Tag-arkiv: MUS

Status pt. #15

Status pt. her lige inden sommerferien:

  • Mine børn går på ferie på fredag. Det skræmmer mig lidt, men jeg glæder mig også enormt meget. Vi skal bl.a. nå nogle af tingene på denne liste.
  • Vi skal først have barnedåb til august, men når ferien er ovre, er det jo ‘lige om lidt’. Så invitationer skal ud og mad skal overvejes/bestilles.
  • Hjem-is har en funktion på deres hjemmeside, hvor man kan se, hvornår de kommer forbi. Den passer som vinden blæser… Totalt utilregnelig – og så må jeg altså købe mine is et andet sted. Jeg skulle jo nødig løbe tør.
  • Jeg/vi har dog “tjent” et gavekort til Hjem-is for at teste noget børnetandpasta. Så vi holder alligevel øje med, hvornår de kommer.
  • Jeg læser Alle vi børn i Bulderby for min datter. Jeg havde præcis den bog på bånd, da jeg var barn, og når jeg læser op, kan jeg høre, hvordan oplæseren lød. (Og jeg lyder helt forkert…)

  • Min datter er ret fornærmet over, at jeg ikke ville hænge flag op på hendes værelse i anledning af sidste skoledag i 0. klasse…
  • Vores kat æder altid sine mus udenfor. Gerne med os/børnene som publikum inde fra stuen. Den anden dag kom den alligevel ind med en død mus, der skulle kastes op i luften. Da det ikke lykkedes mig at smide katten ud i haven, måtte jeg feje både kat og mus ud i bryggerset med en kost.
  • Katten fik det forøvrigt skidt af den mus, og kastede op udover kadaveret midt på gulvmåtten. Behøver jeg sige, at jeg selvfølgelig var den eneste voksne, der var hjemme til at rydde op. Suk og adr!

  • Den anden dag fik jeg en fiskefilet fra fiskemanden. Dvs. jeg fik kun hul panering. Jeg forstår stadig ikke, hvordan fisken kunne forsvinde…
  • Vi var i sommerhus i weekenden – og jeg var i vandet for første gang i år. Og så fik jeg også årets første solskoldning….
  • Morgenen startede lidt over 7, da jeg fik et opkald fra en murer, der stod udenfor. Dem der havde bestilt ham, havde bare liiige glemt at informere os. Men så kom vi da i tøjet.

Mine favorit indlæg fra 2017

Da jeg lå syg før jul, tog jeg en tur ad memory lane i bloggens arkiver. Her fandt jeg mine bedste indlæg fra 2017. Det vil sige, de indlæg som jeg personligt er aller mest glad for. Enten fordi jeg er stolt af dem, eller fordi indhold og pointer er noget af det, der har værdi for mig.

Jeg fandt 12 indlæg, og jeg har ikke en gang gidet at barbere det ned til en pæn liste på 10. Så I må klare jer 😉

Mit aller mest personlige indlæg nogensinde hedder Kære verden – jeg er pårørende. Jeg var drønnervøs for at udgive det, men I tog så pænt imod det. Tak. Når jeg læser det i dag, bliver jeg stadig lidt stolt af, hvordan det lykkedes mig at sætte ord på noget rigtig svært.

På den karriereorienterede del af bloggen skrev jeg lidt om årets MUS samtale. Om at have svært ved at sætte ord på, hvad jeg gerne vil, og om at være tilfreds, hvor jeg er, og samtidig føle at jeg står i stampe.

I marts skrev jeg lidt om, at solen skinner på dem, der ønsker det. Det var et indlæg om at tage ja-hatten på og beslutte sig for at få en god dag . Det virker stadig – når jeg lige husker det.

Jeg endte igen ‘i’ et uheld på motorvejen. Denne gang var jeg heldigvis ikke impliceret, men jeg holdt i kø meget nær uheldsstedet. Derfra skrev jeg indlægget ‘Flashback fra motorvejen’.

Harmonikasammenstød

Så var der en lokalplan i høring, hvor vi var høringsberettigede. I den forbindelse skrev jeg et indlæg om, at min holdning er, at hvis man ikke siger sin mening, så kan man ikke tillade sig at brokke sig når bagefter. Det forsøger jeg at leve efter i alle livets aspekter.

Foråret havde lidt et tema omkring sundhed, men også meget omkring at acceptere nogle ting. Jeg skrev bl.a. indlægget om at elske sig selv (kvinde), hvor jeg efter en længere proces, fik listet en række ting, jeg faktisk rigtig godt kan lide ved min krop.

