Tag-arkiv: Menstruation

Status pt #45

Fredag aften… Vi snupper lige en gang status pt.

  • I vinterferien skulle min datter for første gang selv bage muffins (de her). Af uransagelige årsager var mit lager for bagechokolade tomt, så jeg måtte på jagt i viktualierummet. Det blev til god mørk chokolade suppleret med resterne af en chokoladejulekalender, chokoladeovertrukne rosiner fra jul og skumfiduser. Og ærlig talt blev de vildt gode.
  • Vi har rengøringshjælp hver 14. dag. Sidste gang måtte vi aflyse pga. sygdom. Det er snart fire uger siden, at her er blevet gjort rent. Det vil være en kæmpe overdrivelse at kalde det lidt beskidt.
  • Jeg kastede mig ud i en støvsugning lige efter, at jeg skrev ovenstående. Det er ikke min spidskompetence, men det hjalp på det, at det var ret tydeligt at se, hvor jeg var nået til…
  • Den anden dag skulle jeg lave boller i karry. Da jeg skulle have kødbollerne i sovsen, syntes jeg den duftede forkert… Et kig i krydderiskuffen afslørede, at jeg havde brugt paprika istedet for karry. Sååå det… Jeg kunne da heldigvis lave en ny sovs.
  • I går bagte jeg fastelavnsboller for 4. gang i år. Men nu har jeg også både bagt til mine kolleger, børnehaven, skolen og mine forældre. Et slag på tasken er, at jeg har bagt 115-120 fastelavnsboller i år. Det er også en slat 🙈
  • I dag har jeg meldt mig syg pga. menstruation 😳 Det sker heldigvis sjældent, men med hovedpine, mavekramper og kvalme så jeg ikke rigtigt andre muligheder. Jeg har seriøst ligget i min seng fra kl 8.30 til 15.00. Kun afbrudt af toiletbesøg og når jeg har hentet pølsebrød, fastelavnsboller eller chips – som jeg har indtaget i min seng. Nu er klokken snart 20, og jeg er putteklar. Håber virkelig jeg er frisk i morgen – ellers bliver sådan en lørdag hård, når hele familien er hjemme.

God weekend

De mest læste indlæg fra maj

Vi er godt nok allerede langt inde i juni, men bedre sent end aldrig…. De fem mest læste indlæg fra maj var:

På femtepladsen var et indlæg om at acceptere at lidt er bedre end ingenting. Det kæmper jeg stadig lidt med i hovedet, selvom jeg altid er godt tilfreds, når jeg har løbet tre kilometer – lidt ER nemlig bedre end ingenting.

Ind som nr. fire kom det sidste indlæg om min privatøkonomi, hvor jeg gjorde status på april. Her kunne man sort på hvidt få et overblik over, hvad jeg/vi havde brugt penge på i hele april. Skræmmende!

Sjovt nok handlede det 3. mest indlæg om menstruation… På en badeferie! Øv, siger jeg bare.

På 2. pladsen kom der en Karrieretirsdag, der handlede om løn. Om hvorfor jeg/vi ikke taler åbent om det – og om hvorvidt vi burde.

For de faste læsere kan det ikke være nogen overraskelse, at det igen er et iværksætterindlæg, der snupper 1. pladsen. Denne gang om seje Nina, der arbejder med grafik og koncepter.

Når Tante rød tager med på ferie

Jeg er rødhåret

Min yndlingsfarve er rød

Min hud bliver rød i solen

Og nu har jeg fået besøg af Tante rød…..

Ærlig talt er der måske kun to af mine tretten årlige cyklusser, der giver mig problemer. Generelt har jeg ikke smerter, jeg bløder ikke ret meget eller i ret mange dage. (Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke nød de 22 måneders pause, som graviditet og amning af E gav mig.)

Men nu er jeg på ferie. BADEferie! Og så er det altså ikke særlig festligt med sådan en Tante, der kun er til besvær, og ikke en gang kan kigge efter børnene.

Det kan selvfølgelig klares. Jeg har hørt om tamponer. Og jeg har også købt nogen. Og brugt dem. Men det ville da have været nemmere uden… 😉

Så kære Tante Rød. Næste gang jeg spenderer en mindre formue på en badeferie, så bliv venligst hjemme – eller køb din egen billet – til et andet sted. Mange tak.

Vores 2. feriedag, blev dagen hvor…

Vi er nået til mandag i mine ferieskriblerier. Og det blev dagen hvor:

Min søn måtte VÆKKES kl 9.30, så vi kunne nå hotellets morgenmad inden kl 10.00….. Ok han havde så også været ramt af dårlig mave dagen inden, så måske var der lidt sygdom, der skulle soves væk.

Min datter sov til 8.30. Og ja, jeg selv vågnede kl 7… Hurra for lydbog.

Min datter ‘opdagede’ Kids Club. Så der var hun henne to gange. Generelt er hun meget ‘modig’ og siger Hi og Hola til fremmede. Og i aften deltog hun i Mini Disco fra forreste række, hvor hun i går så til fra afstand.

Mini disco er åbenbart med Nik og Jay. Ligesom man kan få Tyrkisk Peber i kiosken og rugbrød på morgenmadsbuffeten…

Jeg konstaterede, at der (selvfølgelig) er parfume i spansk zink salve. Men effekten er heldigvis som i Danmark. Helt fantastisk.

Kombinationen af middagslur til drengene og Kids Club gav mig halvanden time helt for mig selv!!! Med min bog og en pose chips. Win for alle parter.

Dårlig mave og pool er en dårlig kombi… Ups.

Besøg af tante rød og badeferie er også en dårlig kombi. Nemmere at håndtere og knap så klam, men stadig besværlig.

Forøvrigt var vi pludselig blevet det par, der sad og sippede rom og cola/gin og tonic, mens der var børne disco. Totalt charter 🙈 But hey it works…!