Tag-arkiv: Nytårsfortsæt

Nytårsforsæt med blævrende arme og dybe suk…

Jeg gad egentlig godt, at jeg var en af dem, der ikke havde nogen nytårsforsæt, men bare gjorde noget ved det resten af året. Men sådan er det ikke i år…

Mine arme blævrer, når jeg friserer mig, og jeg ved snart ikke, om det er mig eller vægten, der sukker højest, når jeg har mit ugentlige visit. Så jeg er en af dem… En af dem der skal tabe sig. Målet er 4-5 kg, men en bedre grundform vil jeg virkelig sætte endnu større pris på. Så nu er det nu. Og i dag gik det da fint nok – indtil jeg opdagede nogle rester fra afdelingens juleslik… Så jeg fik da lige tre stykker chokolade. Og da jeg kom hjem, måtte jeg hjælpe børnene med at udrydde det sidste kransekage. Men altså til aften fik jeg kun hakkebøf og salat – nå ja og whiskysauce, da det sidste flødeskum fra nytårsaften skulle udryddes. Men af en første dag på en slags kur, er det vel ok. Eller noget. 🙈Men i morgen er der atter en dag, og på søndag står den på indvejning og peptalk på den Bootcamp jeg er tilmeldt. Godt nok kun på halv tid (en træning om ugen), men det var, hvad der kunne passe ind i familien.

Så i morgen venter en ny dag uden chokolade. Og uden oksekød. Min mands nytårsforsæt er nemlig at spise mindre kød – og især oksekød. Det er for at passe på vores jord, og det er jo så smukt, at jeg bliver nødt til at tilslutte mig. Og så er det selvfølgelig også nemmest, når alle spiser det samme til aftensmad 😉

Og så er der mit sidste nytårsforsæt, som virker så simpelt, men som jeg nok bliver nødt til at huske mig selv på mange gange. Nemlig at tage mine børn mere med i svømmehallen. Jeg synes, det er så vigtigt, at være fortrolig med vand og kunne svømme, så det skal altså prioriteres. Da vi gik fast på et lørdagshold, var det nemt at komme af sted, men nu er der så mange undskyldninger.

Om lidt sover mindstemanden (forhåbentligt), og så rammer jeg sofaen. Jeg havde egentlig fri i dag, men da udbudene væltede ind før jul, kunne jeg godt se, at jeg ville få travlt med at skrive tilbud i januar. Så min fridag blev konverteret til en 9-15 dag.

I 2015 vil jeg…

… blive succesrig, være den perfekte mor, slank og smuk!

Hmm det med nytårsforsætter er noget svært noget, men jeg har alligevel prøvet at lave en liste med mine ønsker for 2015.

I virkeligheden vil jeg gerne skabe mere “Marietid” og mere tid med min familie. Samtidig med at jeg tager i mod de udfordringer mit arbejde byder mig, og har det godt med mig selv… Og det er helt sikkert en balancegang.

Here it goes:

  • Tabe 6 kg 3 kg.
  • Motionere 2 gange om ugen. Være bedre til at gå en aftentur, når Lillepigen sover.
  • Tage en masse billeder. Have fokus på at få taget billeder til bloggen, men også på billeder af min dejlige familie. Billeder hvor vi alle tre er på, jf. dette shit punkt.
  • Skaffe flere timer i døgnet. Købe mig til hjælp med f.eks. måltidskasser og rengøring (det sidste gør vi allerede).
  • Finde ud af hvad Sticks fra Magasin er – de må mangle i min chokoladeopdragelse. Forkæle min søde tand.
  • Leve sundere. Gøre noget godt for mig selv. Jeg overvejer at prøve at drikke olie…

Hvad ønsker I at opnå i 2015?

image

image

Lignende indlæg: