Tag-arkiv: Motion

Status pt #41

Det er lidt tid siden sidst, men der sker selvfølgelig stadig nogle ting i mit liv… Status pt.:

  • Mit vægttab er gået lidt i stå. Faktisk går det måske en lille smule den forkerte vej. Jeg ved godt hvorfor. Jeg spiser for meget. Jeg spiser for godt (usundt). Jeg bevæger mig for lidt. Skal vejes af min træner om halvanden uge, så…… 1-2-3 stram ballerne.
  • Jeg får sjældent henvendelser fra virksomheder om samarbejder, men de sidste to uger, har jeg fået hele henvendelser om hele tre samarbejder. Indtil videre har jeg lavet aftale om det ene.
  • Min fødselsdag nærmer sig – stadig ude i horisonten, men alligevel. Jeg er begyndt på min ønskeseddel, som jeg snart deler til inspiration for jer andre.
  • Jeg er også begyndt på en lille liste over ting, som jeg skal købe/se efter til Black Friday. Et par ting jeg ‘mangler’ og nogle julegaver.
  • BTW har jeg stort set brugt mine lommepenge for denne måned. De var ellers næsten urørte indtil i onsdags… Flot Marie.
  • Og øv hvor er det bare mørkt udenfor… Især om morgenen.
  • Til gengæld er efterårets farver SÅ smukke. Og mine georginer blomstrer helt vildt. Så jeg har et vågent øje på vejrudsigten, da de skal graves op inden nattefrosten sætter ind.
  • Sidste weekend ryddede jeg op i vores skur, for at skabe plads til alt det, der skal overvintre derinde. Det ‘fandt’ jeg dæk til to biler, som vi ikke har længere. Det ene sæt fik jeg meget ubehjælpsomt sat til salg – og solgt! Så det gav både mere plads og lidt penge på kontoen 😉 Nu overvejer jeg at forsøge med det andet sæt også.

1 uge = 1 kg

Det der med at leve lidt sundere og træne lidt mere, hvordan harmonerer det med en uges ferie?

Ikke ret godt for en type som mig 🤣 En uges ferie betød præcis + 1 kg på vægten. Jeg har dog stadig en forhåbning om, at der er bundet lidt væske, så vægten allerede i morgen vil være lidt lavere, men nu må vi se. (Opdatering: dagen efter sagde vægten ‘kun’ +500 g, og tre dage senere +100 g)

Inden vi drog af sted, sagde min træner, at han ikke ville diktere min ferie, men at jeg skulle overveje, om jeg ville smide det væk, som jeg allerede havde opnået. Han opfordrede til en masse gåture, hvilket jeg slet ikke selv havde tænkt på 🙈 Jeg havde bare accepteret, at det med løbesko i tasken ikke ville betyde løbeture for mig.

Hvad håbede jeg så på – og hvad skete der?

  • Gåture hver anden dag. Haha det skete ikke! Jeg kom på én ‘rigtig’ gåtur. Flere aftener sov børnene sent, og om dagen valgte yngstearvingen at han skulle have to lure, mens hans storebror ofte også ‘snød’ sig til en lur (gerne forskudt). Så alting foregik ret meget i hold, hvor den ene voksne havde vagten derhjemme, mens den anden badede, legede eller spiste med den/de vågne børn.
  • Kun én dessert om dagen. Det gik da ok – altså halvdelen af tiden. All inclusive er jo kager, desserter og is til alle tre hovedmåltider + is hele dagen. Og der var både softice, gammeldags og færdiglavede is i fryseren. Og til morgenmad var der churros 😋 Åh gud…
  • Tænk over hvad du drikker! Yes mam! Jeg drak tre sodavand i alt, tror jeg. Friskpresset appelsinjuice til morgenmad hver dag og ellers kun vand og dansk vand. Så det var ok – og jeg følte ikke det store afsavn.
  • Frugt og/eller grønt til alle måltider. Det fik jeg, men jeg spiste alligevel alt for meget mad. Pizza, pommes og jeg skal komme efter dig.
  • Mellemmåltider – er det nødvendigt? Der var fri adgang til mad næsten hele dagen, men jeg klarede mig stort set med hovedmåltiderne. Et par dage fik jeg lidt chips, og en enkelt dag en is.

