Tag-arkiv: Opskrift

Wok med kylling og peanutbuttersauce

Jeg har tidligere nævnt min store lyst til peanutbuttersauce. Den får jeg bl.a. stillet med denne wokret. Det er egentlig en Pad Thai, som jeg har fundet hos Madbanditten (lige her ). Jeg har dog foretaget nogle justeringer, hvor den største er, at jeg ændret opskriften ‘tilbage’ til nudler fremfor spidskål.

Ingredienser til wokret:

  • 200 g ægnudler
  • 2 kyllingebrystfiletter (4-500 g)
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 3 æg
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 bakke bønnespirer (150-200 g)
  • Olie
  • 4 spsk soya
  • 3 spsk fiskesauce
  • 2 spsk limesaft
  • 2 spsk sukker
  • 3 spsk hvid balsamico

Ingredienser til peanutbuttersauce:

  • 3 spsk peanutbutter
  • 3 spsk soya
  • 1 spsk limesaft
  • 1 spsk sweet chili sauce
  • Vand efter behov (5-6 spsk bruger jeg)

Kog først ægnudlerne efter anvisning på pakken.

Skær kyllingen i tern. Snit løg i skiver og pres hvidløget. Opvarm olie i en wok og steg kylling et par minutter. Tilsæt løg og hvidløg og steg til kyllingen er gennemstegt.


Skub det til side i wokken og tilsæt tre æg. Lad dem stå og stege lidt, før det hele røres sammen, så det bliver til røræg i retten.


Snit forårsløgene. Tilsæt forårsløg og bønnespirer. Lad det stege et minuts tid. Tilsæt nudler.

Bland soya, fiskesauce, limesaft, sukker og balsamico i en skål. Hæld det op i wokretten og rør rundt. Lad det simre ca. 5 min.


Rør peanutbutter, soya, limesaft og sweet chili sauce sammen. Tilsæt vand til du opnår den konsistens, du bedst kan lide.


Server wokretten med peanutbutterdressing ved siden af.

Velbekomme.


Islandske kyskager med karamel og hvid chokolade – en opskrIft

Da jeg valgte at fejre mig selv med en flok veninder stod menuen på tapas. Jeg havde købt det hos en café, og det var så nemt og lækkert.

Selve desserten/kagen til kaffen, stod jeg dog selv for. Her var der dømt kagetapas med små brownies, kokosmakroner, p-tærter, kiksekager og kyskager. Det eneste vi løb tør for hele dagen var…. Kyskager!

Jeg kan faktisk ikke ret godt lide kyskager, men de her smager guddommeligt. Det er en islandsk mor fra min mødregruppe, der har introduceret mig til dem, og derfor har jeg valgt at kalde dem islandske kyskager.

Ingredienser:

  • 3 æggehvider (eller 3 bægre med pasteuriserede æggehvider)
  • 200 g sukker
  • 150 g karamelkugler med chokoladeovertræk
  • 150 g hvid chokolade

Tænd ovnen på 150 grader varmluft.

Pisk æggehvider og sukker helt stift. Skær karamelkugler og chokolade i passende størrelse. Jeg brugte Kims karamelkugler, som jeg halverede, og så brugte jeg chokolade’knapper’ fra Princip, som jeg ikke gjorde noget ved.

Kyskager
Kyskager

Vend forsigtigt karamelkugler og chokolade i æggemassen. Sæt på en bageplade med enten sprøjtepose (uden tyl) eller med en ske.

Kyskager

Bag ved 150 grader varmluft i 20-22 min. Kyskagerne skal slippe pladen rimelig let, før de er færdige.

Kyskager

Velbekomme!

