Tag-arkiv: Minder

Da jeg var barn… #6 – sommeredition

Kan I huske sommeren, da I var børn? Varm, lang og fantastisk 👍🏻Fordi jeg glæder mig sådan til sommer, så er det emnet i denne omgang af ‘Da jeg var barn’.

Da jeg var barn:

Var badebassiner runde. Og vi dykkede langs kanten, mens vi talte runder. Igen og igen og igen.

Spiste jeg helst mine jordbær helt au natural. I en dyb tallerken og med ske. Så var der mere sukker og fløde/mælk til de andre. (Sådan har jeg det forøvrigt stadig)

Startede sommerferien med en tur i skoven med min veninde. Vi havde vores eget univers derovre, med kiks-i-vand-floden, sangebroen eller hvad alle stederne nu hed. Vi skrev og tegnede sågar en bog om det. Sådan startede sommerferien i flere år…

Besøgte vi altid en kirke, når vi var på sommerferie. Ikke fordi vi er/var specielt troende, men det var en gratis måde at aktivere tre børn, give dem lidt kultur, snakke om de bibelske fortællinger, gravsteder, blomster osv. Jeg tænker, at jeg har set flere kirker i det her land end gennemsnittet, Selvom jeg tit driller mine forældre med det, så husker jeg det ikke som en træls ting.

Legede vi dåseput hjemme på vejen mange aftner gennem hele sommeren. Timerne gik, men vi morede os aften efter aften og år efter år. Det var virkelig en skøn leg, hvor både store og små kunne være med.

Var cykelshort og caprishorts moderne under kjoler. Gerne i laksefarvet. Og i bomuld som blev gennemsigtigt efter lidt tid. Det er sådan set moderne igen… Nu hedder det bare leggings og farven hedder coral! 🙈

Har I nogle gode sommerminder?

 

Da jeg var barn #5 – lommepenge

Jeg kan egentlig ikke helt huske, hvornår jeg begyndte at tjene lommepenge, da jeg var barn, men jeg kan huske noget om mine opgaver. Så da jeg var barn…

Min første tjans bedstod i, at jeg hver søndag tømte husets skraldespande på de to toiletter, kontor, bryggers samt mit eget værelse. For den tjans tjente jeg 5 kr. om ugen.

Da jeg avancerede, mener jeg, at min næste tjans var en daglig tømning af opvaskemaskinen. Jeg steg vist nok til 10 kr. pr. uge for denne tjans.

Man skal jo hele tiden lære noget nyt, så den næste tjans jeg ligesom fik ansvaret for, var en ugentlig vask af familiens håndklæder. De skulle indsamles på de to badeværelser og vaskemaskinen skulle startes. Efterfølgende skulle jeg huske at få dem hængt op – og huske at få dem pillet ned fra tørresnoren, lagt sammen og på plads.

Da jeg i skolen begyndte at have hjemkundskab, så fik jeg en ugentlig maddag. I starten lavede jeg den ret, som vi havde lavet ugen før i hjemkundskab, men efterhånden fik jeg frit slag. Min maddag bevarede jeg helt til, jeg flyttede hjemmefra som 18 årig. Den blev dog udvidet således, at jeg også skulle komme med nødvendige input til indkøbssedlen. Samtidig med at jeg havde maddag, så skulle jeg også vaske. Først håndklæderne, men senere hen da min yngre søster overtog dem, så skulle jeg farve-sortere vasketøjet og køre en tøjvask, der også efterfølgende skulle hænges op, lægges sammen og ryddes væk.

Mine lommepenge toppede vist på 40 kr, men da jeg blev 15 år, skulle jeg til at holde mig selv med tøj. Jeg fik udbetalt mine børnepenge, hvilket udgjorde 1.800 kr. hver 3. måned, og så var jeg selv ansvarlig for at have både sko og tøj, der passede til årstiden. Det var mange penge, men det lærte mig også rigtig meget  – ligesom alle mine pligter egentlig har gjort.

 

Da jeg var barn… #1

Nu har jeg endnu en gang deltaget i en konkurrence på et socialt medie, hvor jeg skulle skrive et barndomsminde. Det er sket nogle gange, og nu afprøver vi lige, om de her små historier kan bære deres egne indlæg 🙂


Da jeg var barn og havde været i bad, så skulle jeg tørres som en hund. Dvs. at jeg stod på alle fire på et lille håndklæde, mens jeg bjæffede og løftede mine ben. Mine forældre skulle så tørre mig med et større håndklæde… 🙂


I min barndom havde man ikke gulvvarme alle steder. Men vi havde på badeværelset, og jeg elskede at ligge derude. Jeg er faktisk listet derud med min dyne en aften, og så faldet i søvn på gulvmåtten. Sådan fandt mine forældre mig, da de skulle i seng 🙂


Sammen med min søster og en nabopige havde jeg en kikseklub… Vi havde en hule i nogle hybenbuske, hvor vi havde gemt en pose med nogle små “skatte”. Det væsentligste var en femmer og så vores kiks, som ligesom var klubbens fundament. Vi havde hver lagt en femmer, og så havde vi købt tre ruller Mariekiks for 10 kr. På den hårde måde erfarede vi, at når en rulle Mariekiks er åben, ja så skal man forvente at dele den med ca. 150 myrer…….


Hvad mindes I fra jeres barndom?