Så klap på skulderen til mig, for det der lykkedes. Og så kan jeg begynde at overveje, hvordan den kommende sommerferie skal skrues sammen 🙈

Jeg har jo meget materialistisk lovet mig selv en ‘gave’, hver gang vægten viser et nyt og lavere tal foran kommaet. Og nu har jeg hovedkulds forelsket mig i et par dyre sko. Før ferien var der 1 kg, før jeg måtte få dem. Nu er der 2 kg 😢 Det er helt uoverskueligt, og jeg overvejer flere gange dagligt at snyde 🙈 Men skal vi ikke lige aftale, at hvis jeg nu er rigtig god de næste lige knap fire uger før min sommerferie, så er de mine 🤞🏻

10 måder MOR er træt på…!

Ferien er slut. Jeg er ‘retur’ på barsel. Stadig med afbrudt nattesøvn, men med mulighed for lur.

Jeg har reflekteret lidt over de forskellige typer af træthed, man som mor bliver ramt af. Lad os bare starte med lidt ferie træthed 🙂

Ferie træthed

Hvem har overhovedet fundet på at kalde det ferie? Godt nok har mor fri fra sit lønnede arbejde, men mængden af serviceopgaver der skal gennemføres, og konflikter der skal løses mangedobles, og efterlader mor mere træt end hun længe har været. Så første dag retur på jobbet med varm kaffe, stillesiddende frokost og toiletbesøg – se det er nærmest ferie.

Post- fødsels træthed

Denne type træthed indtræffer efter fødslen. Den kan nemmest beskrives som Tågen. Alt er vendt på hovedet. Sammenhængende søvn er en by i Rusland. Kroppen er UDMATTET efter graviditet og fødsel. Den bruger alle ressourcer på at restituere og producere mælk på samme tid.

Amme træthed

Jeg har læst et sted, at Tågen letter 8-12 uger efter fødslen.  Så er mors lur pludselig ikke 1-2 timer, men måske kun 15-20 min, og ofte kan den undværes. Den nye træthed er amme trætheden. Den der træthed, når man ikke får sammenhængende nattesøvn, og for manges vedkommende producerer mælk. En træthed der kan byde på telefoner i køleskabet, body lotion i håret og andre sære ting.

Karate kid træthed

Børnene bliver større, men trætheden forsvinder ikke. Hvis man er pro samsovning, så kender man nok karate kid. Han er ikke sjov at sove sammen… Når mor vågner for tredje gang samme nat ved et nyrespark eller en albue i øjet, så bliver hun altså træt…

Huset skal ryddes op træthed

Mor står helt stille og kigger. Og så rammes hun af træthed. Huset ligner et bombet lokum. Ingen kan se, at der blev ryddet op for to timer siden. Hvor skal hun starte, og hvor skal hun ende? Eller også rammes mor af den uoverskuelige opgave at skulle have børn i bad eller i seng. Projekter der kræver mors overskud og parathed til 117 spørgsmål og diskussioner.

Mor har været længe oppe træthed

Det kan jo ske, at mor ikke lige har fået passet sin sengetid. Måske var der en bog, der skulle læse færdig, en film der skulle ses, eller også skulle der bare hyggesnakkes lidt uden børn. Uanset hvad er udfaldet, at mor bliver træt. For ingen lader mor sove længe. Hendes dag starter på samme tid hver dag året rundt.

Alkohol træthed

Kombinerer man “Mor har været længe oppe træthed” med alkohol uden bevilling af barnepige, så er det helt galt. For manglende søvn + tømmermænd + morgenfriske børn giver en virkelig opgivende form for træthed, hvor alle kneb gælder. Tv, iPads, usund morgenmad, chips og McD er vejen frem, hvis mor bare skal have lidt ro.

Motions træthed

Skulle det utænkelige ske, af mor får dyrket motion af en art, så er det temmelig sikkert, at hun rammes af en voldsom fysisk træthed, der endda kan være kombineret med smerter i muskler, hun ikke anede, at hun havde. Så bare lad være…

Graviditetstræthed – 1. trimester

Vi tager lige graviditeten med her til sidst.

Den træthed man oplever i starten af graviditeten kan stort set ikke beskrives. For man har glemt den, nærmest ligeså snart den er ovre. Men mor oplever følelsen af at køre på arbejde om morgenen, og bare føle sig træt. Sidde på kontoret og overveje, om nogen vil opdage, hvis hun tager en lur på det kolde klinkegulv på handicaptoilettet osv.

Graviditetstræthed  – 3. trimester

Sidst i graviditeten vender trætheden er tilbage. Når måsen er placeret så dybt i sofaen, at end ikke en myre kunne overleve, hvis den kom imellem, så er det nærmest umuligt at flytte det trætte og tunge korpus så meget som en cm. Kroppen råber “stop”, og trætheden rammer ikke kun hovedet, men især kroppen.

Når jeg har født… Så vil jeg være stærk

Annonce

Måske nogen af jer kan huske, at jeg i mine intentioner for 2018 skrev, at jeg gerne ville være stærk igen. Selvfølgelig vil jeg gerne tabe mig efter graviditeten, men det vigtigste er at få en stærk krop.

Om det er fordi  foråret er begyndt at vise sig (se bort fra sneen, der fortsat driller), eller om det er den snarlige fødsel, ved jeg ikke. Men faktum er, at jeg efterhånden føler et større og større ønske om at røre mig og motionere. Tragisk nok så skriger min krop på mere og mere hvile, og de fysiske udfoldelser skal virkelig begrænses til en kort tur i Netto eller lignende. Ikke noget der normalt får pulsen op, men i disse dage kan det faktisk godt 😉

Jeg savner min udendørs bootcamp træning, og jeg savner mine løbeture, men jeg ved godt, at det ikke lige bliver det første, jeg kommer i gang med. Både fordi min krop (underliv) ikke kan holde til det, og fordi jeg gerne vil være sammen med mine andre børn, når babyen sover eller underholdes af far.

Fitness

Husmoder fitness

Jeg forestiller mig istedet lidt husmoder fitness hjemme på stuegulvet. Tænker at det i første omgang bliver med fokus på underliv, og så styrketræning i det tempo kroppen bliver klar. Jeg har efterhånden trænet i mange år, så jeg har en ide om, hvad jeg kan kaste mig ud i – og ellers er jeg sikker på, at der er masser af inspiration på nettet eller i materiale fra biblioteket.

Tøj er underordnet, når jeg træner derhjemme (og jeg har virkelig meget lækkert, som jeg forhåbentligt snart kan passe), men jeg overvejer at opgradere lidt af mit fitness udstyr. Og her kommer Billig Fitness ind i billedet. De har alt, hvad jeg har behov for, og med koden EASTER10 får jeg 10 % i rabat på mine køb i påsken.

Det jeg lige pt. har i min virtuelle indkøbskurv er en fitness måtte. Jeg er så træt af, at bruge et gammelt liggeunderlag, så det bestiller jeg helt sikkert. Derudover tænker jeg også, at nogle elastikker er en god ‘blid’ start. Dem jeg har/havde er møre og sprunget. Derudover så overvejer jeg en Kettlebell, men ved ikke om det er for ambitiøst i denne omgang. Jeg har et sæt håndvægte på 3 kg og en bodybar på 7 kg, så jeg kan måske starte ud med det. Nu må vi se – jeg har jo hele påsken til at overveje 😊

10 facts om mig: 9 sande og 1 falsk

Jeg har prøvet det før, og jeg morede mig egentlig ganske fint over det, så jeg gentager det. Her kommer 10 facts om mig, men en af dem er usand. I kan jo prøve, om I kan gætte hvilken 😊

  1. Jeg har købt alle mine julegaver online, undtagen den fra A til E.
  2. Jeg er kommet til at købe en julegave til mig selv 🙈
  3. Mine lilletånegle er ikke rigtige negle, bare sådan nogle små ‘dutter’.
  4. Jeg forstår ikke, hvordan DR kan lave en hel julekalender om Ramajetterne, og så give alle husmødres våde drøm en birolle… Fatter det ikke! Og det er selvfølgelig Kristian, jeg hentyder til.
  5. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har motioneret. Til gengæld fik jeg høj puls, sidste jeg gik op ad en trappe.
  6. Jeg elsker mine børn lige højt. Troede egentlig, at jeg ville få et favoritbarn.
  7. Jeg ELSKER chokolade, men siger altid nej tak til hvid chokolade.
  8. Jeg er vanvittig dårlig til at støvsuge.
  9. Jeg tog hhv. 29 og 30 kg på i mine sidste graviditeter.
  10. Mit yndlingstal er 72… Aner ikke hvorfor.

Så er det bare med at gætte, hvilken fact der er falsk 😊

Om at acceptere at lidt er bedre end ingenting

Hvad tænker du, når du ser en motionist, der løber forbi dig?

