Tag-arkiv: muffins

Status pt #45

Fredag aften… Vi snupper lige en gang status pt.

  • I vinterferien skulle min datter for første gang selv bage muffins (de her). Af uransagelige årsager var mit lager for bagechokolade tomt, så jeg måtte på jagt i viktualierummet. Det blev til god mørk chokolade suppleret med resterne af en chokoladejulekalender, chokoladeovertrukne rosiner fra jul og skumfiduser. Og ærlig talt blev de vildt gode.
  • Vi har rengøringshjælp hver 14. dag. Sidste gang måtte vi aflyse pga. sygdom. Det er snart fire uger siden, at her er blevet gjort rent. Det vil være en kæmpe overdrivelse at kalde det lidt beskidt.
  • Jeg kastede mig ud i en støvsugning lige efter, at jeg skrev ovenstående. Det er ikke min spidskompetence, men det hjalp på det, at det var ret tydeligt at se, hvor jeg var nået til…
  • Den anden dag skulle jeg lave boller i karry. Da jeg skulle have kødbollerne i sovsen, syntes jeg den duftede forkert… Et kig i krydderiskuffen afslørede, at jeg havde brugt paprika istedet for karry. Sååå det… Jeg kunne da heldigvis lave en ny sovs.
  • I går bagte jeg fastelavnsboller for 4. gang i år. Men nu har jeg også både bagt til mine kolleger, børnehaven, skolen og mine forældre. Et slag på tasken er, at jeg har bagt 115-120 fastelavnsboller i år. Det er også en slat 🙈
  • I dag har jeg meldt mig syg pga. menstruation 😳 Det sker heldigvis sjældent, men med hovedpine, mavekramper og kvalme så jeg ikke rigtigt andre muligheder. Jeg har seriøst ligget i min seng fra kl 8.30 til 15.00. Kun afbrudt af toiletbesøg og når jeg har hentet pølsebrød, fastelavnsboller eller chips – som jeg har indtaget i min seng. Nu er klokken snart 20, og jeg er putteklar. Håber virkelig jeg er frisk i morgen – ellers bliver sådan en lørdag hård, når hele familien er hjemme.

God weekend

Festivalmuffins – en anekdote og en opskrift

Har du nogensinde hørt om festivalmuffins? Nå ikke… Men så hør godt efter.

Engang hed Smukfest jo Danmarks Smukkeste Festival og var egentlig ikke en specielt stor festival. Jeg er opvokset i Skanderborg, og min far var i mange år medhjælper på festivalen. I starten af 90’erne var han i Medhjælpermad, som er det team, der sørger for forplejning af alle medhjælperne. Og dengang var der ikke sådan præfabrikerede kager, men istedet festivalmuffins, som bl.a. min far og jeg (og min mor) havde bagt henover sommeren og frosset ned, så de var klar til festivalen. Så vidt jeg husker, skulle min far levere 250 festivalmuffins, hvilket svarer til 10 portioner af nedenstående opskrift.

Festivalmuffins er en makronkage med kakao – lækker og sprød udenpå, og blød og sej indvendigt.

Ingredienser:

  • 125 g smør
  • 300 g sukker
  • 3 æg
  • 2,5 tsk mandelessens/mandelaroma
  • 125 g makroner
  • 125 g mel
  • 2 spsk kakao

Festivalmuffins

Start med at smelte smørret. Imens piskes smør og æg godt.

Makronerne mases – jeg plejer at putte dem i to fryseposer, og så mase med hænderne eller en kagerulle. Da jeg var barn, satte jeg mig på dem 🙈

Festivalmuffins

Festivalmuffins

Alle ingredienserne røres sammen. Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovn.

Hæld dejen i forme. Opskriften lyder på 25 stk, men vores forme var så ‘høje’, at der kun blev 18 stk. Formene skal fyldes halvt op.

Bag ca. 20 min ved 180 grader almindelig ovn. Kagerne er list bløde, når de kommer ud, men de skal nok blive sprøde.

Velbekomme!

Festivalmuffins

Purløgsmuffins med laks – en opskrift

Laks er altid lækkert, og jeg har en skøn opskrift på purløgsmuffins, som bare går super godt med laks. Både til et frokostbord eller en brunch. Opskriften er ret simpel, men kræver både en gryde og en skål, så der er lidt opvask 😉

Opskriften er ikke så stor, og giver kun 5-6 muffins. Personligt kan jeg sagtens spise to, men er der meget andet på bordet, så spiser man selvfølgelig kun en. Opskriften kan dog let ganges op. De er virkelig lækre, men bør bages samme dag, som de serveres.

Ingredienser til purløgsmuffins (5-6 stk):

  • 1 lille løg
  • 50 g smør
  • 1 bundt purløg (jeg klipper “det hele” af en potte fra supermarkedet)
  • 1 æg
  • ½ dl creme fraiche
  • 90 g mel
  • ¾ tsk bagepulver
  • 1/2 tsk salt

Ingredienser til dressing:

  • 1 dl creme fraiche
  • ½ tsk citronsaft eller ½ tsk revet citronskal (fra øko citron)
  • Lidt salt og peber

Tilbehør :

  • Røget laks, ca. 200 g (6 stk)
  • Evt. citronbåde

Purløgsmuffins

Tænd ovnen på 225 grader almindelig ovn.

Pil og hak løget. Smelt smørret i en gryde. Tilsæt løg og purløg. Jeg plejer at klippe det med en saks direkte ned i gryden. Lad det snurre ved middel varme i ca. 5 min. Løgene skal blive nærmest glasklare.

Purløgsmuffins

Æg og creme fraiche piskes sammen. Tilsæt mel, bagepulver og salt og rør godt. Tilsæt purløgsblandingen og rør det hele sammen til en klistret dej.

Purløgsmuffins

Fordel dejen i 5-6 muffinsforme. Jeg bruger forme af silikone, og smører dem altid lidt med olie inden.

Purløgsmuffins

Sæt muffinsformene ind midt i ovnen og bag dem ca. 12-14 minutter. Mærk med en strikkepind og de er færdige.

Purløgsmuffins

De færdige muffins må gerne køle inden servering, men de smager bestemt bedst på dagen.

Dressing rører af creme fraiche, citronsaft, salt og evt. lidt purløg, hvis der er “rester”. Har du købt en økologisk citron, er revet citronskal også lækkert i dressingen.

Purløgsmuffins

Purløgsmuffins serveres med røget laks og dressing. Virkelig lækkert.

Purløgsmuffins

Velbekomme.

Chokolademuffins med creme fraiche – en opskrift

Chokolademuffins med creme fraiche

Her i påsken har vi blandt andet bagt chokolademuffins med creme fraiche. Det er en opskrift jeg har fået af min folkeskoleveninde, da jeg besøgte hende i London og vi begge var gravide. Siden har det faktisk været en af mine yndlingsopskrifter, som jeg løbende har ændret lidt på.

Hvorfor er chokolademuffins med creme fraiche super gode? Se her:

  • Alle opskrifterne er basisvarer i mit køkken, og derfor altid på lager.
  • Creme fraichen gør, at fyldet ikke synker til bunds i kagerne.
  • De er hurtige at lave.
  • Der er mange enkle mål, som gør det let for A at være med.
  • De kan bages, når man lige har lidt creme fraiche tilovers, der trænger til at blive brugt.
  • De kan varieres på mange måder.
  • Og vigtigst af alt – de smager SUPER godt

Til chokolademuffins med creme fraiche skal bruges:

  • 75 g (blødt) smør
  • 225 g sukker
  • 2 æg
  • 2½ dl creme fraiche (eller hvor stor din rest er… 1½-3 dl er ok)
  • 1½ tsk bagepulver
  • 2 tsk vanillesukker
  • 1 plade chokolade (150-200 g)
  • 270 g mel
  • Evt. andet fyld: kakao, bær o.l.
  • Forme
  • Olie til smørring

Chokolademuffins

Rør smør og sukker sammen til en blød masse. Gerne på en røremaskine.

Tilsæt æg og rør igen. Tilsæt creme fraice, vanilliesukker og bagepulver. Rør igen. Hak chokoladen groft. Tilsæt chokolade* og mel. Rør igen.

* Jeg bruger ofte blot hakket chokolade, men nogle gange tilsætter jeg også 2 spsk kakao for at få mørke chokolademuffins. Andre gange har jeg kun hakket halvdelen af chokoladen og dernæst smeltet den anden halvdel. Der kan også anvendes 100 g hvid chokolade og 100-200 g bær, f.eks. blåbær eller hindbær.

Chokolademuffins med creme fraiche

Chokolademuffins med creme fraiche

Chokolademuffins med creme fraiche

Chokolademuffins med creme fraiche

Fordel dejen i muffinsforme, så de er 2/3 fyldt. Jeg får 18 muffins ud af opskriften. Da jeg bruger silikoneforme, sørger jeg for at smøre dem, ved at væde et stykke køkkenrulle med olie, og hurtigt køre rundt i alle formene. Så slipper kagerne let.

Bag kagerne ved 180 grader midt i ovnen i 30 min.

Velbekomme hermed 18 lækre chokolademuffins med creme fraice.

Lignende indlæg: