Da jeg lå syg før jul, tog jeg en tur ad memory lane i bloggens arkiver. Her fandt jeg mine bedste indlæg fra 2017. Det vil sige, de indlæg som jeg personligt er aller mest glad for. Enten fordi jeg er stolt af dem, eller fordi indhold og pointer er noget af det, der har værdi for mig.
Jeg fandt 12 indlæg, og jeg har ikke en gang gidet at barbere det ned til en pæn liste på 10. Så I må klare jer 😉
Mit aller mest personlige indlæg nogensinde hedder Kære verden – jeg er pårørende. Jeg var drønnervøs for at udgive det, men I tog så pænt imod det. Tak. Når jeg læser det i dag, bliver jeg stadig lidt stolt af, hvordan det lykkedes mig at sætte ord på noget rigtig svært.
På den karriereorienterede del af bloggen skrev jeg lidt om årets MUS samtale. Om at have svært ved at sætte ord på, hvad jeg gerne vil, og om at være tilfreds, hvor jeg er, og samtidig føle at jeg står i stampe.
I marts skrev jeg lidt om, at solen skinner på dem, der ønsker det. Det var et indlæg om at tage ja-hatten på og beslutte sig for at få en god dag . Det virker stadig – når jeg lige husker det.
Jeg endte igen ‘i’ et uheld på motorvejen. Denne gang var jeg heldigvis ikke impliceret, men jeg holdt i kø meget nær uheldsstedet. Derfra skrev jeg indlægget ‘Flashback fra motorvejen’.
Så var der en lokalplan i høring, hvor vi var høringsberettigede. I den forbindelse skrev jeg et indlæg om, at min holdning er, at hvis man ikke siger sin mening, så kan man ikke tillade sig at brokke sig når bagefter. Det forsøger jeg at leve efter i alle livets aspekter.
Foråret havde lidt et tema omkring sundhed, men også meget omkring at acceptere nogle ting. Jeg skrev bl.a. indlægget om at elske sig selv (kvinde), hvor jeg efter en længere proces, fik listet en række ting, jeg faktisk rigtig godt kan lide ved min krop.
I juni rejste jeg til USA uden min familie i seks dage. Det krævede lidt snak og planlægning, men det lykkedes rigtig fint. Måske især pga. at jeg lavede små videohilsener til min datter. Det skrev jeg om i dette indlæg.
Og så nåede jeg i august en lidt vild milepæl. Det blev til indlægget: “Der er gået 10 år…” om mit 10 års jubilæum på samme arbejdsplads. Come on jeg var kun 33 år…
Min datter startede i skole, og en af hendes nye klassekammerater kaldte mig smuk. Det var virkelig sødt, men hun er åbenbart utroværdig 😉
Der skete så igen det, at en fremmed dame gav min børn chokolade i supermarkedet, fordi de var så gode til at hjælpe. Det reflekterede jeg lidt over på bloggen, for det er da egentlig en rigtig flot gestus og ros.
Et indlæg om at blive pisset på – i bogstaveligste forstand, fandt også vej herind. Min søn var synderen, der i ly af mørket pissede på mig. Tsk tsk.
Sidst på året blev jeg sentimental og fejrede mit personlige jubilæum som mor. Selvfølgelig kun her på bloggen, for i virkeligheden var det selvfølgelig min datter, der blev fejret.