Jeg tænker ofte noget a la: Sejt. Gid det var mig. Wow han/hun løber hurtigt. Fedt tøj. Det ser godt nok hårdt ud. Godt kæmpet osv osv.

Jeg tænker aldrig: Der ligner godt nok en kort tur!

Så hvorfor mon, jeg har så svært ved at acceptere, at det er helt OK at løbe 2,5 eller 3 km?

Ja, det kan virke lidt åndssvagt først at iklæde sig et smart polyester outfit, for så kun at løbe i 15-20 min, hvorefter det smarte polyester outfit kan fylde op i vasketøjskurven, og man har behov for et bad. Det er da ret meget at gøre ud af en ret kort træning, tænker jeg…

Som tidligere skrevet lever jeg pt. efter mit eget lille regelsæt, som bl.a. dikterer motion to gange om ugen og lidt fysisk aktivitet hver dag. Jeg kæmper en del med at acceptere, at deres ok at løbe 2,5 km. I min lille hjerne kan man nærmest ikke forsvare at løbe under 5 km. Men hey det kan man godt! 2,5 km er faktisk mange gange bedre end at løbe 0 km!

Og heldigvis er der et par søde kvinder i mit nabolag, som er friske på at løbe 2,5 km. Og når man er flere, så er det hele meget nemmere og meget sjovere. 😊

Om at acceptere eller kæmpe

Det her indlæg er skrevet søndag i påskeferien. Og jeg ved ikke, om jeg nogensinde udgiver det, for I har efterhånden hørt en del om min vægt – især i 2017. Men nu må vi se.


Ja her er indlægget så – så jeg endte med at udgive det. Tingene er nogen gange lidt nemmere, når jeg siger dem højt. Nu har jeg været ‘sund’ i 5 dage, og indtil videre går det ok.


Det er min holdning til rigtig mange ting her i livet, at enten må jeg acceptere tingenes tilstand eller også må jeg kæmpe. Brok og tårer er ok for at få afløb her og nu, men det duer ikke i det lange løb. Og sådan er det også med min krop (og vægt).

Om ikke så mange uger vågner jeg op på Mallorca. Og hvis vejret tillader det, vil jeg efter min morgenmad tage badetøj på og bevæge mig mod poolen. Jeg plejer at hvile ok i min krop og mine kvindelige former, men det gør jeg bestemt ikke pt. Jeg er oppustet og min talje er på en eller anden måde forsvundet, akkurat ligesom min bagdel. Den talje har på en eller anden måde altid ‘skjult’ de ekstra kilo, men ikke denne gang.

Så enten må jeg acceptere eller også må jeg kæmpe. Jeg har valgt det sidste. Det bliver nogle uger med strenge regler, hvilket er en overkommelig periode for mig. Som noget nyt har jeg udviklet et afkrydsningsskema, så jeg hver aften skal se mig selv i øjnene og evaluere dagen med glade, neutrale og sure smileys. Der skal være plads til fejl, så et par neutrale eller sure smileys pr. uge kan vel accepteres.

Reglerne jeg skal evaluere på:

  • Ingen slik, kage, chips, is, sodavand eller alkohol. Gælder hver dag.
  • Morgenmad består af rugbrød evt. suppleret med grønt. Gælder hverdage.
  • Frokost i kantinen. Først spise grønsager. Ingen hvidt brød eller kiks. Levne istedet for at spise for meget. Gælder hverdage.
  • Alle mellemmåltider består af frugt eller groft knækbrød. Gælder hverdage.
  • Til aftensmad spiser jeg kun en portion, der altid indeholder grønt. Hvis mere sulten spises mere grønt. Gælder hver dag.
  • Der skal gås 10.000 skridt pr. dag – hver dag!
  • Motion mindst to gange pr. uge. Evt. hjemmetræning. (Jeg forudser, at den bliver svær at opfylde)
  • Dage uden træning 2-5 min med squat, planke, sprællemænd o.l.
  • De planlagte undtagelser er min mors fødselsdag, cafebesøg med en veninde og feriekage på job 🙈

Mit skema må jeg vise jer i et opfølgende indlæg.

Nytårsforsæt med blævrende arme og dybe suk…

Jeg gad egentlig godt, at jeg var en af dem, der ikke havde nogen nytårsforsæt, men bare gjorde noget ved det resten af året. Men sådan er det ikke i år…

Mine arme blævrer, når jeg friserer mig, og jeg ved snart ikke, om det er mig eller vægten, der sukker højest, når jeg har mit ugentlige visit. Så jeg er en af dem… En af dem der skal tabe sig. Målet er 4-5 kg, men en bedre grundform vil jeg virkelig sætte endnu større pris på. Så nu er det nu. Og i dag gik det da fint nok – indtil jeg opdagede nogle rester fra afdelingens juleslik… Så jeg fik da lige tre stykker chokolade. Og da jeg kom hjem, måtte jeg hjælpe børnene med at udrydde det sidste kransekage. Men altså til aften fik jeg kun hakkebøf og salat – nå ja og whiskysauce, da det sidste flødeskum fra nytårsaften skulle udryddes. Men af en første dag på en slags kur, er det vel ok. Eller noget. 🙈Men i morgen er der atter en dag, og på søndag står den på indvejning og peptalk på den Bootcamp jeg er tilmeldt. Godt nok kun på halv tid (en træning om ugen), men det var, hvad der kunne passe ind i familien.

Så i morgen venter en ny dag uden chokolade. Og uden oksekød. Min mands nytårsforsæt er nemlig at spise mindre kød – og især oksekød. Det er for at passe på vores jord, og det er jo så smukt, at jeg bliver nødt til at tilslutte mig. Og så er det selvfølgelig også nemmest, når alle spiser det samme til aftensmad 😉

Og så er der mit sidste nytårsforsæt, som virker så simpelt, men som jeg nok bliver nødt til at huske mig selv på mange gange. Nemlig at tage mine børn mere med i svømmehallen. Jeg synes, det er så vigtigt, at være fortrolig med vand og kunne svømme, så det skal altså prioriteres. Da vi gik fast på et lørdagshold, var det nemt at komme af sted, men nu er der så mange undskyldninger.

Om lidt sover mindstemanden (forhåbentligt), og så rammer jeg sofaen. Jeg havde egentlig fri i dag, men da udbudene væltede ind før jul, kunne jeg godt se, at jeg ville få travlt med at skrive tilbud i januar. Så min fridag blev konverteret til en 9-15 dag.

Min løbemotivation

Indlægget indeholder affiliate links.

Nu har jeg jo for efterhånden nogle måneder siden givet mig selv en løbeudfordring. Jeg hænger stadig i, men hvad er egentlig min løbemotivation?

Løbemotivation

En stor del af min løbemotivation skyldes nok stædighed. Jeg har sat mig et mål, fundet et program og så skal jeg bare igennem det! Det er ikke sådan, at jeg kan ‘snyde’, som når jeg selv sætter målene i hovedet. Her er der et program, der styrer tiden – og så følger jeg det sjovt nok, men jeg er også meget regelret.

Det med at have en halv time alene, hvor jeg kan få noget ro til hovedet, er også en del af mine løbemotivation. Som mor til to er jeg næsten på hele tiden, så det med at glemme alt det derhjemme og bare løbe, det er rart.

Bodyshaping – eller hvad man kalder det… Generelt vil jeg gerne have en stærk og sund krop. Jeg har været rimelig inaktiv i min graviditet, så der er nok at tage fat på. At kunne få en lidt sundere/fastere/slankere krop motiverer mig også til at løbe.

Løbemotivation

Tanken er nok, at selvom jeg keder mig, så vil jeg gerne fortsætte med at løbe. Jeg tror dog fortsat, at jeg har brug for løbemotivation, og derfor er jeg også allerede på udkig efter en app til at lære at løbe hurtigere (ikke længere)…

Og nå ja – hvis jeg fortsætter, skal jeg nok have nye sko. Der er ikke mange kilometer, i dem jeg har, men de er nok 7 (?) år gamle. Nye sko motiverer mig ikke, men det gør tøj, og jeg har lovet mig selv nyt løbetøj, hvis jeg gennemfører. Jeg ønsker mig smarte løbetights, som disse eller disse. Og så trænger jeg virkelig til en ny top eller to, f.eks. denne eller denne. Dem jeg har, har alle skjolder under armene. Men hey er der nogle mærker I kan anbefale til løb? Erfaringer modtages med kyshånd.

Skulle jeg blive ren løbehaj, så kommer der sikkert ny sportsbh, telefonholder, høretelefoner, strømper o.l. på ønskesedlen 😉

Jeg har fået en udfordring…

Jeg har fået en udfordring… af mig selv! Og den omhandler løb…

Læs videre Jeg har fået en udfordring…