I juni rejste jeg til USA uden min familie i seks dage. Det krævede lidt snak og planlægning, men det lykkedes rigtig fint. Måske især pga. at jeg lavede små videohilsener til min datter. Det skrev jeg om i dette indlæg.

Og så nåede jeg i august en lidt vild milepæl. Det blev til indlægget: “Der er gået 10 år…” om mit 10 års jubilæum på samme arbejdsplads. Come on jeg var kun 33 år…

Min datter startede i skole, og en af hendes nye klassekammerater kaldte mig smuk. Det var virkelig sødt, men hun er åbenbart utroværdig 😉

Der skete så igen det, at en fremmed dame gav min børn chokolade i supermarkedet, fordi de var så gode til at hjælpe. Det reflekterede jeg lidt over på bloggen, for det er da egentlig en rigtig flot gestus og ros.

Et indlæg om at blive pisset på – i bogstaveligste forstand, fandt også vej herind. Min søn var synderen, der i ly af mørket pissede på mig. Tsk tsk.

Sidst på året blev jeg sentimental og fejrede mit personlige jubilæum som mor. Selvfølgelig kun her på bloggen, for i virkeligheden var det selvfølgelig min datter, der blev fejret.

De mest læste indlæg fra marts

Så er det tid til at se, hvilke af de udgivne indlæg fra marts, der blev læst flest gange. Jeg kan godt se i mine statistikker, at det ikke er jer alle, der gider læse de her månedlige tilbageblik, men jeg synes, at det er lidt hyggeligt – og for nye læsere eller blot nye besøgende, giver det et fint lille overblik.

Det 5. mest læste indlæg omhandlede dresscode til mit første bestyrelsesbillede. Jeg endte i min elskede buksedragt (affiliate link), og jeg er ok tilfreds med bllledet, men selvom jeg næsten hele seancen poserede med knæk på det ene ben, så endte det med to lige ben og hænderne på ryggen 🙂

(Beklager billedets kvalitet – det er hapset fra en pdf)

Som det 4. mest læste indlæg kom min lille fortælling om Det store skattelotteri, som jeg vist nok sammenlignede lidt med et casino, hvor chancen for gevinst var ret stor – bare man betalte for det…

Da jeg ikke gad have flere dårlige dage eller en rigtig brokkeblog, besluttede jeg mig for at have en god dag. Og så konstaterede jeg, at Solen skinner  – på dem der ønsker det. Det indlæg strøg ind på en 3. plads.

På en 2. plads kom indlægget om, hvor godt det hele gik. Eller… Det gik nok ikke så godt, så det blev lidt en hit og shit.

Det meste læste indlæg fra marts var mit indlæg om årets MUS samtale. Det var et ærligt indlæg om at være glad for at være hvor jeg er, men samtidig føle at jeg ikke er helt det rigtige sted…

Årets MUS samtale

Det er den tid på året, hvor der afholdes MUS samtaler på min arbejdsplads. Og da det er en større international virksomhed, hedder det selvfølgelig ikke MUS, men PDP. Jeg troede det stod for Performance Dialog og et eller andet med P, men Google fortæller mig, at det rent faktisk står for Performance and Development Process. Så lærte jeg det.

Måske kender I det, men i et stort firma er det en proces, hvor der ikke er noget overladt til tilfældighederne. Senest fem dage før samtalen skal medarbejderen (mig) udfylde et elektronisk dokument. Det er et dokument, hvor jeg skal sidde og evaluere min egen performance. Både ifht. de mål vi opstillede sidste år, men også ifht. en række mål opsat af virksomheden. Jeg synes altid, at det er lidt langhåret, for jeg føler mig ærlig talt som en blærerøv, når jeg sætter kryds i, at jeg har overgået forventningerne både lidt og meget. Men sådan er det. Dokumentet ryger retur til lederen, som så kan forberede sig til selve samtalen.

Helt oprigtig talt er jeg glad for mit arbejde. Jeg har varierende og spændene opgaver, og jeg bliver jævnligt udfordret med nye opgavetyper eller nyt/mere ansvar. Jeg føler dog ikke helt, at jeg er der, hvor jeg gerne vil være i min karriere…

Det rigtig svære er så, at jeg faktisk ikke kan sætte ord på, hvor jeg gerne vil være. Og når jeg ikke kan sætte ord på det, så er det meget svært at arbejde hen i mod det. Det er også svært at indvie min leder i mine mål, drømme og ambitioner, og endnu sværere for ham at hjælpe mig.

Så måske mit mål for det kommende år bare skal være, at sætte ord på, hvad jeg gerne vil opnå.