Status pt #30

Nyt fra mig 😊

  • Sygdomstoget kører igen herhjemme. Denne gang er mellemste mand nedlagt af noget ondt i halsen og lidt feber. 
  • Mødregruppe skulle være hos mig. Heldigvis kunne jeg pakke brød og frugtsalat under barnevognen og tage med hen til den søde mor, der kunne ligge hus til, når der nu var sygdom i vores hus. 
  • I fredags pakkede jeg bilen med yngstearving, barnevogn, snacks osv. Koordinerede med yngstearvingens lur og kørte til Aarhus. Sad dernæst i en laaaang kø til Sallings p-hus. Da jeg endelig nåede ind i p-huset, gik det op for mig, at jeg havde glemt posen med de julegaver, jeg skulle bytte…………. 🤦🏼‍♀️ Så istedet for at lede efter en ledig p-bås, kørte jeg hjem igen.
  • Samme aften glemte jeg, at jeg havde mascara på, så jeg smurte fed øjencreme rundt i daggammel mascara. Fik et chok da jeg kiggede mig i spejlet.
  • Og det var også fredag, at vores vaskemaskine lugtede brændt. Oh no! Heldigvis har den ikke gjort det siden, så vi krydser fingre for, at den ikke har tænkt sig at stå af.
  • Jeg har en craving for peanutbuttersauce (dip?) for tiden. Heldigvis er mine smagsløg fint tilfreds med den simple version bestående af 3 spsk peanutbutter, 3 spsk soya, 1 spsk limesaft, 1 spsk sweet chili sauce og vand til at opnå den rette konsistens. Mums 😋
  • Og nej jeg er ikke gravid. Status er, at vi stadig ikke skal have flere børn.
  • Lørdag holder jeg fødselsdag for en flok veninder. Glæder mig. 
  • Den editor jeg bruger til min blog har ændret sig – ret meget… Så nu kan jeg ikke finde ud af at sætte et billede på 🙈 Beklager. Skal nok øve mig til næste gang. 


Kærnemælkshorn – en opskrift

På det sidste har jeg fået bagt en del kærnemælkshorn. Det kommer sig faktisk af, at jeg har haft kærnemælks’rester’, når jeg har bagt den her chokoladebradepandekage. Så jeg har været ved at ‘optimere’ lidt, så jeg bruger mest muligt kærnemælk i mine kærnemælkshorn 😉

Ingredienser til dej:

  • 2,5 dl kærnemælk
  • 75 g smør
  • 1/2 pk gær (25 g)
  • 2 spsk sukker
  • 1/2 tsk salt
  • 2 æg
  • Ca. 400-450 g mel
  • 1 æg til pensling

Ingredienser til remonce:

  • 75 g sukker
  • 75 g marcipan (Opbevar i køleskab)
  • 75 g smør

Smør og 1 dl kærnemælk lunes i en gryde, til smørret er smeltet. Tilsæt resten af kærnemælken og rør rundt. Når væsken er lilkefingervarm opløses gæren heri. Bland resten af ingredienserne i (sukker, salt, æg og mel). Ælt dejen smidig i 5-10 min og lad den hæve tildækket i 1 times tid.  Tag smør til remonce ud af køleskabet, så den kan blive blød.

Når hævetiden er ved at være ovre, rives marcipanen groft på et rivejern og blandes med blødt smør og sukker.

Del dejen i to lige store dele. Rul ud til to cirkler med en diameter på 30-35 cm. Skær hver cirkel i 8 stykker. Læg en klat remonce på hvert stykke nede i den brede ende. Rul dem fra den brede ende ind mod spidsen. Læg dem på en bageplade med ‘spidsen’ nedad. Lad dem bue let, og tryk lidt på enderne for at ‘lukke’ dem. Pensles med sammenpisket æg.

Kærnemælkshorn

Kærnemælkshorn

Lad dem efterhæve ca. 10 min, mens ovnen opvarmes til 180 grader varmluft. Bag i ca. 14-15 min.

De smager bedst nybagte, men kan nemt lunes og serveres nogle dage efter – eller fryses.

Kærnemælkshorn

Luftige pizzasnegle – en opskrift

Jeg elsker luftige pizzasnegle! Både når de er helt nylavede, og som frokost i tasken, når vi er på tur. Jeg har I mange år bagt mine pizzasnegle med en brødblanding, da jeg synes, at de bliver dejligt luftige. Nu har jeg fundet en opskrift på dejlige og luftige pizzasnegle, så nu er der ikke længere en brødblanding involveret.

Ingredienser til luftige pizzasnegle (16-18 stk):

  • 2,5 dl vand
  • 1 pk gær (50 g)
  • 4 spsk olie
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • ½ kg mel

Fyld:

  • 1½ dl ketchup
  • 150-200 g revet ost
  • 200-250 g kødfyld (min favorit er bacontern, men skinkestrimler, pølser i skiver, pepperoni o.l. er også lækkert)

Opløs gæren i det lunke vand. Tilsæt olie, salt og sukker. Tilsæt til sidst mel og rør i 5-10 min på en røremaskine. Lad dejen hæve med et viskestykke over i ca. 30 min.

Rul derefter dejen ud til ca. 35 x 50 cm. Smør ketchup på. Lad kanterne være fri på den lange led. Drys med ost og fordel kødfyldet.

Luftige pizzasnegle

Rul dejen stramt på den lange led. Klap i begge ender af “rullen” for komprimere den en lille smule. Skær pizzasnegle med en bredde (højde 🙂 ) på ca. 2 cm.

Luftige pizzasnegle

Tag en snegl af gangen og læg på en bageplade med bagepapir. Jeg plejer at tage “dejsnippen” og folde ind under pizzasneglen, og så masse lidt i selve sneglen. Dels bliver den større. Dels kommer der mere ost og fyld “ud”, så den bliver lidt mere snasket.

Luftige pizzasnegle

Læg et viskestykke over pizzasneglene og lad dem hæve i 20 min. Tænd for ovnen på 225 grader varmluft. Når hævningen er ovre, bages pizzasneglene i ca. 12 min.

Velbekomme – luftige pizzasnegle både på dagen, dagen efter og efter en tur i fryseren.

Luftige pizzasnegle

Blomkålssalat med avocado og ristede mandler – en opskrift

For nogle år siden lavede jeg ofte denne blomkålssalat, og nu har jeg fundet opskriften frem igen. Jeg er jo ikke den store kartoffelspiser, men dens rustikke konsistens og karrydressingen minder mig (lidt) om en kartoffelsalat.

Blomkålssalat

Ingredienser til blomkålssalat:

  • ½ blomkål (ca. 5-600 g. inkl. stilk osv.)
  • 2 avocadoer
  • 50 g mandler
  • 1½ dl creme fraiche
  • 1/2 – 1 tsk karry (efter behag)
  • 1 tsk citronsaft
  • Salt og peber

Mandlerne ristes på panden med lidt (groft) salt. De skal ristes gyldne, hvilket godt kan tage 5 min. Derefter skal de afkøles og hakkes groft. Gem nogle hele mandler til pynt.

Pluk blomkålen i små buketter og vask dem. Tør dem og put i salatskålen. Skær avocado i tern og bland med blomkål.

Blomkålssalat

Rør creme fraiche med karry, citronsaft samt salt og peber. Bland dressingen med blomkål og avocado. Bland de hakkede mandler i og pynt med de hele mandler.

Blomkålssalat

Velbekomme – blomkålssalat 🙂

Dellekajs frikadeller – en hemmelig opskrift

Kender du Dellekajs frikadeller? Det er dem han laver til Jungledyret Hugo og Rita efter en helt særlig hemmelig opskrift.

Vi tilbragte en del af vores sommerferie i Jesperhus, som er det sted, hvor Jungledyret Hugo og alle hans venner bor. Her har de fået lokket den hemmelige opskrift ud af Dellekaj – og den har vi selvfølgelig testet.

Forskellen på Dellekajs frikadeller, og dem jeg normalt laver, er hovedsageligt gulerødder og rød sodavand. Resultatet var frikadeller, der faktisk smagte lidt sødt af rød sodavand. Vi fik dem til rugbrød, hvilket var fint, men jeg ved ikke lige, hvordan de er med sovs til 😉

Dellekajs frikadeller

Jeg har reduceret lidt i væsken i opskriften herunder, for jeg kan godt lide min fars rimelig fast.

Ingredienser til Dellekajs frikadeller:

  • ½ kg svinefars
  • 3 spsk mel
  • 3 spsk havregryn
  • 1 spsk løgpulver
  • 2½ dl rød sodavand
  • 3 gulerødder – revet fint
  • 2 æg
  • 1½ tsk salt
  • Lidt peber
  • Fedtstof til stegning

Rør fars og mel sammen. Tilsæt havregryn, løgpulver, rød sodavand og revne gulerødder. Rør godt. Tilsæt æg og rør godt. Krydder med salt og peber.

