Tag-arkiv: orlov

Karrieretirsdag: Jeg har truffet en beslutning

Så er det blevet tid til endnu et karrieretirsdags indlæg, der handler om mig.

At få barn nr. tre har virkelig sat gang i mange tanker og følelser hos mig omkring arbejde vs. familieliv.

Det er på en eller anden måde blevet mit ønske, at vende tilbage på nedsat tid – dvs. bruge min restorlov på at arbejde lidt mindre. Jeg har før overvejet det, men aldrig tidligere haft “behovet”, så det kunne mærkes langt ind i maven og hjertet. ‘Pludseligt’ er mit arbejde ikke længere så vigtigt. Jeg drømmer stadig om at gøre noget mere ved min karriere – få større ansvar osv., men det skal ikke være nu. Lige nu har jeg brug for at være mor og den solide klippe i min efterhånden store familie. Og det tror jeg, bliver svært for mig at gøre tilfredsstillende med et fuldtidsjob.

Jeg har da tænkt en del over konsekvenserne ifht. mit job. Men jo mere jeg har tænkt over det, jo færre konsekvenser har jeg kunne finde. Selvfølgelig kan jeg påtage mig færre opgaver, når jeg arbejder færre timer, men da jeg alligevel altid arbejder på flere projekter, tror jeg ikke, det har den store betydning.

I stedet håber jeg, at en ugentlig fridag kan:

  • Give mig mulighed for at holde fri med mine børn lidt på skift, så de får rendyrket mor tid.
  • Bruge tid alene, som gør, at jeg lader op.
  • Klare indkøb og vasketøj, som forhåbentligt kan frigive familietid i weekenden/om aftenen.
  • Skabe en buffer ifht. syge børn.
  • Have tid til frisør, tandlæge osv. uden at der går tid fra mine børn.

Jeg tror, at det er rigtig godt givet ud – og den karriere løber ingen steder. Hvis den gør, så er det ærgerligt! For tiden med mine børn løber endnu hurtigtere.

Min største bekymring er, om det kommer til at fungere. Hvis jeg får travlt, er det jo nemt at arbejde på min fridag med intention om at afspadsere en anden dag. Det skal dog komme an på en prøve! Så kan jeg give en status om et halvt års tid.

Karrieretirsdag: Om ikke længere at være på fuld tid

Den anden dag modtog jeg et spørgeskema. Jeg skulle besvare spørgsmål om bl.a. min beskæftigelse, og her blev jeg i tvivl. Jeg kunne bl.a. vælge  “fuldtidsansat”, hvilket jeg jo mener, at jeg er. Jeg kunne også vælge “orlov”, hvilket måske betegner min nuværende situation bedre. Men faktum er vel, at jeg stadig har en kontrakt på en fuldtidsstilling – uanset om jeg er på orlov. Jeg valgte at sætte kryds under “orlov”.

Der var selvfølgelig også en kasse, der hed “deltid”. Og sandheden er, at der er rigtig mange danske kvinder, der kan sætte kryds i den. Faktisk er det flere end hver tredje danske kvinde, der pt. arbejder på deltid. For FOAs medlemmer gælder, at 66 % af alle medlemmer arbejder på deltid, og sorteres kvinderne ud er det hele 73 % der arbejder på deltid.

At arbejde på deltid kan være et fantastisk gode, men der er mange advarselslamper, der blinker. Bl.a. hvis der sker det, at man alligevel påtager sig opgaver, der svarer til en fuldtidsstilling – eller i hvert fald flere timer, end man er sat til. Så arbejder man reelt gratis i nogle timer, eller til en langt lavere gennemsnitsløn end den aftalte. Det er sådan en fælde, jeg kunne se, at man kunne falde i i mit job, hvor vi arbejder på forskellige opgaver med forskellige kunder, deadlines osv. Dog fører jeg timeregnskab og “optjener” afspadsering, hvis jeg arbejder for meget, men det var en anden sag, hvis jeg var på fast løn. For en pædagog er det måske sværere, at komme til at arbejde “for meget”.

Udover dette er der selvfølgelig det med pension, som især kommer til udtryk ved skilsmisser, hvor manden får sin egen velpolstrede pension med sig, og kvinden står tilbage med en slunken pension, der er blevet sultet i alle de år, hvor hun har arbejdet på nedsat tid. Det må være en ret træls følelse, hvis man egentlig føler, at man har været på deltid for familien og ikke kun sin egen skyld.

Jeg siger ikke, at deltid er en dårlig ting – blot at man selvfølgelig skal være opmærksom på “faldgruberne” ved det. Pt. drømmer jeg selv om en slags deltid i slutningen af min orlov, men nu må vi se, hvordan det hele udvikler sig.

Lige pt. er min beskæftigelse orlov – og det vil jeg forsøge at nyde 🙂

Graviditets-skriblerier #17: Orlov og op-ned tjek

Lørdag var officielt min første dag på orlov. Jeg er nu 36+4 uger henne – dvs. termin er om 3 uger og 3 dage… Det ser godt nok ikke ud af meget, når jeg får det skrevet ud!

I går var jeg alene hjemme indtil kl. 16, hvor min yngste kom hjem fra ferie hos Mormor. Den ældste kommer i dag eller onsdag, når hun bliver “færdig” med at være på ferie hos sin Bedste. Så i går var min første dag alene på orlov – og så er det påskeferie den næste uge med børnene hjemme, så rent mentalt begynder min orlov først derefter… Dvs. jeg muligvis først får vasket babytøj og påbegyndt “redebyggeri” godt 2 uger før termin. Det har egentlig ikke bekymret mig, da jeg “plejer” at gå over tid, men der er nu flere, der har påpeget, at min mave er faldet ned – og Google påpeger, at der ofte sker 2-3 uger før fødsel… Så nu må vi se. Hvis han kommer før tid, så når han i det mindste ikke at blive så stor 🙂

Ellers gik sidste uge med sygdom hos yngstemanden. Det trak lidt tænder ud, da vi havde en travl uge, men jeg havde heldigvis afhændet en del arbejde allerede, så jeg kunne blive hjemme et par dage – og ellers trak vi på god hjælp. Som f.eks. den dag, hvor jeg havde en ekstra tid ved jordemoderen, for lige at tjekke hvordan ham lillebror vender inde i maven. Hun konstaterede også, at han vender rigtigt (dvs. på hovedet), men han ligger ret skævt inde i maven, hvilket muligvis har snydt dem lidt. Og det gør han virkelig. Den ene side af min mave er helt tom og blød, mens den anden krænger ud og er hård.

Jordemoderen vurderede ham knap så stor, som ved besøget (af en anden jordemoder) ugen før. Jeg kan jo så bare heppe på, at den sidste af dem får ret. Men igen så må vi vente og se.

Jeg gennemførte en heldagstur til KBH til møde i fondsbestyrelsen. Det gik fint, men jeg var træt i min krop dagen efter. Det er en lang dag, når man i 11 timer ikke får “strukket” maven og ryggen ud. Hvis alt går vel, så har jeg en tur mere i ugen efter påske, men der må jeg ikke længere flyve. Så jeg håber på tog, men der er lige noget med en strejke som også rammer togdriften, så nu må vi se 🙂

Rent fysisk er jeg stadig sådan ok. Jeg har ikke deciderede smerter, men bliver træt i kroppen. Og så skal jeg tisse hver eneste gang, jeg rejser mig op fra en stol o.l. Så jeg er temmelig klassisk høj gravid. Middagslur er simpelthen en gave hver dag, og rigeligt med mad fordelt henover dagen. Så er jeg nogenlunde glad.

Status pt #4

Jamen status for nu er:

  • Det går egentlig ret godt for Bilka to-go, som jeg tidligere har både grædt og brokket mig over. De sidste ordrer har været (næsten) fejlfri og uden udsolgte varer.
  • Min søn har feber på 3. dag nu…
  • Efter en 11 timers tur til KBH, var det ikke lige lykken med afbrudt nattesøvn. Var nok vågen 2,5 timer i nat… Sådan et feberbarn der både snakker, græder og hoster i søvne, imens han nulrer (rykker i) mit hår med både fingre og tæer 😴
  • Vi henter ny bil i morgen…
  • Og min orlov er om to dage!
  • Min søn har for første gang tisset på toilettet. Da jeg ‘pralede’ med det i vuggestuen, kunne hun fortælle, at det havde han da allerede gjort ovre hos dem. Han havde bare virket så cool, at de troede, at det gjorde han tit derhjemme. Den bandit.
  • Jeg blev nødt til at google, om Sophie Løhde har børn, der skal se alle de ting, der florerer på Facebook om hende. Jeg blev helt lettet, da jeg konstaterede, at hun er barnløs.
  • Lovning om penge tilbage i skat samt en rabatkode er en virkelig dårlig kombi for mig. Så jeg har shoppet løs hos Nilens Jord.

Status pt #3

Status pt. er således:

  • Der er 7 arbejdsdage til min orlov starter! Men hvem tæller…
  • Er taknemmelig for, at når mine børn er med til voksen fest, så holder de den kørende til kl. 22 uden gråd eller ballade.  Og så sover de pænt til efter kl. 8 næste dag.
  • Tarteletter til børne forret… Tror nogle af de voksne var lidt misundelige. Mine børn var knap så imponerede, men de var ret pjattede med det hvide brød.
  • I går var jeg først til forældrerådsmøde i vuggestuen, hvorefter min mand tog til møde i forældrerådet i klassen. Man skal ikke sige, at vi ikke engagerer os.
  • Vi venter på vores nye bil. Meldingen lød 8-12 ugers leveringstid. Der er nu gået 7,5 uger… Måske vi burde ringe og få en status – bare for at stille vores nysgerrighed.
  • Det sner lige nu… Begriber det ikke.
  • I nat var jeg vågen i halvanden time. Det er så dumt, men så typisk når ‘man’ er gravid.

Graviditets-skriblerier #8 – når kroppen begynder at blive presset


Det her indlæg er skrevet i starten af januar. Jeg er nu 25+1 og vægten siger +10 kg. Det kan mærkes. De første par dage på job i det nye år, har været hårde. Det går nu rigtig fint med at sidde meget ned, men jeg er træt – og det opdager jeg for det meste først, når jeg har fri.

Nu er det blevet første weekend i januar, og i dag har min krop skreget på pause. Jeg bliver øm i mit bækken af ret meget aktivitet. Så det med at handle fik jeg udliciteret til min mand, og så har jeg siddet ned til ret mange af dagens aktiviteter.

Jeg kan godt huske, det jeg oplever, fra mine tidligere graviditeter. Jeg havde bare bildt mig selv ind, at det først kom langt senere i graviditeten… Pt. har jeg 3,5 måneder til termin og 2,5 måneder til barsel. Det virker lidt uoverskueligt, men forhåbentligt får jeg en meget bedre dag i morgen, og så ser alting lysere ud.

Om 2 ugers tid står den både på besøg ved jordemoder og læge. Det bliver forhåbentligt ret standard. Jeg mærker masser af liv hver dag, og eftersigende skulle lillebror nu være ca. 30 cm og 1 kg.

Ugen efter læge og jordemoder skal jeg til sukkerbelastning. Jeg har vist nævnt det før, men det skyldtes, at jeg fødte en stor baby sidst. Jeg har hele tiden frygtet sukkerbelastningen, da jeg tror, at det er mega klamt. Men nu er jeg faktisk også begyndt at frygte resultatet, og at jeg rent faktisk har sukkersyge. Det kan jeg slet ikke overskue, så nu vil jeg egentlig gerne bare have den sukkerbelastning overstået!

I kan lige få er billede af maven fra 24+6.