Tag-arkiv: madplan

Stop madspild med oprydning

Vi har et viktualierum på omkring 3 kvm og med ekstra loftshøjde. Det rummer tre smalle stigereoler og en bred stigereol. Og der er fyldt fra gulv til loft. Ikke kun med mad, men også med toiletpapir, vintertøj, julepynt osv.

Men der er også meget mad. Og helt sikkert mere end jeg aner. 🙈

Jeg har lagt madplan og handlet ind én gang om ugen i mange år. Det virker super godt for mig. Både fordi jeg ikke gider handle hele tiden, og fordi jeg i hverdagen helst ikke skal bruge min energi på at “finde på noget” til aftensmad.

Mille fra Funnyfinans er for nylig begyndt (igen?) med madplan og ugentlige indkøb. Men hun har et smart trick, som jeg vil forsøge at kopiere. Det er en kasse, hun kalder noget med ‘skal snart spises’. Her placerer hun madvarer der er tæt på udløbsdatoen, og så forsøger hun at tænke dem ind, når hun laver madplanen.

Det virker simpelthen som en super idé mod madspild. Så min plan er, at jeg skal rydde op i viktualierummet lige straks, og så prøve at lave sådan en kasse. Fryseren trænger også til en tur, men det bliver først en anden dag – og det bliver nok en liste fremfor en kasse. 😉

Indlægget her skriver jeg færdig, når jeg har ryddet op 👍🏻 Og det var i lørdags, jeg ryddede op – og nu skriver jeg så indlægget færdigt, som lovet.

Den der gemmer til natten, gemmer til…

Puha der var mange ting i vores viktualierum… Det blev kategoriseret i tre kategorier:

  • Fine ting der blot skulle tilbage på hylden (når den lige var rengjort)
  • Ting der skal bruges inden for de næste to måneder, eller ting der var for gamle, men som jeg godt tør bruge.
  • Ting der var for gamle, og skulle smides ud.

Den mest interessante liste, er for mig, listen med de ting, der skal bruges i en fart. Den skal bruges som inspiration til madplan det næste stykke tid. Og jeg må sige, at der formentlig skal bages en del med nødder og kerner… Men se selv listen herunder, og kom gerne med gode forslag.

  • 6 pakker åbne eller uåbne Knorr saucer
  • 2 Knorr middagsretter
  • 1 glas bechamelsauce
  • 2 pakker knækbrød
  • Babymad
  • Peanuts
  • Hasselnødder
  • Solsikkekerner
  • Hørfrø
  • Valnødder
  • Mandler
  • Musli – vi kan ikke lide den. Kan den mon bruges til cookies? Eller i boller?
  • HUSK fibre – kan bruges i spinatvafler
  • Chia frø
  • Couscous
  • 2 poser ristede løg
  • Grissini stænger
  • Grødris
  • Karamelkugler – perfekte til islandske kyskager sammen med den hvide chokolade
  • Hvid chokolade
  • Risotto ris
  • Quinoa
  • Boghvedegryn
  • Østerssauce
  • En kasse med ostehaps.

Madplanen i denne uge har allerede budt på en Knorr ret og lasagne med bechamelsauce. I aften tager vi en gang kylling med cous cous. Madpakkerne har indeholdt ostehaps, grisling stænger og knækbrød fra kassen.

De resterende ting har fået det egen hylde, så jeg kan bevare overblikket.

Ting jeg har smidt ud – som var meget for gammelt!

  • Jordnødder
  • Torskerogn
  • Hvidvinsedikke
  • Rødvinsedikke
  • Sovsekulør
  • Frenchdog dressing
  • Tranebær
  • Dressingmix (pulver)
  • Honning rest
  • Tre poser bolcher
  • En halv kasse små slikkepinde
  • Frysetørrede hindbær
  • En frugtstang
  • Græskarkerner
  • 1 pakke knækbrød

Mon ikke jeg skal gentage min oprydning omkring juletid? Håber jeg løbende, kan flytte ting over på hylden, så vi kan bevare et overblik over, hvad der snart skal spises.

Status pt #38

Ferien lakker mod enden. Mandag går det løs igen 🙈 På den ene side ønsker jeg ikke, at ferien skal ende. På den anden side savner jeg hverdagen og dens rytme. Status pt. er:

  • Mine børn sover til mellem kl. 8 og 9 stort set hver dag. Alle tre! Så jeg sover også til over kl. 7 – weee.
  • I lørdags var jeg til Ed Sheeran koncert med min mand. Super fed koncert selvom jeg ikke var nogen særlig fan inden (det er jeg nok nu). Et døgn uden børn var så skønt et afbræk i ferien. Også selvom vi sov på vandrerhjem og fik alt for lidt søvn.
  • I dag var vi været i Cirkus Summarum. I år havde jeg fået billetter på første række, så gæt hvem der blev valgt, da der skulle findes en mor til at deltage i et nummer…. Nemlig – mig! Men kun fordi min datter sagde, at jeg var en sød mor ❤️
  • I går var vi i Munkholm Zoo, hvor jeg holdt en fugleedderkop.
  • Og så fik jeg endelig pumpet en to-hjulet cykel til den 3-årige i torsdags. Efter 20 minutter cyklede han selv, så nu står den på daglige ture ud på cyklen – han skal nemlig stadig have hjælp til at komme igang, hver gang han stopper.
  • Træningen er gået i stå. I starten undskyldte jeg mig med at børnene gik sent i seng. Så var det varmen, og nu er det bare træthed. Glæder mig ikke specielt meget til onsdag, hvor jeg skal se, om jeg har holdt min vægt henover ferien – det var nemlig målet 😉
  • Jeg skulle forestille at lave madplan lige nu… For i morgen står den på det ugentlige indkøb (Bilka to go). Mit hoved er helt tomt for ideer, og jeg får nok ikke ros for 7 x rugbrød med spejlæg… Så jeg må hellere komme igang.

God aften

Status pt #6

Der bliver åbenbart ved med at være emner at gøre status over:

  • Jeg er stadig lidt overrasket over, hvordan jeg var ved at miste balancen, hver gang jeg steg op af vandet i svømmehallen i påsken. De der ekstra kilo på maven, der bare lige kom tilbage, så snart vandet slap.
  • De smarte zebra stribede gummistøvler, jeg købte til min datter, faldt på INGEN måde i hendes smag. Suk.
  • De der mini-potter, som Bilka uddelte for 2 år siden – dem har vi endelig fået plantet 👍🏻🙈

  • Og nu hvor de spirer, indser jeg, at de for dælen skal pottes om… Alle 30?…
  • Da jeg bad min datter om input til madplanen, ønskede hun kartoffelmos, som far skal lave. Dvs. jeg skal skrælle og koge kartofler, og så kan far lige mose og røre med smør og mælk. Jeg står selvfølgelig også for frikadeller og grønt, men min mand får hele æren…
  • Min mand ønskede Bibimbap på madplanen… Jeg troede seriøst, at han tog pis på mig, men han fandt en opskrift. Det var så lækkert, og kan bestemt anbefales, og er allerede på madplanen igen herhjemme.

  • Mine forældre måtte grundet en flytning forære deres kat væk for halvandet år siden. Den stak hurtigt af fra den nye familie, men er nu vendt hjem til mine forældre igen. Vildt nok.

Madplan uge 11

Så er det tid til madplan uge 11…

Den kommende uge byder på en del lette retter, da vi har møde i banken, gymnastik og jeg derudover har en tur til København. Madplan uge 11 byder på både gris, okse, kylling og fisk 🙂

Madplan uge 11

  • Lør: Rester. Den sidste uge har budt på mange lækkerier, så i aften står den på rester af Spaghetti Carbonara, Rejesalat og russiske pandekager. Mums.
  • Søn: Rugbrød med spejlæg. Vi skal til fødselsdag ved farfar, så vi kommer sikkert hjem godt mætte og tæt på spisetid.
  • Man: Tortillas med oksekød. Det er rimelig nemt at få lavet på ca. 20 min.
  • Tir: Rugbrød med fiskefrikadeller. Der er fiskefrikadeller i fryseren, så det er nem aftensmad efter gymnastik.
  • Ons: Pølsehorn. Lillepigen vil så gerne hjælpe, og her kan hun virkelig få lov at være med.
  • Tors: Pølsehorn. Jeg er i KBH, så den står på rester til Lillepigen og Manden.
  • Fre: Stjerneskud. Weekenden skydes igang med lidt lækkerier 🙂
  • Lør: Hjemmelavet thaisuppe med kylling. Vi prøver igen at sætte denne på madplanen…

Lignende indlæg:

Madplan uge 10

Tur til Sjælland, operation og rekreation smitter af på madplan uge 10.

Den uge vi går ind i, byder på en lidt fraværende mand… Dvs. han er på Sjælland tirsdag og skal have opereret trommehinden onsdag. Det er godt nok ambulant, men der går nok 1-2 uger, før han er på dupperne igen.

Så madplanen byder på simple retter – og genbrug fra uge 9, hvor madplanen jo blev suspenderet halvejs i ugen, læs evt. her. Hermed madplan uge 10.

Madplan uge 10

  • Søn: Frikadeller med spidskålssalat
  • Man: Spaghetti Carbonara. Jeg laver til to dage.
  • Tirs: Spaghetti Carbonara. Så er der nem mad, når Lillepigen og jeg kommer hjem fra gymnastik. Hvis Manden har lyst, kan han også tage med til sin frokost.
  • Ons: Rugbrød med frikadeller og spejlæg. Vi ved ikke, hvornår Manden kommer hjem – og heller ikke, hvordan han har det, så vi gør det let.
  • Tors: Rejesalat med mango og foråsløg. Igen en nem og let ret.
  • Fre: Russiske pandekager med rogn. Eller også kaldet Blinis. Minder fra min barndom, hvor det var min søsters “hofret”.
  • Lør: Boller i karry.

 

Lignende indlæg:

Madplan uge 8

Fodbold, fødselsdag og fællesskab

Næste uge byder på to aftener, hvor henholdsvis Manden og jeg selv ikke når hjem til spisning. Og en fødselsdag og noget fællesskab med venner. Så madplanen er ikke så udfordrende.

image

  • Søn: Karbonader.  Det er uafklaret, om det bliver med pommes frites eller kartofler, men mon ikke der bliver bearnaise til og gulerodssalat.
  • Man: Lasagne
  • Tir: Rester/Rugbrød med spejlæg. Manden og Lillepigen kommer trætte hjem fra gymnastik, og det er ikke sikkert, at jeg når før dem. Så det skal være nemt. Pt. er Lillepigen stor fan af spejlæg, så…
  • Ons: Laks med ris. Sidste uge fik jeg drillerier for, at der ikke var fisk på madplanen, så det retter vi op på nu.
  • Tor: Frikadeller. Jeg er alene hjemme med Lillepigen, så mon ikke det bliver frikadeller og rugbrød. Alternativt koger vi pasta.
  • Fre: Fødselsdag hos min far. Jeg kender ikke menuen, men mon ikke vi bliver forkælet.
  • Lør: Besøg hos nogle venner. Måske når vi hjem til aftensmad, men det bliver nok ikke i tid til, at vi kan lave det store. Så jeg tænker, at vi skal have rugbrød. Hvis vi når tidligt hjem, kan jeg lave en pastatærte.

Lignende indlæg:

Madplan uge 7

Udskudte retter, alene hjemme og sådan…

Næste uges madplan bærer præg af, at Manden i uge 6 blev ramt af dårlig mave, og derfor ikke spiste ret meget. Både fredag og lørdag spiste vi derfor rester, hvilket betyder at nogle retter er blevet udskudt. Derudover står uge 7 på alene-hjemme tid for mig.

image

  • Søn: Græske frikadeller med tzaziki og ris. Hehe mon det nogensinde skal lykkes at få spist denne ret…
  • Man: Pandekager. Endnu en udskudt ret er pandekager med grønsager og skinke.
  • Tir: Marie-mad. Jeg er alene hjemme, så måske bliver det rugbrød? Noget salat med rester fra pandekagerne. Eller måske en færdigsuppe. Er helt vild med thai-suppe.
  • Ons: Alene hjemme? Det er ikke helt afklaret, om jeg også er alene til spisning onsdag. Men hvis jeg er, står den nok på rugbrød – eller måske jeg skal forsøge at skaffe noget sushi… Det er LÆNGE siden.
  • Tor: Take-away. Menuen står på vintergryde med kartoffel/rodfrugtsmos.
  • Fre: Hjemmelavet pizza. Fyldet er ikke på plads, men måske en med kebab, salat og dressing, og en anden med parma-skinke, asparges og frisk mozarella.
  • Lør: Pizza. Manden og Lillepigen er alene hjemme, så jeg tænker, at lave så meget pizza, at de kan få rester.

Lignende indlæg:

Blogs jeg læser #3

Hverdagsmad, lækkerier, inspiration og forkælelse for ganen.

Så får I endnu et kig ind i min blog-læseliste. Denne gang med et kig på en rigtig lækker madblog.

Blog #3 Maden i mit liv

Bloggen drives af Anne-Kathrine, som virkelig kan noget med mad. Hun kender og præsenterer rigtig mange spændende retter, og hun er så god til at præsentere dem på en “hyggelig” måde og med fine billeder. Størstedelen af bloggen omhandler mad, og det er også de indlæg, jeg finder mest inspiration i.