Form frikadellerne med hænderne eller en ske. Steg i godt med fedtstof. Personligt foretrækker jeg frikadeller med en god stegeskorpe. Det kræver lidt længere tid på panden ved en middel til høj varme.

Velbekomme.

Dellekajs frikadeller

47 opskrifter jeg mangler at prøve…

Jeg følger en del blogs via app’en Bloglovin. Når jeg falder over en spændenden opskrift, gemmer jeg den i mit arkiv. Nu har jeg været en tur gennem arkivet, og konstateret, at jeg har masser af spændende opskrifter af gå i gang med – og det vil jeg gøre!

Hermed inspiration til alle jer andre også… Jeg har kategoriseret opskrifterne i:

  • Aftensmad
    • Pastaretter
    • Andre retter
  • Bagværk
  • Kager og søde sager
  • Andet

Hvis I prøver nogle af opskrifterne, må I meget gerne dele jeres erfaringer. Tak.

Aftensmad

Pastaretter
Andre retter

Bagværk

Kager og søde sager

Andet…

 

 

Indbagt kylling – en NEM opskrift

Aftensmad skal ind i mellem (ret tit) være noget relativt simpelt. Og det er denne opskrift på indbagt kylling. Man bør lave en salat til, men det sker nu ikke så tit herhjemme. Kyllingen egner sig også fint til et frokostbord, og som en sidegevinst giver det nærmest ingen opvask!

Til indbagt kylling skal du bruge:

  • 1 rulle butterdej
  • 3-400 g kyllingefilet
  • Tomatsovs (halvt glas)
  • Revet ost (50-100 g)

Skær kyllingen i tern eller strimler.

Fold butterdejen ud. Smør tomatsovs på den midterste tredjedel og fordel et lag ost ovenpå. Placer kylling ovenpå.

Indbagt kylling

Pak derefter butterdejen sammen, så der næsten bliver er dobbelt lag butterdej. Pensl med vand og tryk sammen i enderne.

Vend ‘pakken’ om, så lukningen vender nedad. Prik hulle med en gaffel.

Indbagt kylling

Bag ved 200 grader varmluft i 20 min.

Velbekomme nem og lækker indbagt kylling!

Indbagt kylling

Chokoladekage med fyld – en opskrift

Jeg har kastet mig ud i at bage en chokoladekage med fyld. I sidste øjeblik droppede jeg en syndig klistret topping, da det ‘bare’ var en kontorkage, men skal jeg bage den igen til en dessert eller lignende, så ryger der topping på.

Ingredienser til kage:
225 g smør
400 g sukker
4 æg
2 spsk kakaopulver
3 tsk bagepulver
3 tsk vanillesukker
300 g mel
1 dl mælk

Ingredienser til “fyld”:
1 ds kondeseret mælk
1 plade bagechokolade (180 g)

Ingredienser til topping:
150 g blødt smør

350 g flormelis

4 spsk kakao

Kogende vand
Evt. pynt – jeg har brugt frysetørrede hindbær, som lidt syrligt til alt det søde.

Kagen:

Smelt smørret i en gryde. Pisk æg og sukker til en lys og luftig masse.

Tilsæt kakao, vanillesukker, bagepulver og mel sammen med det smeltede smør. Rør godt. Tilsæt mælk.

Hæld dejen i en smurt bradepande – min er stor (29 x 42 cm) og bag ved 180 grader varmluft i 25 min (ca.). Hvis du har en mindre form, kan du reducere i kagedejen og evt. også bagetiden.

Fyldet:

Ca. 5 min før kagen er færdig hældes kondenseret mælk og chokolade i en gryde. Chokoladen smeltes ved lav varme og under omrøring.

Når kagen kommer ud af ovnen prikkes huller med et rundt grydeskaft.

Fordel den smeltede chokolade i hullerne. Jeg fordelte den både i huller og som glasur. Herefter dryssede jeg med frysetørrede hindbær.

Topping:

Istedet kan du vente til den smeltede chokolade i hullerne er ‘størknet’ og derefter smøre topping på kagen.

Fordel smørret i mindre klumper i flormelis og kakao. Rør til glasur med kogende vand og fordel på kagen. Drys evt. med pynt.

Velbekomme.