Tag-arkiv: nyt job

Det der nye job – en status

Jeg startede nyt job d. 1. maj, og her 3,5 måneder senere, skylder jeg jer vist en status.

Det går godt!

De arbejdsopgaver jeg skulle have haft, gik af forskellige årsager i vasken. Så til tider har jeg kedet mig lige vel rigeligt, men jeg har ikke fortrudt. Bare været frustreret over, at jeg ikke kunne komme i gang med at vise, hvad jeg kan.

Her efter sommerferien har jeg haft styring på et tilbud. Det har været skønt igen at føle den der kampgejst, når man arbejder sammen om noget, man gerne vil vinde.

Jeg kan også mærke, at folk har ‘opdaget’, at jeg er startet. Mine nye kolleger ringer oftere med noget, hvor de gerne vil have hjælp, sparring eller bruge mit CV. Så jeg har alt i alt ret store forventninger til mit efterår rent arbejdsmæssigt.

Selve afdelingen er både meget ens og meget forskellig fra den, jeg kommer fra. Fagligt spænder den bredere, men da vi er delt over flere geografier, sidder vi en relativt lille flok med få personer, som jeg fagligt kan spejle mig i. Heldigvis er de flinke, inspirerende og hyggelige at være sammen.

Det der har været mest overraskende for mig, har været den ‘autoritet’, der er omkring mig. Jeg har jo ikke været Marie, som alle kender, men ‘hende den nye’ med 12 års erfaring. Det ændrer sig selvfølgelig, men har alligevel været sjovt at prøve.

Den kommende uge byder på en tur til vores hovedkontor (på Sjælland), hvor jeg skal drikke en pokkers masse ‘kaffe’ og netværke med nye (pt. ukendte) kolleger. Det skal nok blive godt, selvom det også er lidt grænseoverskridende.

Nu har jeg bagt en jordbærkage til mine kolleger, for der hvor jeg kom fra, var det et krav til alle nye, der ‘bestod’ de første tre måneder.

Jeg har sagt op

Det er virkelig en mærkelig sætning at skrive. ‘Jeg har sagt op’. Men det har jeg altså. Efter næsten 12 år på arbejdsmarkedet og lige så lang tid på den samme arbejdsplads, så er det lige straks slut.

Hvorfor nu det? Og hvad skal jeg så?

Det er gode spørgsmål. Der er ikke noget drama, og jeg smækker ikke med døren. Jeg har nok mest ‘bare’ lyst til at prøve noget andet. Se om jeg kan slippe ‘fri’ af nogen af de roller, som jeg har nu. Komme lidt tilbage på sporet, efter at jeg de senere år har følt mig lidt overhalet af ‘unge’ mænd der ikke ‘døjer’ med graviditet og orlov. Så ja… Lyst til at prøve noget nyt.

Og så blev jeg kontaktet. Af en jeg stoler på. Og som havde nogle opgaver, der lød spændende. Jeg mødtes med ham flere gange. Jeg tænkte og tænkte. Og jeg var søvnløs. Meget søvnløs. Og så sagde jeg op. Det var vanvittig hårdt. Jeg vil så nødig skuffe nogen, og jeg kan bedst lide, når alle er glade. Så ja det var hårdt. For jeg skuffede folk – folk jeg stoler på og folk jeg holder af.

Men nu ser jeg fremad, og jeg glæder mig til at prøve noget nyt. Hvis det går helt galt, så håber jeg, at jeg kan vende ‘hjem’ igen.

Forøvrigt skifter jeg til en konkurrent. Den største konkurrent. En ven sagde til mig: Det svarer jo til at skifte fra Real Madrid til Barcelona!

Og for at blive i fodboldens verden, var der en anden, der sagde til mine nye leder, at jeg var en god ‘signing’. Mens en tredje har sagt, at det var godt ‘scoutet’. Bum bum 😉