Anne -Kathrine skriver selv, at det drejer sig om “God mad uden for meget hokus pokus – gerne lavet fra bunden af gode råvarer jeg selv har dyrket eller plukket i skov, hegn og krat.”

Hver uge præsenteres en madplan (I kender konceptet 😉 ), og ofte er der direkte links til spændende opskrifter. Det er f.eks. hos Anne-Kathrine, at jeg har fundet opskriften på lækker rejesalat. Og i næste uge har jeg planer om at prøve hendes ostetærte. Til den søde side har jeg kig på disse mini-kiksekager.

Kig ind hos Maden i mit liv og bliv inspireret 🙂

Screendump fra www.madenimitliv.dk
Screendump fra www.madenimitliv.dk

Lignende indlæg:

Madplan uge 6

Nyheder til ganen og retter vi ikke nåede i sidste uge…

Den næste uge bliver en almindelig arbejdsuge, hvor Lillepigen skal til gymnastik tirsdag. Måske vi skal til fødselsdag hos min søster – det er vidst ikke helt meldt ud. Madplanen tager hensyn til det hele. Den er krydret med et par nyheder i vores køkken, så det bliver spændende.

image

  •  Søn: Flæskesteg. Jeg drømmer om flæskesteg i hjemmebagte burgerboller med de sidste rester rødkål fra jul (det kan ifølge emballagen holde sig 1 md, så jeg håber liiige det går). Manden drømmer nok om kartofler og brun sovs. Da jeg ikke er til kogte kartofler, kan det være, at vi laver begge dele. Det er jo søndag 🙂
  • Man: Squash-spaghetti med kødsovs. Nu har det halve af Blogland efterhånden lavet “spaghetti” af squash, så nu vil jeg også prøve. Men jeg koger nu lige lidt rigtig pasta til resten af familien.
  • Tirs: Rugbrød eller kødsovs. Gymnastikdag, så enten står den på rester af kødsovs – måske blandet op med lidt pølser. Eller også skal vi have rugbrød.
  • Ons: Take-away. Menuen byder på stegt kylling med kerne/korn salat og ærte pesto.
  • Tors: Ostetærte. Så så man lige mig med en vegetar-dag… Inspiration fra Blogland og med noget grøn salat til.
  • Fre: Græske frikadeller med ris og tzaziki. Genganger fra sidste uge, hvor det udgik pga. manglende overskud. Heldigvis kan både feta og græsk youghurt holde sig længe, når det er uåbnet, og kødet er stadig i fryseren.
  • Lør: ? Vi er inviteret til fødselsdag til frokost… Om vi tager rugbrød til aften eller hygger med pandekager med sundt fyld må vi se på. Ellers tager vi pandekager søndag.

Lignende indlæg:

Fordele ved at have en madplan

Er en madplan kun for planlæggere?

Svaret er nej! Alle kan lære at lave og bruge en madplan. Det kan dog kræve lidt øvelse 😉 Det vigtigste er dog at huske på, at en madplan ikke skal være irriterende, men en hjælp.

Jeg laver madplan hver weekend, og samtidig får jeg skrevet indkøbsseddel. Så skal jeg hverken være kreativ eller handle ind i løbet af ugen.

Herunder har jeg listet nogle fordele ved at lave madplan:

  • Du kan nøjes med at handle én gang om ugen = du sparer tid.
  • Du kan planlægge madplanen ifht. familiens kalender. Nemme retter til hektiske dage og mere tidskrævende retter til dage med god tid = ingen stress
  • Du kan planlægge mad til to dage. Her i huset laver vi næsten aldrig mad tirsdag, hvor vi kommer sent hjem, så mandag planlægges ofte til at strække til to dage = udnyttelse af rester.
  • Det er nemt at tage kød op fra fryseren, bare man husker at kigge på planen = ingen panik med frossent kød.
  • Du slipper for indkøbsture efter en lang arbejdsdag med trætte børn på slæb og absolut ingen inspiration = ro på i ulvetimen.
  • Du kan planlægge ugen, så der kommer forskellige slags kød på menuen. En fast vegetardag eller en fast aften med rugbrød er også nemt at indlægge. Det samme gælder variationen mellem pasta, ris, kartofler, grønt osv.  = varieret kost.
  • Du kan ALTID ændre madplanen, hvis du får lyst til noget andet. Så kræver det måske bare lidt indkøb = plads til at være impulsiv.

Så nu er det bare med at komme i gang med at lave madplan. 🙂

image

Lignende indlæg: