Tag-arkiv: navn

Mit bedste råd til den kommende brud

Langt de fleste af os, bliver kun gift én gang. Så som brud er de fleste relativt uerfarne. Det er ikke ligesom at købe et nyt hus eller få barn nr. 2, hvor man ligesom kan have opbygget noget erfaring på forhånd. Nej, der er bare noget helt nyt.

For mit eget vedkommende er jeg på en måde blevet gift to gange, men med den samme mand. I kender modellen: Først rådhus og senere kirke. Og nej, det tæller ikke, som at opbygge erfaring.

De to slags ‘bryllupper’ var for os relativt forskellige, men jeg har faktisk et råd til dem begge. Altså udover at nyde dagen, se din mand i øjnene, kysse ham og smile.

Skal du giftes på rådhuset, så skal du skrive under. Det gør du faktisk allerede lidt på forhånd med det romantiske NemID, men som en del af de afsatte fem minutter foran giftefogeden, skal du altså nå en underskrift. Skulle du ligesom jeg, vælge at tilføje noget eller skifte dele af dit navn ud, så er det ris til egen røv, hvis du ikke følger mit råd. Jeg havde nemlig kun lige fået pennen i hånden, før jeg fik besked på, at underskrive med mit nye navn. PANIK! Jeg gik ærlig talt helt i stå, og endte med en meget kluntet underskrift. Så mit råd er: Øv dig i at skrive under med dit nye navn.

Jeg var i stor hvid kjole til vores kirkebryllup, og da jeg ikke er fra den tid, hvor man blev konfirmeret i en stor Lilly model, så var brudekjolen mit første møde med den slags kjole. Mit udgangspunkt var, at jeg ikke ønskede en stropløs kjole, så… Jeg endte selvfølgelig med en smuk stropløs kjole. Smuk og lidt uhandy, som ting med skørt, slæb og massevis af knapper på ryggen ofte er.

Før i tiden var en af brudepigens vigtigste opgaver, at hjælpe bruden på toilettet. Der er nok at holde styr på, kan jeg godt love jer, og det bliver ikke nemmere, som aftenen skrider frem. Tænk dig situationen, hvor du lettere overrislet skal tisse. Der skal bare være NU!, men din brudepige er ingen steder at se… Så er gode råd dyre.  Men mit råd er faktisk gratis, og burde gives til alle brude, når de købte en brudekjole – akkurat som jeg fik det, da jeg købte min kjole.

Kære brud i kjole med skørt. Når du skal på toilettet, skal du løfte op i kjolen foran og så sætte dig omvendt på toilettet. Ved at sidde omvendt, har du fuldstændig styr på kjolen, og der er ikke risiko for, at noget ryger i toilettet. Selv tak! 😉

Nu har vi kun to navne tilbage…

Snakken om navne har bevæget sig, og vi har nu short-listet to navne, som vi begge kan lide. Og dem lader vi nok lige stå og summe.

Men hvad skal Lillebror ikke hedde?

Han skal ikke hedde Theo, Otto eller Karl.

Heller ikke Norr, Frej eller Sune.

Isak, Birk, Aske, Eske eller Ebbe bliver det heller ikke.

Gorm, Odin eller Thor er heller ikke aktuelt.

Og dem som foreslår Ivar, må jeg også skuffe. Ligesom Ivan, Tage og Erik ikke går, da mine farbrødre hedder sådan.

Men jeg vil gerne afsløre, at begge navne har 4 bogstaver. Det er drengenavne, og så må I vente med resten.

Hvis I gætter, skal i ikke regne med at få andet end smileys retur fra mig 😊

Hvad skal barnet hedde?

Det der med et navn, er faktisk noget, der begynder at fylde lidt hjemme hos os. Og omvendt er det ikke noget, vi snakker så meget om… Så jeg ved ikke helt, om vi er det rigtige sted i processen 😉

Min datter er opkaldt efter min mands Bedste. Hun har et smukt klassisk navn på fire bogstaver.

Da vi ventede min søn, var det mig, der også ønskede at hans navn skulle være på fire bogstaver, og vi endte igen på et klassisk navn.

Tilfældigvis starter begge børn nu også med en vokal. Så især jeg har gjort mig en del overvejelser om, hvad jeg egentlig vil stille som ‘kriterie’ for det navn vi skal finde til vores nye lillebror. Det kan f.eks. være nedenstående eller en kombination:

  • Fire bogstaver
  • Starte med vokal (en anden end de to, vi allerede har benyttet?)
  • To vokaler og to konsonanter

Vi er blevet enige om, at vi i første omgang leder efter et navn med fire bogstaver. Det specifikke navn er vi dog ikke enige om…

Jeg har forsøgt mig med Ebbe, men det var et klart nej fra min mand. Han har forsøgt med Karl, men der må jeg sige nej tak… Min datter siger Otto (eller Alfred), hvilket vi heller ikke er helt lune på, selvom det vist bliver mere og mere populært.

Men der er stadig navne på listen, så mon ikke vi når til enighed inden alt for længe. 💙

Fantastiske navne til søskende har jo tidligere været et tema. Læs mere her, her og her