Tag-arkiv: Ost

Luftige pizzasnegle – en opskrift

Jeg elsker luftige pizzasnegle! Både når de er helt nylavede, og som frokost i tasken, når vi er på tur. Jeg har I mange år bagt mine pizzasnegle med en brødblanding, da jeg synes, at de bliver dejligt luftige. Nu har jeg fundet en opskrift på dejlige og luftige pizzasnegle, så nu er der ikke længere en brødblanding involveret.

Ingredienser til luftige pizzasnegle (16-18 stk):

  • 2,5 dl vand
  • 1 pk gær (50 g)
  • 4 spsk olie
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • ½ kg mel

Fyld:

  • 1½ dl ketchup
  • 150-200 g revet ost
  • 200-250 g kødfyld (min favorit er bacontern, men skinkestrimler, pølser i skiver, pepperoni o.l. er også lækkert)

Opløs gæren i det lunke vand. Tilsæt olie, salt og sukker. Tilsæt til sidst mel og rør i 5-10 min på en røremaskine. Lad dejen hæve med et viskestykke over i ca. 30 min.

Rul derefter dejen ud til ca. 35 x 50 cm. Smør ketchup på. Lad kanterne være fri på den lange led. Drys med ost og fordel kødfyldet.

Luftige pizzasnegle

Rul dejen stramt på den lange led. Klap i begge ender af “rullen” for komprimere den en lille smule. Skær pizzasnegle med en bredde (højde 🙂 ) på ca. 2 cm.

Luftige pizzasnegle

Tag en snegl af gangen og læg på en bageplade med bagepapir. Jeg plejer at tage “dejsnippen” og folde ind under pizzasneglen, og så masse lidt i selve sneglen. Dels bliver den større. Dels kommer der mere ost og fyld “ud”, så den bliver lidt mere snasket.

Luftige pizzasnegle

Læg et viskestykke over pizzasneglene og lad dem hæve i 20 min. Tænd for ovnen på 225 grader varmluft. Når hævningen er ovre, bages pizzasneglene i ca. 12 min.

Velbekomme – luftige pizzasnegle både på dagen, dagen efter og efter en tur i fryseren.

Luftige pizzasnegle

Indbagt kylling – en NEM opskrift

Aftensmad skal ind i mellem (ret tit) være noget relativt simpelt. Og det er denne opskrift på indbagt kylling. Man bør lave en salat til, men det sker nu ikke så tit herhjemme. Kyllingen egner sig også fint til et frokostbord, og som en sidegevinst giver det nærmest ingen opvask!

Til indbagt kylling skal du bruge:

  • 1 rulle butterdej
  • 3-400 g kyllingefilet
  • Tomatsovs (halvt glas)
  • Revet ost (50-100 g)

Skær kyllingen i tern eller strimler.

Fold butterdejen ud. Smør tomatsovs på den midterste tredjedel og fordel et lag ost ovenpå. Placer kylling ovenpå.

Indbagt kylling

Pak derefter butterdejen sammen, så der næsten bliver er dobbelt lag butterdej. Pensl med vand og tryk sammen i enderne.

Vend ‘pakken’ om, så lukningen vender nedad. Prik hulle med en gaffel.

Indbagt kylling

Bag ved 200 grader varmluft i 20 min.

Velbekomme nem og lækker indbagt kylling!

Indbagt kylling

Ostescones – en opskrift

Selvom suppesæsonen er sat på hold pga. forårsvejr og snarlig sommer, så kommer der alligevel en opskrift på ostescones, som for mig er et ultimativt suppebrød – bagt af min mor i min barndom. Det er hurtigt, nemt og smager lækker.

Ingredienser til ostescones:

  • 200 g mel
  • 100 g revet ost
  • ½ tsk salt
  • 2 ½ tsk bagepulver
  • 2 spsk smør
  • 1 ½ dl mælk

Først blandes mel, ost, salt og bagepulver i en skål. Smøret fordeles deri – gerne i lidt mindre stykker. Tilsæt mælk og ælt dejen.

Fordel dejen i to klumper, der hver især “slåes” ud til flade boller der er ca. 1½ cm tykke. Skær/marker med en kniv, så der bliver 6 stykker af hver (se billedet).

Ostescones

Bag midt i ovnen i ca. 14-16 min ved 200 g almindelig ovn.

Ostescones

Velbekomme!

 

 

Krøllede fakta om… Mig :)

Så blev det fredag aften, og jeg ligger pt. helt stille i mit forsøg på at putte E… Han har en fest, så jeg har vist tid nok til at skrible 10 fakta om mig. Håber ikke, jeg kommer til at gentage mig selv.

  1. Jeg var haft salmonella. Jeg var vildt syg, men jeg blev rask, inden jeg nåede at få diagnosen. Hurra for kroppen.
  2. Jeg har gået til bordtennis i to år. Blev aldrig specielt god, men kunne da banke flere af drengene i min klasse.
  3. Jeg samsover med mit yngste barn – og gjorde det også med hans storesøster, før hun ligesom blev storesøster….
  4. Jeg spiser ost ovenpå pålægschokolade. Oprindeligt for at skjule pålægschokoladen for min mor…
  5. Jeg kender kun én anden, der gør det. Og det er min mand 🙂
  6. Jeg kan sagtens tage en edderkop op i hånden, for at smide den ud. Helt anderledes har jeg det med ørentviste, bænkebiddere og regnorme – yark 🙁
  7. Jeg fik briller i 5./6. klasse… Sådan nogle helt runde nogen i forskellige farver.
  8. Jeg fik tandbøjle lige inden 3. år i gymnasiet. Så blev det for meget metal i ansigtet, og jeg har brugt kontaktlinser siden.
  9. Jeg drikker ikke cola. KUN hvis der er rom i… Og det skal være mørk rom.
  10. Jeg skal faktisk ud og have en rom og cola lige straks. 👍🏻

Hav en skøn fredag aften.

Ostetærte – en opskrift

Er du ostefan? Så se med her 🙂

Som annonceret på sidste uges madplan, skulle vi have en kødfri dag med ostetærte. Inspirationen var fundet hos Maden i mit liv, og I kan se hendes opslag her. Jeg har fået lov at dele opskriften med jer samt min oplevelse af tærten 🙂

Selve tærten er rigtig lækker. Styrken af den kan varieres ved at vælge forskellige typer af ost. Dog vil jeg sige, at jeg havde det med tærten på samme måde, som jeg har det med indbagt brie. Det er rigtigt lækkert, men det bliver kvalmt i længden. Til tærten serverede jeg en salat med de frugter, der går godt til ost. I mit tilfælde var det pære, vindruer og blåbær. Dagen efter spiste jeg tærten kold med noget lun kylling. Det var helt vildt godt! Så måske er den en perfekt tærte på frokostbordet… Jeg vil mene, at opskriften passer til 3-4 personer, når der er salat til.

  • 175 g mel
  • 100 g koldt smør
  • 1 tsk salt
  • ½ dl vand
  • 4 æg
  • 2 dl creme fraiche
  • 200 g ost
  • Lidt tørret chili
  • Salt og peber (1 tsk salt, medmindre der anvendes en saltet ost)

Tænd ovnen på 200 grader.

Ingredienserne til dejen røres sammen  (mel, smør, salt og vand). Det er nemt at gøre på en køkkenmaskine. Dejen rulles ud og placeres i et tærtefad (23-27 cm i diameter). Stik i dejen med en gaffel og stil den på køl.

Bland æg og creme fraiche. Rør 200 g ost i. Jeg benyttede mig af ca. 75 g revet mozarella, 75 g revet cheddar og 50 g most feta. Da jeg brugte feta, burde jeg have reduceret mængden af salt. Tilsæt chili, salt og peber.

Hæld fyldet ud i tærteformen og bag tærten til den er gylden. Jeg gav den ca. 35 minutter.

image

image

image

image

Lignende indlæg: