én dessert om dagen. Det gik da ok – altså halvdelen af tiden. All inclusive er jo kager, desserter og is til alle tre hovedmåltider + is hele dagen. Og der var både softice, gammeldags og færdiglavede is i fryseren. Og til morgenmad var der churros 😋 Åh gud…
  • Tænk over hvad du drikker! Yes mam! Jeg drak tre sodavand i alt, tror jeg. Friskpresset appelsinjuice til morgenmad hver dag og ellers kun vand og dansk vand. Så det var ok – og jeg følte ikke det store afsavn.
  • Frugt og/eller grønt til alle måltider. Det fik jeg, men jeg spiste alligevel alt for meget mad. Pizza, pommes og jeg skal komme efter dig.
  • Mellemmåltider – er det nødvendigt? Der var fri adgang til mad næsten hele dagen, men jeg klarede mig stort set med hovedmåltiderne. Et par dage fik jeg lidt chips, og en enkelt dag en is.

Så klap på skulderen til mig, for det der lykkedes. Og så kan jeg begynde at overveje, hvordan den kommende sommerferie skal skrues sammen 🙈

Jeg har jo meget materialistisk lovet mig selv en ‘gave’, hver gang vægten viser et nyt og lavere tal foran kommaet. Og nu har jeg hovedkulds forelsket mig i et par dyre sko. Før ferien var der 1 kg, før jeg måtte få dem. Nu er der 2 kg 😢 Det er helt uoverskueligt, og jeg overvejer flere gange dagligt at snyde 🙈 Men skal vi ikke lige aftale, at hvis jeg nu er rigtig god de næste lige knap fire uger før min sommerferie, så er de mine 🤞🏻

Spis lige brød til… Eller anden varieret kost…

Annonce (beklager de lige kommer oven i hinanden)

Jeg er ikke nogen stor kunstner i et køkken. Faktisk er der ikke meget kunstner i mig overhovedet, da jeg hverken er kreativ eller har æstetisk sans. Men jeg har to øjne, jeg kan læse – og for det meste også forstå en opskrift. Altså bortset fra når jeg bruger 3 dl vand til en glasur istedet for 3 spsk. Så bliver det altså noget virkelig tyndt sjask.

Heldigvis har jeg en række ‘hof’retter, som jeg mestrer til perfektion og kan variere i det uendelige. Ellers ville min familie nok hurtigt stemme mig ud i et ø-råd, når de femte dag i streg fik serveret tørre ris – hvis der da overhovedet kom mad på bordet. Med tålmodighed steger jeg fantastiske karbonader, men jeg serverer dem ikke, som hvor mor (eller mormor) gjorde med stuvede ærter og kartofler. Nej herhjemme får man oftest pommes frites og bearnaise sauce til karbonader. Og det er der vel ikke nogen, der er for fine til 😉

Jeg har for nylig skrevet, at jeg ønskede at udvide mit menukort i Restaurant Mor. Jeg udgav endda 47 opskrifter, som jeg skal prøve. Status er, at jeg fik prøvet tre nye opskrifter, men ingen af dem er blevet gentaget. For ved I hvad? Jeg er simpelthen et vanemenneske – ligesom de fleste af jer, der læser med helt sikkert også er. Så vi fortsætter med at variere menuen imellem ca. 20 retter, hvor ingredienser som fars, pasta og ris spiller en hovedrolle, og grønsager har mere sekundære roller. Man er vel en rigtig børnefamilie. Havde vi haft kartofler og kogte grønsager på menuen lidt oftere, så var vi vel nærmest Familien Danmark.

Nu er jeg på barsel, og jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke skænker mit arbejde mange tanker. Det hænder dog jævnligt, at jeg tænker på mine  kolleger og savner dem og fællesskabet lidt. Men når der for 3. dag i streg ikke er rester fra aftensmaden, så smører jeg for 3. dag i streg to rugbrødsmadder med leverpostej til frokost. Altså hvem sagde vanemenneske og Fru Danmark… Og så er det, at jeg savner min arbejdsplads og vores kantine.

Min kræsne gane savner ikke lige fiskedag eller vegetardag. Jeg savner heller ikke bulgur eller fennikel. Men jeg savner variationen og inspirationen. Vores frokostordning betyder, at jeg får grønsager hver dag, at mine smagsløg bliver udfordret med nye retter og madsammensætninger, og selvfølgelig at jeg bliver mæt uden at skulle kvæles i mine leverpostejmadder hver dag.

At mine børn har/har haft frokostordning, har lettet min dårlige mor-samvittighed (I kender den godt, ikke?), over den manglende variation i vores menu derhjemme. Mine børns smagsløg bliver udfordret, og så er det som om, at ham der Hr. Kræsen bor lidt mere hjemme ved mor og far end i børnehaven. Min datter pralede i hvert fald en gang med, hvor mange kartofler hun havde spist i børnehaven. Super skønt – bortset fra, at hun jo ikke kunne lide kartofler herhjemme….

Så for mig er frokostordningen alfa og omega. Sjovt nok er det også noget af det, vi går en del op i på min arbejdsplads. Vi sammenligner og beretter om frokostordningen på de forskellige kontorer, når vi er på besøg andre steder i virksomheden. Tidligere var frokosten virkelig miserabel på flere af de små kontorer, men gennem årene er der heldigvis kommet et større marked for at levere frokost, så det nu også er muligt for de mindre kontorer at tilbyde medarbejderne en god frokostordning.

Hvis en af mine kollegaer (Gud forbyde det!) siger op, så er det helt sikkert, at vi spørger til frokostordningen det nye sted. For hvis vi ikke kan konkurrere med den nye spændende stilling, så kan vi da forhåbentlig slå den på frokosten 😉

Hvor meget går I mon op i mad? Og har I en frokostordning eller er I på team madpakke?

Hjemme hos os…

Hjemme hos os:

  • Kan ‘nogen’ kun spise leverpostej fra Stryhns. Ingen andre mærker går an.
  • Kan ‘nogen’ ikke lide kartofler.
  • Kan ‘nogen’ kun spise Riberhus. Ikke Klovborg eller andre gode oste.
  • Kan ‘nogen’ næsten få kvalme af lugten af smeltet Riberhus.
  • Kan ‘nogen’ ikke lide toastost, men foretrækker skæreost (Riberhus) i sin toast……
  • Kan én virkelig godt lide tomater, men er ret alene om dette.
  • Kan én virkelig godt lide chili chips, og er så heldig, at være alene om dette 😉
  • Kan ‘nogen’ virkelig bedst lide Kærgården…
  • Kan ‘nogen’ virkelig godt lide lakridspiber, hvilket kan ses i toilettet…
  • Kan ‘nogen’ virkelig godt lide mørk chokolade, men nyser altid af den første bid. Og så er det virkelig svært at skjule for resten af familien. 🙈

Så med fire x ‘nogen’ kan det godt være lidt svært at lave mad til alle, men det går 😉

Ostescones – en opskrift

Selvom suppesæsonen er sat på hold pga. forårsvejr og snarlig sommer, så kommer der alligevel en opskrift på ostescones, som for mig er et ultimativt suppebrød – bagt af min mor i min barndom. Det er hurtigt, nemt og smager lækker.

Ingredienser til ostescones:

  • 200 g mel
  • 100 g revet ost
  • ½ tsk salt
  • 2 ½ tsk bagepulver
  • 2 spsk smør
  • 1 ½ dl mælk

Først blandes mel, ost, salt og bagepulver i en skål. Smøret fordeles deri – gerne i lidt mindre stykker. Tilsæt mælk og ælt dejen.

Fordel dejen i to klumper, der hver især “slåes” ud til flade boller der er ca. 1½ cm tykke. Skær/marker med en kniv, så der bliver 6 stykker af hver (se billedet).

Ostescones

Bag midt i ovnen i ca. 14-16 min ved 200 g almindelig ovn.

Ostescones

Velbekomme!

 

 

Jeg undres… #1

Jeg undrer mig over:

Når jeg giver E en ny fedtcreme fra ‘lageret’, og den så pist forsvinder. Hvorefter jeg finder den i affaldsbeholderen til papir… Og ja den var pakket i en papir-kasse.

Når jeg hører A sige til en veninde i forbindelse med en leg: Mænd kan altså godt lave mad. Min far laver mad helt vildt tit. Jeg var ved at knække sammen af grin!!! 🤣

At A har en veninde, der ikke spiser svinekød, hvilket fik A til omsorgsfuldt at spørge, om hun så ikke måtte få rugbrød med kerner…. Kerner fra en gris?

Hvorfor jeg mon kan ligge vågen i halvanden time midt om natten, fordi jeg er sur… Vær dog (lige)glad!

At en buksedragt med glimmer i snoren i livet åbenbart er verdens bedste påskeæg.

Hvorfor jeg er den eneste i huset, der kan lide de klassiske marcipanæg med hård skal. Jeg undres, men jeg ærgrer mig ikke 😉 (De blev selvfølgelig udryddet i påsken)

 

 

Om at “vende tilbage” til Blogland

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så har jeg haft en selvvalgt pause fra Blogland. Det var ikke kun fra min egen blog, men også fra at læse andre blogs. Nu er jeg så tilbage i Blogland.

Jeg følger på blogs på Bloglovin’ app’en, og jeg må sige, at jeg har lavet en kraftig sortering i hvilke blogs jeg følger. Jeg har fjernet en del af de professionelle bloggere, hvor jeg synes, at der er for mange reklamer – men tro mig, jeg har også beholdt nogle 🙂

Nu hvor jeg er lidt igang igen, kan jeg med det samme se, hvad jeg især har savnet i blogland. De små søde historier, ja, men opskrifter! Wow hvor bliver jeg bare inspireret af de mange forskellige bloggere og deres opskrifter. Og jeg havde faktisk gemt flere indlæg med opskrifter, som jeg aldrig havde fået testet – så nu er jeg igang igen. Pt. står der fransk nougat og størkner. Det havde jeg ikke så meget held med sidst, men det får et forsøg igen. Og som I kunne se i madplanen for uge 3, så har jeg testet både spinatvafler med laks og karameliseret kål med oksekød. Begge retter skal bestemt laves igen! Det næste på min liste er små “kikse-kager” med kondenseret mælk. Kan næsten ikke vente, til jeg har fået handlet 🙂

Så velkommen tilbage til Blogland – og madland til mig.

<3

Blogs jeg læser #3

Hverdagsmad, lækkerier, inspiration og forkælelse for ganen.

Så får I endnu et kig ind i min blog-læseliste. Denne gang med et kig på en rigtig lækker madblog.

Blog #3 Maden i mit liv

Bloggen drives af Anne-Kathrine, som virkelig kan noget med mad. Hun kender og præsenterer rigtig mange spændende retter, og hun er så god til at præsentere dem på en “hyggelig” måde og med fine billeder. Størstedelen af bloggen omhandler mad, og det er også de indlæg, jeg finder mest inspiration i.

Anne -Kathrine skriver selv, at det drejer sig om “God mad uden for meget hokus pokus – gerne lavet fra bunden af gode råvarer jeg selv har dyrket eller plukket i skov, hegn og krat.”

Hver uge præsenteres en madplan (I kender konceptet 😉 ), og ofte er der direkte links til spændende opskrifter. Det er f.eks. hos Anne-Kathrine, at jeg har fundet opskriften på lækker rejesalat. Og i næste uge har jeg planer om at prøve hendes ostetærte. Til den søde side har jeg kig på disse mini-kiksekager.

Kig ind hos Maden i mit liv og bliv inspireret 🙂

Screendump fra www.madenimitliv.dk
Screendump fra www.madenimitliv.dk

Lignende indlæg:

Kantineordning: fordele og ulemper

Tænk at kunne gå på lækker restaurant hver dag – det kan jeg næsten…

På min arbejdsplads har vi en rigtig god kantine med tilhørende kantineordning. Hver dag laver de en stor salatbuffet, varm ret, lun ret, pålæg og ofte også ostebord, suppe eller dessert. Alt sammen med lækkert hjemmebagt brød.

Det er for det meste rigtig lækker mad, og er jeg ikke i humør til dagens varme ret, kan jeg altid finde en rugbrød med pålæg og salat til.

Men der er både fordele og ulemper ved en kantineordning, så jeg har lige listet et par top 3’er.

Fordele:

  1. Jeg slipper for madpakke!!!
  2. Jeg får prøvet noget forskellig mad (når jeg tør/gider)
  3. Jeg får salat hver dag

Ulemper:

  1. Jeg spiser for meget – og så tager jeg på…
  2. Jeg skal (ofte) stå i kø for at få frokost
  3. Jeg værdsætter ikke i samme grad som tidligere at komme på kursus/konference og få en lækker frokostbuffet. Ej heller restauranter med buffet…

Derudover laver kantinen hver onsdag take-away, som vi på forhånd kan bestille. Det er almindelige retter til en pris a 35 kr. pr. voksen. Det får vi hver onsdag 🙂

image

image

image

image

image

Frikadelleburgere

Ved godt, at det her ikke er en madblog, men mums…

I mandags stod menuen på frikadelleburgere i hjemmebagte burgerboller. Det var simpelthen bare mums. Jeg havde droppet iceberg til fordel for revne gulerødder, hvilket efter min mening passer bedre til årstiden – og mætter mere.

Derudover fik vi agurk, tomat og burger-dressing. Vi havde købt en burgerdressing, da jeg ikke har haft held til at røre min egen, med den helt rigtige smag. Tips og idéer modtages gerne 🙂

image

Opskrift på hjemmelavede burgerboller

  • 2 dl havregryn
  • 6 dl vand
  • 50 g smør
  • 2 tsk salt
  • 50 g gær
  • 1½ l hvedemel (ca. 750 g)

Til pensling:

  • 1 æg
  • sesamfrø

Kom havregrynene i en skål. Bring 3 dl vand i kog med smørret og rør det efterfølgende i grynene. Lad det trække ca. 15 min. Rør 3 dl vand i (koldt eller lunkent), så massen bliver lillefingervarm. Tilsæt salt og rør gæren ud heri. Tilsæt melet og ælt dejen godt igennem. Dæk den til og sæt den til hævning i ca. 40-60 min. Slå dejen ned og form den til 16 burgerboller (eller 24 boller). Tryk dem flade, ca. 1½ cm tykke. Pensl med æg, drys med sesamfrø og pensl igen, så drysser frøene ikke af efter bagningen. Efterhæv ca. 30 min. Bag bollerne midt i ovnen ved 225˚ i 10-15 min.

Bon appetit!

image