Tag-arkiv: Opdragelse

En hyldest til alle curlingforældre

Når jeg går til babysalmesang med min sidstfødte, er det sammen med vores præst, som er så heldig at få lov at deltage med sit barnebarn. En dag stak han mig en bog, af en for mig ukendt, kvindelig forfatter. Han spurgte, om han skulle invitere hende til at fortælle om børneopdragelse til en sogneaften. Hun har tilsyneladende et lidt ‘gammeldags’ syn på børneopdragelse, hvilket præsten grinende mente kunne ruske op i alle curlingforældrene. Vi snakkede frem og tilbage, og han sluttede lidt kækt af med at sige:

”Marie, du kunne da skrive en hyldest til alle curlingforældre.”

Det har jeg tygger lidt på, og her kommer den!

Kære forældre

Uanset om du er mor eller far til en nyfødt eller voksen eller nogen der i mellem, så vil jeg vove den antagelse, at du ønsker dit barn det bedste. Hvis dit barn har brug for hjælp, vil du formentlig hjælpe med de ressourcer, du har til rådighed. Ressourcer som kærlighed, omsorg, erfaring, tid, mad, penge, netværk osv. osv.

TILLYKKE!

Du er i mine øjne en god og kærlig forælder.

TILLYKKE!

Du er en curlingforælder… I hvert fald i ordets bredeste (og mest positive) forstand – nemlig forældre der vil deres børn det bedste, og gerne hjælper dem.

Oprindeligt blev begrebet curlingforældre brugt om forældre der var overbeskyttende. Det var forældre, der fejede alle forhindringer af banen for deres børn. Forældre som ‘ødelagde’ deres børn ved at bære dem frem i livet, i stedet for at lære dem at gå selv. Men pludseligt blev ‘curlingforældre’ et modeord. Og på den måde jeg ofte møder ordet i medierne, så må jeg sige, at stort set alle de forældre jeg kender med hjemmeboende børn – de er curlingforældre.

Ja, jeg er en curlingmor…

Men… For der er selvfølgelig et men. Selvom jeg vil mine børn det bedste, så prøver jeg da også at gøre alt med måde.

Mine børn skal lære at gøre ting selv… Det betyder ikke, at jeg bare sender dem afsted på egne ben. Jeg står klar i baggrunden med råd og vejledning, hvis de ønsker det. Jeg er der også til at hjælpe dem, hvis de fejler. Men måske vigtigst af alt, så giver jeg dem kun de ‘opgaver’, som jeg mener, at de er klar til. På den måde kan jeg minimere antallet af nederlag for dem.

Kan I se det? Totalt curlingmor… For når jeg aktivt vælger deres ‘opgaver’, så fratager jeg dem noget af muligheden for at fejle. Og måske lærer de først tingene senere i livet, end jeg gjorde, da jeg var barn. Men helt ærligt… Den slags curlingmor er jeg. Det tør jeg godt sige højt. Og så længe de lærer de værdier og praktiske færdigheder, som jeg mener er vigtige her i livet, så tror jeg på, at de nok skal klare sig.

Så kære (curling)forældre

Klap jer selv på skulderen, hvis I gør jeres bedste.

Giv jeres børn et kram – og skub dem så ud i livet.

Hav en skøn dag.

Mvh en curlingmor til tre.

Hvad er en kernefamilie?

Der findes efterhånden rigtig mange anerkendte familieformer (omkring 38, hvis jeg ikke husker galt), så hvad er egentlig en kernefamilie?

Mange vil nok svare, at kernefamilien er mor, far og et par børn. Altså lige præcis sådan en familiekonstallation, som jeg er en del af. Hvis man tilmed har to børn af hvert sit køn, så har man tilsyneladende ramt den helt store jackpot.

Udefra set har jeg altså en kernefamilie. Bum.

Men er vi en kernefamilie?

Jeg har tidligere fortalt, hvordan min mand har en psykisk lidelse, og hvordan jeg derfor møder nogle udfordringer som pårørende. (Læs evt. her) Det betyder, at vi måske gør nogle ting anderledes hjemme hos os i forhold til andre familier. Men da rigtig mange ting foregår indenfor hjemmets fire vægge, er det jo ikke altid nemt at vide, hvordan tingene foregår hos naboen eller hos vores venner. Jeg gad godt, at vi havde lidt mere overskud, men hvad er det, jeg sammenligner med? For ude i “offentligheden” udstråler vi jo oftest også selv overskud. Mor sidder i forældrerådet i vuggestuen og far i klassen osv… Det kan godt være, at vi hæver stemmerne derhjemme lidt oftere, end de gør hos naboen – men vi ved det faktisk ikke…

I min forstand er en kernefamilie en familie, hvor der er kærlighed og retningslinjer til alle. I klassisk forstand, så elsker mor og far hinanden, og der er overskud til at sikre en fast, men kærlig opdragelse til børnene. Så betyder det egentlig ikke så meget, om “kernefamilien” bor i et parcelhus, kommer på charterferie osv.

Så ja jeg har nok en kernefamilie, selvom græsset nogle gange er lidt grønnere på den anden side 😉

Og man kan jo ikke sådan bare lige få byttet sin familie. Til gengæld kan man arbejde med sig selv, hvis der er noget, man ikke er tilfreds med. Jeg ved, at jeg er en kærlig mor. Jeg ved også, at jeg lidt for ofte får hævet stemmen (råbt), når jeg taler til mine børn. Det skal jeg arbejde med, for jeg kan ikke bare bytte til nogle sødere børn (hvilket jeg selvfølgelig heller ikke har nogen som helst interesse i, da mine børn er noget af det skønneste)